Jeg har i løbet af de sidste 3-4 måneder forsøgt at skrive lidt noter på lidt mere af de vine jeg drikker uden for winefactory video og til smagninger. Lad mig bare være ærlig, det er ikke gået så godt. Men nogen noter er det blevet til og dem får i her. Det er selvfølgelig noter!

Laurent Perrier Grand Siecle Champagne (ca. 700,-)
Smør noter, karklud. En rimeligt ‘let’ champagne. Er bestemt vellavet men en stor skuffelse.
~89 point

Ulysse Collin BdN Champagne (500,-)
Meget æblet, har skrevet “natur”-kedelig. Jeg ved godt selv hvad jeg mener, men det er måske ikke så informativt. Det jeg mener er at den skriger af ingen svovl m.v. og den her er altså på vej til eddike stadie. Smagen er floral og eftersmagen er faktisk ret glimrende.
Jeg havde hørt godt om denne, og set i lyset af at det heller ikke var en helt billig flaske var jeg også ret skuffet her. Jeg synes ikke ilt hjalp den.
~87 point

Jean Vesselle 1996 (ca. 350,-)
Vi har haft smagt den før her på sitet. Duften er relativ frugtig masser af melon noter.
Smagen byder på citrus, en pæn syre. Smager rigtig godt. Eftersmagen er tilgengæld kort og kedelig.
~88 point

Castillo Perelada Ex Ex 7 2007 (575,-)
Fik denne blindt. Eukalyptus og stor kraftig frugt.
Meget behagelig smag med lakrids noter. Eftersmagen var rigtig harmonerende.
Jeg gættede på at det var oversøisk cabernet. Enten australsk eller californien. Men ak nej…
~ 92 point.

Perelada 5 fincas (169,-)
Fyldig moderne spansk sag. En vin jeg er blevet rigtig glad for!
~ 90 point.

Rainer Wess, Wachauer Grüner Veltiner 2010 (ca. 140,-)
Masser af banan noter i næsten. Kniv skarp sag, noget af det bedste grüner jeg har prøvet!
~ 90 point.

Gut Oggau atanasius 2009 Østrig (135,-)
Meget behagelig kom og drik mig.  En vin i den lette ende, men levere en god frugt og har sin egen personlighed.
~89 point.

Ovid experiment a 2.7, Napa 2007 (ca. 550,-)
Intens frugt. Meget bordeaux stil. Flot flot frugt – ikke oversøiske frugt! Meget elegant sag, som dog ”mætter’. Bør helt klart have nogle år på langs.
~94 point.

Lenoble BdB NV
Masser af gær, hø, græs og intensitet. Bærer præg af sur lie.
Smagen er lidt usvovlet, i ved gamle æbler ret blide bobler.
Glimrende eftersmag, og det virker som om den har lidt alder (?). Meget hæderlig champange.
~89 point.

Baron de Rothschild  NV bdb Champagne (ca. 400,-)
Lidt saltet næse. Men ellers smager det billigt og kedeligt.
~ 80 point.

Beaufort rose
Meget lidt i næsen desvære. Typisk beaufort smag. Har faktisk en bedre syre end jeg huskede det fra sidst jeg smagte det. En del mørke bær. Faktisk overraskende god.
~ 87 point

Aggrapart Avize extra brut (5 g/l)
Krudtet næse. Syren er god, men i den lette ende. Har lidt citrus med sig. Eftersmagen er glimrende, men desværre noget kort. Lidt skuffet, for dette har tideligere været et af mine favorit huse.
~89 point

Bereche NV Solara
Ekstrem meget mælkprodukt i næsen – smør og youghurt. Meget lækker mousse og i det hele taget et meget lækkert og helstøbt produkt. Glimrende frugt endda!
~ 90 point.

Cliff Lede Cabernet Sauvignon Napa 2006 (ca. 400,-)
Typisk Napa cab.  Tobak, peber. Desværre lidt alkohol i næsen, som dog forsvinder efter den har fået lidt ilt. Voluminøs vin. Eftersmagen er aldeles glimrende.
~ 91 point

Mount Eden, Chardonnay 2007
Sjov næse med harapiks, popcorn og tidsler. Vinder gevaldigt med ilt. Desværre lidt ukontrolleret alkohol i smagen, og en smule for oaked i eftersmagen.
~90 point.

Chãteau La Cabanne 2005, Pomerol (200,-)
Meget lukket i næsen. Lidt svag mørk frugt.
Lidt creamet fylde i munden, men den er ikke lige frem et bombardement af sanserne. Måske vil der ske noget hvis den får rigelig ilt og år!? Eftersmagen er OK, men mangler finesse og nogle lidt klassiske bordeaux noter.
~86 point.

Chateau Lagrange 2000
En flaske jeg meget længe gerne har villet prøve, og årgang 2000 bordeaux er jeg meget glad for. Jeg blev selvfølgelig glad da en bekendt hev den med til en middag. Virkelig en dejlig duft. Klassisk bordeaux, læder og en smule bret. Duften fortsætter i smagen og byder på en virkelig lækker frugt. Eftersmagen er lang og yderst behagelig. Mere læder, sort the og dejlig bly.Vinen virker på alle måder overraskende ung, og kan sagtens tåle flere år i kælderen. Denne har været perfekt opbevaret. Kunne godt have været 92 point, men tror så meget på at den ville vinde mere med mere ilt…..
~ 93 point.

Emille Balland Les Beaux Jours, Giennois Loire 2006  (ca. 100,-)
Lidt grøn i næsen og samtidig lidt skovbund.
Smagen er blomstret med lidt bær ala hyben og ribs. Man kan godt smage det er en blanding af Gamay og PN. Lidt kort eftersmag men der kommer lidt lakrids noter. En rigtig glimrende bællevin.
~ 84 point.

Billedet ovenover af Ulysse Colin flasken er venligst udlånt af Thomas Iversen fra Mad About Wine.

Elegant, landlig og dyr vin. Bourgogne er uden tvivl en fantastisk vin, men ret mange mennesker må klø sig i nakken når de står og kigger på hylderne efter flaskerne fra guldskråningen. Hvordan finder man rundt i dette virvar af navne på både appellationer, marker og producenter? Det er det, jeg vil forsøge at krænge frem i lyset.

Først og fremmest har vi inddelingen af selve den overordnede vinproducerende Bourgogneregion. Den bliver inddelt i 5 forskellige, igen overordnede appellationer fra nord til syd:

Chablis                                                                        Coté d´Or

Coté Chalonnaise                                                   Maconnais

Beaujolais

Den eneste jeg vil gå I detaljer med, er Coté d´Or, da det er dette område, som indeholder det mest indviklede aspekt.

For det første ser man aldrig vine med etiketskriften Coté d´Or. Det er ganske enkelt fordi Coté d´Or indeles i de to mere genkendelige appellationer Coté d´Beaune og Coté d´Nuits. Det er disse to områder man typisk forbinder med Bourgogne og det er da også her, at de største vine kommer fra.  Coté d´ Beaune er mest kendt for hvidvine, men laver i særdeleshed også røde. Coté d´Nuits er omvendt mest respekteret for deres røde vine. Nå, nu starter det indviklede.

Eller egentligt ikke. Fordi det der altid er nemt at huske på er, at der for rødvinenes vedkommende kun bliver brugt Pinot Noir. Og ligeledes for hvidvinenes vedkommende bliver der kun brugt Chardonnay. Dog er der stadig plantet en forsvindende lille mængde César og Tressot, men disse to “ældre” druer bliver stort set ikke brugt længere.

Så langt så godt.  Hvis vi brækker områderne Coté d´Beaune og Coté d´Nuits op i 4 kategorier, så vil det være som følger:

- Overordnet Coté d´Beaune Village og Coté d´Nuits Villages (Haut Coté d´Nuits/Beaune)

 -Kommunale vine

 -1. Crú / Premier Crú vine (Omtales herfra kun som Premier Crú)

 -Grand Crú vine.

- Coté d´Beaune Villages og Coté d´Nuits Villages er de mest overordnede appellationer, hvor druerne kan komme fra et stort område inden for de to områder. Vinenes etiket afslører altså ikke en nærmere detaljering af hvor druerne kommer fra. Der står blot  Coté d´Beaune Village/Nuits. Vine med skriften Haut Coté d´Nuits/Beaune er vine fra to specifikke områder under Coté d´Nuits/Beaune, men princippet bag etiket-udførelsen er den samme som Villages.

