I dagens afsnit smager vi på 3 forskellige Chianti Classico vine – alle årgang 2007.

Hvad synes du om Chianti Classico?

 

Et andet medlem af WineFactory redaktionen (Morten) og jeg selv (Tobias), fik pludselig forleden en ubændig lyst til Sangiovese – druen der sammen med cabernet og merlot, danner grundlaget for alle de klassiske vine i Toscana. Nedenstående er hvad der kom ud af det, den følgende aften!

OBS: se Mortens indlæg om sangiovese druen og dens mange talenter, for mere info!

- Poliziano Asinone, Vino Nobile di Montepulciano DOCG 2006

(189kr.)

Poliziano er nok den mest velkendte producent i Montepulciano, Toscana, og vinen Asinone er en af deres helt store enkeltmarks vine, hovedsagligt lavet på sangiovese. Årgang 2006 var, når de selv siger det, en flot og stor årgang med stort gemmepotentiale.

Poliziano - kongen af Montepulciano

Duft: tjære, mørke kirsebær, dybde, meget flot integreret vanilje fra fadet. Allerede i duften lækker og i min bog en ”pleaser-vin”. Smagen: stor, mørk, poleret frugt. Fadpræget er tydeligt, men genialt integreret i frugten, god fylde og mørke skovbær. Eftersmagen er lang og lækker. Vinen mangler måske nogle flere noter for rigtigt at komme op og støde, men til prisen et super køb, og har potentiale til de næste 10-20 år.

9.1 p.

- Bibbiano, Vigna del Capannino, Chianti Classico Riserva 2006

(169kr.) (1 t. på karaffel)

En anerkendt chianti-producent i et fremragende år.

Duft: stegte grønne tomater, unge kirsebær, tør tobak. Der er en gennemtrængende tør-bitter-syrlig note som er lige i overkanten, selv for sangiovese. Smagen: lidt ensporet, men elegant og flot struktureret. Mangler for mig både dybde og bredde. Relativt lang eftersmag, med små bitre kirsebær dansende på tungen. En meget ung vin, med grønne noter, som bestemt bør gemmes.

8.8 p.

- Avignonesi, Riserva Grandi Annate, Vino Nobile di Montepulciano 2004

(530kr.) (1 t. på karaffel) (95 p. af WineSpectator)

Hvis der er en producent der kan konkurrere med Poliziano om kronen i Montepulciano, kunne det godt være Avignonesi, som dog desværre ikke er så kendt i DK.

Duft: intens, mørk, nærmest kandiseret frugt. Timian, lidt mynte, let stald, skovbund, let ristet fadnote (mere gemt end i Asinone), liflig pibetobak, blåbærmuffin og let salmiak lakrids. En bred, kompleks duftoplevelse! Smag: sort peber, blommeskind, god volume, lækker saftig frugt, lille alkohol kick. God tannin og syre struktur, dog tror jeg ikke man skal gemme den mere end 10 år endnu. Med et ord: lækker. Med to: lækker og kompleks.

9.3+ p.

- Fattoria La Lecciaia, Brunello di Montalcino 1999.

(249kr. – kan fås billigere I yngre årgange) (92 p. af WineSpectator)

Duft: støvet rød jord, broccoli, soltørrede tomater, røget bacon, animalsk note, jordbund, lille hint af vanilje fra fadet, syltet agurk. Senere kom der også bitter mokka og ristet fad. Smag: varme, behagelige bitre kirsebær, hint af anis, let viol og lang syre i eftersmagen. Trods de mange noter, falder smagen faktisk lidt igennem i forhold til duften, og selvom jeg elsker syre, er den her måske lidt for markant.
Der var ved denne vin stor uenighed i point givningen, dvs.: hvis man ikke vil se bort fra den markante syre (Morten) = 8.4 p. Hvis man forelsker sig i den komplekse duft og omfavner syren (Tobias) = 91 p.

- Seghesio Venom, 100 % Sangiovese, Alexander Valley 2005

(Sonoma County, Californien) (450kr.)

