Morten og Tobias bliver seriøst udfordret her. De blevet testet i en blindsmagning hvor vinene er Clos Saron Heart of Stone 2006 samt Copain Hawks Butt 2007. Begge på 100% Syrah og begge fra Californien. Begge erhvervet fra KKWine.
Clos Saron modtager 90 point i afsnittet, men efter lidt ilt var der enighed om at den skulle opjusteres til 91 point.
| Anbefalding | Vin | Point | Pris |
|---|---|---|---|
| Godt Køb | Clos Saron Heart of Stone 2006 Syrah | 91 | 246 |
| Køb Ikke | Copain Hawk Butte Syrah 2007 | 85 | 300 |
Nej, vi skal ikke til at snakke om hud her på sitet. Clean Skin er en kategori af vine i Australien. Det er vine der bliver solgt til en relativ lav pris, hvor der på etiketten højst står drue sort, høst år op stat. Eksempel på sådan en kan ses herunder. Der er også vine som blot hedder ‘classic dry white’. Så må man selv gætte sig til hvad der er i flasken. Blindsmagning på højeste niveau. Man ved altså ikke hvem der i realiteten har lavet den osv. Der kan derfor være stor forskel i kvaliteten. Det prøver de at signalere med pris selvfølgelig og ved at tilføje ‘Special Reserve’, ‘tasters choice’ osv. ved de bedre. En flaske Clean Skin koster mellem 18 og 60 kroner.
Clean Skin blev introduceret omkring år 2000, for at få bugt med noget af al den overproduktion som der er i Australien. Der er stadig en overproduktion, og pt. er jordpriser meget lave i selv Barossa valley. Grunden til at der opleves overproduktion i Australien kan findes flere steder, men de vigtigste er:
Jeg har ikke haft givet mig I kast med Clean Skin før, men skal jo have det prøvet inden jeg tager hjem. Flasken her er som kan ses på billedet en 2009 Shiraz Cabernet (Sauvignon går jeg ud fra), fra South Eastern Australia. Den holder en alkohol på 14,5% og er mærket med Special Reserve. Denne stod til 36 kroner.
Ikke nogen voldsom duft. En smule lakrids, mint og desværre også lidt alkohol der stikker ud. Derudover en lidt jammy note. Smagen er overraskende god. Alkoholen stikker ikke ud, der er lidt solbær, blomme og chokoladekage. Den har faktisk lidt syre så den ikke bliver decideret marmelade agtigt. I eftersmagen stikker alkoholen lidt ud, og der er lidt mørk frugt. Eftersmagen dør dog ret hurtigt.
Konklusionen bliver at jeg egentlig er overrasket over at det kan drikkes, for det kan det. Denne her ender på 81 point, men til 36 kroner er det altså et rigtig godt køb.
Granite Belt!?! Man er skam fuldstændig tilgivet hvis man aldrig har hørt om dette vinområde. Til dem som har fulgt med på siden de sidste 3 måneder vil nok gætte at det ligger i Australien – hvilket er fuldstændig korrekt. Men selv i Australien er det ikke ligefrem det mest kendte områder, jeg har mødt folk i vinindustrien hernede der end ikke kendte til det. Det er også et småt område der kun står for 3% af den samlede australske vinproduktion. Men samtidig er det også (mere eller mindre) det eneste vinområde i Queensland som jeg bor i. Derfor skulle jeg da lige spendere et par dage med en tur derned til. Området er på grund af sin relativt høje belligenhed på 1000 m. over havet forholdsvis kold. De oplever frost og sne i løbet af vinteren.
Udover at være et lille område er det også domineret af små vinerier, som producerer i temmelig begrænsede mængder. Så begrænset at for mange kommer vinene aldrig længere end cellar door salg og for størstedelen aldrig udover Queenslands grænser og ingen når til Danmark. Der er to lidt større producenter som er Sirromet og Ballandean Estate. Som man kan fornemme på billederne er det efterår nu og høsten er overstået.
Jeg havde sat besøg op med en enkelt af producenterne dernede og valgte bare at droppe ind hos de resterende i deres cellar door. Det gav mig lidt mere fleksibilitet.