- De kommunale vines etiketter vil være præget af kommunens navn, men igen kommer man ikke nærmere et specifikt sted i kommunen. Nedenunder er der en komplet liste af de kommunenavne, som kan angives på etiketten:

Cotes de Nuits:                                                                               Cotes de Beaune:

Marsannay                                                                                          Ladoix

Fixin                                                                                                  Pernand Vergelesses *

Chevrey Chambertin *                                                                      Aloxe Corton *

Morey St. Denis *                                                                             Chorey les Beaune

Chambolle Musigny *                                                                       Savigny les Beaune

Vougeot *                                                                                          Beaune *

Flagey Echezeaux *                                                                         Pommard *

Vosne Romanée *                                                                            Volnay *

Nuits St. Georges *                                                                          Monthélie

Prémeaux                                                                                         Auxey Duresses

St.Romain

Meursault*

Blagny

St. Aubin

Puligny Montrachet *

Chassagne Montrachet*

Santenay *

Maranges

Det er dog langt fra alle sammen vi typisk ser på det danske marked. Kommunerne med * efter, er dem man tyspisk vil støde på herhjemme.

- Først når vi kommer hen til Premier Crú vinene begynder der at ske noget mht. specifik beliggenhed indenfor nogle ha. På en Premier Crú vins etiket vil der stå kommunenavnet med stor skrift og nedenunder vil der stå Premier Crú og så et marknavn, eksempelvis:

Chambolle-Musigny Les Cras

Hvor Chambolle-Musigny er kommunenavnet og Les Cras er marknavnet. Bid lige mærke i at det kun er Chambolle-Musigny der er en appellation (AOC) og ikke marknavnet. Markerne omtales fejlagtigt som appellationer, men de er altså blot såkaldte climats. Man skal forresten ikke kaste sig ud i en ellers så fredelig huskeleg, når det gælder Premier Crú marknavne – der findes 684 stk.

Dog skal man lige huske på, at en Premier Crú vin også kan være et blendt af Pinot fra forskellige marker. Hvis dette er tilfældet, så er det kun kommunenavnet der vil være trykt, efterfulgt af ordet ”Premier Crú”.

- Godt, den sidste kategori er de store Grand Crúer – toppen af poppen og også toppen af prislisten! Hver Grand Crú er en separat mark, som i modsætning til Premier Crú markerne ER en separat appellation (AOC). Der er således 33 marker der må tilføje Grand Crú betegnelsen til sig. På en etiket vil marknavnet stå stort og tydeligt og kun det!

Her er det vigtigt at vide, at visse kommunenavne er prydet med en Grand Crú marks navn. Herunder er en liste med samtlige af disse kommuner. Det understregede navn er Grand Crú marken:

Coté d´Nuits:                                                                                   Coté d´Beaune:

Gevrey Chambertin                                                                             Aloxe-Corton

Morey-St-Denis                                                                                    Puligny-Montrachet

Chambolle-Musigny                                                                            Chassagne-Montrachet

Vougeot

Flagey-Echezeaux

Vosne-Romanèe

Nu skal det lige nævnes at Grand Crú navnet som regel indeholder et ”Clos” eller et ”Le” / ”La” foran selve marknavnet – Clos Saint Denis,  Le Montrachet. Så husk nu at kigge efter det typisk mindre Grand Crú ord neden under marknavnet, så er man i sikkerhed.

Og lige til sidst så kan man også støde på etiketter, hvor der blot står Bourgogne. Denne appelation dækker hele Bourgogne regionen, så hvor vinen lige kommer fra er ikke rigtigt til at vide. Det er også disse vine, som typisk er de mest simple.

Det var en lille gennemgang af Bourgognes etiketvirvar. Det er ikke så svært få det overordnede overblik, men det er svært at huske i hvilken kommune det lige var den og den mark lå, når man står i butikken… jeg vil bare sige held og lykke herfra

Dette indlæg skal handle om 2 vine fra Mendoza (Argentina) og så lidt om winedeal.dk der har tilsendt vinene til WF og som har præsenteret et nyt interessant tiltag ift. markedsføring af vin.

Vinene laves af producenten: Cavas de Crianza, og er henholdsvis et blend (40% Malbec, 30% Cabernet, 30 % Merlot) og en ren Cabernet – begge fra 08’. De kommer som sagt fra Mendoza, nærmere bestemt fra regionen: Luján de Cuyo.

Mendoza er Argentinas langt mest kendte vinområde og står for næsten 2/3-dele af Argentinas totale vinproduktion. Det ligger helt ude vestpå, grænsende op til Chile. De mest beplantede druesorter i Mendoza er: Malbec, Cabernet, Tempranillo og Chardonnay, dog er der også stadig mere traditionelle sorter som: Cereza og Criolla Grande. Området er delt op i to hoved-departementer: Maipú og Luján.
Winedeal, som har tilsendt vinene, tilbyder en ret original service i vin-sammenhæng. På winedeal sælges ikke vin, der sælges derimod tilbud. Specielle tilbud fra flere forskellige importører, som gerne skulle give alle os forbrugere mere vin for vores penge. Del endelig dine oplevelser med winedeal.dk med alle os andre på WF i kommentarfeltet herunder!

Cavas de Crianza, Cabernet Sauvignon, 14,2% vol., 2008
Her en ren Cabernet-vin. Druen er nok mest kendt fra Bordeaux’s venstrebred og måske Californien, men er nu spredt ud over store dele af kloden, f.x. i både Chile og Argentina. Vinen er fadlageret på fransk og amerikansk eg, dog er det ikke angivet hvor længe.
Duft: Noterne er lidt gemte – hovedsagligt solbær med sort peber over. Frugten er varm. God lille mineralitet kommer igennem.
Smag: Hovedsagligt solbær igen, som jo er en meget klassisk note for Cabernet, specielt Cabernet fra Sydamerika. Der er dog tale om en glimrende frugt, med fin struktur som ikke bliver marmelade-agtig.
Vinen mangler tydeligvis kompleksitet og bredde i noterne, dog skal det siges: at hvis man leder efter en fin frugt-styret vin fra Sydamerika, der smager af noget og som kan klare en rød bøf, så kunne denne flaske sagtens være en mulighed.
83 point

Cavas de Crianza, Blend, 14,8% vol., 2008
Her som sagt et blend på Malbec, Cabernet S. og Merlot – alle rimeligt brugte druer i Argentina. Vinen er fadlageret, det fremgår dog ikke hvor længe.
Duft: Noter der umiddelbart springer op af glasset er: bagte blommer, rødbede, jordet mørk frugt, sort peber, solbær, solbærblad og endelig brombærmarmelade. Solbær-noten er tydelig, men mere struktureret og tør end mange andre marmelade-vine fra denne del af verden.
Smag: smagen er velstruktureret og det er bestemt stadig en ung vin med masser af ung frugt og power. Solbær-noten bliver i smagen desværre rimeligt overvældende ift. de andre noter. I duften havde man flere noter at lege med, men i smagen bliver stilen meget mere simpel og frugtfokuseret. Det relativt mærkbare brug af fad gør dog, at vinen bestemt er behagelig og sagtens kunne serveres sammen med f.x. lidt grillet Argentinsk oksekød.
85 point

Ovenstående vine kan nu købes igennem winedeal i en begrænset periode til en meget fordelagtig pris.

Argentina er bestemt et vinland som vi snart vil vende tilbage til her på WF – landet er utroligt interessant ift. dets klima og jordbunds forhold. potentialet til at lave utroligt spændende vine er bestemt til stede!

Der kommer et tidspunkt på året hvor man virkelig begynder og få lyst til portvin. Ikke at man ikke altid kan drikke portvin, men I ved hvad jeg mener. Med tågen i denne uge kom lysten. Det var et heldigt sammenfald med at Philipson Wine køre kampagne på deres Burmester portvin. Så i den forbindelse har de tilsendt os en lille weekendkasse bestående af fire flasker (dem kommer vi til). Perfekt til sådan en trist lørdag som i dag. Du undrer dig måske over at dette indlæg ikke er en video, men der var ikke mulighed for at samle flere fra redaktionen og så må undertegnede jo tage en for holdet.

Her er tale om fire portvine i den absolut prisbillige klasse. To styk i tawny stil og to styk i ruby. Vi har tidligere talt om hvad forskellen på de to stile, hvis du trænger til en update på det, så kan jeg anbefale vores indlæg om det, det er opdelt i to afsnit her og her. Vinene vi skal smage i dag er alle fra Burmester. Tawny (39,95 kr) Colheita 1998 (79,95 kr), Vintage 1998 (79,95 kr) og Late Botteled Vintage (59,95). Lad os tage dem én af gangen.

Burmester Tawny
Duften er lidt efterårs skovbund-agtig. Lidt søde nøde noter. Jeg tror måske den falder lidt over til den vamle side. Figner. En lille smule alkohol kan man også dufte. Smagen er overaskende let, og alkoholen opfører sig pænt mens den er i munden. Der er lidt når man synker. Eftersmagen er meget stille og roliig. Der er igen lidt sødlige nødenoter. Det er faktisk en OK tawny, den er ikke så sprælsk og det bliver lidt for monotont i længden. Den får 80 point. Jeg er lidt i tvivl om den skal have neutral eller godt køb. Men altså, den koster 40 kroner (!), så tvivlen må komme den til gode. Godt køb.

