Svaret på Mona Lisas mystiske smil...

Hvordan skal jeg ellers starte denne lille skrift omkring denne fantastiske drue? Jeg ved det ikke. Sangiovese druen er ikke en særlig berejst en af slagsen. Den fungerer åbenbart kun i Italien og faktisk kun i og omkring Toscana regionen. Det er også her den hører hjemme og er mest berømt. Hvis man nævner navne som Chianti og Brunello, ved de fleste vindrikkere hvad jeg taler om. Det er de to mest berømte vine, men der er aldeles også den velkendte Vino Nobile di Montepulciano, som også er en af de store spillere mht. Sangiovese. Der er yderligere to Sangiovese vine i Toscana som jeg synes skal med, det er Morellino di Scansano og så er det Carmignano. Den første har op til 2006 været lidt ligegyldig, men fra 1996 fandt mange producenter ud af at jorden dernede var overkommelig billig, så der fandt derefter en invasion sted. Mange store producenter har den dag i dag marker dernede, og når jeg siger dernede, så er det fordi det er den sydligste del af Toscana man kan slippe godt fra af dyrke Sangiovese. Carmignano området, som er meget småt, startede ud med at være en af Italiens topvine, men her er vi tilbage hvor ruder konge var knægt, og det var internationale sorter der var i hovedsædet. Problemet kom da Chianti området, som er kæmpe, overlappede Carmignano i 1932 så den blev faktisk slettet. Først i 75 blev området igen synligt på Italiens indviklede ”vinkort”.  Vinene er moderne, med masser af fad og frugt, og så er der stor tilfredshed med at benytte sig af internationale druer sammen med Sangiovese.

Dog er de tre områder, Montepulciano, Montalcino og Chianti, der har sat deres præg på Sangiovesevinene. Chianti er med sit enorme område det klart største og samtidig naturligt nok også den største udbyder af Sangiovese vine, når vi taler kvantitet.  Vi kender alle den mystiske bast ombundne flaske fra 70erne, dette var Chianti før kvalitetsændringen. Denne ændring kom netop i starten af 70erne, hvor ændringen i druesammensætningen, samt høstudbytter, plantetætheder blev reduceret kraftigt. Alt sammen for at fokuserer på kvalitet frem for kvantitet.

Det startede i slutningen af 1800-tallet, hvor Baron Ricasoli kom frem til en formel for hvordan Chiantis vine skulle sammensættes. Han foreslog en vin med base af Sangiovese, dertil tilsat Canaiolo og evt. grønne druer i form af Malvasia del Chianti. Denne formel var en kæmpe succes og holdte helt til slutningen 70erne med løbende ændringer. Men da forbrugerne fik sans for kvalitet kunne man ikke sælge den relativt ringe, kedelige vin længere og man begyndte at omlægge produktionen.

Hele Chiantizonen er delt op i 7 mindre subzoner, som producenter kan skrive på etiketten, men det er stort set kun alm. Chianti,  Chianti Classico og Chianti Rufina der bliver brugt. Det er ydermere Chianti Classico, der producerer det meste af topvinen fra området. Det er også her man helt har droppet de grønne sorter, som det stadig er tilladt at benytte sig af i de andre subzoner. Dog bliver der brugt mere og mere Merlot og Cabernet Sauvignon i vinene.

Den anden rigtig store spiller er vinene fra området Montepulciano. I gamle dage var denne vin den mest udsøgte i Toscana, men da den førnævnte Chiantiformel blev så populær, gik vinene med navnet Montepulciano i glemmebogen. Det er de så kommet efter og også omkring slut 70erne blev der sat nye standarter for Montepulciano.

