Tag-arkiv: Nebbiolo

The Granite Belt

Udgivet den af
4

Granite Belt!?! Man er skam fuldstændig tilgivet hvis man aldrig har hørt om dette vinområde. Til dem som har fulgt med på siden de sidste 3 måneder vil nok gætte at det ligger i Australien – hvilket er fuldstændig korrekt. Men selv i Australien er det ikke ligefrem det mest kendte områder, jeg har mødt folk i vinindustrien hernede der end ikke kendte til det. Det er også et småt område der kun står for 3% af den samlede australske vinproduktion. Men samtidig er det også (mere eller mindre) det eneste vinområde i Queensland som jeg bor i. Derfor skulle jeg da lige spendere et par dage med en tur derned til. Området er på grund af sin relativt høje belligenhed på 1000 m. over havet forholdsvis kold. De oplever frost og sne i løbet af vinteren.

Udover at være et lille område er det også domineret af små vinerier, som producerer i temmelig begrænsede mængder. Så begrænset at for mange kommer vinene aldrig længere end cellar door salg og for størstedelen aldrig udover Queenslands grænser og ingen når til Danmark. Der er to lidt større producenter som er Sirromet og Ballandean Estate. Som man kan fornemme på billederne er det efterår nu og høsten er overstået.

Jeg havde sat besøg op med en enkelt af producenterne dernede og valgte bare at droppe ind hos de resterende i deres cellar door. Det gav mig lidt mere fleksibilitet.

Thomas New

Lad os starte hvor jeg startede, nemlig hos Thomas New som jeg har lavet aftale med på forhånd. Thomas er winemaker (selvfølgelig) og har sit eget brand ‘La Petite Mort’ og så laver han også vin med ‘Bents Road Winery‘. Thomas startede sit arbejde med vin i Østrig, hvor han arbejde hos Salomon Undhof. Derefter tog han hjem til Australien og slog sig ned i The Granite Belt. Han er af den slags vinmagere som jeg har stor respekt for, nemlig dem der eksperimentere og prøver alle mulige ting for at se ‘hvad der sker‘. Således var han igang med at lege med hvad der sker når en Sauvignon Blanc bliver udsat for keramik – hvor langt fra de traditionelle NZ og Aussie sauvignon blanc kan den komme? Derudover arbejder han med økologi og minimal tilsætning. Udelukkende svovl med maks på 25 mg.

Som det kan ses på billedet ovenover bliver der også brugt fad i produktionen. Her en blanding af amerikanske og franske. Vi gik rundt og lavede en masse fadprøver og til sidst sluttede af med nogen færdige vine. Især tre af hans vine skal kommenteres på som værende outstanding.
Han La Petie Mort chardonnay. Den har fad, men det er ikke en så voldsom fadbrug at den overskygger frugten. Det smager godt og det virker som et produkt der blot bliver endnu bedre med nogle år på bagen. Deltog i en smagning dagen før med 45 australske chardonnays, og kan uden tvivl sige at hvis denne havde været med havde den været i top 3.
~ 91 points
Han nebbiolo som bestemt ikke er en Barolo. Masser af frugt og energi. Den har sit kolde klima, masser af rosenduft, turkish delight osv. Faktisk en rigtig lækker sag som hurtigt ryger ned.
~ 92 points
Derudover (Bents Road) Estate Shiraz. Her et mix af amerikansk eg, fransk eg og uden eg. Alle fade medium toast. Det bliver en ret kompleks vin som holder lidt af sit kolde klima over sig på trods af fad. Og så til en udsalgspris på 165 kroner i Australien. Vildt godt køb!
~ 92 points 

Deruover besøgte jeg en del andre. Ikke alt var lige godt og ikke alle steder fik jeg taget noter. Så lad os nøjes med dem hvor der faktisk er noget at sige om.

Med undtagelse af Pyramids Road winery. Her tog jeg ingen noter, men vil alligevel nævne at vinene var ganske glimrende. Blandt andet en dessert vin lavet på spise druer (!). Det var faktisk godt. Det gav en god syre og en lavere sødme end man får i den slags vine.

Jeg besøgte også Tobin Wines, som udelukkende sælger via deres tasting room og et par enkelte restauranter. Dette er ejerens Adrian Tobins pensions projekt som han startede da han gik på pension. Meningen er ikke at tjene penge på det, hvilket han aldrig regner med at komme til, men at lave noget god vin. Det indebærer masser af beskæring og lagring af vinen et par år på flaske før den bliver før den bliver frigivet. Jeg smagte tre af hans vine.
2009 Kate Sauvignon Blanc. Sagtig sag med en lidt støvet næse. Glimrende smag med urte noter, frisk græs runder af med citrus og desværre en lille smule alkohol.
~ 88 points
2011 Jacob Tempranillo. Denne vin er lavet som en læskende sommervin. Det er i og for sig også opnået. Der er lidt karamel i næsten, men også hindbær roser. Smagen er lidt kedelig og eftersmagen har en rigtig god tanin struktur men mangler frugt. Jeg var ikke helt oppe og ringe over denne, men den vil tiltale nogen.
~84 points.
2009 Elliot Merlot. Dette er den bedste australske merlot jeg har smagt. Virkelig en lækker duft og leder tankerne kraftigt hen på højrebreds bordeaux. Masser af kakao og tobak. God frugt i munden bestemt. Den har fået fad, men den er meget balanceret og jeg vil gerne kalde den stringent. Den har en del syre men en virkelig god vin.
~ 91 points.