Burmester Colheita 1998, flasket i 2010
Klassisk colheita, dog lidt for ungt til min smag. Der kommer en del gummi og træ som den allerede har nået at suge til sig på de 12 år den har hygget sig på fadet. Den scorer 85 point af mig. Det er selvfølgelig ikke vanvittig højt – men set i lyset af sin pris, og den altså ikke er helt skæv må det betragtes som et godt køb.

Burmester Late Bottled Vintage 2003 (bottled 2009)
Late Bottled Vintage (LBV) har jeg altid været glad for. Jeg elsker ruby stilen og jeg synes at LBV som hovedregel leverer et rigtig fornuftigt forhold mellem pris og kvalitet. Hvis jeg selv skal ud og købe portvin, og det ikke lige er ældre vintage til kælderen så er det LBV jeg går efter. Lad os se om denne er værd at gå efter. Den dufter ungt, men den dufter faktisk glimrende, lidt kirsebær, friske bærfrugter. Meget cremet at få ind, pæn finish, mangler lidt spræl og alkoholen er ikke helt kontrolleret. Igen en fin ting, den er noget bedre en tawny’en (men jeg er som sagt også mere til ruby). Jeg kan sagtens hygge mig lidt med den her, så den kaster jeg en solid 87 efter. Og til 60 danske kroner, så er det bestem også et godt køb.

Burmester Vintage 1998
Så lad os se om den her kan lave noget sjovt. Der noget alkohol i næsen og det skæmmer faktisk frugten. Det er rigtig ærgeligt. Der er dog en smule at komme efter, abrikos, skovbund, figner. Merry Christmas! Igen overasker det hvor cremet den er at få ind. Alkohol viser desværre sit grimme ansigt igen i munden, men hvis man forsøger at se bort fra det, så får en man et godt skud solbær, en egentlig OK finish. En del tanin også. Jeg tror at hvis jeg havde indkøbt denne flaske så ville jeg lade den ligge nogle år endnu. Den er OK, især til prisen. Men jeg tror man kan få lidt mere sjov ud af den. Hvis man vil drikke nu, så synes jeg man skal gå efter deres 1989, den koster lidt mere men er til gengæld også klasser bedre.
86 point, og er igen et godt køb.

Alt i alt vil jeg gå efter Late Bottled Vintagen. Burmester er et fornuftigt hus, der var ikke noget der var elendigt, og de har nogle rigtig skarpe priser. Man bør drikke minimum 1 flaske Burmester inden jul!

Jo skam, Portugal kan andet og mere end ”blot” producere hedvin i verdensklasse. I Portugal er der blevet produceret ”almindelig vin” (bordvin) i umindelige tider – og det gøres der stadig i stor stil – trods det, er det sjældent at man støder på en dansk vinnyder, på udkig efter portugisisk bordvin, og hvordan kan det så være?

Dette WF-indlæg er inspireret af en smagning som Philipson Wine afholdte på restaurant AOC i september, hvor producenten: Quinta do Vallado, blev præsenteret i flotte rammer og med interessant mad til. Denne smagning var lige det skub som WF-redaktionen havde brug for, for at komme ”i gang” med Portugal som vinland, og ikke bare som ”portvinsland” … for vi ELSKER i sandhed portvin, men samtidig har vi også enkelte gange fået lov til at opleve hvad de andre vinområder, end Douro, har af evner, og hvilke fantastisk interessante, rustikke og finurlige vine der bliver lavet der.

Den smukke Douro dal, i det nordlige Portugal

Nu kommer der lidt oplysninger om portugisisk vins status quo, og umiddelbart derunder en præsentation af Quinta do Vallado, og produkterne fra denne producent:

Portugal er naboland til Spanien og har en ca. ligeså lang vin-historie, der specielt blomstrede op i romertiden, og desuden er hjemland for den første officielle vinregion: Douro, hvilken vi vender tilbage til. Noget af det der karakteriserer Portugal som vinland, er det meget store antal forskellige nationale druesorter. Portugals ”appellations” system er som følger:

1. D.O.C (Denominação de Origem Controlada) – de mest beskyttede og regulerede regioner
2. I.P.R (Indicação de Proveniência Regulamentada) – vine der er beskyttede og regulerede, men som dog ikke hører under en D.O.C.
3. Vinho Regional – regionale vine
4. Vinho de Mesa – alm. bordvine, som kan være fra hele Portugal

Herunder er der nogle nyttige udtryk, som kan gøre det nemmere at ”låse op” for den portugisiske vinverden:

• Adega: vineri
• Branco: hvid
• Casta: druesort
• Colheita: årgang
• Garrafeira: en rødvin lagret mindst 2 år på fad og 1 år i flaske – eller – en hvidvin lagret mindst 6 måneder på fad og 6 måneder i flaske
• Quinta: vingård
• Seco: tør
• Tinto: rød

Sarah Ahmed, en glimrende engelsk vinskribent, beskriver vinlandet Portugal som: ”excitingly different”, og gør det ydermere klart at englænderne (heller) ikke har opdaget Portugal som et bordvins land, men tværtimod stadig associerer Portugal mest og alt med portvin = Altså er det ikke kun danskerne, der mangler at indse hvad Portugals bordvine egentlig er!
Jancis Robinson, Englands nok mest anerkendte vin-forfatter og MW, mener at Portugals bordvine aldrig har været på et højere kvalitetsniveau, end de er netop nu. Dog mener hun også, at Portugals vinproducenter bør have lidt mindre fokus på deres egen historie, og lidt mere fokus på den internationale vinverden, og på de konkurrenter de har rundt omkring i verden.
Tim Atkin, engelsk vinkritikker og MW, mener at folk går glip af en af de mest unikke samlinger af druetyper i verden, hvis de ikke giver portugisiske bordvine en chance, og mener at man aldrig bliver træt af Portugal som vinland, grundet de mange lokale druesorter og de mange forskellige områder.

Ovenstående udtalelser fra nogle af Europas vineksperter, er meget sigende for den generelle holdning også danske vinfolk/-eksperter har til portugisisk bordvin – nemlig: ”at der bestemt er noget at komme efter”, at der endda er eksempler på verdensklasse vin som kan konkurrerer med de største vine fra Frankrig, Italien og Spanien, at prisniveauet er attraktivt og at portugisisk vin stilmæssigt er noget af det mest spændende lige nu! >> Alligevel halter det dog GEVALDIGT med portugisisk bordvins udbredelse i Danmark, såvel som i resten af verden – hvorfor!?

Der er formentlig mange grunde til dette. En kunne være de anderledes navne, som de portugisiske druer, producenter og områder har, der gør det svært at udtale og huske dem – det er klart, at hvis det er svært for det første at huske, den ellers gode portugisiske vin man fik hos vennerne sidst, og for det andet også er svært at spørge efter den, hos sin vinhandler… ja så gør de fleste det nok ikke.
En anden grund kunne være, at mange portugisiske producenter har insisteret på at bibeholde en meget gammeldags, rustik stil, som mange danske vinnydere nok lige skal vende sig til – i modsætning til f.x. nabolandet Spanien, hvor mange producenter har valgt at lave mere moderne vine, med større frugt og blidere struktur. En tredje grund kunne være, at kvaliteten generelt bare ikke har været høj nok, til at kunne påkalde sig tilstrækkelig opmærksomhed. En fjerde grund kunne være manglen på markedsføring og ”branding” af de portugisiske vine og områder.

Min personlige holdning til portugisiske bordvine generelt er, ikke overraskende, at de KAN være utroligt spændende og er reelt anderledes end de andre vine fra Europa. Det skal dog siges, at der også er mange uinteressante billige portugisiske bordvine – heldigvis ser det ud til, at det danske marked er blevet forskånet for mange af disse vine, indtil videre.
Jeg tror at forbrugerne i Danmark, og i resten af Europa, har brug for flere gode portugisiske vine i prislejet: 50-75kr. Vi ser i øjeblikket en del billige portugisiske vine, 20-40kr., som egentlig gør det fint til de penge, men som bestemt ikke rykker noget for de mere hardcore vinnydere. Samtidig ser vi også en lille del portugisiske vine til mellem 100 og 200kr., og disse klarer det ligeledes godt, men problemet for disse er blot, at næsten alle vinområder, i alle lande, kan lave gode vine til de penge. Derfor er det som sagt portugisiske vine til 50-75kr. jeg savner at se – vine der kunne konkurrere med billige bordeaux’er, chianti’er og rioja’er, og dermed forhåbentlig kunne markere sig som de ”uopdagede”, men alligevel klassiske, europæiske vine, der både kan være strukturerede, relativt komplekse og lettilgængelige, både stilmæssig og prismæssigt.

