Forfatterarkiv: Tobias Liechti

Duval-Leroy

Udgivet den af
4

Et af de store huse som, trods storstilet produktion og indkøb af druer til over 2/3-dele af deres produktion, har formået at holde kvaliteten af alle deres produkter på et relativt højt niveau, og som har insisteret på at genskabe sig selv igen og igen igennem historien.

En efterårsdag i oktober måned var der indbudt til Duval-Leroy Winemakers Dinner i Korsør på Grand Park Hotel, af Søberg Vin. På aftenen skulle vi dykke ned i div. produkter fra denne interessante producent. Selvom Duval-Leroy (herefter: DL) hører med i top-10 af champagneproducenterne, hvad angår størrelse, mener mange at DL har evnet at fastholde den generelle kvalitet på et, mere end acceptabelt niveau. Det samme vil mange sikkert også sige om andre store producenter som Bollinger, Deutz m.fl.

Først lidt baggrundshistorie: det skete i de dage i 1855 at familien Duval, en dedikeret vinbonde, og familie Leroy, en kreativ vinkøbmand, valgte at slå pjalterne sammen i et champagneprojekt, som skulle komme til at overleve indtil flere verdenskrige, indtage en fremtrædende position i Champagne den dag i dag, og være til salg i mere end 50 lande verden over. De to familiers mål var fra begyndelsen, at skabe en markant og unik stil indenfor champagne, og ikke bare endnu et ”brand”. I dag er huset DL et af de sidste store selvstændige familie-huse, seks generationer gammelt, som selv ejer 200 hektar værdifuld jord i Champagne. Til denne dag indgår bl.a.: ”selvtændighed”, ”åbensindethed” og ”bæredygtig udvikling” i husets slagord.

Stilmæssigt ligger DL i den mere fyldige stil, ofte med noter af brioche, mandler, honning, smør og behagelig mineralitet. En del af disse noter kan bl.a. forklares med, at DL bruger en del fade i deres produktion, som naturligt giver en mere fyldig stil til vinene. I DL’s 3,5 km. lange kældre bruges omkring 300 fade på et givent tidspunkt.

Nedenstående er en kort gennemgang af DL’s produkter, og tilhørende smagsnoter som undertegnet skrev ned under smagningen:

NV Brut
75 % Pinot Noir og 25 % Chardonnay fra Montagne de Reims og Côte des Blancs.

Nu skal dette ikke blive den rene rose-klub, og DL har bestemt ikke nogen ”særlig plads i mit hjerte”, ud over at jeg selvfølgelig respekterer deres generelle kvalitet. Når det så er sagt, overraskede det mig faktisk hvor god deres standard NV var i denne situation. En klart fyldig, bred stil, hvor den relativt lange 2.gæring ikke lader sig fornægte. Klart at foretrække frem for mange standard vine fra andre store huse som Moet, Clicquot, Pommery osv.
……88-89p.

Fleur De Champagne Premier Cru
65-80 % Chardonnay og 20-35 % Pinot Noir fra Montagne de Reims, Côtes des Blancs og Vallée de la Marne. Min. 30 måneders lagring på bærmen.

Tydeligt en chardonnay domineret vin, som viste flot elegance og finesse. Duften var en frisk og behagelig kombination af blid honning, smør og mineralitet. Den virker næsten lidt lettere end standard NV, men med flere nuancer. Vinen blev serveret til rå kammusling, hvilket fungerede glimrende. En for DL feminin vin, som fremviser høj elegance.
……89p.

1998 Blanc De Chardonnay Vintage
93p. af WineSpectator. Min. 40 måneders lagring på bærmen.

Denne vin lagde en markant stil for dagen, og var klart en moden sag, som skulle drikkes nu … eller for 3 år siden. Nu er jeg ofte selv til den modne stil (vi snakker stadig vin), og synes derfor gevaldigt godt om denne flaske – måske derfor også mere end min kammerat og med-skribent Morten Berner, som jeg sad til bords med gjorde. Noter af valnødder og appelsinskal, med dybde og kompleksitet.
……91p.

Brut Rosé
10 % Chardonnay og 90 % Pinot Noir fra Côtes des Blancs

DL er faktisk kendt i champagne-kredse for at være en dygtig rosé-champagne-producent. Vinen bød på behagelige olorosso-sherry noter, men dog ellers ret tilbageholdende. En kommentar som der bør fremhæves, er vinens næsten perfekte ”mouth-feel”, som indebærer en fedme der altid holdes under kontrol af syren, i en virkelig flot balance – dette er bestemt ikke tilfældet i alle champagner. Noter som modne røde bær, lidt mælkechokolade og hvid peber dukkede stille og roligt frem, men eftersmagen forblev for uinteressant.
……90p.

