Hvis der er en drue jeg mangler at beskrive her på Winefactory, så er det da Nebbiolo. Har før snakket om Barbera og Sangiovese, men jeg mangler lige den sidste af de rigtig store.

Nebbiolo er ligesom Sangiovese, en svær drue at ha med at gøre. Den kræver optimale forhold både mht. jordbund, klima og beliggenhed. Det er ikke så underligt at man ikke har haft held med druen andre steder i verden, men det kommer jeg tilbage til. Druen giver vine, der indeholder store tanniner og typiske noter af rosenblade/violblade, tobak og vejarbejde/ tjære. Et fantastisk sammenspil af noter, hvis producenten ellers kan finde ud af det. I mange år har man også brugt rigtig meget fad og når jeg siger rigtig meget fad, så mener jeg det! Jeg kommer tilbage til det under Barolo.

Barolo, Barbaresco behøver jeg sige mere? Ja det gør jeg, for der er også andre spillere på banen. Hvis jeg skal tage udgangspunkt i DOCG´erne hvor Nebbiolo er i højsæde er der 5 i Piemonte:

• Barolo
• Barbaresco
• Roero
• Ghemme
• Gatinara.

Lad mig bare kaste mig ud i toppen af poppen, nemlig Barolo:

Barolo, en lille flække der ligger navn til et lille område ca. 20 km fra Alba by. Området råder over 11 kommuner, hvor de 5 er af stor vinmæssig betydning. Man har nogle fingerregler omkring typen af Barolo eller Nebbiolo man opnår hvilke steder, men det er altså kun hypotetisk!

Før starten af 70erne var det ikke unormalt at lægge en Barolo på fad i mere en 10 år. Det skal selvfølgelig lige siges, at disse fade var af den store type, de såkaldte Botti – kæmpefade man kunne køre en traktor igennem – gerne slovenske. Plus en ekstrem lang maceration (tiden mosten er i berøring med drueskind), som bevirkede at man fik nærmest udrikkelige mængder af tanniner. Det resulterede altså i en meget adstringent og fad/toastet vintype, som ikke umiddelbart var nem at drikke. Det kunne tage år før en sådan Barolo begyndte at være moden.

Dette vanvid stoppede omkring starten af 70erne, hvor man gradvist gik over til en meget mere frugtig stil (som man gjorde i det meste af verden). Man har nedsat macerationen og fadlagringen samt gået over til brugen af små egefade i stedet(Barriques). Landet ligger nu sådan at der har været krig imellem de producenter, som stadig går ind for en lang lagring og større udtræk af tanniner og de moderne, der hælder meget over til den frugtige, mere drikkevenlige stil. De traditionelle producenter vil ikke gå med på hvad den glade vindrikker vil ha, men har større interesse i at opretholde det gamle Barolo, det er traditionen og den viger vi ikke fra. Nu vil en traditionalist typisk macerere deres Barolo i 10 – 20 dage, hvor en typisk modernist ligger på omkring 4 – 10 dage. Så nu kan man opleve den stadigt traditionelle stil med mange taninner som eksempelvis Giacomo Conternos ”Monfortino”, eller den moderne Renatto Rattis ”Barolo Normale”.

Det sidste der skal fremhæves i denne skrivelse, er marknavne. Man er begyndt at benytte sig rigtig meget af enkeltmarksvine, som pendant til Bourgognes Grand Crú, og dem findes der naturligvis rigtig mange af. Nogle af de bedste og mest omtalte er eksempelvis Cannubi, Bussia og Rionda.

Nå, men der er som sagt også andre spillere. Barbaresco er en af dem. Denne region har altid stået i skyggen af Barolo, og kom først frem i lyset i 50erne og 60erne, et stykke tid efter Barolo. Dette skyldes at den fuldt udgæret Barolo kom til verden i 1848 og Barbaresco først kom i en fuld udgæret version sidst i 1800-tallet. Før det, var Barbaresco en halvtør vin. Så med et 50 års forspring er det ikke så underligt, at Barolo er kommet først over målstregen.  Noget af grunden skal man også finde hos den royale familie. I 1850erne var kongen nemlig vildt optaget af Barolo, reklame og økonomisk støtte fra dennes side har selvfølgelig også sit at sige.

Barbaresco bliver lavet på samme måde som Barolo, men med en typisk lidt kortere lagring, både i praksis og ved lov. Man har typisk set på Barbaresco som en mere feminin udgave af Barolo, men det er lang fra rigtigt. Man finder nemt Barbaresco, der har den samme volumen som Barolo.