…og så til Quinta do Vallado:

Vallado ligger tæt ved Dourofloden og altså i området: Douro, i det nordlige Portugal, som er bedst kendt for sin portvins produktion. Ejendommen, som Quinta do Vallado ligger på, kan spores tilbage til 1716. Vallado ejes af Ferreira familien, en stor familie i portvins sammenhæng, og drives i dag af ’Francisco Spratley Ferreira’. I 1987 blev portvinshuset: ’Ferreia’ solgt fra, og fra 1990 flyttede familiens fokus fra portvin til produktion af kvalitets bordvine. I 1997 blev der bygget ny kælder og vineri (se: højre del af billede ovenfor)

Vallado viste sig i løbet af smagningen at være en producent der laver elegante, strukturerede vine, med god frugtkvalitet og koncentration. João Ferreira Álvares Ribeiro, som ledte os igennem smagningen af Vallado’s vine, viste at Vallado både laver vine der er gode repræsentanter for klassiske, rustikke portugisiske bordvine, men også for vine der er mere moderne i deres stil. Altså har vi at gøre med en producent, som har dens rødder solidt plantet i gammel portugisisk vinhistorie, men som også har øjnene åbne for fremtiden og den konkurrence der er fra andre vinlande i Europa, for ikke at sige Verden. Det er formentlig denne type vinproducenter der kommer til at bane fremtiden for portugisisk vin, og kommer til at kæmpe for portugisisk vins plads på den internationale scene.
Der kan ses og høres mere om Vallado i denne video: http://www.youtube.com/watch?v=dEMUDQOJ008

Smagsnoter til vinene fra Quinta do Vallado:

-          2010 Vallado Douro White Quinta do Vallado – Frisk, simple. Pæreskal, græs, mineralsk. Kunne være en god sommervin – 80point > 79,95kr. = ”Køb ikke”

-          2009 Vallado Douro Red Quinta do Vallado – lidt blommesten, lidt overfladisk i frugten, grønlig og upoleret, god rank hindbærdfrugt – 81point > 79,95kr. = ”Neutral”

-          2009 Quinta do Vallado Sousao Douro Red – interessant med en ren Sousao vin hvilket er rimeligt sjældent. Masser af varme kirsbær, overhældt med smør. Stort fedt fad, som forfører meget, med chokolade også. Mangler nok lidt balance – 89point > 149,95kr. = ”Godt køb”

-          2008 Quinta do Vallado Sousao Douro Red – godt med fad, mere solbær og lakrids end tidligere årgang, også dyster tobak og sort peber. Flot! – 91point > 149,95kr. = ”Godt køb”

-          2009 Quinta do Vallado Touriga Nacional Douro Red – igen en ren-drue vin, hvilket er interessant at se fra Portugal. Nogen fra bordet siger ”Nordrhone, med violer”, hvilket jeg godt kan give personen ret i, men jeg tænker mest af alt: billig, overfladisk tranebær frugt. Dog elegant, og parfumeret: blåbær og solbær – 87point > 149,95kr. = ”Neutral”

-          2008 Quinta do Vallado Touriga Nacional Douro Red – igen den elegante frugt, velintegreret eg, flot floral note – 88point > 149,95kr. = ”Godt køb”

-          2009 Quinta do Vallado Reserva Field Blend Douro Red – desværre alt for ung, men god intensitet, solbærthe, blåbærmuffin, med smeltet smør fra fadet – 90point > 199,95kr. = ”Neutral”

-          2007 Quinta do Vallado Reserva Field Blend Douro Red – violer, blåbær, mørk chokolade. Frugten virker på en mærkelig måde lidt overfladisk – 91point > 199,95kr. = ”Godt køb”

-          2008 Quinta do Vallado Adelaide Douro Red – med mere end 40 forskellige druesorter, og med en pris på 750kr., var der forventninger til denne vin. Desværre LUKKET, virker decideret ungdommelig og kedelig. Lidt krydret fad, velpoleret frugt, lidt tobak. Uden tvivl potentiale, men lige nu: – 90 point > 749,95kr. = ”Køb ikke”

-          2009 Quinta do Vallado Vintage Port – virkelig god kvalitets frugt, som virker ypperlig og frodig. Stadig meget frisk og læskende, og kompleksiteten kommer formodentlig om nogle år – 90+point > 349,95k. = ”Neutral”

-          Quinta do Vallado Reserva 10 års Tawny – den er OK, men har en lille oxyderet note, sammen med en lidt muggen-nød note. Lidt bitter mokka. Der kan bestemt findes både bedre og billigere vin i denne kategori – 84point > 199,95kr. = ”Køb ikke”

Quinta do Vallado Reserva 20 års Tawny – langt bedre end ”lillebroderen”! Super elegant, flot ristet nød, fin ristet mokka, flot rød tråd – 91+point > 399,95kr. = ”Godt Køb”

Vi har været en tur i Californien som den trofaste seer nok har bemærket. Vi har desværre ikke filmet og talt om alle vine vi har smagt (250-300 vine) og steder vi har været på turen. Dette indlæg kommer ind på nogle af de vine der ikke er filmet med, men er også ment som et lille overblik over vores tur.

Vi startede ud i Sta Rita Hills, beliggende i Santa Barbera County. Her boede vi hos Peter Work, som sammen med sin kone har vingården Ampelos Cellars. Her optog vi blandt andet denne video med hans ganske glimrende viognier. Mest bemærkelsesværdig er dog Ampelos’ Pinot Noir, som om nogen må siges at være signatur druen for Sta Rita Hills. Ampelos går stærkt ind for biodynamik og økologi. To områder som er et interessant diskussionsemne de fleste steder vi kom ud, det er dog ikke alle der gør lige så meget for sagen som Peter gør.

Sta Rita Hills ligger lige klods op af Santa Ynez, som har et markant varmere klima. I de to områder smagte vi flere producenter som vi synes var bemærkelsesværdige. Der er selvfølgelig en del og vi har ikke smagt alt derfra (desværre!!), så dette er kun ment som et udpluk.

Det første der skal nævnes er brandsne Di Bruno, Alfonso, Badge, Curran. Alle lavet af de farverige vinmagere Bruno (tidligere winemaker hos Sandford) hans ægtefælde Kris Curran (tidligere winemaker hos Seasmoke). Chris og Bruno ejer ingen vinmarker (det ser vi en del steder), tilgengæld køber de druer og blender dem selv. Altså er winemakere. Det gør at de kan producere en meget bred vifte af vine. Alle virkelig vellavede, det skal der ikke herske tvivl om. Derudover ligger de meget rimeligt prissat – og vidst ikke til at finde udenfor Californien. Især deres Pinot Noir og Sangiovese skal fremhæves hos dem.

Andre bemærkelsesværdige i området er Dragonette Cellars, hvor deres Syrah baserede vine virkelig performer godt. Stolpman Vineyards som laver en fantastisk Rousanne som vi også laver afsnit med her. Andrew Murray (han har skiftet druemateriale ud efter filmen) laver også også nogle herlige vine, hans sortiment er dog lidt mere varieret. De af hans vine vi faldt for var Tompson syrah, Terre Bella syrah og Espérance blendet. Derudover er der jo det ukronede kongehus Seasmoke som vi var så heldige at smage en 2001 af (første årgang!). Fantastisk. Virkelig.

I Lompoc, som er byen der skiller Sta Rita og Ynez ligger Lompoc Wine Ghetto. Ghettoen er basalt set en samling lagerbygninger hvor forskellige vinerier og vinmagere har lejet sig ind. Der er flere årsager til at man vælger lagerbygning i stedet for store fancy dyre bygninger. Dels er mange vinerier nye så de har ikke en kæmpe bygning, i og med de er nye har mange også begrænsede økonomiske midler og til sidst så er det praktisk. Den søndag vi var i pinot land holdt vin ghettoen åbent hus, hvor man for et beskedent beløb kunne købe et turpas til 11 tasting rooms som holdt åbent den dag. Det var en fantastisk mulighed for os, for at få smagt en hel masse vine fra området. Generelt var niveauet højt, men der selvfølgelig nogen der skiller sig ud.

New Vineland laver en fantastisk Sauvignon Blanc – en drue vi finder svær at gøre interessant men ikke umulig. Hvilket New Vineland beviser. Evening Land laver en aldeles udemærket chardonnay, som vi også filmer med her. Evening lands niveau lå generelt ret højt. Hos Jalama faldt vi for deres top produkt El Capitan som virkelig er et vellavet blend, her er vi oppe omkring 92 point.

Således opmuntret drog vi videre nordpå. Vi lavede et stop i San Francisco og legede turister. Herlig by og vi fandt en dejlig vinbar (Pressroom). Her fik vi lidt forskelligt. Bl.a. først det noget kultede Chateau Montelena Chardonnay 2008. Det smagte overraskende godt, og kan sagtens bære sin fame. Efter denne havde vi lyst til mere chardonnay, men efter en god én kan man nemt blive skuffet. Vi valgte dog Mount Edens saratoga chardonnay, og vi blev ikke skuffede. Virkelig et lækkert produkt, som er meget fornuftigt prissat.

Videre til Napa Valley, hvor vores første besøg var planlagt hos Ridge vineyards. Glimrende besøg med en seriøs tasting, hvor de var villige til at åbne det meste. Vine der udmærkede sig særligt hos dem var deres Lytton Estate zinfandel 2007, og deres montebello blends i årgang 2007 og 1996. Hos Peter havde vi muligheden for at smage Ridge Home Range Zinfandel 1997 og det var også kanon godt!