Denne vin kommer fra en meget vellidt producent, Seghesio, som generelt laver meget lækre og populære vine i Californien, særligt på zinfandel druen. Af mange anses Venom for at være den bedste sangiovese-baserede vin udenfor Italien, og den bliver da også lavet på Californiens ældste sangiovese-stokke.

Venom - formentlig den bedste sangiovese vin udenfor Italien

Duft: her er vi selvfølgelig straks i en helt anden boldgade, hvad angår noter. Nogen kunne nok godt finde på at beskrive den som en frugt-bombe – under alle omstændigheder har den en kæmpe, intens, mørk frugt. Hindbær, brombær, mørke kirsebær og næsten boysenbær. Smag: den er markant, men også kontrolleret, med vaniljesukker, stor bombastisk frugt, lidt kærnemælk og sød pibetobak. En smag der får alle op af stolen. Alkoholen mærker man desværre lidt til, god syre-sødme balance. Er en uden tvivl en meget kraftig vin, men holder dog en relativ kølig balance igennem hele oplevelsen. Jeg er faktisk personligt ikke i humør til den slags vine i øjeblikket (ens præferencer varierer selvfølgelig fra år til år), men må simpelthen bøje mig i støvet for den ”lækkerheds-faktor” som Venom bringer til bordet. Seghesio er kendt for at lave vine, som måske mangler struktur, kompleksitet og terroir fornemmelse, men som man hurtigt tilgiver, da frugten er så lækker og charmerende – dette er ingen undtagelse!

9.2+ p.

Svaret på Mona Lisas mystiske smil...

Hvordan skal jeg ellers starte denne lille skrift omkring denne fantastiske drue? Jeg ved det ikke. Sangiovese druen er ikke en særlig berejst en af slagsen. Den fungerer åbenbart kun i Italien og faktisk kun i og omkring Toscana regionen. Det er også her den hører hjemme og er mest berømt. Hvis man nævner navne som Chianti og Brunello, ved de fleste vindrikkere hvad jeg taler om. Det er de to mest berømte vine, men der er aldeles også den velkendte Vino Nobile di Montepulciano, som også er en af de store spillere mht. Sangiovese. Der er yderligere to Sangiovese vine i Toscana som jeg synes skal med, det er Morellino di Scansano og så er det Carmignano. Den første har op til 2006 været lidt ligegyldig, men fra 1996 fandt mange producenter ud af at jorden dernede var overkommelig billig, så der fandt derefter en invasion sted. Mange store producenter har den dag i dag marker dernede, og når jeg siger dernede, så er det fordi det er den sydligste del af Toscana man kan slippe godt fra af dyrke Sangiovese. Carmignano området, som er meget småt, startede ud med at være en af Italiens topvine, men her er vi tilbage hvor ruder konge var knægt, og det var internationale sorter der var i hovedsædet. Problemet kom da Chianti området, som er kæmpe, overlappede Carmignano i 1932 så den blev faktisk slettet. Først i 75 blev området igen synligt på Italiens indviklede ”vinkort”.  Vinene er moderne, med masser af fad og frugt, og så er der stor tilfredshed med at benytte sig af internationale druer sammen med Sangiovese.

Dog er de tre områder, Montepulciano, Montalcino og Chianti, der har sat deres præg på Sangiovesevinene. Chianti er med sit enorme område det klart største og samtidig naturligt nok også den største udbyder af Sangiovese vine, når vi taler kvantitet.  Vi kender alle den mystiske bast ombundne flaske fra 70erne, dette var Chianti før kvalitetsændringen. Denne ændring kom netop i starten af 70erne, hvor ændringen i druesammensætningen, samt høstudbytter, plantetætheder blev reduceret kraftigt. Alt sammen for at fokuserer på kvalitet frem for kvantitet.

Det startede i slutningen af 1800-tallet, hvor Baron Ricasoli kom frem til en formel for hvordan Chiantis vine skulle sammensættes. Han foreslog en vin med base af Sangiovese, dertil tilsat Canaiolo og evt. grønne druer i form af Malvasia del Chianti. Denne formel var en kæmpe succes og holdte helt til slutningen 70erne med løbende ændringer. Men da forbrugerne fik sans for kvalitet kunne man ikke sælge den relativt ringe, kedelige vin længere og man begyndte at omlægge produktionen.