2003 Clos Des Bouveries, Blanc de Blancs
Enkeltmarksvin fra Côte des Blancs, som har været i DL’s eje i mere end 100 år. Denne vin har dog ikke været i produktion før 2003, og er indtil videre kun lavet i årene 2003 og 2004.

En vin fra et clos som er kendt for sine særligt koncentrerede og komplekse chardonnay-vine. Allerede i duften en interessant vin: hvide blomster, æbler, honning og kontrolleret fadpræg er noter som springer op af glasset. Min første tanke er, at havde jeg fået denne vin i en blindsmagning havde jeg uden tvivl gættet på Comtes de Champagne (Tattingers topcuveé), og med det sagt, nærmede vi os i denne vin også et nyt niveau af kompleksitet og elegance i denne smagning. Duften, og senere smagen, forsætter med honning-glaserede mandler, dæmpet citronskal, let flødekaramel, let tørret abrikos og et elegant strejf af vanilje. Denne vin er ikke iøjefaldende eller pralende, men derimod stilfærdig og elegant, hvilket vinder ens hjerte til sidst.

Det er første gang jeg har smagt denne vin, men bestemt ikke sidste >> ved godt det lyder som en kliche, men Bouveries sparkede virkelig røv … bare på den der elegante måde forstås.
……92-93p.

 

 

 

 

 

1996 Collection Femme
79 % Chardonnay og 21 % Pinot Noir fra Grand Cru-marker. Min 10 års (!) lagring på bærmen.

Så nåede vi til DL’s top-cuveé, som tit fremhæves som en af de mere elegant top-/prestige cuveés.

Jeg kan lige så godt sige med det samme, at dette ikke var den bedste Femme jeg har fået. 1996 er uden tvivl et gude-år, men vinen føltes meget lukket og sovende. Femme er uden tvivl en top-champagne som man bør anerkende, og har da også givet mig gode oplevelser førhen hvor jeg har ratet den op til 94p., men på denne aften manglede den bestemt karisma. Duften bød dog på fed julekage, mandler, honning og citronskal. Efter en halv time sad jeg stadig og ventede på at Femme’s potentiale skulle manifestere sig, men den forblev sovende. Alle bør prøve Femme mindst en gang, men lige nu skal man altså ikke åbne sine flasker 1996, men hellere gemme dem 5-10 år endnu, eller drikke en årgang der modner tidligere.
……90-91p.

 

1999 Vintage Brut
100 % Chardonnay

En interessant vin, som bragte noter af citrus, krudt, hvid peber og koncentration til bordet. En ting der drillede mig lidt ved denne vin, var en lidt skæv mineralsk note, som havde lidt afspændingmiddel over sig (dette skyldtes ikke glassene, da vinen blev efterprøvet i andre glas!)

Bestemt ikke mit favorit produkt i DL’s sortiment, men en gedigen champagne der nok ville tilfredsstille mange.
……89-90p.

 

***

Jeg håber overstående indlæg har givet jer et kort indblik i Duval Leroy’s verden, og måske endda lyst til at drikke et glas champagne!

Giv endelig besked i kommentarerne herunder, om jeres oplevelse med DL og champagne generelt!

Se mere om DL på: http://www.duval-leroy.com/

Og mere om div. fremtidige arrangementer i Korsør hos Søberg Vin, på tlf. 58 37 00 99

.

Hvor og Hvornår???

Udgivet den af
Svar

At gå efter den gode årgang

Forskellige vinproducerende lande, og disses forskellige vinområder, har hver deres gode og dårlige årgange. Dvs. der generelt er år som man bør gå efter, og år som man bør lade stå på hylden

– hvilket dog igen er en sandhed med modifikationer, eftersom de virkelig gode vinkøb ofte gøres i ellers dårlige årgange, der grundet deres ry har en lavere pris. F.eks. har undertegnet haft mange gode ”billige” oplevelser med top-bordeaux vine fra årgange som f.eks. 1997 og 2002, der bestemt ikke er top-år, men som til gengæld har været tilnærmelige i pris. Køber man til gengæld vine til at gemme, eller som en investering, bør man som regel gå efter de gode årgange.

