Forfatterarkiv: Tobias Liechti

WFV #114 – Vang Dalat, 3 x Vietnam

Udgivet den af
1

I dag skal der prøves noget nyt på WF: Vi skal smage vietnamesisk vin! …

Jo, i hørte rigtigt! Asiatisk vin ser man faktisk oftere og oftere omtalt i div. internationale magasiner, og vi på WF vil selvfølgelig ikke stå tilbage for nogen. Flaskerne er af egen-import, og er købt i et vietnamesisk supermarked.

Vi var som altid objektive i vores analyse, men det blev hurtigt skræmmende åbenlyst hvilket niveau disse vine befandt sig på – se mere i afsnittet..!

Den hvide fik 54 point
Den første røde fik 66 point
Den sidste røde fik 60 point

 

Chateauneuf du Pape – fortsætter pave-vinens comeback?

Udgivet den af
1

Alle kender dem, men kun få har et stærkt personligt forhold til vinene fra det sydlige Rhone, nærmere bestemt fra Chateauneuf-du-Pape AOC. Jeg deltog i en smagning af Chateauneuf-du-Pape vine (herefter: CdP), i et forsøg på at forbedre MIT forhold til disse sagnomspundne vine fra syden.

Folks meget varierede forhold til CdP skyldes formentlig, at der godt kan være langt imellem de helt store oplevelser med CdP, mens man til gengæld kan være sikker på næsten altid, at skulle af med min. 150-200 kr. for en flaske. CdPs generelle kvalitet har da også været mål for megen kritik de sidste 20-30 år, men så, for 5-10 år siden, så det pludselig ud til at producenterne tog sig sammen, og kvaliteten begyndte at stige dramatisk. Alligevel er der stadig gode chancer for at blive skuffet, hvis man vælger en flaske CdP på supermarkedshylden til under 200 kr., for selvom Sydrhone er kendt for at levere gode vine til billige penge, har CdP ofte været undtagelsen til denne regel. Man er ofte nødt til at ofrer en del penge for at få de store oplevelser, og ikke blot bitter, overfladisk tranebær-frugt.

Man skal selvfølgelig tage ovenstående udsagn med et gran salt, men jeg er ofte selv blevet skuffet og er derfor notorisk mistroisk, når det kommer til CdP.

Basic info: CdP er både en by og en AOC, i den sydlige ende af Rhone området, som ligger i det sydøstlige Frankrig. CdP er uden diskussion den mest velkendte AOC fra Sydrhone, og er særdeles omtalt og drukket i Danmark – i relation til dette kan nævnes, at CdP ALENE laver mere vin, end hele Nordrhone tilsammen. En del af grunden til disse vines succes, ligger uden tvivl (desværre) i historien om hvad ”Chateauneuf-du-Pape” betyder: nemlig Pavens nye slot. I 1300’tallet holdt Paven til i Frankrig, nærmere bestemt i Avignon i det sydlige Frankrig. Pave Johannes den 22’ende holdt meget af vinene fra det område, der skulle komme til at hedde CdP, i modsætning til hans forgængere som mest holdt af bourgogne. Derfor kom vinene også til at hedde ”Chateauneuf-du-Pape”, efter Johannes byggede det kendte slot, som nu kendetegner området.Det berømte slot i Chateauneuf du Pape

Et andet element der gør CdP interessant, er den store mængde af tilladte druesorter, som gør at CdP vine ofte er vidt forskellige i karakter og stil + brug af flere forskellige druer ofte giver en kompleksitet til bedre vine. Man hører oftest at 13 druesorter er tilladt, men WF satte sig for at undersøge den nyeste franske lovgivning vedr. dette emne. Den var fra 2009, og fastslår at der er hele 18 druesorter tilladt – det store antal skyldes bl.a. at en del af druerne går igen, som både hvide og røde varianter:

(http://www.legifrance.gouv.fr/affichTexte.do;?cidTexte=JORFTEXT000021187577&dateTexte=vig#LEGIARTI000021188787)

De fleste røde CdP’er er domineret af druen Grenache, ofte blandet med Syrah og Mourvédre. Grenache giver ofte slanke, aromatiske og elegante vine, imens Syrah giver mere dybde og krydderi, og Mourvédre giver struktur og rustikke smagsnoter.

