Hvis der er en drue jeg mangler at beskrive her på Winefactory, så er det da Nebbiolo. Har før snakket om Barbera og Sangiovese, men jeg mangler lige den sidste af de rigtig store.

Nebbiolo er ligesom Sangiovese, en svær drue at ha med at gøre. Den kræver optimale forhold både mht. jordbund, klima og beliggenhed. Det er ikke så underligt at man ikke har haft held med druen andre steder i verden, men det kommer jeg tilbage til. Druen giver vine, der indeholder store tanniner og typiske noter af rosenblade/violblade, tobak og vejarbejde/ tjære. Et fantastisk sammenspil af noter, hvis producenten ellers kan finde ud af det. I mange år har man også brugt rigtig meget fad og når jeg siger rigtig meget fad, så mener jeg det! Jeg kommer tilbage til det under Barolo.

Barolo, Barbaresco behøver jeg sige mere? Ja det gør jeg, for der er også andre spillere på banen. Hvis jeg skal tage udgangspunkt i DOCG´erne hvor Nebbiolo er i højsæde er der 5 i Piemonte:

• Barolo
• Barbaresco
• Roero
• Ghemme
• Gatinara.

Lad mig bare kaste mig ud i toppen af poppen, nemlig Barolo:

Barolo, en lille flække der ligger navn til et lille område ca. 20 km fra Alba by. Området råder over 11 kommuner, hvor de 5 er af stor vinmæssig betydning. Man har nogle fingerregler omkring typen af Barolo eller Nebbiolo man opnår hvilke steder, men det er altså kun hypotetisk!

Før starten af 70erne var det ikke unormalt at lægge en Barolo på fad i mere en 10 år. Det skal selvfølgelig lige siges, at disse fade var af den store type, de såkaldte Botti – kæmpefade man kunne køre en traktor igennem – gerne slovenske. Plus en ekstrem lang maceration (tiden mosten er i berøring med drueskind), som bevirkede at man fik nærmest udrikkelige mængder af tanniner. Det resulterede altså i en meget adstringent og fad/toastet vintype, som ikke umiddelbart var nem at drikke. Det kunne tage år før en sådan Barolo begyndte at være moden.

Dette vanvid stoppede omkring starten af 70erne, hvor man gradvist gik over til en meget mere frugtig stil (som man gjorde i det meste af verden). Man har nedsat macerationen og fadlagringen samt gået over til brugen af små egefade i stedet(Barriques). Landet ligger nu sådan at der har været krig imellem de producenter, som stadig går ind for en lang lagring og større udtræk af tanniner og de moderne, der hælder meget over til den frugtige, mere drikkevenlige stil. De traditionelle producenter vil ikke gå med på hvad den glade vindrikker vil ha, men har større interesse i at opretholde det gamle Barolo, det er traditionen og den viger vi ikke fra. Nu vil en traditionalist typisk macerere deres Barolo i 10 – 20 dage, hvor en typisk modernist ligger på omkring 4 – 10 dage. Så nu kan man opleve den stadigt traditionelle stil med mange taninner som eksempelvis Giacomo Conternos ”Monfortino”, eller den moderne Renatto Rattis ”Barolo Normale”.

Det sidste der skal fremhæves i denne skrivelse, er marknavne. Man er begyndt at benytte sig rigtig meget af enkeltmarksvine, som pendant til Bourgognes Grand Crú, og dem findes der naturligvis rigtig mange af. Nogle af de bedste og mest omtalte er eksempelvis Cannubi, Bussia og Rionda.

Nå, men der er som sagt også andre spillere. Barbaresco er en af dem. Denne region har altid stået i skyggen af Barolo, og kom først frem i lyset i 50erne og 60erne, et stykke tid efter Barolo. Dette skyldes at den fuldt udgæret Barolo kom til verden i 1848 og Barbaresco først kom i en fuld udgæret version sidst i 1800-tallet. Før det, var Barbaresco en halvtør vin. Så med et 50 års forspring er det ikke så underligt, at Barolo er kommet først over målstregen.  Noget af grunden skal man også finde hos den royale familie. I 1850erne var kongen nemlig vildt optaget af Barolo, reklame og økonomisk støtte fra dennes side har selvfølgelig også sit at sige.

