Sommelieruddannelsen – Vinakademiet

Sommelier hvad er det er jeg mange gange blevet spurgt… Det lette svar her er vintjener. En speciel tjener, der tager sig af vinen på en pågældende restaurant – gerne de bedre af slagsen, og kan sætte de rigtige vine til maden, så oplevelsen bliver optimal.

Herhjemme er det ikke det mest udbredte, dog stiftede man i 1989 Dansk Sommelier Forening. En forening med diverse aktiviteter som smagninger, foredrag og sågar mesterskaber. Det var og er stadig kun en forening for branchefolk, så den almindelige vininetresserede tømmermester kan altså ikke bare blive medlem, det kræver et bestemt antal år indenfor restaurantbranchen.

Mange inklusiv undertegnet har således undret sig over hvorfor der ikke var en dissideret uddannelse indenfor vin i DK. Og frem for alt en uddannelse, hvor alle kan komme ind. Denne uddannelse kom så i 2007, hvor Thomas Ilkjær, hjulpet af den svenske sommelieruddannelse Vinkällan, tog initiativ til at organiserer en uddannelse som indeholder undervisning i kursusform. En uddannelse hvor man møder op, gerne tirsdage og bliver undervist i de forskellige områder og aspekter fra formiddag til sidst på eftermiddagen.

Uddannelsen foregår på Hotel – og Restaurantskolen og løber over godt og vel 7 måneder, fra starten af oktober, til midten af maj – kan variere. Uddannelsen er ydermere opdelt i to niveauer, hvor man på niveau 1 får en grundviden indenfor vin, altså overordnet viden omkring vin, vinområder og vinsmagning. Niveau 2 er bestemt mere krævende og dybtgående end niveau 1. Niveau 1 løber over 7 undervisningsdage og niveau 2 løber over 13. Der følger undervisningsmateriale med til begge niveauer plus Hugh Johnsons ”Den Store Vinbog”.

Dagen starter gerne klokken halv 10 og slutter ca. 17. Alt efter hvor mange emner man har på dagen – Italien og Frankrig er eksempler på heldagsemner, hvor eksempelvis Portugal ikke kræver lige så meget tid at gennemgå. På sådanne dage kører man selvfølgelig blot to emner i løbet af dagen. Kurset er bygget sådan op, at man møder ind og modtager undervisning frem til klokken ca. 11.30 hvor dagens første smagning ligger. Efter denne er der arrangeret frokost i kantinen – det er jo trods alt Hotel – og Restaurantskolen man befinder sig på, så det vrimler med kokkeelever, der hellere end gerne vil fylde tomme maver. Efter frokosten kommer man tilbage og starter op igen hvor man slap, indtil klokken bliver 15.30 / 16.00. Her ligger dagens anden smagning.

Det sidste man bliver bedt om på dagen er, at snuppe repetitionsspørgsmål med sig hjem og forhåbentlig lave dem til gangen efter 😉

Undervisningen er ret genial, da uddannelsen sigter efter, at få de bedste folk ind og undervise i netop det de er bedst til. For at nævne et par stykker, er det Thomas Ilkjær, der kører én rundt i Italien, René Langdal Jørgensen, som tager på tur i de oversøiske vinlande og Thilde Maabjer, der tager sig kærligt af Champagne og hedvin. Ud over disse er der naturligvis også mange andre kompetente hoveder.

Som nævnt, er der to smagninger på dagen som typisk består af 4 glas – gerne to røde og to hvide, men igen, det er forskelligt. Man får udleveret smageskemaer, hvorpå man analyserer hver vin med henblik på farveintensitet, duftaromaer, intensitet samt alkohol, tanniner, syre og potentiale, bare for at nævne nogle få parametre. Det skal lige siges at alt serveres blind, dog lægges der ikke vægt på, om man er i stand til at gætte sig frem til det helt rigtige, men i højere grad at analysen er korrekt.

Når alt kommer til ende, skal man selvfølgelig bestå en eksamen. Denne består af hhv. en skriftlig, mundtlig, samt en praktisk del om man vil. Den skriftlige del består af x antal spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Der skal læres nogle mark – og AOC/DOC(G) navne kan jeg godt hilse og sige. Den mundtlige del består i at sætte vine til en menu, samt nogle spørgsmål omkring forskellige emner. Sidst men ikke mindst er der den praktiske prøve, som består af en analyse af 4 vine, spotte en fejl i et udvalg af vine og identificerer spiritus.

Når man kommer igennem det berømte øje, får man udleveret diplom, nål og forklæde.

Alt i alt en super uddannelse, hvis du lige står og mangler mere viden om vinen/spiritussen/øllen du indtager. Enten med henblik på tjenergerningen, butiksfolket eller blot for interessens skyld. Står du i en situation og gerne vil vide mere om de våde varer, jamen så synes jeg ikke du skal tøve! Og det er nu også dejligt at få et bevis på sin viden  😉

Ønsker du at læse mere omkring uddannelsen, tjek da hjemmesiden:

http://www.vinakademiet.dk/

Follow my blog with Bloglovin