Barbaresco er ligesom Barolo delt op i kommuner. Her er det dog kun 3, Treiso, Barbaresco og Neive.   En mand ved navn Angelo Gaja har båret denne region frem på hans skuldre. Han har været forgangsmanden mht. så mange ting, fadlagring, brugen af barriques, markedsføring osv. Han laver nu nogle af Italiens dyreste vine, netop fra denne region.

Nord for Tanaro floden ligger der et område, som virkelig også har forstået at knække koden til god Nebbiolo. Roero hedder stedet og med dets mere sandede jorder, kan man forvente en lidt mere elegant, stille og rolig/feminin Nebbiolostil end Barolo og Barbaresco. Specielt producenten Matteo Correggia er en fantastisk producent af Nebbiolo i Roero og kan virkelig konkurrere med Barolo og Barbaresco!

Længere mod nord finder vi områderne Gattinara og Ghemme. Her kalder man lokalt Nebbiolo for Spanna, blot endnu et synonym. I midten af 1800-tallet var disse vine regnet som Piemontes bedste og dyreste, sammen med Barolo, men kriser og andet negativt bl.a. alt for høje høstudbytter, har ført dem længere og længere bag lyset. Dog er det siden 1990erne gået støt op ad bakke og nu dikterer loven mindre høstudbytter end i Barolo. Vine fra disse områder finder man ikke tit i DK, men de stykker jeg har smagt har været ganske geniale. Travaglini er en fantastisk producent og foruden høj kvalitet og skæve flasker, er det den største producent i området.

Det er helt overvejende i Piemonte man finder Nebbiolodruen, men der laves også udmærket Nebbiolo i naboregionen Lombardiet, hvor de lokalt kalder druen for Chiavennasca. I de ikke ret store arealer helt nordligt i regionen finder man de bedste eksempler på Nebbiolo. Det er meget stejle skråninger, man ser flest af og dette har det med at forhøje produktionsomkostningerne en smule, men alternativer er der blevet arbejdet med, således at høsten mere og mere kan udføres med maskiner til hjælp. Selve stilen her er generelt noget slankere og lettere end Barolo.

Det er altså Italien, som har eneret på Nebbiolo. Jeg har endnu ikke smagt noget, der kommer i nærheden af Piemontekvaliteten fra andre steder i verden. Jeg har dog stiftet bekendtskab med en Amerikansk producent, som har gjort italienske vine til deres speciale. Dvs. de overvejende benytter sig af Nebbiolo, Sangiovese og Dolcetto, men ingen af dem kommer helt derop, hvor man sidder og savner en flaske mere.

Den høje pris man ofte skal betale for Nebbiolo vine, hænger altså sammen med det store arbejde man skal ligge i druernes produktion. Startniveauet for en top Nebbiolovin ligger typisk omkring 300, men det kommer selvfølgelig an på, hvor den kommer fra. Barolo er betydeligt dyrere end Roero, men med respekt i stemmen ligger kvaliteten fra Roero altså også et stykke under Barolo. Ydermere siger man at Nebbiolo skal læres at drikke og det ikke umiddelbart er en vin, der er lappelækker ligesom eksempelvis Cabernet og Merlot fra oversøiske lande. Det tager måske tid at blive gode venner med denne drue og dens tanniner, men når og hvis man kommer til at holde af den, så leverer den nogle af de bedste vine i verden. Jeg kan kun komme på enkelte Bordeauxer og ellers Bourgogne, som har vist den samme kompleksitet og frugtintensitet i samme flaske som en Barolo! Lad dette være de sidste ord fra en Nebbiolo-lover, der når han først er begyndt ikke stopper igen

Turen er kommet til Piemonte, hvor Morten har fundet lidt forskellig Nebbiolo frem. Se med og find ud af det er Barolo man skal købe eller ej?

For anden gang smager vi en Barolo og en Barbaresco imod hinanden. Denne gang gør vi det for at teste prisforeskellen på de to flasker.

Se med og hør hvad der sker..

Vi har modtaget en Barolo og en Barbaresco fra samme hus, af navnet Terre Del Barolo. Vinene kan til tider findes på tilbud, tidligere er de set til mellem 60 og 90 kroner og der vil det være gode køb begge to. Vinene er venligst tilsendt af Philipson Wine.