Barbaresco bliver lavet på samme måde som Barolo, men med en typisk lidt kortere lagring, både i praksis og ved lov. Man har typisk set på Barbaresco som en mere feminin udgave af Barolo, men det er lang fra rigtigt. Man finder nemt Barbaresco, der har den samme volumen som Barolo.

Barbaresco er ligesom Barolo delt op i kommuner. Her er det dog kun 3, Treiso, Barbaresco og Neive.   En mand ved navn Angelo Gaja har båret denne region frem på hans skuldre. Han har været forgangsmanden mht. så mange ting, fadlagring, brugen af barriques, markedsføring osv. Han laver nu nogle af Italiens dyreste vine, netop fra denne region.

Nord for Tanaro floden ligger der et område, som virkelig også har forstået at knække koden til god Nebbiolo. Roero hedder stedet og med dets mere sandede jorder, kan man forvente en lidt mere elegant, stille og rolig/feminin Nebbiolostil end Barolo og Barbaresco. Specielt producenten Matteo Correggia er en fantastisk producent af Nebbiolo i Roero og kan virkelig konkurrere med Barolo og Barbaresco!

Længere mod nord finder vi områderne Gattinara og Ghemme. Her kalder man lokalt Nebbiolo for Spanna, blot endnu et synonym. I midten af 1800-tallet var disse vine regnet som Piemontes bedste og dyreste, sammen med Barolo, men kriser og andet negativt bl.a. alt for høje høstudbytter, har ført dem længere og længere bag lyset. Dog er det siden 1990erne gået støt op ad bakke og nu dikterer loven mindre høstudbytter end i Barolo. Vine fra disse områder finder man ikke tit i DK, men de stykker jeg har smagt har været ganske geniale. Travaglini er en fantastisk producent og foruden høj kvalitet og skæve flasker, er det den største producent i området.

Det er helt overvejende i Piemonte man finder Nebbiolodruen, men der laves også udmærket Nebbiolo i naboregionen Lombardiet, hvor de lokalt kalder druen for Chiavennasca. I de ikke ret store arealer helt nordligt i regionen finder man de bedste eksempler på Nebbiolo. Det er meget stejle skråninger, man ser flest af og dette har det med at forhøje produktionsomkostningerne en smule, men alternativer er der blevet arbejdet med, således at høsten mere og mere kan udføres med maskiner til hjælp. Selve stilen her er generelt noget slankere og lettere end Barolo.

Det er altså Italien, som har eneret på Nebbiolo. Jeg har endnu ikke smagt noget, der kommer i nærheden af Piemontekvaliteten fra andre steder i verden. Jeg har dog stiftet bekendtskab med en Amerikansk producent, som har gjort italienske vine til deres speciale. Dvs. de overvejende benytter sig af Nebbiolo, Sangiovese og Dolcetto, men ingen af dem kommer helt derop, hvor man sidder og savner en flaske mere.

Den høje pris man ofte skal betale for Nebbiolo vine, hænger altså sammen med det store arbejde man skal ligge i druernes produktion. Startniveauet for en top Nebbiolovin ligger typisk omkring 300, men det kommer selvfølgelig an på, hvor den kommer fra. Barolo er betydeligt dyrere end Roero, men med respekt i stemmen ligger kvaliteten fra Roero altså også et stykke under Barolo. Ydermere siger man at Nebbiolo skal læres at drikke og det ikke umiddelbart er en vin, der er lappelækker ligesom eksempelvis Cabernet og Merlot fra oversøiske lande. Det tager måske tid at blive gode venner med denne drue og dens tanniner, men når og hvis man kommer til at holde af den, så leverer den nogle af de bedste vine i verden. Jeg kan kun komme på enkelte Bordeauxer og ellers Bourgogne, som har vist den samme kompleksitet og frugtintensitet i samme flaske som en Barolo! Lad dette være de sidste ord fra en Nebbiolo-lover, der når han først er begyndt ikke stopper igen

Varmen er på vej, og vi tester os igennem 3 flasker hvidvin, alle lavet på Sauvignon Blanc.