Den sidste store og måske den største er Brunello vinene fra Montalcino området. Dette er en vin der skal laves på 100 % Sangiovese og ikke andet. Brunello blev produceret første gang i 1842 af Clemente Biondi Santi, men det var ikke 100 % Sangiovese, så ”rigtig” Brunello var det ikke. Faderen til den populære Brunello blev lavet af Clementes Barnebarn, Ferruccio Biondi Santi. Siden er Brunello blevet kult og dyrt, men genialt. En ting der er værd at hæfte sig ved er, at den typiske udvikling i Italiensk vin har været imod det mere letdrikkelige, knap så mange tanniner (garvesyrer), mindre fadlagring og mere frugtpræg. Brunello, sammen med Barolo fra Piemonte, har været de to vine som har ændret deres kendetegn mest i retningen af den ”nye stil”… altså mere frugtige og drikkeklare vine. Den gamle Brunello var enorm rug ligesom Barolo, netop på grund af for længe en fadlagring og for stort udtræk af “hårde” tanniner. Smagen blev af nogen sammenlignet med smagen og følelsen af at bide i et stykke bark – ikke godt. Det er selvfølgelig derfor at lovgivningen er sat ned fra 4 år til nuværende 2 og vinstilen generelt, er blivet mere frugtig i udtrykket efter flere ændringer i fremstillingen. Det er dog stadig stædige producenter, som ikke synes denne nye stil er rigtig brunello og stadig holder sig lidt til den gamle skole, ekempelvis Biondi Santi.

Selvfølgelig er det ikke kun i regionen Toscana man laver Sangiovesevine, også Umbrien, Marche og Emilia Romagna laver også store Sangiovesevine. Sangiovese er egentlig brugt i alle regionerne i specielt Midtitalien, den er bare med i blandingsvine og betyder mindre.

Desværre er det så også kun i Italien man finder den i større tiltag. Det er en sværd drue at have med at gøre, den kræver en masse arbejde i marken og så skal marken være godt eksponeret. Ikke for varmt, ikke for koldt, ikke for meget regn, ikke for lidt, og sådan kan man blive ved. Undtagelsen der bekræfter reglen er så Californien, hvor de virkelig kan finde ud af det med vin, åbenbart også Sangiovese i visse tilfælde. Det er sjældent at støde på sorten derovre, men det sker. Nogle gange ser man projekter hos familier med Italienske rødder, som i sin tid har hentet stiklinger med til Californien fra hjemlandet Italien. Et godt eksempel er Seghesio, som faktisk laver deres topvin – Venom, på ren Sangiovese. Dette er et af de bedste eksempler jeg har stødt på overhovedet. Den kan sagtens komme op på siden af store Brunelloer, ingen problemer.  Men jo, den har større frugt og samtidig mere rund og lækker, end en top Brunello, så altså anderledes end Brunello, men stadig virkelig genialt lavet!

Sangiovese er, hvis i spørger mig, klart en kongedrue. I glasset viser den et godt solidt tanninindhold, som for Brunellos vedkommende kan komme helt op ved siden af Barolo. Den har typiske noter af klare modne kirsebær samt i visse tilfælde bitterheden af kirsebærsten – ikke nødvendigvis negativt. Pibetobak er også noget man hurtigt kan støde ind i, stald og smule kanel ej heller at forglemme.  Sangiovese er også en syreholdig drue, så den går super hånd i hånd med alle de forskellige arter af tomat-dominerede pastaretter der florerer i Italien i og med at syren har en god rensede effekt, så det klistrede pasta bliver fulgt til dørs. Dog skal man passe en lille smule på, da tanninerne godt kan clashe med sødere saucer og stærke komponenter og syrer i maden. Igen en god ide at gå på opdagelse i det amerikanske, da disse vine har mindre af alt det, der kan ødelægge fornemmelsen af vinen sammen med mad – primært syrer og tannin. De har også en større frugt, så retterne kan bare komme an…

Prøv Sangiovese, læg evt. en større skilling for en Brunello eller giv den amerikanske Venom en chance som jeg jo er lidt forelsket i (eller en anden oversøisk) og se hvad denne drue kan gøre, mere er der vist ikke at sige.