Thomas New
Lad os starte hvor jeg startede, nemlig hos Thomas New som jeg har lavet aftale med på forhånd. Thomas er winemaker (selvfølgelig) og har sit eget brand ‘La Petite Mort’ og så laver han også vin med ‘Bents Road Winery‘. Thomas startede sit arbejde med vin i Østrig, hvor han arbejde hos Salomon Undhof. Derefter tog han hjem til Australien og slog sig ned i The Granite Belt. Han er af den slags vinmagere som jeg har stor respekt for, nemlig dem der eksperimentere og prøver alle mulige ting for at se ‘hvad der sker‘. Således var han igang med at lege med hvad der sker når en Sauvignon Blanc bliver udsat for keramik – hvor langt fra de traditionelle NZ og Aussie sauvignon blanc kan den komme? Derudover arbejder han med økologi og minimal tilsætning. Udelukkende svovl med maks på 25 mg.
Som det kan ses på billedet ovenover bliver der også brugt fad i produktionen. Her en blanding af amerikanske og franske. Vi gik rundt og lavede en masse fadprøver og til sidst sluttede af med nogen færdige vine. Især tre af hans vine skal kommenteres på som værende outstanding.
Han La Petie Mort chardonnay. Den har fad, men det er ikke en så voldsom fadbrug at den overskygger frugten. Det smager godt og det virker som et produkt der blot bliver endnu bedre med nogle år på bagen. Deltog i en smagning dagen før med 45 australske chardonnays, og kan uden tvivl sige at hvis denne havde været med havde den været i top 3.
~ 91 points
Han nebbiolo som bestemt ikke er en Barolo. Masser af frugt og energi. Den har sit kolde klima, masser af rosenduft, turkish delight osv. Faktisk en rigtig lækker sag som hurtigt ryger ned.
~ 92 points
Derudover (Bents Road) Estate Shiraz. Her et mix af amerikansk eg, fransk eg og uden eg. Alle fade medium toast. Det bliver en ret kompleks vin som holder lidt af sit kolde klima over sig på trods af fad. Og så til en udsalgspris på 165 kroner i Australien. Vildt godt køb!
~ 92 points
Deruover besøgte jeg en del andre. Ikke alt var lige godt og ikke alle steder fik jeg taget noter. Så lad os nøjes med dem hvor der faktisk er noget at sige om.
Med undtagelse af Pyramids Road winery. Her tog jeg ingen noter, men vil alligevel nævne at vinene var ganske glimrende. Blandt andet en dessert vin lavet på spise druer (!). Det var faktisk godt. Det gav en god syre og en lavere sødme end man får i den slags vine.
Jeg besøgte også Tobin Wines, som udelukkende sælger via deres tasting room og et par enkelte restauranter. Dette er ejerens Adrian Tobins pensions projekt som han startede da han gik på pension. Meningen er ikke at tjene penge på det, hvilket han aldrig regner med at komme til, men at lave noget god vin. Det indebærer masser af beskæring og lagring af vinen et par år på flaske før den bliver før den bliver frigivet. Jeg smagte tre af hans vine.
2009 Kate Sauvignon Blanc. Sagtig sag med en lidt støvet næse. Glimrende smag med urte noter, frisk græs runder af med citrus og desværre en lille smule alkohol.
~ 88 points
2011 Jacob Tempranillo. Denne vin er lavet som en læskende sommervin. Det er i og for sig også opnået. Der er lidt karamel i næsten, men også hindbær roser. Smagen er lidt kedelig og eftersmagen har en rigtig god tanin struktur men mangler frugt. Jeg var ikke helt oppe og ringe over denne, men den vil tiltale nogen.
~84 points.
2009 Elliot Merlot. Dette er den bedste australske merlot jeg har smagt. Virkelig en lækker duft og leder tankerne kraftigt hen på højrebreds bordeaux. Masser af kakao og tobak. God frugt i munden bestemt. Den har fået fad, men den er meget balanceret og jeg vil gerne kalde den stringent. Den har en del syre men en virkelig god vin.
~ 91 points.
Den sidste jeg vil knytte et par ord til er Aventine Wines. Hvor deres 2005 ‘The Patrician’ Shiraz imponerede mig. Som nogen måske har gættet er der en god del granit i jorden, og det kan bestemt smages på vinen i form af at der en del mineralitet og leder hen på en lidt pebret næse. Det er også tilfældet her, hvor vinen har fået 12 måneder på amerikans eg. Den kombination af jordbunden og amerikansk eg synes jeg virker rigtig godt her. Det dufter meget forførende og smager glimrende. Lakrids, læder og peber i næsen. Som fortsætter over i smagen og sådan skal det være i min bog.