Den sidste jeg vil knytte et par ord til er Aventine Wines. Hvor deres 2005 ‘The Patrician’ Shiraz imponerede mig. Som nogen måske har gættet er der en god del granit i jorden, og det kan bestemt smages på vinen i form af at der en del mineralitet og leder hen på en lidt pebret næse. Det er også tilfældet her, hvor vinen har fået 12 måneder på amerikans eg. Den kombination af jordbunden og amerikansk eg synes jeg virker rigtig godt her. Det dufter meget forførende og smager glimrende. Lakrids, læder og peber i næsen. Som fortsætter over i smagen og sådan skal det være i min bog.
~ 90 points.

Alt i alt et område som jeg synes man bør stifte bekendtskab med hvis man kan komme i nærheden af nogen af ovenstående.

Nebbiolo

Udgivet den af
3

Hvis der er en drue jeg mangler at beskrive her på Winefactory, så er det da Nebbiolo. Har før snakket om Barbera og Sangiovese, men jeg mangler lige den sidste af de rigtig store.

Nebbiolo er ligesom Sangiovese, en svær drue at ha med at gøre. Den kræver optimale forhold både mht. jordbund, klima og beliggenhed. Det er ikke så underligt at man ikke har haft held med druen andre steder i verden, men det kommer jeg tilbage til. Druen giver vine, der indeholder store tanniner og typiske noter af rosenblade/violblade, tobak og vejarbejde/ tjære. Et fantastisk sammenspil af noter, hvis producenten ellers kan finde ud af det. I mange år har man også brugt rigtig meget fad og når jeg siger rigtig meget fad, så mener jeg det! Jeg kommer tilbage til det under Barolo.

Barolo, Barbaresco behøver jeg sige mere? Ja det gør jeg, for der er også andre spillere på banen. Hvis jeg skal tage udgangspunkt i DOCG´erne hvor Nebbiolo er i højsæde er der 5 i Piemonte:

  • Barolo
  • Barbaresco
  • Roero
  • Ghemme
  • Gatinara.

Lad mig bare kaste mig ud i toppen af poppen, nemlig Barolo:

Barolo, en lille flække der ligger navn til et lille område ca. 20 km fra Alba by. Området råder over 11 kommuner, hvor de 5 er af stor vinmæssig betydning. Man har nogle fingerregler omkring typen af Barolo eller Nebbiolo man opnår hvilke steder, men det er altså kun hypotetisk!

Før starten af 70erne var det ikke unormalt at lægge en Barolo på fad i mere en 10 år. Det skal selvfølgelig lige siges, at disse fade var af den store type, de såkaldte Botti – kæmpefade man kunne køre en traktor igennem – gerne slovenske. Plus en ekstrem lang maceration (tiden mosten er i berøring med drueskind), som bevirkede at man fik nærmest udrikkelige mængder af tanniner. Det resulterede altså i en meget adstringent og fad/toastet vintype, som ikke umiddelbart var nem at drikke. Det kunne tage år før en sådan Barolo begyndte at være moden.

Dette vanvid stoppede omkring starten af 70erne, hvor man gradvist gik over til en meget mere frugtig stil (som man gjorde i det meste af verden). Man har nedsat macerationen og fadlagringen samt gået over til brugen af små egefade i stedet(Barriques). Landet ligger nu sådan at der har været krig imellem de producenter, som stadig går ind for en lang lagring og større udtræk af tanniner og de moderne, der hælder meget over til den frugtige, mere drikkevenlige stil. De traditionelle producenter vil ikke gå med på hvad den glade vindrikker vil ha, men har større interesse i at opretholde det gamle Barolo, det er traditionen og den viger vi ikke fra. Nu vil en traditionalist typisk macerere deres Barolo i 10 – 20 dage, hvor en typisk modernist ligger på omkring 4 – 10 dage. Så nu kan man opleve den stadigt traditionelle stil med mange taninner som eksempelvis Giacomo Conternos ”Monfortino”, eller den moderne Renatto Rattis ”Barolo Normale”.