Herefter gik turen til Seghesio hvor vi fik en rundtur og en middag med fem anretninger kombineret med fem af deres vine. Seghesio er et hus vi her på siden har været rigtig glade for. Misfortå mig ikke, deres vin er godt. Der er bare så meget andet der er endnu bedre. De vine der i mine øjne spillede for dem var deres Old Vine zinfandel 04, San Lorenzo zinfandel 06 og Omaggio 04.

Dagen efter startede vi med en smagning kl 10 hos Larkmead, som ligger i det nordlige Napa valley. This is crazy stuff! Her var ingen vine der skilte sig negativt ud! Produktionen er forholdsvis lille, og de sælger en stor del til deres mailling list. Eneste forhandler udenfor nordamerika er kk-wine. Vi smagte fire vine, Cabernet Sauvignon 2008, Cabernet Franc 2009, Firebelle bordeaux blend 2005, Solari bordeaux blend 2007. Især deres rene cabernet sauvignon var oppe og ringe. Senere smagte vi deres Tocai Friulano 2010 (hvid), og det skal retfærdigvis siges at det var meget kedeligt og uinteressant.

Humøret var i top og vi drog videre til Stag’s Leap wine cellars. Igen fik vi en kanon smagning og meget professionel betjening. Vi lavede denne video, hvor vi også skriver lidte mere om dette ikoniske hus. Deres Fay, S.L.V. og Cask 23 (smagt i tre årgange) skal fremhæves som værende exceptionelt godt. Desværre også dyr vin. Se videoen, dette er et must-know hus.

Mandag morgen stod den igen på smagninger. Vi startede hos Paul Hobbs, ok vine men noget overpriced, kan derfor ikke anbefaldes. Derefter gik turen til Josph Phelps. Deres Insignia 2006 var godt, bevares 88-91 point. Men til 1500-1600 kroner så skal det altså være bedre. Kan derfor heller ikke anbefaldes.

Stemningen var i bund, og vi kørte videre til det mindre foretagende Herb Lamb. De har 7 acres beplantet med cabernet sauvignon, derudover indkøber de noget sauvignon blanc. Vi smagte deres two old dogs sauvignon blanc (ret standard) 2008, two old dogs cabernet sauvignon 2008 (ret godt) og deres top produkt HL cabernet sauvignon 2008 som var rigtig godt! Desværre også lidt for dyrt. Vi var heldige at få en flaske med, og vi regner med at den udvikler sig positivt over de næste par år. Udsigten deroppe fra var fantastisk, Jennifer som er den ene af ejerne var en meget sød dame og meget gæstfri, så stemningen blev reddet!

Fra Herb Lamb kørte vi videre nordpå til Mendocino for et enkelt besøg dagen efter. Da der var et stykke vej, og vi skulle være der tidligt overnattede vi i Ukiah. Vores besøg var hos Paul Dolan i mendocino, stedet vækker stor begejstring hos mange vinmagere vi havde snakket med, så vi var selvfølgelig spændte på stedet. Vi fik en rigtig god rundtur på deres store ranch med deres assisterende winemarker Mark Beaman. Paul Dolan er ikke noget lille foretagende, men vinene bliver alligevel forkælet, og solgt til en meget rimelig penge. Dette skyldes bl.a. at jordomkostningerne i Mendocino er noget lavere end i eksempelvis Napa Valley. Paul Dolan går meget ind for biodynamik og økologi ligesom Ampelos Cellars. Dette ser vi som en meget positiv ting. Men det er selvfølgelig vinen det drejer sig om. De fleste af deres vine vi smagte lå i et sted omkring midt-firsene pointmæssigt, hvilket er et godt sted for vine i denne prisklasse, så deres vine, som også kendes under brandet Parducci, kan godt anbeflades. Der var dog et par stykker som performede bedre end andre. Det var Paul Dolan Deep Red 2007 og Organic Red Zinfandel 2008.

Efter dette herlige besøg drog vi sydpå igen til Napa Valley for at besøge to kultproducenter, Dunn og Ovid. Vi startede hos Dunn vineyards på Howell Mountian i napa som er startet af Randy Dunn, som i slut 70erne og start 80erne var winemaker hos det meget anerkendte hus Caymus i Napa. Randy er meget konservativ winemaker, ikke desto mindre laver de ganske glimrende vine. Vi smagte deres Howell Mountain cabernet sauvignon 2004, 2005 og 2006. Alle meget lækre vine, der viste at det sagtens kan betale sig at gemme sin napa vin et par år før man river proppen af den. Vinene er ikke i den billige ende af skalaen, men er med kvaliteten for øje rimeligt prissat.

Vores sidste besøg var hos Ovid på Pritchard Hills. Der er en lang (flot), snoet tur op af ‘bjerget’ til Ovid. Man ankommer til et vineri som mest af alt ligner et prestige projekt. Altså et vineri der er smidt virkelig mange penge efter, og det kan jo sådan set være udemærket. Vineriet var meget flot bygget og indrettet. Virkeligt veltænkt. Derudover var der den mest fantastiske udsigt ud over Napa Valley. Produktionen har hentet en del inspiration fra bordeaux, og dækker over beskedne 15 acres. Huset har Michael Rolland som konsulent. Vi fik rundtur af deres winemaker Austin Peterson, som også stod for tastingen. Vi fik serveret deres experiment a2.7 2007 (Cabernet Sauvignon & Cab. Franc) og deres Ovid bordeaux blend 2008. Jeg er personligt meget glad for begge vine som jeg score højt. Det er ikke billig vin, og det er svært at opdrive, deres mailing liste er der ventetid for at komme med på, og vi kunne heller ikke købe noget med. En virkelig herlig afslutning på en lang række af gode besøg i Californien.

Langt fra alle vine vi var igennem er nævnt her, heller ikke alle besøg er nævnt. For point se vores Vin topliste, hvor de vi har ratet er listet.

Vi siger mange tak til Daily Grape, wine.dk, kk wine og ikke mindst Ampelos Cellars for hjælp med besøg!

I går aftes stod den på riesling smagning. Ideen med smagning var at komme lidt omkring riesling. Dog med hovedvægt  på de tørre af slagsen. Vi var lidt flere end wine factory, 8 personer i alt. Nedenstående noter og point er undertegnedes, dog er der ind i mellem lånt lidt fra Liechtis smagsnoter. Der var 11 vine i selve smagningen, dog måtte en udgå pga. flaskefejl. Vinene blev smagt uden mad til. Gennemgangen er som vi fik dem i smagningen.

Salomon Undhoff Kögl, Østrig 2010 (120,-)
Vi har her med en ung vin at gøre og der var bred enighed om at den kunne blive spænende om et par år. Som den er nu var noterne sprittet ananas, temmelig syreholdig (desværre for meget), klassisk men bidrager ikke med noget interessant. Retfærdigvis skal det siges at den efter at have stået nogle timer åbnede sig lidt mere, og syren blev dæmpet. Dette var en af de vine der delte vandene, nogen lå væsentligt højere end jeg point mæssigt.
8.5 point

Loimer, Kamptal Østrig 2010 (135,-)
Duften var lidt anonym, bløde florale noter.  Smagen er igen behagelig med et flot spil mellem syren og frugtsødmen. I eftersmagen møder man syrlige æbler og moden pære. Jeg har tidligere drukket denne alene og var ret vild med den. På aftenen gik den ikke ligeså rent ind. Det er et vellavet produkt, som nok er lidt simpelt. Men jeg kan godt lide det!
8.9 point

Kuentz-Bas, Grand Cru, Alsace 2001. (250,-)
Så går vi til alsace og der kommer lidt alder på. I duften optræder den klassiske petroleum, en smule sødme. Smagen har en fed smag med god fylde. Eftersmagen byder på kandiseret pære og mandler. Samlet set en rigtig lækker vin, som var en af de vine der for alvor tog kejler den aften.
9.1 point

Josmeyer Hengst, Grand Cru, Alsace 2004 (365,-)
Så blev det til en af de lidt mere kendte Riesling. Jeg havde fornøjelsen af at smage denne i 1986 udgave tidligere på ugen, hvor jeg dog må sige at kvaliteten i denne virker højere. 1986 var godt men det var ikke helt oppe at ringe. I denne møder vi også petroleum og utrolig stor mineralitet. Har et meget rent udtryk og leder tankerne hen på champagnebrus. Eftersmagen er meget flot og lang, pæn frugt og småbitter syre. En flot og meget kompleks vin.
Point 9.1

Zind Humbrech, Clos Windsbuhl, Alsace 1994 (ca. 500,-)
Aftenens ældste vin. Farven er meget gylden. Næsen er meget meget lækker. Kandiseret frugt, rugbrød, lidt oxidiativ, rugbrød, kalk, abrikos. Smagen byder på en afdæmpet syre, æbler, nøder. Eftersmagen minder om sauternes. En flot moden vin. Vinen var udgæret, således at den ikke indeholdte ret meget restsukker, alligevel er syren blevet afdæmpet så meget at den virker sød. Men det er en frugt sødme der her er tale om.
Point 9.4