Hele Chiantizonen er delt op i 7 mindre subzoner, som producenter kan skrive på etiketten, men det er stort set kun alm. Chianti,  Chianti Classico og Chianti Rufina der bliver brugt. Det er ydermere Chianti Classico, der producerer det meste af topvinen fra området. Det er også her man helt har droppet de grønne sorter, som det stadig er tilladt at benytte sig af i de andre subzoner. Dog bliver der brugt mere og mere Merlot og Cabernet Sauvignon i vinene.

Den anden rigtig store spiller er vinene fra området Montepulciano. I gamle dage var denne vin den mest udsøgte i Toscana, men da den førnævnte Chiantiformel blev så populær, gik vinene med navnet Montepulciano i glemmebogen. Det er de så kommet efter og også omkring slut 70erne blev der sat nye standarter for Montepulciano.

Den sidste store og måske den største er Brunello vinene fra Montalcino området. Dette er en vin der skal laves på 100 % Sangiovese og ikke andet. Brunello blev produceret første gang i 1842 af Clemente Biondi Santi, men det var ikke 100 % Sangiovese, så ”rigtig” Brunello var det ikke. Faderen til den populære Brunello blev lavet af Clementes Barnebarn, Ferruccio Biondi Santi. Siden er Brunello blevet kult og dyrt, men genialt. En ting der er værd at hæfte sig ved er, at den typiske udvikling i Italiensk vin har været imod det mere letdrikkelige, knap så mange tanniner (garvesyrer), mindre fadlagring og mere frugtpræg. Brunello, sammen med Barolo fra Piemonte, har været de to vine som har ændret deres kendetegn mest i retningen af den ”nye stil”… altså mere frugtige og drikkeklare vine. Den gamle Brunello var enorm rug ligesom Barolo, netop på grund af for længe en fadlagring og for stort udtræk af ”hårde” tanniner. Smagen blev af nogen sammenlignet med smagen og følelsen af at bide i et stykke bark – ikke godt. Det er selvfølgelig derfor at lovgivningen er sat ned fra 4 år til nuværende 2 og vinstilen generelt, er blivet mere frugtig i udtrykket efter flere ændringer i fremstillingen. Det er dog stadig stædige producenter, som ikke synes denne nye stil er rigtig brunello og stadig holder sig lidt til den gamle skole, ekempelvis Biondi Santi.

Selvfølgelig er det ikke kun i regionen Toscana man laver Sangiovesevine, også Umbrien, Marche og Emilia Romagna laver også store Sangiovesevine. Sangiovese er egentlig brugt i alle regionerne i specielt Midtitalien, den er bare med i blandingsvine og betyder mindre.

Desværre er det så også kun i Italien man finder den i større tiltag. Det er en sværd drue at have med at gøre, den kræver en masse arbejde i marken og så skal marken være godt eksponeret. Ikke for varmt, ikke for koldt, ikke for meget regn, ikke for lidt, og sådan kan man blive ved. Undtagelsen der bekræfter reglen er så Californien, hvor de virkelig kan finde ud af det med vin, åbenbart også Sangiovese i visse tilfælde. Det er sjældent at støde på sorten derovre, men det sker. Nogle gange ser man projekter hos familier med Italienske rødder, som i sin tid har hentet stiklinger med til Californien fra hjemlandet Italien. Et godt eksempel er Seghesio, som faktisk laver deres topvin – Venom, på ren Sangiovese. Dette er et af de bedste eksempler jeg har stødt på overhovedet. Den kan sagtens komme op på siden af store Brunelloer, ingen problemer.  Men jo, den har større frugt og samtidig mere rund og lækker, end en top Brunello, så altså anderledes end Brunello, men stadig virkelig genialt lavet!