CdPs terroir er sikkert misundt af mange – god vind som forhindrer mug og sygdom, ofte god varme som sikrer modning og knytnæve-store sten i mange af markerne, som frigiver varme om natten og yderligere sikrer modningen, samtidig med at de selvfølgelig giver deres, til vinenes kompleksitet. (Disse sten ser man kun sjældent i den østlige del af området, og også kun sjældent i den sydlige del, hvor man dog har varme nok til at klare modningen uden sten).

Vi kender alle ”de store røde” CdP’er, men faktisk bliver der også lavet store hvidvine i CdP. Ofte aromatiske og med god syre – ligesom de røde, er de ofte geniale madvine, men hvidvine fra CdP ses desværre alt for sjældent herhjemme. De hvide vine laves bl.a. på druerne: Clairette Blanc, Grenache Blanc, Grenache Gris og Roussanne. OBS: der laves IKKE rosé under ”Chateauneuf-du-Pape” AOC’en.

Nedenstående følger en gennemgang af undertegnets smagsnoter, som jeg fik nedfældet til den føromtalte smagning jeg deltog i d. 22-01-2011.

CdP Perdigal 2009

En supermarkeds CdP (fik vi først af vide bagefter selvfølgelig) med prisen: ”2 for 150kr.”

Duften var meget ungdommelig, med en overfladisk, simpel frugt. Smagen var ufokuseret og med en ubehagelig bitterhed i eftersmagen.

6.9 point ud af 10 (dette er WF-scoren, ønsker man en international score, fjerner man blot kommaet)

CdP Galets Bruns Reserve VV 2008

Efter vi havde smagt denne vin, fik vi at vide, at den var købt i ALDI til 80 kr. Dette overraskede flere, og cementerede at der var tale om et godt køb, til en sjælden pris for CdP.

Duften var decideret landlig, med behagelige animalske noter, modnet kød og sort peber. Smagen havde en behagelig fylde, men dog stadig elegant. Vinen var lidt svag i eftersmagen og blev aldrig den store komplekse oplevelse, men var absolut behagelig.

8.6 p.

CdP Domaine de la Vieilles Julienne 1996

Havde glædet mig ret meget til denne vin, da det altid er spændende at smage vine med lidt alder, men vinen var desværre gået over.

Ingen point.

CdP Roger Sabon Les Olivets 2002

Et par ting man her bør vide: for det første er Sabon familien meget kendt og respekteret i CdP, og flere producenter laver vin under dette navn. Roger Sabon er en af de ældre Sabon-producenter. Den anden ting er året 2002, som af mange beskrives som katastrofalt dårligt, hvorimod 2001 som smages nedenfor generelt er et godt, klassisk år.

Første flaske havde prop, men der blev straks fundet en ny flaske!

Stilen er rustik, men dog med varme kirsebær og varmt krydderi i både duft og smag. Denne flaske viste sig, for mit vedkommende, lettere drikkelig nu end 2001’eren, som ellers er det bedre år.

8.7 p.

CdP Roger Sabon Les Olivets 2001

Rustik og landlig stil i duften, med bl.a. sort peber, timian og enebær. Smagen var domineret af en kraftig struktur, som dog ikke kvalte de fine små jordbær og hindbær helt. En flot, rank vin, som viste sig stadig at være meget ungdommelig, og bestemt stadig har sin bedste tid foran sig.

8.8 p.

CdP Domaine de la Janasse 2000

Stor, mørk, intens frugt i duften med en smule kernemælk, som dog aldrig blev marmelade agtig. Smagen var igen voldsom intens, med sin mørke frugt, der til tider blev næsten syntetisk. Dertil også allehånde og enebær. Vinen er stadig voldsom ung, og lidt for krasbørstig på denne aften, men uden tvivl en oplevelse.

8.9 p.

CdP Domaine de la Janasse 2001

Havde en mere ristet/bagt note i duften, end 00’eren. Intens, ”lilla” frugt i smagen. Modne moreller, bitter chokolade og enebær, med et let urtet strejf. Meget mere min kop the end 00’eren.

9.1 p.