Keller, Von der Fels, Trocken, Rheinhessen 2009 (145,-)
Vi er nu i Tyskland og her møder vi en duft af melon, lime og krydderurt, meget frisk. Anerledes en de andre vi har været i gennem og viser på sin vis den forskellighed Riesling druen kan præstere. Smagen er igen frisk, syrerig, lime, juice. Eftersmagen byder på lidt græs men dør desværre meget hurtigt.
Point 8.7

Graf Von Kanitz, Lorcher Kappellenberg, Rheingau 2005 (246,-)
Melon, flot integreret petroleum. I det hele taget en flot fed vin, med en pænt integreret syre og sødme, fersken. Lang eftersmag. For nogen var dette klart aftenens vinder. Jeg synes også det var rigtig godt, men jeg var måske marginalt gladere for ZH.
Point 9.3 +

Craggy Range, New Zeeland 2008 (150,-)
Vi skulle selvfølgelig også prøve et par flasker uden for Europa. Det virker til at der er rigtig god grund til at man laver Sauvignon Blanc i New Zeeland og ikke Riesling. Denne byder på lidt kalk, lime en smule sødme og jord. Eftersmagen dør hurtigt. Behageligt, men et underligt miks. Ikke pengene værd.
Point 8.3

Charteau Ste Michelle, Erroica, Columbia Valley, Washington State 2008 (195,-)
En vin jeg har prøvet en gang før, og var egentlig ret glad ved den. Desværre er den i hård konkurrence her. Meget frugtrig næse, med pære, hyld og fersken. Smagen igen den frugtrige stil, eksotisk, pære mv. Eftersmagen er desværre kort og man for mest lidt syre og alkohol.
Point 8.4

Schäger-Frölich, Felseneck Spätlese, Nahe årgang ?? (169,-)
Så kom vi til den søde afdeling. Denne var en ret sjov ting. Duften gav tomatplanter, gammel eg. Smagen var selvfølgelig til den sødlige side, med banan og saftevand. Eftersmagen er lidt kort og her er banan udtrykker lidt kraftigere. Sjov ting, som overhoved ikke har nogen harmoni. Men det smager såmænd ganske fint. Andre beskrev det som det letteste at drikke i verden.
Point 8.7+

Carl Stieth, Auslese, Johannisberg-Mittelhölle, Rheingau 1999
Måtte desværre udgå pga flaskefejl.

Alt i alt en dejlig aften og et rigtig flot sæt. Vinene lå generelt på et rigtig højt niveau. Men især Graf Von Kanitz glæder jeg mig til at drikke meget mere af over sommeren.

Alle kender dem, men kun få har et stærkt personligt forhold til vinene fra det sydlige Rhone, nærmere bestemt fra Chateauneuf-du-Pape AOC. Jeg deltog i en smagning af Chateauneuf-du-Pape vine (herefter: CdP), i et forsøg på at forbedre MIT forhold til disse sagnomspundne vine fra syden.

Folks meget varierede forhold til CdP skyldes formentlig, at der godt kan være langt imellem de helt store oplevelser med CdP, mens man til gengæld kan være sikker på næsten altid, at skulle af med min. 150-200 kr. for en flaske. CdPs generelle kvalitet har da også været mål for megen kritik de sidste 20-30 år, men så, for 5-10 år siden, så det pludselig ud til at producenterne tog sig sammen, og kvaliteten begyndte at stige dramatisk. Alligevel er der stadig gode chancer for at blive skuffet, hvis man vælger en flaske CdP på supermarkedshylden til under 200 kr., for selvom Sydrhone er kendt for at levere gode vine til billige penge, har CdP ofte været undtagelsen til denne regel. Man er ofte nødt til at ofrer en del penge for at få de store oplevelser, og ikke blot bitter, overfladisk tranebær-frugt.

Man skal selvfølgelig tage ovenstående udsagn med et gran salt, men jeg er ofte selv blevet skuffet og er derfor notorisk mistroisk, når det kommer til CdP.

Basic info: CdP er både en by og en AOC, i den sydlige ende af Rhone området, som ligger i det sydøstlige Frankrig. CdP er uden diskussion den mest velkendte AOC fra Sydrhone, og er særdeles omtalt og drukket i Danmark – i relation til dette kan nævnes, at CdP ALENE laver mere vin, end hele Nordrhone tilsammen. En del af grunden til disse vines succes, ligger uden tvivl (desværre) i historien om hvad ”Chateauneuf-du-Pape” betyder: nemlig Pavens nye slot. I 1300’tallet holdt Paven til i Frankrig, nærmere bestemt i Avignon i det sydlige Frankrig. Pave Johannes den 22’ende holdt meget af vinene fra det område, der skulle komme til at hedde CdP, i modsætning til hans forgængere som mest holdt af bourgogne. Derfor kom vinene også til at hedde ”Chateauneuf-du-Pape”, efter Johannes byggede det kendte slot, som nu kendetegner området.

Et andet element der gør CdP interessant, er den store mængde af tilladte druesorter, som gør at CdP vine ofte er vidt forskellige i karakter og stil + brug af flere forskellige druer ofte giver en kompleksitet til bedre vine. Man hører oftest at 13 druesorter er tilladt, men WF satte sig for at undersøge den nyeste franske lovgivning vedr. dette emne. Den var fra 2009, og fastslår at der er hele 18 druesorter tilladt – det store antal skyldes bl.a. at en del af druerne går igen, som både hvide og røde varianter:

(http://www.legifrance.gouv.fr/affichTexte.do;?cidTexte=JORFTEXT000021187577&dateTexte=vig#LEGIARTI000021188787)

De fleste røde CdP’er er domineret af druen Grenache, ofte blandet med Syrah og Mourvédre. Grenache giver ofte slanke, aromatiske og elegante vine, imens Syrah giver mere dybde og krydderi, og Mourvédre giver struktur og rustikke smagsnoter.

CdPs terroir er sikkert misundt af mange – god vind som forhindrer mug og sygdom, ofte god varme som sikrer modning og knytnæve-store sten i mange af markerne, som frigiver varme om natten og yderligere sikrer modningen, samtidig med at de selvfølgelig giver deres, til vinenes kompleksitet. (Disse sten ser man kun sjældent i den østlige del af området, og også kun sjældent i den sydlige del, hvor man dog har varme nok til at klare modningen uden sten).

Vi kender alle ”de store røde” CdP’er, men faktisk bliver der også lavet store hvidvine i CdP. Ofte aromatiske og med god syre – ligesom de røde, er de ofte geniale madvine, men hvidvine fra CdP ses desværre alt for sjældent herhjemme. De hvide vine laves bl.a. på druerne: Clairette Blanc, Grenache Blanc, Grenache Gris og Roussanne. OBS: der laves IKKE rosé under ”Chateauneuf-du-Pape” AOC’en.

Nedenstående følger en gennemgang af undertegnets smagsnoter, som jeg fik nedfældet til den føromtalte smagning jeg deltog i d. 22-01-2011.

CdP Perdigal 2009

En supermarkeds CdP (fik vi først af vide bagefter selvfølgelig) med prisen: ”2 for 150kr.”

Duften var meget ungdommelig, med en overfladisk, simpel frugt. Smagen var ufokuseret og med en ubehagelig bitterhed i eftersmagen.

6.9 point ud af 10 (dette er WF-scoren, ønsker man en international score, fjerner man blot kommaet)

CdP Galets Bruns Reserve VV 2008

Efter vi havde smagt denne vin, fik vi at vide, at den var købt i ALDI til 80 kr. Dette overraskede flere, og cementerede at der var tale om et godt køb, til en sjælden pris for CdP.

Duften var decideret landlig, med behagelige animalske noter, modnet kød og sort peber. Smagen havde en behagelig fylde, men dog stadig elegant. Vinen var lidt svag i eftersmagen og blev aldrig den store komplekse oplevelse, men var absolut behagelig.

8.6 p.

CdP Domaine de la Vieilles Julienne 1996

Havde glædet mig ret meget til denne vin, da det altid er spændende at smage vine med lidt alder, men vinen var desværre gået over.

Ingen point.

CdP Roger Sabon Les Olivets 2002

Et par ting man her bør vide: for det første er Sabon familien meget kendt og respekteret i CdP, og flere producenter laver vin under dette navn. Roger Sabon er en af de ældre Sabon-producenter. Den anden ting er året 2002, som af mange beskrives som katastrofalt dårligt, hvorimod 2001 som smages nedenfor generelt er et godt, klassisk år.

Første flaske havde prop, men der blev straks fundet en ny flaske!

Stilen er rustik, men dog med varme kirsebær og varmt krydderi i både duft og smag. Denne flaske viste sig, for mit vedkommende, lettere drikkelig nu end 2001’eren, som ellers er det bedre år.

8.7 p.