~ 90 points.
Alt i alt et område som jeg synes man bør stifte bekendtskab med hvis man kan komme i nærheden af nogen af ovenstående.
Mit sidste besøg i Barossa Valley blev hos Two Hands Wine. Ikke noget lille foretagende (årlig produktion ca. 600.000 flasker), og har høstet stor anerkendelse bl.a. for deres Bella’s Garden som i flere år har været at finde på wine spectators top 100. Gennem Philipson Wine havde jeg fået en aftale i stand med deres markedsføring koordinator. Det blev til en smagning af vine, samt lidt lokal skinke.
Two Hands har 5 serier af vine. Picture Series som er deres entry level, Garden Series som er deres middel ting (omkring 350 kr/flasken), hvor der er et godt forhold mellem pris og kvalitet, deres single vineyard serie hvor de prøver at vise lidt terroir, dere Flagship series hvilket vidst giver sig selv hvad det er, sidst men absolut ikke mindst interessant deres Showroom series som kun sælges på stedet, og er deres eksperimenterende serie hvor de prøver lidt nye ting.
The Wolf, Eden Valley Riesling 2011
Denne hører til i showroom serien. Produceret på druerne fra 90 år gamle stokke. Meget lækker mineralitet, en smule frugt sødme god del syre til at holde sødme i snor. Meget vellavet.
~ 88 points
Yesterdays Hero, Grenache 2010
En anelse for grenet grenache. Godt cremet mouthfeel.
~ 87 points
Angels Share Shriaz 2010, 170 kroner.
Masser af mint og lakrids på næsen. Smagen er lidt for ensformig, og eftersmagen næsten helt fraværende.
~ 85 points.
Samantha’s Garden 2010
Clare Valley Shiraz, 350 kroner.
Så kom vi til have serien. Desværre var de løbet tør for Bella’s Garden. Mange af de klassiske noter på duften, læder, the. God syre i vinen eftersmagen er lang og meget behageligt. Yderst helstøbt vin.
~ 90 points.
Lily’s Garden 2010
Mclaren Vale Shiraz, 350 kroner.
Igen en god shiraz, dog bliver den lidt for voluminøs, kunne godt klare noget mere syre og tanin.
~ 88 points.
Coach House Block 2009
Single Vineyard Barossa Cabernet Sauvignon, 500 kroner.
Meget koncentreret cabernet. Den er stor, men ikke bombet. Gode mint noter og egentlig meget rank. Fantastisk cabernet.
~ 91 points.
Ares 2009
Barossa Valley, 900 kroner.
Så kom turen til flagskibet. Ingen tvivl om at det er en rigtig god shiraz, men man får altså meget mere for pengene i deres have serie. Masser af lakrids i næsen, tobak. Fuld power på. Godt mouthfeel, fin syre og stor tanin. Det gør at vinen ikke bliver for voldsom.
~ 92 points.
Ikke alle vinene, men de fleste kan erhverves hos Philipson Wine, hvor priserne også er taget fra.
OK, normalt er jeg ikke verdens største fan af vin nature. Ikke fordi jeg er imod det, men fordi jeg ofte synes vinen bliver for meget eddike. Men der er selvfølgelig gode imellem. Biodynamik synes jeg er en god ting og at holde tilsætningsstoffer på et absolut minimum er for mig et klart plus. Dette bringer mig videre til Shobbrook wines som jeg var så heldig at få besøg hos på min tur i Barossa Valley. Her viste Tom Shobbrook mig rundt i sit skur/vineri, vi smagte en masse ting og jeg har desværre ikke noteret point m.v.
Tom Shobbrook er en af Australiens upcoming winemakere (vandt som den Gourmet Travellers Wine Australia Medal 2010[godt blad i øvrigt!] ) og han er meget atypisk. Efter 6 år som vinmager hos Riecini i Toscana, tog han tilbage til Australien. Efter at have fundet ud af at hans stil ikke passede sammen med mange andre australske vinmageres startede han sit eget. Hans vineri er placet hos hans fars gård som har 9 hektar mouvedré, merlot og shiraz. Da jeg var på besøg var shiraz høstet mens merlot og mouvedre stadig hang på stokke.