Det er første gang vi sætter fokus på denne ret populære drue, så vi smager vine fra 3 kontinenter. Smid gerne en kommentar.

I dagens afsnit smager vi på 3 forskellige Chianti Classico vine – alle årgang 2007.

Hvad synes du om Chianti Classico?

 

Vi fortsætter i det dejlige boble humør. Idag er det Italien som står for skud.

Morten og Mark smager en omgang Barbera fra den meget annerkendte producent Pio Cecare.

Skål og god weekend!

Morten har fundet lidt anderledes ting frem, som der bliver smagt på.

Turen er kommet til Piemonte, hvor Morten har fundet lidt forskellig Nebbiolo frem. Se med og find ud af det er Barolo man skal købe eller ej?

For anden gang smager vi en Barolo og en Barbaresco imod hinanden. Denne gang gør vi det for at teste prisforeskellen på de to flasker.

Se med og hør hvad der sker..

Vi har modtaget en Barolo og en Barbaresco fra samme hus, af navnet Terre Del Barolo. Vinene kan til tider findes på tilbud, tidligere er de set til mellem 60 og 90 kroner og der vil det være gode køb begge to. Vinene er venligst tilsendt af Philipson Wine.

Sassicaia, Ornellaia, Guardo al Tasso, Ca´macanda samt Castello di Bolgheri… 2004… lyder det ikke godt!?

Det synes undertegnet og resten af Winefactory staben! Det siger jo sig selv at disse vine skulle op i ringen og vise os, hvem der slog hårdest. En blindsmagning blev arrangeret – sølvpapir rundt om hver flaske og så ellers i gang:

Bolgheriområdet i Toscana er ikke noget særligt stort område. Det var faktisk heller ikke et synderligt vigtigt vinproducerende område indtil for ca. 35 år siden. Et område med flade sandede jorder, helt ud til vestkysten. Ikke just det område man tænkte ville give nogle af verdens mest kendte vine… ikke desto mindre så er det det, der er tilfældet i dag. Store familier fra Toscana laver hamrende god vin, på det lille stykke kystnære land.

Jeg kunne godt lige tænke mig at gå igennem de forskellige vine før jeg kommer til selv smagningens forløb.

Lad os da bare kaste os ud i Sassicaia i og med det bliver den der tager mest tekstplads. En temmelig kendt og ”kultet” vin i Italien, ja, nok en af de største 3 vine i Italien – i hvert fald på historiesiden. Det er en vin jeg har skrevet om før her på Winefactory, men dengang var det 2005 jeg kastede mig over og konkluderede at den slet ikke var klar.. Nu sad jeg med 2004 i glasset og skulle vurdere den, men det kommer jeg til.

Selve historien om Sassicaia starter tilbage i 1960erne, hvor faderen Nicolò Incisa, som er en fætter til Piero Antinori, vælger at plante nogle cabernetstokke på en skråning. Lidt for sjov og spas, men finder sidst i 60erne ud af at han gerne vil have den på markedet. Til denne mission for han hjælp af Antinoris ønolog, Giagomo Tachis, som forvandlede vinen til et hit på nogle år. Det var starten på de vine som senere skulle komme til at gå under navnet ”supertoscanere” – vine der ikke opfylder de normale krav med henblik på druesammensætning for et specifikt område som eksempelvis Chianti. Man begyndte at benytte sig af Cabernet Sauvignon og merlot samt andre internationale druer. Alt dette kan du læse mere om i det tidligere indlæg DOC(G).

Men Sassicaia er altså en vin lavet på Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc og kommer fra gården Tenuta San Guido.