CdP Domaine du Caillou 2003

2003 var, ifølge min og mange andres mening, en fantastisk årgang i Rhone som helhed. Denne vin bestod af 70 % Grenache, 16 % Mourvédre og 14 % Cinsault.

Den havde en spøjs duft, som var både sur/sød/bitter, med et hint af hyben. Smagen var meget elegant og let krydret. Denne vin var svær at blive klog på, men endte med at blive en af mine favoritter på aftenen, da den var så indtagende.

9.0 p.

CdP Chateau de la Font de Loup 2003

Her havde vi 50 % Grenache, 25 % Syrah, 15 % Mourvédre og 10 % Cinsault.

Behageligt solbær og brombær i duften, med en lige så stor og behagelig frugt i smagen. Den var bamset og charmerende.

9.0+ p.

CdP Le Grandes Vignes du Roy 2004

Igen var vi over i de spøjse dufte, her med en række noter man ellers oftest finder i hvidvine, f.eks. passionsfrugt og stjernefrugt. Smagen var let og livlig, hvor der så til gengæld både manglede dybde og koncentration.

8.4 p.

CdP Domaine Patrice Magni 2004

Let stald, grønne noter, tranebær i duften. I smagen kom der desuden lidt engelsk lakrids. For simpel, men bestemt drikkelig.

8.5 p.

CdP Domaine de Cristia 2004

Her med blendet: 80 % Grenache, 10 % Syrah og 10 % Mouvédre.

Stor rød frugt i næsen, som dog havde noget simpelt og overfladisk over sig. Et godt eksempel på en standard CdP, som mange måske ville være tilfredse med, men som jeg synes er spild af penge, når man ser hvad man kan få for samme penge i Languedoc og Provence.

8.6 p.

CdP Domaine de Cristia ”Renaissance” 2004

Her i storebroderen, er der langt mere dybde, m. røget vanilje, rosenpeber, blommeskind og modne hindbær. I smagen eksploderer denne vin i mørk, tyk frugt, der lægger sig fløjlsblødt og tungt på tungen – en KÆMPE vin, som dog desværre er alt for ung. Eftersmagen er vildt lang, med behagelig noter af muld, læder og vildt. Potentiale til at blive en meget eftertragtet vin.

9.2 p.

CdP Comte de Lauze 2005

Simpel rød frugt i både duft og smag – ærligt sagt: kedelig.

8.1-8.3 p.

CdP Ancien Domaine des Pontifes 2005

Igen denne mærkelig sur/søde stil, som bare her ikke rigtig fungere. God chance for flaske-fejl.

Ingen point.

Fonseca – Vertikal Smagning

Udgivet den af
3

De fleste vininteresserede, eller i hvert fald portvinsinteresserede, kender producenten Fonseca Guimaraens, eller bare: Fonseca, som huset normalt betegnes.

Fonseca har lavet vin siden 1822, og er altså ikke nybegyndere i vinverdenen, tværtimod er de i dag et af de største og mest anerkendte portvinshuse. Huset hører i dag til en stor gruppe (the Fladgate partnership) sammen med Taylor Fladgate, Guimaraens, Croft og Delaforce. Fonseca husets stil er: stor, varm, frodig, med intens frugt. Denne stil har været, og er fortsat, meget populær, ikke mindst takket være chefvinmageren David Guimaraens, som har regeret siden 1994, hvor han tog over fra faderen Bruce Guimaraens (- en legende i portvinskredse).

Fonseca producerer mange forskellige typer portvin, bl.a. 10, 20 og 40 års Tawny, Ruby Bin 27, Late Bottled Vintage, hvid portvin, klassisk Vintage og ikke mindst ”ikke-klassisk” Vintage.
”Ikke-klassisk Vintage-vine” produceres i gode år, som dog ikke var gode nok til at blive en klassisk Fonseca-Vintage – disse ”ikke-klassisk Vintage-vine” bærer navnet: Guimaraens Vintage. Så hvis man støder på en flaske Guimaraens portvin, er det altså de samme druer og de samme mennesker der også står bag Fonseca portvin – Guimaraens kan kaldes Fonsecas andenvin.