Variationen mellem årene skyldes mange faktorer, men vejret er ofte den mest betydningsfulde. Særligt i de ”gamle-vinverdens-lande” som Frankrig, Italien, Spanien, Portugal osv., er der ofte stor variation mellem årgangene. Alt imens de ”nye-vinverdens-lande” som Australien, Chile, Argentina, Californien, Sydafrika osv., ofte ikke oplever den samme store variation, eftersom disse lande ofte nyder godt af et stabilt, varmt klima, og til tider benytter kontrolleret kunstvanding.

En bedømmelse af en årgang, vil altid være upræcis og generaliserende, eftersom en eller flere producenter i et ellers dårligt år, sagtens kan have lykkedes i at fremstille gode vine. Trods det, synes vi her fra WF, at en oversigt (et årgangsskema) over de forskellige lande/områders gode og dårlige år, ville være interessant og hjælpsomt for os selv, og alle vores kære læsere!

Nedenstående er links til årgangsskemaer, som repræsenterer nogle af de mest respekterede kilder globalt set.

Hvis du evt. er uenig i et af årgangsskemaernes bedømmelse, eller generelt er uenig/enig i brugen af disse skemaer, må du endelig skrive det i kommentarfeltet herunder.

(De to første skemaer kan let printes ud, og tages med i baglommen når turen går til vinhandleren!)

Links:

http://www.erobertparker.com/info/vintagechart.pdf

http://www.winespectator.com/contentimage/wso/pdf/vintagecardWEB.pdf

http://www.decanter.com/vintageguides/

Dansk vin – kan man det?!

Udgivet den af
6

Ja, det kan man! Men skal man?


Det er for længst slået fast, at man i kongeriget Danmark nu også kan lave ganske glimrende vin, både rød og hvid, selvom der dog stadig bliver krævet en uforholdsmæssig høj pris for de flygtige dråber. Røde vine på druer som f.eks. Rondo, Regent og Leon Millot, og hvide på f.eks. Orion og Solaris, vælter frem fra de snart mange små vinbønder rundt om i DK. ”Bønderne” er tilsyneladende mest fokuseret på de røde varianter, selvom det efter undertegnets mening må være lysende klart, at Danmarks klima er bedre egnet til hvide og mousserende. Det er da også de hvide varianter, som jeg er blevet mest positivt overrasket over, igennem de sidste par år.

Jeg var for nylig til en smagning af dansk vin, hvorfra nedenstående smagsnoter oprinder, og selvom der var de typiske skuffende elementer, så var der så sandelig også nogle sjove og ligefrem opsigtsvækkende indslag.

Læs gerne nedenstående noter, og kom MEGET gerne med jeres egne kommentarer til fænomenet: Dansk vin. Det har været min generelle holdning, at vindyrkning i DK er et reelt formålsløst foretagende – vi har i DK en lang øl- og snapsekultur, som vi kan være stolte af, og som jeg personligt hundredegange hellere så udviklet, end de nu mange forsøg på at fremstille vin i våde og kolde DK. DOG vil jeg understrege min respekt og beundring for de mennesker som tror på projektet, og som over alt forventning leverer mere eller mindre interessante vine, efter blot et par år i produktion. Må tillige indrømme, at jeg selv er anpartshaver i en lille gård på Vestsjælland – man vil jo nødigt gå glip af noget 😉

Smagenoter fra Dansk smagning august 2010:

  • Don’s Cuvee Orion, Skærsøgaard (mousserende)

desværre for gammel, og helt død. (ca. 7 år gammel). Ingen point.

  • Rosé, Skærsøgaard 2001 (Druer: Merlot + Regent)

Igen for gammel, og desværre helt færdig. Dog en overraskende flot, ren profil trods alderen. Ingen point (herefter: p.)

  • Bordvin hvid, Degnemosegaard 2007 (Druer: Solaris, Phoenix, Ortega, Orion)

I duften lidt svinesti, halm, vissent græs, kornlager og lidt moden floral note. Smagen var frisk, men bar dog allerede et tydeligt modent præg, som et ældre syrligt æble. 64 p.

  • Bordvin hvid, Degnemosegaard 2008 (Druer: Solaris, Phoenix, Ortega, Orion)

Meget flot og helt anderledes næse end 07’. Hyldeblomst og grøn drue. Mindede mig om viognier i duften. Elegant smag, som landede mellem en sauvignon blanc og viognier. Meget behagelig, dog simpel. 79 p.

  • Bordvin rød, Falkenstens Gods 2003. (Druer: Regent + Rondo)

Utrolig dyb farve. Duften var elegant, med lidt violer, roser og nelliker. Smagen bestod hovedsagligt af let bitre jordbær og kirsbær, og smagen afslørede det nordlige tilhørsforhold. 82 p.