Sangiovese er, hvis i spørger mig, klart en kongedrue. I glasset viser den et godt solidt tanninindhold, som for Brunellos vedkommende kan komme helt op ved siden af Barolo. Den har typiske noter af klare modne kirsebær samt i visse tilfælde bitterheden af kirsebærsten – ikke nødvendigvis negativt. Pibetobak er også noget man hurtigt kan støde ind i, stald og smule kanel ej heller at forglemme.  Sangiovese er også en syreholdig drue, så den går super hånd i hånd med alle de forskellige arter af tomat-dominerede pastaretter der florerer i Italien i og med at syren har en god rensede effekt, så det klistrede pasta bliver fulgt til dørs. Dog skal man passe en lille smule på, da tanninerne godt kan clashe med sødere saucer og stærke komponenter og syrer i maden. Igen en god ide at gå på opdagelse i det amerikanske, da disse vine har mindre af alt det, der kan ødelægge fornemmelsen af vinen sammen med mad – primært syrer og tannin. De har også en større frugt, så retterne kan bare komme an…

Prøv Sangiovese, læg evt. en større skilling for en Brunello eller giv den amerikanske Venom en chance som jeg jo er lidt forelsket i (eller en anden oversøisk) og se hvad denne drue kan gøre, mere er der vist ikke at sige.

Del 1.

Uha uha, Nebbiolo er ikke den eneste drue i Piemonte der kan føre sig frem. En lille smagning viste at Barbera virkelig godt kan være med om medaljerne.

Sangiovese er sværd at dyrke, Nebbiolo er nærmest umulig, men der er en anden drue, som vi ikke drikker nok af desværre, der ikke kræver den samme mængde opmærksomhed som de to andre. Druen jeg taler om er Barbera.  Barbera tilpasser sig meget nemmere det miljø og den jordbund, den er plantet i, end de to andre. Så kan det godt være at top Nebbiolo eller Sangiovese i form af hhv. Barolo/Barbaresco  og Brunello er Italiens flagskibe, men de koster også en krig, i og med at der stilles høje krav til mark – og kælderarbejde plus fadlagring. Det er ikke billigt at lave vine på Nebbiolo, men hvis der investeres penge nok i produktionen, så bliver det også til de bedste vine ifølge undertegnet.

Ligeledes kan det godt være at Barbera aldrig bliver favoritdruen, men ikke desto mindre er det en fantastisk spændende drue at stifte bekendtskab med. Det er den fordi den kan frembringe vine der ikke koster en formue og samtidig virkelig indeholder udmærket kompleksitet og lækker fylde! Vinene har generelt den fordel, fordi druerne igen ikke kræver så meget opmærksomhed i marken, at udvise stor kvalitet i selv billigere vine. En fordel som hverken Nebbiolo eller Sangiovese har! Disse vine kommer prismæssigt højere op, før de bringer den samme kvalitet med sig! Bid også lige mærke i at Barbera er Piemontes mest beplantede druesort og at det er den piemonteserne ynder at drikke selv (selvfølgelig fordi den netop er billigere).

Barbera udmærker sig faktisk også rigtig godt fra andre vinkler. Druen er fra naturens side udstyret med en tynd skal, dette vil sige at der ikke er plads til ret meget farve, ej heller tannin (garvesyre), da det er i skallen disse to ting meget overvejende kommer fra. Så til dem der ikke finder sig i godt selskab med tannin, gå efter Barbera.  En anden ting druen også er velsignet med, er høj syrer. Dette kan godt tolkes negativt, men det skal det aldeles ikke. Det betyder blot at Barberavine kører rigtig godt til rigtig mange retter, specielt i det Italienske køkken. Generelt vil Barbera være en frugtrig vin, med en masse undertoner, som kan varierer. Desuden gør fadlagring en tydelig indtrængen på vinen, så typisk vil fadlagrede Barberavine have undertoner af vanilje.