CdP Roger Sabon Les Olivets 2001

Rustik og landlig stil i duften, med bl.a. sort peber, timian og enebær. Smagen var domineret af en kraftig struktur, som dog ikke kvalte de fine små jordbær og hindbær helt. En flot, rank vin, som viste sig stadig at være meget ungdommelig, og bestemt stadig har sin bedste tid foran sig.

8.8 p.

CdP Domaine de la Janasse 2000

Stor, mørk, intens frugt i duften med en smule kernemælk, som dog aldrig blev marmelade agtig. Smagen var igen voldsom intens, med sin mørke frugt, der til tider blev næsten syntetisk. Dertil også allehånde og enebær. Vinen er stadig voldsom ung, og lidt for krasbørstig på denne aften, men uden tvivl en oplevelse.

8.9 p.

CdP Domaine de la Janasse 2001

Havde en mere ristet/bagt note i duften, end 00’eren. Intens, ”lilla” frugt i smagen. Modne moreller, bitter chokolade og enebær, med et let urtet strejf. Meget mere min kop the end 00’eren.

9.1 p.

CdP Domaine du Caillou 2003

2003 var, ifølge min og mange andres mening, en fantastisk årgang i Rhone som helhed. Denne vin bestod af 70 % Grenache, 16 % Mourvédre og 14 % Cinsault.

Den havde en spøjs duft, som var både sur/sød/bitter, med et hint af hyben. Smagen var meget elegant og let krydret. Denne vin var svær at blive klog på, men endte med at blive en af mine favoritter på aftenen, da den var så indtagende.

9.0 p.

CdP Chateau de la Font de Loup 2003

Her havde vi 50 % Grenache, 25 % Syrah, 15 % Mourvédre og 10 % Cinsault.

Behageligt solbær og brombær i duften, med en lige så stor og behagelig frugt i smagen. Den var bamset og charmerende.

9.0+ p.

CdP Le Grandes Vignes du Roy 2004

Igen var vi over i de spøjse dufte, her med en række noter man ellers oftest finder i hvidvine, f.eks. passionsfrugt og stjernefrugt. Smagen var let og livlig, hvor der så til gengæld både manglede dybde og koncentration.

8.4 p.

CdP Domaine Patrice Magni 2004

Let stald, grønne noter, tranebær i duften. I smagen kom der desuden lidt engelsk lakrids. For simpel, men bestemt drikkelig.

8.5 p.

CdP Domaine de Cristia 2004

Her med blendet: 80 % Grenache, 10 % Syrah og 10 % Mouvédre.

Stor rød frugt i næsen, som dog havde noget simpelt og overfladisk over sig. Et godt eksempel på en standard CdP, som mange måske ville være tilfredse med, men som jeg synes er spild af penge, når man ser hvad man kan få for samme penge i Languedoc og Provence.

8.6 p.

CdP Domaine de Cristia ”Renaissance” 2004

Her i storebroderen, er der langt mere dybde, m. røget vanilje, rosenpeber, blommeskind og modne hindbær. I smagen eksploderer denne vin i mørk, tyk frugt, der lægger sig fløjlsblødt og tungt på tungen – en KÆMPE vin, som dog desværre er alt for ung. Eftersmagen er vildt lang, med behagelig noter af muld, læder og vildt. Potentiale til at blive en meget eftertragtet vin.

9.2 p.

CdP Comte de Lauze 2005

Simpel rød frugt i både duft og smag – ærligt sagt: kedelig.

8.1-8.3 p.

CdP Ancien Domaine des Pontifes 2005

Igen denne mærkelig sur/søde stil, som bare her ikke rigtig fungere. God chance for flaske-fejl.

Ingen point.

De fleste vininteresserede, eller i hvert fald portvinsinteresserede, kender producenten Fonseca Guimaraens, eller bare: Fonseca, som huset normalt betegnes.

Fonseca har lavet vin siden 1822, og er altså ikke nybegyndere i vinverdenen, tværtimod er de i dag et af de største og mest anerkendte portvinshuse. Huset hører i dag til en stor gruppe (the Fladgate partnership) sammen med Taylor Fladgate, Guimaraens, Croft og Delaforce. Fonseca husets stil er: stor, varm, frodig, med intens frugt. Denne stil har været, og er fortsat, meget populær, ikke mindst takket være chefvinmageren David Guimaraens, som har regeret siden 1994, hvor han tog over fra faderen Bruce Guimaraens (- en legende i portvinskredse).

Fonseca producerer mange forskellige typer portvin, bl.a. 10, 20 og 40 års Tawny, Ruby Bin 27, Late Bottled Vintage, hvid portvin, klassisk Vintage og ikke mindst ”ikke-klassisk” Vintage.
”Ikke-klassisk Vintage-vine” produceres i gode år, som dog ikke var gode nok til at blive en klassisk Fonseca-Vintage – disse ”ikke-klassisk Vintage-vine” bærer navnet: Guimaraens Vintage. Så hvis man støder på en flaske Guimaraens portvin, er det altså de samme druer og de samme mennesker der også står bag Fonseca portvin – Guimaraens kan kaldes Fonsecas andenvin.

Fonseca ejer i dag 3 vingårde (i Portugal kaldt: ”Quintas”), nemlig: Cruzeiro, Santo Antonio og Quinta do Panascal. Fra disse gårde kommer den meste af den vin, som Fonseca bruger til deres vintage-vine. Disse vine bliver eksporteret til det mest af verdenen – dog er USA, Fonsecas største marked.

Nedenfor vil du kunne læse undertegnets smagsnoter, fra en større vertikal smagning af Fonseca/Guimaraens vine, der blev smagt d. 08-01-2011. Som du kan se på pointene der bliver givet, kan Fonseca generelt deres kram, og de laver næsten udelukkende store vine (mht. deres vintage-vine)

—

Fonseca Vintage 1980

Årgang 1980 er generelt ikke en højt-scorende årgang, men denne flaske var en virkelig perle, som selvfølgelig var moden, men stadig poleret og klar.

Som ofte ved ældre vintage portvin (dvs. 30 år+), synes jeg noterne begynder at minde mere og mere om ældre tawny portvin, dvs. noter som: fint karamelbrud, let nødet og let ristet mokka. Smagen var elegant, men modent kandiseret kirsebær, en anelse marcipan og lidt pekannød. En flot flaske, som sagtens kunne leve 10 år endnu.

9.0-9.1 p.
(> WF-score – ønsker man den internationale score, fjerner man blot punktummet)

Fonseca Vintage 1983

På papiret umiddelbart en glimrende årgang.

Denne vin var klart yngre i farven, men i duft og smag mere træt. Der var lidt fugtig kælder og et svagt hint af svovl i duften, altså en lidt hengemt duft. Der var diskussion i smagepanelet om der ikke var tale om flaske-fejl, og altså et enkeltstående eksempel. Grundet tvivlen omkring dette, bliver vinen ikke scoret.

Fonseca Vintage 1985

Også her en glimrende årgang på papiret.

Var meget ungdommelig i den mørkerøde farve. I duften: allehånde, sort peber, syltet kirsebær, lidt nellike og lidt engelsk lakrids. I smagen: fyldig tannin, stor mørk frugt, flot syrestruktur og bitterhed. Vinen gav en kæmpe oplevelse, og har stadig sine bedste år foran sig.

9.4 p.

Guimaraens Vintage 1988
(Guimaraens >> se intro ovenfor for info) 

På papiret ikke den bedste årgang, men jeg har flere gange oplevet portvine fra dette år vise sig meget flot.

Farven er helt mørk, og meget ungdommelig. Duften byder på store, mørke kirsebær og mørk blød chokolade. I munden havde den en lækker struktur, med ungdommelig syre. Let mynte, kæmpe frugt, let marcipan. En flot flaske, som dog måske ikke var så kompleks som nogle af de foregående. Kan drikkes henover de næste 20 år uden problemer.

9.1 p.

Guimaraens Vintage 1991

På papiret en god årgang, som dog aldrig opnåede virkelig stor status.

Igen meget mørk, men faktisk ikke helt så mørk som 88’eren. Stadig stor, mørk, krydret, kandiseret frugt. Solbær, blommeskind og engelsk lakrids. Smagen var flot poleret, men manglede måske noget gennemslags kraft. Senere udviklede smagen sig dog meget mere, og bød bl.a. på bitter chokolade, blødt læder, ristede nødder og et hint af kanel.

9.2+ p.

Fonseca Vintage 1992

Første flaske havde noget ’kogt’ over sig, og blev dømt ude, som flaskefejl. Heldigvis blev smagningen holdt hos lidt af en vinsamler (Kim Stendorf, formand for Slagelse Vinklub), og hurtigt blev der fundet en ny flaske i kælderen.

Den nye flaske var markant anderledes end den første, og bød på en kompleks frugt oplevelse, med ristede og let røgede noter. Nedenstående score vil uden tvivl stige, som årene går.

9.2 p.

Guimaraens Vintage 1995

Generelt er 1995 en meget større årgang, end folk indrømmer den. Den blev blot offer for at dens broder årgang, 1994, blev en af århundredets største årgange, og derfor blev den overskygget og overset.