Fonseca ejer i dag 3 vingårde (i Portugal kaldt: ”Quintas”), nemlig: Cruzeiro, Santo Antonio og Quinta do Panascal. Fra disse gårde kommer den meste af den vin, som Fonseca bruger til deres vintage-vine. Disse vine bliver eksporteret til det mest af verdenen – dog er USA, Fonsecas største marked.

Nedenfor vil du kunne læse undertegnets smagsnoter, fra en større vertikal smagning af Fonseca/Guimaraens vine, der blev smagt d. 08-01-2011. Som du kan se på pointene der bliver givet, kan Fonseca generelt deres kram, og de laver næsten udelukkende store vine (mht. deres vintage-vine)

 

—

Fonseca Vintage 1980

Årgang 1980 er generelt ikke en højt-scorende årgang, men denne flaske var en virkelig perle, som selvfølgelig var moden, men stadig poleret og klar.

Som ofte ved ældre vintage portvin (dvs. 30 år+), synes jeg noterne begynder at minde mere og mere om ældre tawny portvin, dvs. noter som: fint karamelbrud, let nødet og let ristet mokka. Smagen var elegant, men modent kandiseret kirsebær, en anelse marcipan og lidt pekannød. En flot flaske, som sagtens kunne leve 10 år endnu.

9.0-9.1 p.
(> WF-score – ønsker man den internationale score, fjerner man blot punktummet)

 

Fonseca Vintage 1983

På papiret umiddelbart en glimrende årgang.

Denne vin var klart yngre i farven, men i duft og smag mere træt. Der var lidt fugtig kælder og et svagt hint af svovl i duften, altså en lidt hengemt duft. Der var diskussion i smagepanelet om der ikke var tale om flaske-fejl, og altså et enkeltstående eksempel. Grundet tvivlen omkring dette, bliver vinen ikke scoret.

 

Fonseca Vintage 1985

Også her en glimrende årgang på papiret.

Var meget ungdommelig i den mørkerøde farve. I duften: allehånde, sort peber, syltet kirsebær, lidt nellike og lidt engelsk lakrids. I smagen: fyldig tannin, stor mørk frugt, flot syrestruktur og bitterhed. Vinen gav en kæmpe oplevelse, og har stadig sine bedste år foran sig.

9.4 p.

 

Guimaraens Vintage 1988
(Guimaraens >> se intro ovenfor for info) 

På papiret ikke den bedste årgang, men jeg har flere gange oplevet portvine fra dette år vise sig meget flot.

Farven er helt mørk, og meget ungdommelig. Duften byder på store, mørke kirsebær og mørk blød chokolade. I munden havde den en lækker struktur, med ungdommelig syre. Let mynte, kæmpe frugt, let marcipan. En flot flaske, som dog måske ikke var så kompleks som nogle af de foregående. Kan drikkes henover de næste 20 år uden problemer.

9.1 p.

 

Guimaraens Vintage 1991

På papiret en god årgang, som dog aldrig opnåede virkelig stor status.

Igen meget mørk, men faktisk ikke helt så mørk som 88’eren. Stadig stor, mørk, krydret, kandiseret frugt. Solbær, blommeskind og engelsk lakrids. Smagen var flot poleret, men manglede måske noget gennemslags kraft. Senere udviklede smagen sig dog meget mere, og bød bl.a. på bitter chokolade, blødt læder, ristede nødder og et hint af kanel.

9.2+ p.

 

Fonseca Vintage 1992

Første flaske havde noget ’kogt’ over sig, og blev dømt ude, som flaskefejl. Heldigvis blev smagningen holdt hos lidt af en vinsamler (Kim Stendorf, formand for Slagelse Vinklub), og hurtigt blev der fundet en ny flaske i kælderen.

Den nye flaske var markant anderledes end den første, og bød på en kompleks frugt oplevelse, med ristede og let røgede noter. Nedenstående score vil uden tvivl stige, som årene går.

9.2 p.

 

Guimaraens Vintage 1995

Generelt er 1995 en meget større årgang, end folk indrømmer den. Den blev blot offer for at dens broder årgang, 1994, blev en af århundredets største årgange, og derfor blev den overskygget og overset.