Barberadruen har hjemstavn i Piemonte.  Området fra og med byen Barolo og så et godt stykke nord og øst på. Det er de to områder Barbera d’Asti og Barbera d’Alba man finder mest på hylderne herhjemme. Navnene betyder simpelthen bare at vinene kommer fra hhv. området omkring byen Alba og byen Asti. Asti området er det største og det er også her man skulle mene, at de bedste vine skulle komme fra. Denne påstand bakkes op af beliggenheden af markerne. I Alba området bliver de bedste marker brugt til Nebbiolo, da både områderne, hvor der kan produceres Barolo og Barbaresco, som jo er de to mest kvalitative vine, ligger indenfor området hvor man også må producere Barbera d’Alba. For at lave Barolo og Barbaresco, skal man simpelthen, som jeg var inde på tidligere, benytte sig af godt markarbejde, men så sandelig også de bedst beliggende marker. Så i Alba er det altså Nebbiolo, der løber med de bedste placeringer. Med de bedste marker mener jeg de marker, der ligger på en sydvendt skråning, således at marken får den bedste eksponering af sollys. Hældningen på marken betyder desuden også en del, ligesom jordbundsteksturen også gør det.  I Asti området må der ikke produceres topvinene Barolo eller Barbaresco, så her er der grobund for, at de bedste marker kan tilfalde Barberadruen. Det kan godt være at teorien siger et, men at praksis siger noget andet. Der skal trods alt mere end bare en god mark til at lave en hæderlig vin!

Lige en lille fodnote omkring Asti og Barbera d’Asti… Man skal passe på ikke at tage fejl af vintypen fra hhv. den ene og den anden. De flasker, hvor der på etiketten står Barbera d’Asti er en rødvin, lavet på Barbera druen. Vine hvor der står Asti på etiketten, er hvide mousserende vine, som laves på Muscat druen. Disse mousserende vine må laves i et område der overlapper området hvor rødvinen Barbera d’Asti må laves. Men selv om områderne, hvor det er lovligt at producere hhv. Asti og Barbera d’Asti overlapper hinanden, er det to vidt forskellige vintyper. (Der henvises til indlægget omkring DOC-områderne i Italien, for mere indblik).

Morten og Rasmus har sat sig tilrette i vinkælderen på Skrøbelev, som de selv har gravet ud og sat i stand. I afsnittet snakker vi om Sangiovese, som er Mortens favorit drue, derfor tester vi naturligvis to forskellige Sangiovese vine.

Læs hvad vores point repræsenterer og se hvordan vores pointskala er opbygget

Dagens værter: Morten Jørgensen & Rasmus Greis

Sassicaia var en af de første til at bryde ud af dette system! Istedet for at benytte sig af Sangiovese, som er toscanas hoveddrue og dengang var et krav at bruge, hvis man ville skrive DOC på sin etiket, brugte man Cabernet sauvignon, som hovedbestanddel. Til gengæld blev Sassicaia en kæmpe succes, således at den lagde starten til at Bolgheri gik fra at være ukendt vinregion ved vestkysten, til at blive tildelt en DOC – Bolgheri DOC. De vine der er blevet kendetegnet for Bolgheri, er altså overvejende på franske druer, Carbernet, Merlot og egentlig også Syrah, men kan også laves på overvejende Sangiovese. Faktisk fik Bolgheri af staten, en underzone der hedder Sassicaia DOC, da vinen havde været et yderst positivt svar udatil, for Italiens vindyrkning. Nu skal det så ikke forstås som om, at der er flere Sassicaiaer… Der er kun den ene!!

Men ud over DOC(G) og VdT, fik man i 1992 indført en oprindelsesbetegnelse, som hedder IGT (Indicazione Geografica Tipica), hvor vine som har yndet stor succes kan gå ind under og samtidig ikke opfylder kravene omkring lagring og druesammensætning mm. for DOC(G). Denne kom i kølvandet på, at der siden starten af 70erne er blevet produceret så mange top – og kultvine, der ikke opfylder kravene på DOC(G)erne. Op til 92 var der således en hel del supervine (også kaldet supertoscanere), der kun kunne markedføres under den laveste betegnelse. Dette så naturigvis underligt ud, da de både var i toppen af listen mht. kvalitet og pris. Staten kunne ikke bare læne sig tilbage og se på, så derfor blev man nød til at indfører denne her nye titel IGT.