  • Bordvin rød, Antes Vin, Vestsjælland 2005 (Druer: Regent, Rondo, Merlot)

Både i duft og smag kunne man finde tørret tranebær og lidt ristet rød peber. Desværre let oxyderet. Ingen p.

  • Bordvin rød, Strandvejens Vingård 2006 (Drue: Rondo)

Meget moden, nærmest overmoden. Modent jordbær. 71 p.

  • Bordvin rød, Skærsøgaard 2003, fadlagret.

Dette var efter min mening smagningens højdepunkt. Duften bød på modne Rioja- og Barolo noter. Fadet havde givet en tydelig dybde, krydderi og en note af let sødlig tobak. Faktisk en lækker vin, som tilmed havde en lang cremet eftersmag. 88 p.+

  • Bordinv rød, Nordlund 2002

Var ellers publikums favorit på aftenen. En jævn, lettilgængelig stil, med trad. rød frisk frugt. Nogle ville måske kalde den tynd (havde hørt rygter om alt for stort udbytte på Nordlund-markerne), men dog havde den en flot og balanceret syrestruktur. Elegancen og balancen kunne ikke fornægtes, men stod som en mager forfinet herrer, ved siden Skærsøgaard 03’. Senere gik jeg tilbage til Nordlund, og da havde den klart opnået mere kompleksitet i duften, dog uden nogensinde at blive decideret indbydende. 86 p.

  • Bordvin rød, Degnemosegaard 2007 (Druer: Rondo, Regent, Leon Millot)

Frisk, rød, simpel frugt. Ungdommelig vin, som trods den ikke havde nogle fejl, på ingen måde imponerede. 76 p.

  • Bordvin rød, Herosgård 2006 (Drue: Rondo)

Duften mindede mig øjeblikkeligt om chilensk carmenere/cabernet blend, med frisk rød frugt og syrlige ribs. Smagen gik igen med kirsebærsten og ribs. Ikke imponerende, men drikkelig. 77 p.

  • Bordvin rød, Lille Gadegård (Drue: Rondo)

Fejl. Ingen p.

  • Bordvin rød, Herosgård 2007 (Drue: Rondo)

Udtalt solbærblad i duften, og mindede mig igen om chilensk cabernet til 50-70kr. Rank syre, som desperat trænger til selskab af dybde og fylde 78.

  • Bordvin rød, Herosgård 2008 (Drue: Rondo)

Straks en mere kompleks, dybere næse end de forrige årgange. Mere modent solbær, kirsebærsten, blommeskind. Smagen tillige kraftigere og dybere – uden tvivl en stor årgang, med potentiale. Kunne sagtens have tålt nogle måneder på fad. Syren er stadig markant. 84 p.

 

Rose! Rose!! ROSE!!!

Udgivet den af
13

Rose-sæsonen er over os! – Rose er klart en af de mest omdiskuterede områder indenfor vin-verdenen. Fra de billige udskældte vine fra Sydfrankrig og Californien, som bedst kan sammenlignes med saftevand – herunder til tider både for tynd og for sød saftevand – til de meget dyrere og komplekse roseer fra igen Sydfrankrig, Californien, Norditalien og Spanien.

Rose er de sidste år blevet udråbt som et område der stod over for en global revolution, der efter mange vinskribenters og dameblades mening, ville vende op og ned på vin-verdenen. Omvæltningen har øjensynligt lade vente på sig, om end specielt champagne-rose virkelig er skudt frem i folks bevidsthed, og dette i sådan en grad at f.eks. selv Bollinger er begyndt at eksperimentere med rose-pagne, hvilket de ellers ikke gjorde for bare 5 år siden.

Selvom man måske ikke kan kalde det en revolution, er det dog rigtigt at den globale vin-nyders smag ser ud til at vende mod en mere tør, mere struktureret og smagsrig rose-stil, alt imens den halvsøde ”saftevands”-stil fra 70’erne og 80’erne (f.eks. Mateus) bliver trængt mere og mere i baggrunden (forhåbentlig…)

Lad os få slået et par ting fast når vi nu er i gang: rose er bestemt ikke kun for tøser og tøsedrenge! og rose er bestemt ikke per definition et andenrangs produkt, men derimod en vin-type som kan opnå det samme niveau af kompleksitet og seriøsitet som dens røde og hvide søstre. Der selvfølgelig det problem med rose, som vi til dels også stadig har med hvidvin herhjemme, at den brede del af befolkningen nægter at betale meget mere end 20-40 kr. for en flaske rose. Man kan selvfølgelig ikke trylle med rose, og producenterne af denne vin-type har selvfølgelig også behov for økonomiske midler, hvis det skal lykkedes dem at producere stor vin.