Nu når vi op i nogle af de nyere vintage-vine, og dette var da også en saftig og frisk oplevelse. Intens frugt, stor fyldig og fed = en respektindgydende flaske. Har et lille problem med alkohol integrationen.

Denne vin blev smagt op imod dens nok største konkurrent: Taylor Vargellas 1995. Taylor var mere elegant og distingveret, imens Guimaraens slog mere fra sig. Størstedelen af selskabet var mest til Guimaraens/Fonseca, men undertegnet blev charmeret af Taylors noble karakter og behagelige mokka, chokolade og afstemte frugt.

9.2 p. til Guimaraens 95’

9.3+ p. til Taylor Vargellas 95’

 

 

Guimaraens Vintage 1996

Det er relativt sjældent at se vintage-vine i 1996, årgangen var hæderlig, men ikke mere end det.

Farven og duften var meget ung og tæt. Vinen føltes lidt ukoncentreret og mangler fokus. Frugten var en anelse overfladisk. Der var både sødme og syre i overmål, men en egentlig balance mellem de to manglede til gengæld. Selvom ovenstående lyder negativt, får den stadig 8.7 p. for sin store smag og kraftige udtryk.

8.7 p.

 

 

Fonseca Vintage 1997

Der er en del uenighed om 1997, hvor nogle synes det er en god, standard årgang, mens andre roser den, som værende en af de helt store.

Farven var mørk og tæt. Duften bød på rosiner og let marcipan, men ikke meget andet, og det er min klare opfattelse af denne vin sad på de fleste af sine talenter, og i dette tilfælde mere eller mindre var i dvale.

(At en portvin er i dvale, er et hyppigt forekommende- og accepteret fænomen. Typisk er en vintage portvin fuld af talenter når den lige bliver frigivet, men efter et par år lukker den ned, og ”vågner” først op igen nogle år efter. Problemet er at ingen ved hvornår den vågner igen, der kan gå 10 år, der kan gå 30 år osv.).

Smagen var tillige meget ung, og lidt grov i det. En voldsom vin, med masser af potentiale, men lige nu må scoren blive:

9.1 p.

 

Fonseca Vintage 1970

Nu hopper vi tilbage i tiden, til en af de klassiske flasker fra Fonseca – scoret 99 p. af Robert Parker.

Overraskende mørk farve, Duften starter lidt skævt, med kælder og let overmodenhed, men dette fordufter stille og roligt, og giver plads til: moden madeira note, grenadine, modne jordbær, mynte og timian. Smagen var også overraskende frisk (har sikkert de næste 15 år foran sig), dog med mange behagelig modne noter, bl.a. varme4 krydderier.

Alt i alt var jeg nok lidt skuffet – vinen var sørme kompleks, men også meget svær at blive klog på. Manglede charme og faktisk også balance, hvis den skulle helt op og ringe på WF-scoren.

9.3-9.4 p.

 

Fonseca Vintage 2000

En af de store årgange, som der dog efterfølgende har været meget diskussion om.

Duften havde både noter af: eukalyptus, friske brombær, blommeskind og engelsk lakrids. Smagen var harmonisk og dejligt bamset – kompleksiteten er ikke overvældende, men det må komme hen ad vejen. Denne vin charmerer, og vinder let ens hjerte, og har oven i købet kæmpe potentiale!

9.3 p.

 

 

Fonseca Vintage 2003

En af de HELT store årgange, som var fantastisk varm, og derfor er det ofte kæmpe vine man finder i denne årgang.

Selvfølgelig fuldstændig mørk og tæt i farven. Et BRAG af tæt, kandiseret frugt i næsen, som overskygger hvad der ellers måtte være af andre noter. Smagen mangler fokus og harmoni, men er saftig, stor og bred – så hvis det er det man søger, er det en fantastisk oplevelse. Til alle andre vil jeg anbefale at gemme den i laaang tid – dette er den slags vine, som godt kunne gå hen og overleve en selv.
En vin der er meget svær at score, hvorfor jeg også har valgt at give den 2 scorer – en for dens nuværende præstation og en i () for dens potentiale.

9.1 p. (9.5 p.)

SKRIV endelig en kommentar til ovenstående eller til portvin generelt – en du portvinsfan eller ej? og hvorfor?