Nu til noget der er lidt sjovere at beskæftige sig med, nemlig at smage disse dejlige vine fra Bolgheri.
Som jeg var inde på før, var Antinori ikke vilde med at kaste sig ud i noget, hvor man fik jord under neglene, i Bolgheri. Men i 1990 kom den første årgang af Guardo al Tasso.
Det er et blend af Carbernet S, Merlot og en smule syrah.
Vi var her for lidt tid siden en lille tur på Franck A i Odense, hvor vi netop fik os en flaske G.A.T. i årgang 06 da de desværre var løbet tør for 04.. BOMMER. Men det skulle nu vise sig at den sagtens kunne følge med. Rigtig lækkert strejf af det her som kun Bolgheri vinene kan komme frem med. Meget afdæmpet mokka, men blandet sammen med den her store mørke frugt. Dette dejlige blend af af frugt og mokka, blev ydermere akkomponeret af et godt overlappende strejf af fad.
Også en dejligt rund fornemmlse sad man med, når man kørte den rundt i munden, dog med store tanniner. Men hvad kan man forvente af en så stor vin fra 06.
Det var helt klart en vin med en hel del år tilbage at leve i, hvis vi ikke havde nuppet hatten af den. Dog var der en ting jeg godt kunne savne i 06´eren, hvis man holder den op imod 04 – den mangler denne her tyngde. Tyngde så man bare sidder tilbage med en følelse af, at vinen trækker helt ned i kæben og fylder munden helt med disse her noter at mørke bær og afdæmpet mokkatoner. Nu kan det så godt være jeg lyder lidt dobelmoralsk, men skidt nu med det, fordi selvom vinen har denne tyngde virker den alligevel let til bens og elegant, ikke let som en bourgogne, men let i italiensk henseende.
Lige netop denne tyngde er at finde i årgang 04 og bare for lige at sætte et kvalitetsstempel på, synes jeg at 04 G.A.T næsten kommer op på siden af Sassicaia 04. Så hvis man er til Bolgheri-stilen, vil Guardo al Tasso være et fantastisk møde!

Velkommen til winefactorys Jul På Vinslottet, endelig er det weekend og mange går på ferie! I dag finder vi ud af hvor vidt alt vin bliver bedre med alderen! Og selvfølgelig har julemanden været på besøg igen i dag.

Smid endelig en kommentar – vi sætter pris på dem. Glædelig jul!

Læs hvad vores point repræsenterer og se hvordan vores pointskala er opbygget hér.

Du kan selvfølgelig som altid sende os en mail med din adresse, så sender vi dig en af vores flotte wine factory badges!

Har du ikke set alle afsnittene, så klik på billederne.

Velkommen til Jul På Vinslottet. Vi er nu halvvejs på vej mod Juleaften! I dagens afsnit snakker vi om en meget brugt sætning, ”Vin uden sulfitter” findes det? Er det sulfitter der giver mig hovedpine og hvad er sulfitter i det hele taget? Se også hvad julemanden eller hans nisser har haft med til os.

Smid endelig en kommentar – vi sætter pris på dem. Glædelig jul!

Du kan selvfølgelig som altid sende os en mail med din adresse, så sender vi dig en af vores flotte wine factory badges!

Har du ikke set alle afsnittene, så klik på billederne.

Lidt tidligere end forventet er det blevet til wine factory videos andet afsnit. Denne gang smager vi på to vine fra det prisbevidste Abruzzo i Italien. Vi kan godt på forhånd sige at der er mere at byde på i dette afsnit, end i sidste. Begge vine koster det samme og kommer fra samme hus. Men druerne er forskellige. Se hvordan det udarter sig!

Ugensværter var: Mark Jøns & Rasmus Greis. Giv os meget gerne noget feedback!
Følg med i næste uge når vi skal smage på portvin!

Se også første afsnit: WFV #1 - Sådan smager du på vin