Turen går endnu engang forbi Barolo i Piemonte, hvor vi smager på Cordone, druerne de bruger kommer fra kommunerne La Morra og Castiglione Falletto. Vinen forhandles af wine.dk 

Er du Barolo fan eller ej?

Wine Factory har deltaget i en stor Barolo-smagning med rødvine fra Barolo producenten Massolino. Her smagte vi deres Normale, 4 årgange af top vinen Vigna Rionda, 2 årgange af Parafada fra marken La Delizia samt en enkelt fra marken Margheria.

I afsnittet smager vi på:

Massolino Normale 2005,vinen koster ca. 370,- og får 9,0 point

Massolino Vigna Rionda 2002, der koster omkring 750,- og får ligeledes 9,0 point

Alle rødvinene havde et højt niveau, men hvis vi skal fremhæve et par andre flasker bliver det Vigna Rionda 1998, der var en utrolig moden Barolo, dyrsk men stadig elegant og med en lang eftersmag.

Parafada 2004 & 2006 viste sig at være federe i det, som vi sætter pris på, de nye fade der bliver brugt til denne vin satte sit præg på den gode måde.

Her hjemme importeres Massolino Barolo af wine.dk

Hvad synes du om Barolo? og har du prøvet Massolino? Smid da en kommentar?!!

Skål!

For nylig deltog jeg i en af de lidt mere spektakulære smagninger i den lokale vinklub. Som overskriften lyder, skulle vi smage os op gennem de seneste 5 årtier. En tidsrejse der bragte gode og som såvel mindre gode oplevelser.

Til at starte med ved jeg gerne sige at jeg på ingen måde er nogen stor Barolo ekspert, jeg har drukket utallige flasker Barolo igennem årene, men det har aldrig været en vin der har fanget min opmærksomhed mere end så meget andet. Mange har opfattelsen ”Barolo kan holde sig for evigt” en opfattelse jeg aldrig har haft af vinen fra Norditalien.

Vi sidder en 15-17 stykker gennem en langt bord i formandens stue, men han fortæller lidt grundlæggende om det vi skal i gang med at smage. Vi (Tobias, Morten og jeg) er som så ofte de klart yngste deltagere til smagningen, hvor selv hovedparten af vinene er betydeligt ældre end os.

Første del af smagningen består af 4 vine fra 70’erne, som hvis jeg skal være virkelig grov og skære alt over en kam, alle var døde, eller tæt på døden. Især i de to første vine fandt jeg ikke meget andet en eddike og det var bestemt ikke nogen fornøjelse at have i munden. De sidste to i det sæt var der lidt mere sjov ved, men det var ikke på nogen måde en vin jeg havde lyst til at sidde og nyde.

Efter den lidt triste, men meget lærerige start hoppede vi endnu et skridt tilbage i årgangene – 1961 stod der på etiketten, vi er altså her tilbage før mine forældre fødsel. Fascinerende at tænke på den rejse en sådan vin har været igennem for at ende i mit glas. Til forskel for de første vine havde denne ældre sag en meget mere interessant, spændende men også yderst kompliceret både duft og smag.  Masser af spinkle Chokoladenoter, blide kirsebær og en stor portion animalskhed – råt kød, mødding og en duft er næsten bedst kan beskrives som en gammel latrin – men ikke desto mindre interessant.

1980erne smagte vi en enkelt flaske fra, men det hvor det rigtig begynder at please mine smagsløg er når vi når op i de ”yngre” vine. Vi smagte massere af interessant både huse og årgange fra 90erne, hvor jeg især vil fremhæve Parussi 1993 som min vinder. De yngre årgange havde det mere drive-power-intensitet-lakrisnoter og så alligevel Barolos elegance over sig, som klart mere tiltaler mig end de lidt mere skrøbelig-meget-frugt-fattige ældre årgange. Til at slutte af med skulle vi selvfølgelig have en flaske for 00’erne, og fandtes der en bedre årgang til at slutte vores rejse med, end det perfekte år 2004 – Cascina Cucco Ceratti en ligeledes glimrende flaske, med den unge friskhed.

Alt i alt en spændende smagning, hvor jeg fik et stort lærerigt udbytte og massere af nye vinoplevelser med i bagagen. Vinen var dog i mine øjne lidt skuffende, min holdning til at Barolo ikke kan holde sig for evigt, blev bekræftet – bedømt ud fra mine smagsløg. Men det er jo det fantastiske ved vin, alle har en forskellige oplevelse af det.

/Rasmus Greis