 

 

Sangiovese Tour de Force

Udgivet den af
2

Et andet medlem af WineFactory redaktionen (Morten) og jeg selv (Tobias), fik pludselig forleden en ubændig lyst til Sangiovese – druen der sammen med cabernet og merlot, danner grundlaget for alle de klassiske vine i Toscana. Nedenstående er hvad der kom ud af det, den følgende aften!

OBS: se Mortens indlæg om sangiovese druen og dens mange talenter, for mere info!

– Poliziano Asinone, Vino Nobile di Montepulciano DOCG 2006

(189kr.)

Poliziano er nok den mest velkendte producent i Montepulciano, Toscana, og vinen Asinone er en af deres helt store enkeltmarks vine, hovedsagligt lavet på sangiovese. Årgang 2006 var, når de selv siger det, en flot og stor årgang med stort gemmepotentiale.

Poliziano - kongen af Montepulciano

Duft: tjære, mørke kirsebær, dybde, meget flot integreret vanilje fra fadet. Allerede i duften lækker og i min bog en ”pleaser-vin”. Smagen: stor, mørk, poleret frugt. Fadpræget er tydeligt, men genialt integreret i frugten, god fylde og mørke skovbær. Eftersmagen er lang og lækker. Vinen mangler måske nogle flere noter for rigtigt at komme op og støde, men til prisen et super køb, og har potentiale til de næste 10-20 år.

9.1 p.


– Bibbiano, Vigna del Capannino, Chianti Classico Riserva 2006

(169kr.) (1 t. på karaffel)

En anerkendt chianti-producent i et fremragende år.

Duft: stegte grønne tomater, unge kirsebær, tør tobak. Der er en gennemtrængende tør-bitter-syrlig note som er lige i overkanten, selv for sangiovese. Smagen: lidt ensporet, men elegant og flot struktureret. Mangler for mig både dybde og bredde. Relativt lang eftersmag, med små bitre kirsebær dansende på tungen. En meget ung vin, med grønne noter, som bestemt bør gemmes.

8.8 p.


 

– Avignonesi, Riserva Grandi Annate, Vino Nobile di Montepulciano 2004

(530kr.) (1 t. på karaffel) (95 p. af WineSpectator)

Hvis der er en producent der kan konkurrere med Poliziano om kronen i Montepulciano, kunne det godt være Avignonesi, som dog desværre ikke er så kendt i DK.

Duft: intens, mørk, nærmest kandiseret frugt. Timian, lidt mynte, let stald, skovbund, let ristet fadnote (mere gemt end i Asinone), liflig pibetobak, blåbærmuffin og let salmiak lakrids. En bred, kompleks duftoplevelse! Smag: sort peber, blommeskind, god volume, lækker saftig frugt, lille alkohol kick. God tannin og syre struktur, dog tror jeg ikke man skal gemme den mere end 10 år endnu. Med et ord: lækker. Med to: lækker og kompleks.

9.3+ p.

 

– Fattoria La Lecciaia, Brunello di Montalcino 1999.

(249kr. – kan fås billigere I yngre årgange) (92 p. af WineSpectator)

Duft: støvet rød jord, broccoli, soltørrede tomater, røget bacon, animalsk note, jordbund, lille hint af vanilje fra fadet, syltet agurk. Senere kom der også bitter mokka og ristet fad. Smag: varme, behagelige bitre kirsebær, hint af anis, let viol og lang syre i eftersmagen. Trods de mange noter, falder smagen faktisk lidt igennem i forhold til duften, og selvom jeg elsker syre, er den her måske lidt for markant.
Der var ved denne vin stor uenighed i point givningen, dvs.: hvis man ikke vil se bort fra den markante syre (Morten) = 8.4 p. Hvis man forelsker sig i den komplekse duft og omfavner syren (Tobias) = 91 p.

 

– Seghesio Venom, 100 % Sangiovese, Alexander Valley 2005

(Sonoma County, Californien) (450kr.)

Denne vin kommer fra en meget vellidt producent, Seghesio, som generelt laver meget lækre og populære vine i Californien, særligt på zinfandel druen. Af mange anses Venom for at være den bedste sangiovese-baserede vin udenfor Italien, og den bliver da også lavet på Californiens ældste sangiovese-stokke.