Generelt produceres rose på 2 måder (den tredje måde, Saignée, går vi lige let henover her): Først og fremmest kan man vælge at lade drueskindet være i mosten i en kort tid, hvilket selvfølgelig både vil afgive farve, struktur og smag til vinen – dette er den ”ordentlige” måde at lave rose på, og den mest velansete. Alternativt kan man vælge simpelthen at tilsætte lidt rødvin til sin ellers færdige hvidvin, og derved opnå et resultat. Denne metode er ikke særligt velanset, andet end i Champagne, hvor de fleste producenter stadig benytter denne metode. DOG er mange af de mindre producenter begyndt at gå over til den først nævnte metode.

Tiden må være inde til at holde op med at anse rose som en stor grålig masse af vin uden forskelle, men i stedet indse at rose ikke bare er rose, men mange tusind forskellige vine, hver med deres karakter og stil. Der er fantastiske roseer at finde i både Bandol, Provence, Loire, Bordeaux, Rioja, Valpolicella og Californien som er optimale valg til en lang række retter, alt imens der i samme områder findes lettere og mere blomstrede alternativer, der er lækre vine uden mad.

DIN MENING! – som jo er den vigtigste – vil vi gerne høre i kommentarerne herunder.
Er du:
1. Træt af rose
2. Tørstig efter at starte med rose
3. Tørstig efter MERE rose
4. Ligeglad 😉

Riesling – verdens bedste hvidvinsdrue ?

Udgivet den af
8

Det er snart sagt af mange – Riesling er de fleste andre grønne druer overlegen i både syre, mineralitet, renhed, aroma, diversitet, kompleksitet, lagringspotentiale og egenskab til at genspejle terroir i den endelige vin.

Mange anser måske Chardonnay som værende den dominerende grønne drue, med mange af verdens største hvidvine og champagner på ”CV’et”, og givet hører Chardonnay også til i ”top tre”, sammen med Riesling og Sauvignon Blanc – men alligevel er det som at Chardonnay aldrig lykkedes i at præsentere den samme renhed, og kompromisløse stil som Riesling er i stand til. Chardonnay bliver desuden tit ”over-oaked”, og gennemgår ofte malolaktisk-”gæring”, hvilket bestemt heller ikke hjælper på dens til tider ”urene”-stil.

For Sauvignon Blancs vedkommende synes den største udfordring at være, at komme med noget til bordet ud over de typiske >passionsfrugt, stikkelsbær og nyslået græs< noter, som den måske lidt overivrigt, smider om sig med, om man så får den i Frankrig, USA eller New Zealand.

Riesling havde sit oprindelige ophav omkring Rhinen i Tyskland, og har siden særligt sat sig i det franske Alsace og selvfølgelig stadig i Tyskland. Druen kan også findes i bl.a. Østrig, Luxemburg, USA, Sydafrika og visse steder i Australien, f.eks. Clare Valley. Generelt for de fleste område i verden, hvor man støder på Riesling, er at de klimatisk tenderer til den køligere side – områder som også foretrækkes til dyrkning af den røde Pinot Noir (hint! hint!).

Riesling er i sandhed ”vin-nørdernes” darling, som ofte roser dens balance og komplekse noter i samme åndedrag som f.x. Pinot Noir – Pinot tilhører ikke længere kun vin-nørderne, men takket være bl.a. filmen Sideways, drikkes Pinot nu af et langt større publikum.

Spørgsmålet er så om det samme ikke burde ske for riesling?  … jo, der bliver da drukket en del Riesling allerede herhjemme, men det meste er desværre 20 kroners, kønsløst masseprodukt fra supermarkederne, alt imens de mange gode Riesling-vine som laves i Mosel, Rhinen og Alsace, ligger og samler støv i vinbutikkerne – Riesling trænger til en ”Pinot Noir revolution”!

Det er de færreste druer som leverer såvel verdensklasse tørre-, søde og mousserende vine! – og denne diversitet er da også en af grundende til at jeg selv er blevet afhængig af god Riesling. I særdeleshed er det den ofte uovertrufne, mundvands-igangsættende, nådesløse syre, som har gjort mig til en Riesling-junkie!!

HVAD SYNES DU – skriv i noterne under indlægget dit syn på Riesling, og om du tror du vil drikke mere Riesling i fremtiden el. ej?