Champagne Påske 2014

Den observante læser har formentlig bemærket at vi godt kan lide Champagne her på siden, og at vi enddog har besøgt et par gange. Denne påske tog undertegnede, sammen med en ven fra CBS Wine, en tur derned for at smage lidt mere på de dejlige dråber og måske blive lidt klogere på nogle af de mindre producenter. Netop de mindre producenter finder vi meget interessante her på sitet, overordnet set, mener vi at man ofte finder et mere interessant produkt end hos de store producenter. Tilmed til en ofte bedre pris.

Indlægget her bliver ikke en slavisk gennemgang af samtlige vine  vi smagte på turen, men snarere en lille gennemgang af de huse vi besøgte og det indtryk deres vine gav os.

Udgangspunktet for turen var mindre huse samtidig med at vi kom lidt rundt i hjertet af Champagne.

Den smagte vi ikke

Med base i Reims har man et godt udgangspunkt i Champagne. Nogle vil mene at Epernay er mere centralt, muligvis med rette, men Reims er altså en sjovere by at tilbringe aftenen. Står man selv og skal planlægge en tur til de kanter, så er man selvfølgelig altid velkommen til at skrive hvis man vil have et par anbefalinger.

Lelarge-Pugeot, Vrigny
Her er tale om en, på dansk grund, ukendt producent. Belliggende i en af de bedre 1er cru byer, Vrigny. Lelarge har som så mange andre i byen en stor andel Pinot Meunieur. Men de laver skam lidt af det hele. Det er et hus som de senere år satser mere på deres egen produktion og opper sig på de eksisterende produkter. Konkret udmønter det sig i: overgang til biodynamisk landbrug, labels får en opdatering, den del af produktionen der tidligere har været solgt bulk bliver der nu også lavet vin af. Vi fik lov til at smage det hele (takkede nej til det søde). Hele vejen rundt er der tale om meget flot kvalitet. Dem som især bør fremhæves er

Brut Nature som er en non-vintage, men består a lige dele 2002 og 2003 (!). To vidt forskellige år som virkelig komplimenterer hinanden godt. Druesammensætningen er PN, PM og C. Resultatet er en Champagne med god dybde, masser af finesse og fin syre fra 02. Hvad sådan en sag skal koste på en dansk hylde er svært at sige, men den bør kunne sælges til ca. 250,- og det er altså VIRKELIG godt til de penge.
Blanc de Blancs. På trods af at de har relativt begrænset mængde Chardonnay til rådighed (15%) laver de alligvel en ren Chardonnay. Det giver en bdb som er vidt forskellig fra de syredrevne vi kender fra Cote de Blancs. Her er noterne primært mineraler og et lidt krydret udtryk. Bestemt noget man bør prøve.
Quintessence. Endnu en virkelig vellavet champagne fra deres side. Har en stor andel chardonnay (70%) og det giver nogle af de noter som i deres bdb. Dog er den lidt større i sin smag i kraft af de mørke druer.
Der udover er de på trapperne med en ren Pinot Meunier som vi fik lov at smage også. Det er godt! Jeg er virkelig glad for rene PM. De har muligvis ikke et langt liv foran sig, men de er ofte klar relativ tidligt og er virkelig pleasende. Og så er det jo spændene alternativ til til rene chards og Pinot Noir.

Som læseren måske kan fornemme, så vi begejstrede over dette lille hus og vi håber de kan finde vej til en dansk butikshylde.

Egly-Ouriet, Ambonnay
Har man ikke smagt Egly-Ouriet endnu, så skal man skynde sig ud og købe en flaske. Med det samme. Dette er et af mine favorithuse, og var derfor glad for vi at vi fik lov til at komme på et kort visit. Huset nyder megen succes og det blev derfor kun til en rundtur, lidt snak og en smagning af deres Brut Tradition. Der bliver brugt masser af fade i produktionen. Druerne kommer fra Grand Cru byerne Ambonnay, Verzenay og Bouzy. Derudover kommer der druer fra Vrigny. Brugen af Vigny druer gør at EO ikke er 100% Grand Cru. Jeg har endnu ikke oplevet at blive skuffet over en flaske Egly-Ouriet. Brut Tradition var heller ikke nogen undtagelse.