Godt, næste store skud på stammen er Ornellaia. Historien hertil er lidt mystisk, da gården blev grundlagt i 1981 af en af Antinori familiens medlemmer.  Han ville højst sandsynligt lave en pendant til netop Sassicaia. Det sjove indtræder så, når gården den dag i dag, bliver ejet og kørt af Antinoris rivaliserende familie Frescobaldi – et andet kæmpe vinhus.

Ornelaia bliver lavet på Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc og petit Verdot. Som vi siger i videobloggen, så kan dette blend direkte sammenlignes med en venstrebreds Bordeaux.

Så har vi Ca´macanda vinen, hvor der også står en fornem herre bag, nemlig Mr. Angelo Gaja himself. Han opererer egentlig i Piemonte og lave store dyre Barbarescovine samt en stripe andre alternative topvine. Gaja er manden der gik i spidsen for brugen af små barrigs i stedet for de normale større fade i Italien. Ydermere er han også manden, som turde gå egne veje med mht. druevalg og var yderst flyvsk og eksperimenterende, når det kommer til forskellige produktionsmetoder. Og sørme om han ikke også havde styr på det med markedsføring…

 Ca´macanda Camacanda er den 3. og topvinen i en serie af bolgherivine fra Gajas hånd, de to andre hedder hhv. Ca´macanda Promis og Ca´macanda Magari. Han købte ejendommen i 1996 og laver vinene på Cabernet Sauvignon, Merlot, Syrah og Cabernet Franc. Topvinen Ca´macanda Camacanda er lavet på Merlot, Cabernet Sauvignon og Cabernet Franc. Denne vin kan således også sammenlignes med Bordeaux, ligesom Ornellaia, bortset fra det er et blend fra højre bred

Og som om det ikke skulle være nok, så kastede vi os også lige en tur over Guardo al Tasso. Vinen GaT er førnævnte Antinoris forsøg på en top Bolgherivin – de ville selvfølgelig ikke stå tilbage, så familiens daværende rosémarker fik en opdatering og ud kom Guardo al Tasso første gang i 1990. Det specielle ved denne vin er, at man i visse årgange har valgt at smide lidt syrah i blendet.

Sidste vino vi skulle igennem var Castello di Bolgheri. Man ved godt at man er kommet til Bolgheri by, når man står og kigger op på den gamle borg fra 1200 tallet midt i byen. Det er der vist ikke noget at være i tvivl om. Noget andet er om ejerne af dette fantastiske sted kan lave ordentlig vin. Borgen og omgivelserne lover meget . Denne vin er den eneste jeg lige vil knytte smagenoter til, da den ikke indgår i et af de følgende afsnit:

I vores noter står der en start af mynte/krydderier og ligefrem fyringsolie og asfalt i duften, samt syltetøjsnoter. Også brændte noter og solbær! Det lyder umiddelbart genialt så man skulle tro den opførte sig lige så fantastisk i smagen, men det sker bare ikke. I mine noter står der manglende frugt og brændte noter tager for meget over… ydermere mangler den tynge dog med en fin syrer, samt tanniner. Jeg har rigtig mange gange fået vine der er super i duft, med alle disse noter af flere dimensioner, men mangler frugten i smagen. Pas på med at misforstå mig, jeg vil ikke ha en masse frugt, men hvis en vin skal mangfoldiggøre sig på noterne, så skal der være en frugt der opretholder og balancerer vinen. Det synes jeg denne vin mangler og hvis man endelig skal tage stilling til prisen, som vi normalt ikke gør, så er den overpriced! Over 400 kroner for denne vin er bare ikke godt nok! Vi scorer den 91.

Bolgheriområdet er i hvert fald et område der er værd at kigge nærmere på, men pas nu på derude, eftersom det koster penge. Jorderne i området er åndsvagt dyre, nogle af de dyreste i Italien, og derved bliver vinen også dyr! Men alligevel synes jeg helt klart at enhver, der elsker italiensk vin skal ofre de penge bare en gang og læne sig tilbage og høre fuglene synge.