Hans stil er som nævnt ret atypisk. Det er vine som i højere grad er lavet til at gå til mad end blot at have høj alkohol og masser af power. Han er blandt den nye generation af australske vinmagere som viser terroir og forskellighed end de typiske barossa shiraz. Hans forbilleder er europa, især Italien (selvfølgelig) men også Jura og Loire er meget interessante i hans øjne.
Hos shobbrook er ingen tilsætning et must. Det eneste er svovl der bliver tilsat, men det er ikke altid han finder det nødvendigt. Hvor han finder det nødvendigt er for at stabilisere vinen så den ikke dør når den kommer op over 20 grader og det kommer vinen let hernede. Svovl mængden er så begrænset som muligt (omkring 20-40 ppm mener jeg), hvis det bliver tilsat. Ligesom (næsten) intet bliver tilsat, bliver der heller ikke filtreret.
Derudover er deres egne marker økologiske og er på vej mod biodynamik. Han er ikke certificeret, men det skyldes mest at han ikke synes at det australske certificerings system er godt nok.
Vineriet er ret nystarted og det gav et rigtig godt indblik i startfasen. F.eks. havde han endnu ikke labels, men printede dem på sin print, skar til, smurte lim på og klistrede dem på en efter en… Besværligt men godt for cash-flow.
Men det der for alvor gør Shobbrook interessant er den konstante eksperimentielle tilgang han har til sin produktion. F.eks legede han med at fermentere sauvignon blanc med skindet, bruge fad i sin riesling. Keramik og ler til sin riesling osv.
Ofte ved han ikke hvad slutresultatet bliver men eksperimentere for at lære og måske finde nye stile. Et eksempel var han sauvignon blanc som nævnt ovenfor. Da vi gik over til tønden med den sagde han “da jeg smagte den for to uger siden var den udrikkelig. Lad os se hvad den er nu” bestemt ikke udrikkelig men en voldsom duft af syntetisk banan. Den får lige et lille år mere i tønden. Sådan var det hele vejen rundt, ofte var det godt. Han bruger for det meste brugte egetræs tønder og vil gerne have flere store fade (ca. 1200l), og til de mindre ting bruger han naturligvis almindelige barriques.
Ligeledes fik jeg muligheden for at smage mosten i forskellige stadier, og med vidt forskellige metoder.
En anden ting der adskiller ham fra mængden hernede, er at han bruger kork prop. Det er et sjældent syn i Australien. Hans begrundelse for kork er at han synes det holder vinen bedre og han vil ikke gå på kompromis med kvaliteten. Denne beslutning koster cirka 8 kroner pr. prop mere end skruelåg ville have gjort. Dertil er flasken også dyrere…
Lad os tale lidt om nogle af hans færdige vine
Eden Valley Riesling 2011
Dejlig riesling, god frugt og har et godt mouthfeel.
Ebenezer Mouvedré 2011
Rigtig god mouvedre, godt grenet aspekt og ikke bombet australsk. Syren er rigtig god her, hvilket i øvrigt var meget gennemgående for Toms vine.
Tommy Ruff Shiraz+Mouvedre 2009
Som han forklarede var hans ide her at skabe en vin der var klar til at drikke med det samme og så indbydende at du åbner den på vejen hjem i bilen og har tømt halvdelen inden du når indkørslen. Jeg må give ham ret. Det er virkelig en lækker vin. Indtil videre det bedste køb jeg har oplevet her i Australien. Står til 26$ ~ cirka 130 kroner.
Nebbiolo 2011
Var ikke flasket endnu, men rigtig sjov ting. Denne bør prøves hvis man på et tidspunkt kommer i nærheden af den!
Seppeltsfield Single Vineyard syrah 2010
Hans topvin. Et forsøg på at lave en Barossa Shiraz, med et personligt touch. Det er lykkedes, smager rigtig godt. Koster omkring 40$ ~ ca. 250 kroner. Hvilket er meget rimeligt, vi snakker omkring 92-93 point her.
Shobbrook forhandles ikke i Danmark. Men det håber jeg det kommer til, for det her er virkelig et friskt pust til australsk vin. Derudover er det sjovt at prøve noget anerledes vin nature end blot diverse franske. Terroir er kun sjovt hvis man prøver det fra en masse forskellige sted. Hvis man skulle være i tvivl, så er jeg meget positiv over for shobbrooks tilgang og jeg synes det er rigtig fedt at der er nogen i Barossa der går mod strømmen og viser man kan lave andre interessante vine i området end blot shiraz bomber.