Det sidste der skal fremhæves i denne skrivelse, er marknavne. Man er begyndt at benytte sig rigtig meget af enkeltmarksvine, som pendant til Bourgognes Grand Crú, og dem findes der naturligvis rigtig mange af. Nogle af de bedste og mest omtalte er eksempelvis Cannubi, Bussia og Rionda.

Nå, men der er som sagt også andre spillere. Barbaresco er en af dem. Denne region har altid stået i skyggen af Barolo, og kom først frem i lyset i 50erne og 60erne, et stykke tid efter Barolo. Dette skyldes at den fuldt udgæret Barolo kom til verden i 1848 og Barbaresco først kom i en fuld udgæret version sidst i 1800-tallet. Før det, var Barbaresco en halvtør vin. Så med et 50 års forspring er det ikke så underligt, at Barolo er kommet først over målstregen.  Noget af grunden skal man også finde hos den royale familie. I 1850erne var kongen nemlig vildt optaget af Barolo, reklame og økonomisk støtte fra dennes side har selvfølgelig også sit at sige.

Barbaresco bliver lavet på samme måde som Barolo, men med en typisk lidt kortere lagring, både i praksis og ved lov. Man har typisk set på Barbaresco som en mere feminin udgave af Barolo, men det er lang fra rigtigt. Man finder nemt Barbaresco, der har den samme volumen som Barolo.

Barbaresco er ligesom Barolo delt op i kommuner. Her er det dog kun 3, Treiso, Barbaresco og Neive.   En mand ved navn Angelo Gaja har båret denne region frem på hans skuldre. Han har været forgangsmanden mht. så mange ting, fadlagring, brugen af barriques, markedsføring osv. Han laver nu nogle af Italiens dyreste vine, netop fra denne region.

Nord for Tanaro floden ligger der et område, som virkelig også har forstået at knække koden til god Nebbiolo. Roero hedder stedet og med dets mere sandede jorder, kan man forvente en lidt mere elegant, stille og rolig/feminin Nebbiolostil end Barolo og Barbaresco. Specielt producenten Matteo Correggia er en fantastisk producent af Nebbiolo i Roero og kan virkelig konkurrere med Barolo og Barbaresco!

Længere mod nord finder vi områderne Gattinara og Ghemme. Her kalder man lokalt Nebbiolo for Spanna, blot endnu et synonym. I midten af 1800-tallet var disse vine regnet som Piemontes bedste og dyreste, sammen med Barolo, men kriser og andet negativt bl.a. alt for høje høstudbytter, har ført dem længere og længere bag lyset. Dog er det siden 1990erne gået støt op ad bakke og nu dikterer loven mindre høstudbytter end i Barolo. Vine fra disse områder finder man ikke tit i DK, men de stykker jeg har smagt har været ganske geniale. Travaglini er en fantastisk producent og foruden høj kvalitet og skæve flasker, er det den største producent i området.

Det er helt overvejende i Piemonte man finder Nebbiolodruen, men der laves også udmærket Nebbiolo i naboregionen Lombardiet, hvor de lokalt kalder druen for Chiavennasca. I de ikke ret store arealer helt nordligt i regionen finder man de bedste eksempler på Nebbiolo. Det er meget stejle skråninger, man ser flest af og dette har det med at forhøje produktionsomkostningerne en smule, men alternativer er der blevet arbejdet med, således at høsten mere og mere kan udføres med maskiner til hjælp. Selve stilen her er generelt noget slankere og lettere end Barolo.

Det er altså Italien, som har eneret på Nebbiolo. Jeg har endnu ikke smagt noget, der kommer i nærheden af Piemontekvaliteten fra andre steder i verden. Jeg har dog stiftet bekendtskab med en Amerikansk producent, som har gjort italienske vine til deres speciale. Dvs. de overvejende benytter sig af Nebbiolo, Sangiovese og Dolcetto, men ingen af dem kommer helt derop, hvor man sidder og savner en flaske mere.

Den høje pris man ofte skal betale for Nebbiolo vine, hænger altså sammen med det store arbejde man skal ligge i druernes produktion. Startniveauet for en top Nebbiolovin ligger typisk omkring 300, men det kommer selvfølgelig an på, hvor den kommer fra. Barolo er betydeligt dyrere end Roero, men med respekt i stemmen ligger kvaliteten fra Roero altså også et stykke under Barolo. Ydermere siger man at Nebbiolo skal læres at drikke og det ikke umiddelbart er en vin, der er lappelækker ligesom eksempelvis Cabernet og Merlot fra oversøiske lande. Det tager måske tid at blive gode venner med denne drue og dens tanniner, men når og hvis man kommer til at holde af den, så leverer den nogle af de bedste vine i verden. Jeg kan kun komme på enkelte Bordeauxer og ellers Bourgogne, som har vist den samme kompleksitet og frugtintensitet i samme flaske som en Barolo! Lad dette være de sidste ord fra en Nebbiolo-lover, der når han først er begyndt ikke stopper igen 😉