Nu når vi op i nogle af de nyere vintage-vine, og dette var da også en saftig og frisk oplevelse. Intens frugt, stor fyldig og fed = en respektindgydende flaske. Har et lille problem med alkohol integrationen.

Denne vin blev smagt op imod dens nok største konkurrent: Taylor Vargellas 1995. Taylor var mere elegant og distingveret, imens Guimaraens slog mere fra sig. Størstedelen af selskabet var mest til Guimaraens/Fonseca, men undertegnet blev charmeret af Taylors noble karakter og behagelige mokka, chokolade og afstemte frugt.

9.2 p. til Guimaraens 95’

9.3+ p. til Taylor Vargellas 95’

Guimaraens Vintage 1996

Det er relativt sjældent at se vintage-vine i 1996, årgangen var hæderlig, men ikke mere end det.

Farven og duften var meget ung og tæt. Vinen føltes lidt ukoncentreret og mangler fokus. Frugten var en anelse overfladisk. Der var både sødme og syre i overmål, men en egentlig balance mellem de to manglede til gengæld. Selvom ovenstående lyder negativt, får den stadig 8.7 p. for sin store smag og kraftige udtryk.

8.7 p.

Fonseca Vintage 1997

Der er en del uenighed om 1997, hvor nogle synes det er en god, standard årgang, mens andre roser den, som værende en af de helt store.

Farven var mørk og tæt. Duften bød på rosiner og let marcipan, men ikke meget andet, og det er min klare opfattelse af denne vin sad på de fleste af sine talenter, og i dette tilfælde mere eller mindre var i dvale.

(At en portvin er i dvale, er et hyppigt forekommende- og accepteret fænomen. Typisk er en vintage portvin fuld af talenter når den lige bliver frigivet, men efter et par år lukker den ned, og ”vågner” først op igen nogle år efter. Problemet er at ingen ved hvornår den vågner igen, der kan gå 10 år, der kan gå 30 år osv.).

Smagen var tillige meget ung, og lidt grov i det. En voldsom vin, med masser af potentiale, men lige nu må scoren blive:

9.1 p.

Fonseca Vintage 1970

Nu hopper vi tilbage i tiden, til en af de klassiske flasker fra Fonseca – scoret 99 p. af Robert Parker.

Overraskende mørk farve, Duften starter lidt skævt, med kælder og let overmodenhed, men dette fordufter stille og roligt, og giver plads til: moden madeira note, grenadine, modne jordbær, mynte og timian. Smagen var også overraskende frisk (har sikkert de næste 15 år foran sig), dog med mange behagelig modne noter, bl.a. varme4 krydderier.

Alt i alt var jeg nok lidt skuffet – vinen var sørme kompleks, men også meget svær at blive klog på. Manglede charme og faktisk også balance, hvis den skulle helt op og ringe på WF-scoren.

9.3-9.4 p.

Fonseca Vintage 2000

En af de store årgange, som der dog efterfølgende har været meget diskussion om.

Duften havde både noter af: eukalyptus, friske brombær, blommeskind og engelsk lakrids. Smagen var harmonisk og dejligt bamset – kompleksiteten er ikke overvældende, men det må komme hen ad vejen. Denne vin charmerer, og vinder let ens hjerte, og har oven i købet kæmpe potentiale!

9.3 p.

Fonseca Vintage 2003

En af de HELT store årgange, som var fantastisk varm, og derfor er det ofte kæmpe vine man finder i denne årgang.

Selvfølgelig fuldstændig mørk og tæt i farven. Et BRAG af tæt, kandiseret frugt i næsen, som overskygger hvad der ellers måtte være af andre noter. Smagen mangler fokus og harmoni, men er saftig, stor og bred – så hvis det er det man søger, er det en fantastisk oplevelse. Til alle andre vil jeg anbefale at gemme den i laaang tid – dette er den slags vine, som godt kunne gå hen og overleve en selv.
En vin der er meget svær at score, hvorfor jeg også har valgt at give den 2 scorer – en for dens nuværende præstation og en i () for dens potentiale.

9.1 p. (9.5 p.)

SKRIV endelig en kommentar til ovenstående eller til portvin generelt – en du portvinsfan eller ej? og hvorfor?

For lidt tid siden, hvor vi havde Barbera på bordet, lavede vi en lille smagning, hvor små som store huse var repræsenteret. Her fik vi opfrisket vores syn på netop denne drue (Læs evt. tidligere indlæg omkring Barberavinene). Vi smagte alle vine semiblind, altså hvor vi kendte producenterne, men ikke hvornår de kom i smagningen. De smagte vine var:

Paiagal Barbera d’Alba fra Marchesi di Barolo 08.

Franco Roero Barbera d’Asti af Franco Roero 07.

Caranti Barbera d’Asti af Garitina 03.

Barbera d’Alba af Massolino 08.

Fides Barbera d’Asti af Pio Cesare 03

Lad mig starte med den øverste og arbejde mig nedefter (det var sådan de kom i smagningen):

Paiagal havde en næse af tynd frugt, hertil kommer at det ikke var god frugt. Duften var billig med hints at bitre kirsebær og et snært af grønsager. Efter man har duftet til en vin plejer man som regel at smage på den. Det kunne jeg godt have været foruden i det her tilfælde. Smagen var katastrofal!! Det her er en vin til normalt 170 kroner og den er ikke 1/3 værd! Marchesi di Barolo er ellers en af de store drenge, ja faktisk den første producent af helt udgæret barolovin, som kom omkring 1850erne. Men det er en anden historie. I hvert fald ikke noget jeg kan anbefale!       7.8 p.

Næste vin i rækken blev bedre. Franco Roero. Denne vin var noget andet, lækker, stor, fyldig frugtig duft væltede op af glasset og den gik næsten hen i retningen af brugt motorolie og roser/violer. En smule fad kunne også komme på tale. Smagen var kun bedre, igen stor voluminøs, fed frugt, igen efterfulgt af den her note omkring vejarbejde, eller motor. Dette er positivt! Det florale aspekt fulgte også med i duften. Dog havde den lidt ukontrolleret alkohol til sidst, det skal siges at vinen holdte 15 %, men alkoholen skal altså så integreres lidt bedre, hvis kældermesteren vil helt derop hvor det ringer.  At den holder så stor alkohol betyder samtidig også et indhug i syrerniveauet. En fantastisk stor og lækker vin!     8.9 p.

Caranti Barbera var den næste. I duften var det en lidt tynd frugt, der indtog glasset. Mere lukket end de to tidligere.  Rød sodavandsis, mild engelsk lakrids, som blev fulgt af små urtede noter, samt moreller. I smagen var det ligeledes en mere elegant Barbera, der gjorde dit indtog. Igen urter og lidt sødligere grøntsager. Men det der dominerede var fadet. En hel del vanilje lå gemt under brædderne og kom altså op efter lidt tid. Dette er som jeg skrev længere oppe typisk for fadlagret Barbera, det dominere meget synes jeg. Men en pæn vin uden de helt store armbevægelser.      8.5 p.

Massolinos standart Barbera, som også er en af de store spillere, stod vi også overfor. Denne vin var endnu en skuffelse… duften var mest af alt kedelig og domineret af en lille tynd frugt, dog elegant. Smagen viste ikke helt hvad den ville. Der var lidt tyndbenet frugt her og så lidt grønne noter der, nyslået græs om man vil. Det er fint at en vin har lidt grønne noter, men så skal det også kun være små beherskede noter og det var ikke tilfældet her. Generelt var vinen bare kedelig og det tegner faktisk et godt billede af Massolino som prodecent. Vi synes ikke at deres standart vine kan præstere noget som helst og det er både deres Barolo, Barbera og Dolcetto. Inden jeg så tager al æren fra familien Massolino, så skal det lige nævnes, at deres enkeltmark Baroloer er mere end fantastiske!          8.2 p.

Den sidste vin vi havde med var Pio Cesare, og vel at mærke deres enkeltmark Barbera Fides. Mørke bær, jordbær og modne kirsebær samt krydrede noter. Stor frugt med lidt mokka og chokolade nedenunder. Virkelig en lækker duft, som til tider også mindede lidt om bordeaux, med lidt jord og læder. Smagen tog sig også flot ud. Lækker stor frugt, men samtidig elegant, animalsk, fine røde bær, chokolade, lakrids og små nødde – og mokkatoner. Også i denne vin havde fadet sin indvirkning. Lækker vanilje flød stille og roligt rundt oven på alle de her komplekse noter. Det er første gang jeg har oplavet så meget kompleksitet i en Barberavin, men denne vin er nu også oppe hvor det begynder at gøre ondt pengemæssigt.. 350 kroner ligger vi og roder rundt på, men den er alle penge værd!         9.2 p.

Hvis ikke du har udforsket Barbera endnu, så gør det. Det er en super vin til et bredt udvalg af mad og det er høj kvalitet til pengene!