1-IMG_0099

Marguet Pere et Fils, Ambonnay
Huset bliver styret af Beniot Marguet som er relativ ung, og har kørt showet sin 2007. Beniot er meget pro bidynamik, økologi og bæredygtighed. Og så tror han på god energi. Derfor har han naturligvis gjort alle sine marker biodynamiske. Han brænder for sagen og det er fedt at opleve. Vi ankommer og han møder os på gårdspladsen. Han spørger om vi skal starte med at køre ud, og se på markerne. Og det skal vi da. Vi ryger ind i hans 4×4 og drøner ud af Ambonnay til vinmarkerne. Vi stopper ved en af hans gode parceller, som har en fin udsigt over byen. Han forklarer lidt omkring forskellene på de forskellige plots i Ambonnay og hvorfor det måske ikke er det mest optimale at alt er Grand Cru, for der er altså forskelle. Han skælder lidt udover ejeren af hans naboplot (Egly-Ouriet), som har sprøjtet gift 5 centimeter ind på hans jord. Der er skam drama i Champagne. Som nævnt er hans marker økologiske, og de ser spillevende ud. Masser af gulemælkebøtte blomster pryder jorden. Blomster som han i øvrigt har plukket af hele morgenen, som nu ligger til tørring. Når de er tørret skal de pulveriseres, blandes med vand og sprøjtes ud over planterne. De hjælper med at værne mod meldug.

Vi kører tilbage og smager vine fra fad. Vi smager forskellige druer, vi smager ens sorter men fra forskellige plots i Ambonnay – og ja der er store forskelle. Rundt omkring har Beniot lagt krystalsten som giver bedre energi i luften og påvirker vinen. Spændende.

Vi sætter os ind og smager løs. Og lad os da bare sige det er skide godt. Selv hans rose er fantastisk. Toppen vi smager er dog uden tvivl Sapience 2006 som han har lavet sammen med bl.a Leclepart. Det smagte virkelig godt. Beniot selv betegner den som verdens bedste champagne. Beskeden herre. Vil nok ikke gå så langt, men den er altså i meget høj liga.
Hele vejen igennem er der tale om høj kvalitet. Tag bare hans 2008 millesime. Lækkert. Jeg skal drikke en masse Marguet henover sommeren. Og det bør du også gøre.

2-IMG_0108

Paul Dethune, Ambonnay
Et hus jeg ikke kendte på forhånd. Ret kedeligt besøg. Vi kommer ind og madame Dethune, som er en ret skrap dame, fortæller at hun har afsat 30 minutter til os, og det er altså ikke godt at vi kommer 4 minutter for sent. Tænker at jeg måske er glad for at jeg kun skal tilbringe 26 minutter sammen med hende. Hun fortæller os en nøje instuderet historie om huset, som producerer primært en standard cuvee, og så 3 forskellige bedre ting hvor der laves 3000 flasker af hver. Små kvantiteter. Derudover sælges der er også druer. Vi smager deres standard brut og deres rose. Intet af det er værd at skrive hjem om, så det springer vi over. Til gengæld købte vi en flaske af hendes Bland de Noir (pinot) med. Det var virkelig godt. Der bliver brugt fad på deres bedre ting, og det kan fornemmes. Flot flot flot næse, flygtig mousse. Vedholdene smag. De er ikke uden talenter.

Guy Charlemagne, Les-Mesnil-Sur-Oger
Efter at have fornøjet os, gik turen syd på til Les-Mesnil-Sur-Oger. Stedet for Chardonnay. Vi besøgte Guy Charlemagne som vi tidligere har smagt ved flere lejligheder her på fabrikken. Hvis man en gang i mellem er lidt i tvivl om, hvorvidt Chardonnay kan være godt, så skal man bare åbne en flaske Guy Charlemagne. Det smager SINDSYGT godt. Hele linjen gør det fantastisk. Deres standard ting er meget meget hæderligt. Dernede står til 20€. Deres standard ting får lidt Pinot Noir, hvilket heller ikke er skidt. Deres 2004 Mésnillesime har vi smagt her for et års tid siden, og det er endnu bedre i dag. Det er sindsygt godt. Det koster 35€ dernede, og havde jeg haft plads til det, havde jeg brugt min månedsløn der.

4-IMG_0137

 

Larmendier-Bernier, Vertus
Sidste besøg. L-B er virkelig seriøse omkring alt hvad de laver. For eksempel benyttes der zalto glas i smagelokalet. God stil. De laver en virkelig god rose, og deres vin smager såmænd udemærket. Men jeg bliver ikke fuldstændig overbevist, og slet ikke til de priser deres vin står til rundt omkring. Jeg er glad for at have smagt og besøgt stedet, men der er altså bedre bud på god champagne end Larmendier-Bernier.