Venom - formentlig den bedste sangiovese vin udenfor Italien

Duft: her er vi selvfølgelig straks i en helt anden boldgade, hvad angår noter. Nogen kunne nok godt finde på at beskrive den som en frugt-bombe – under alle omstændigheder har den en kæmpe, intens, mørk frugt. Hindbær, brombær, mørke kirsebær og næsten boysenbær. Smag: den er markant, men også kontrolleret, med vaniljesukker, stor bombastisk frugt, lidt kærnemælk og sød pibetobak. En smag der får alle op af stolen. Alkoholen mærker man desværre lidt til, god syre-sødme balance. Er en uden tvivl en meget kraftig vin, men holder dog en relativ kølig balance igennem hele oplevelsen. Jeg er faktisk personligt ikke i humør til den slags vine i øjeblikket (ens præferencer varierer selvfølgelig fra år til år), men må simpelthen bøje mig i støvet for den ”lækkerheds-faktor” som Venom bringer til bordet. Seghesio er kendt for at lave vine, som måske mangler struktur, kompleksitet og terroir fornemmelse, men som man hurtigt tilgiver, da frugten er så lækker og charmerende – dette er ingen undtagelse!

9.2+ p.

 

 

 

Blog-Swap: Mad About Wine

Udgivet den af
3

Dette indlæg er det første i en række af indlæg, som er skrevet af andre dygtige bloggere, men som vil blive udgivet på winefactory.dk.
Denne deling af blogs/blogindlæg kalder vi “Blog-Swap”, og vi håber det er et fænomen som vil brede sig, og dermed udbrede kendskaben til de mange gode blogs og dygtige bloggere i både Danmark og resten af verden, som skriver om vinens- og madens verden.

Dette, det første indlæg i rækken, er skrevet af Thomas, som har den meget interessante blog: Mad About Wine, på: http://madwine.blogspot.com/ Som I vil kunne opleve, er Thomas’s store interesse champagne, men der lister dog sig også andre emner ind på bloggen. Thomas skriver på engelsk, hvilket måske vil være en hindring for nogen, men til gengæld er det flot engelsk og det tillader så andre end danskere at få del i oplevelserne. Thomas plejer at være god til at svare på sine kommentarer, så hvis i synes om indlægget, så lad ham endelig det vide.

***

1990 Krug

 

Blend: (40% PN, 23% PM, 37% CH) Glass: Spiegelau Adina Red Wine

Finally I can actually write a tasting note where I wasn’t a Friday night zombie after a weeks tango with the financial markets. No – I had a super week in Sweden, where I attended an absolutely brilliant course in Personal Leadership.

I believe very much we are moving targets and a good wine experience feeds out of many variables and me feeling stressed down and reborn is one of those variable. This needs serious addressing and in this case we are talking Champagne – 1990 Krug it was.

Krug is something I rarely drink at home – in fact this is the first time I have a Krug Vintage outside a tasting with the wine club.

But let us not waste more time and open the bottle.

Okay, so I have been mumbling about how much I adore Champagnes with soil-driven appeal and this Champagne is in fact NOT at all about that. If you had to say it a bit square you could say it’s not a terroir Champagne but more about wine making. But let me just reveal to you, that I simply had to throw in the towel here – forget my criteria’s for a while and surrender myself. The nose unfolds one layer after another with; honey, sourdough, brioche, smoke, vanilla (oak perfumes), marzipan, coffee beans, exotic evening perfume, flowers and mild fragments of citrus fruits, providing the salt on the egg appeal. The fruit core feels oily like a Montrachet and so unbelievable deep. You can raise the Champagne to 15 degrees with no problem what so ever – in fact it’s at this temperature it shines the most and reveals its true greatness.

The taste is, how odd it may sound, almost even better with an overwhelming concentration and majestic allure with an aftertaste, which never seems to end. The last thing you notice is firm and vibrant acidity running down the middle of the wine.

This bottle blew my mind and I think it has reached perfect maturity. Sure it can provide excellent drinking for 5-10 years, but why wait?