Forfatterarkiv: Morten Berner Jørgensen

Smagsfyldt Barbera

Udgivet den af
3

For lidt tid siden, hvor vi havde Barbera på bordet, lavede vi en lille smagning, hvor små som store huse var repræsenteret. Her fik vi opfrisket vores syn på netop denne drue (Læs evt. tidligere indlæg omkring Barberavinene). Vi smagte alle vine semiblind, altså hvor vi kendte producenterne, men ikke hvornår de kom i smagningen. De smagte vine var:

Paiagal Barbera d’Alba fra Marchesi di Barolo 08.

Franco Roero Barbera d’Asti af Franco Roero 07.

Caranti Barbera d’Asti af Garitina 03.

Barbera d’Alba af Massolino 08.

Fides Barbera d’Asti af Pio Cesare 03

Lad mig starte med den øverste og arbejde mig nedefter (det var sådan de kom i smagningen):

 

Paiagal havde en næse af tynd frugt, hertil kommer at det ikke var god frugt. Duften var billig med hints at bitre kirsebær og et snært af grønsager. Efter man har duftet til en vin plejer man som regel at smage på den. Det kunne jeg godt have været foruden i det her tilfælde. Smagen var katastrofal!! Det her er en vin til normalt 170 kroner og den er ikke 1/3 værd! Marchesi di Barolo er ellers en af de store drenge, ja faktisk den første producent af helt udgæret barolovin, som kom omkring 1850erne. Men det er en anden historie. I hvert fald ikke noget jeg kan anbefale!       7.8 p.

Næste vin i rækken blev bedre. Franco Roero. Denne vin var noget andet, lækker, stor, fyldig frugtig duft væltede op af glasset og den gik næsten hen i retningen af brugt motorolie og roser/violer. En smule fad kunne også komme på tale. Smagen var kun bedre, igen stor voluminøs, fed frugt, igen efterfulgt af den her note omkring vejarbejde, eller motor. Dette er positivt! Det florale aspekt fulgte også med i duften. Dog havde den lidt ukontrolleret alkohol til sidst, det skal siges at vinen holdte 15 %, men alkoholen skal altså så integreres lidt bedre, hvis kældermesteren vil helt derop hvor det ringer.  At den holder så stor alkohol betyder samtidig også et indhug i syrerniveauet. En fantastisk stor og lækker vin!     8.9 p.

Caranti Barbera var den næste. I duften var det en lidt tynd frugt, der indtog glasset. Mere lukket end de to tidligere.  Rød sodavandsis, mild engelsk lakrids, som blev fulgt af små urtede noter, samt moreller. I smagen var det ligeledes en mere elegant Barbera, der gjorde dit indtog. Igen urter og lidt sødligere grøntsager. Men det der dominerede var fadet. En hel del vanilje lå gemt under brædderne og kom altså op efter lidt tid. Dette er som jeg skrev længere oppe typisk for fadlagret Barbera, det dominere meget synes jeg. Men en pæn vin uden de helt store armbevægelser.      8.5 p.

 

Massolinos standart Barbera, som også er en af de store spillere, stod vi også overfor. Denne vin var endnu en skuffelse… duften var mest af alt kedelig og domineret af en lille tynd frugt, dog elegant. Smagen viste ikke helt hvad den ville. Der var lidt tyndbenet frugt her og så lidt grønne noter der, nyslået græs om man vil. Det er fint at en vin har lidt grønne noter, men så skal det også kun være små beherskede noter og det var ikke tilfældet her. Generelt var vinen bare kedelig og det tegner faktisk et godt billede af Massolino som prodecent. Vi synes ikke at deres standart vine kan præstere noget som helst og det er både deres Barolo, Barbera og Dolcetto. Inden jeg så tager al æren fra familien Massolino, så skal det lige nævnes, at deres enkeltmark Baroloer er mere end fantastiske!          8.2 p.

Den sidste vin vi havde med var Pio Cesare, og vel at mærke deres enkeltmark Barbera Fides. Mørke bær, jordbær og modne kirsebær samt krydrede noter. Stor frugt med lidt mokka og chokolade nedenunder. Virkelig en lækker duft, som til tider også mindede lidt om bordeaux, med lidt jord og læder. Smagen tog sig også flot ud. Lækker stor frugt, men samtidig elegant, animalsk, fine røde bær, chokolade, lakrids og små nødde – og mokkatoner. Også i denne vin havde fadet sin indvirkning. Lækker vanilje flød stille og roligt rundt oven på alle de her komplekse noter. Det er første gang jeg har oplavet så meget kompleksitet i en Barberavin, men denne vin er nu også oppe hvor det begynder at gøre ondt pengemæssigt.. 350 kroner ligger vi og roder rundt på, men den er alle penge værd!         9.2 p.

Hvis ikke du har udforsket Barbera endnu, så gør det. Det er en super vin til et bredt udvalg af mad og det er høj kvalitet til pengene!

Skal vi drikke god vin i aften? … tjaaa hvorfor ikke … Sangiovese?

Udgivet den af
5

Svaret på Mona Lisas mystiske smil...

Hvordan skal jeg ellers starte denne lille skrift omkring denne fantastiske drue? Jeg ved det ikke. Sangiovese druen er ikke en særlig berejst en af slagsen. Den fungerer åbenbart kun i Italien og faktisk kun i og omkring Toscana regionen. Det er også her den hører hjemme og er mest berømt. Hvis man nævner navne som Chianti og Brunello, ved de fleste vindrikkere hvad jeg taler om. Det er de to mest berømte vine, men der er aldeles også den velkendte Vino Nobile di Montepulciano, som også er en af de store spillere mht. Sangiovese. Der er yderligere to Sangiovese vine i Toscana som jeg synes skal med, det er Morellino di Scansano og så er det Carmignano. Den første har op til 2006 været lidt ligegyldig, men fra 1996 fandt mange producenter ud af at jorden dernede var overkommelig billig, så der fandt derefter en invasion sted. Mange store producenter har den dag i dag marker dernede, og når jeg siger dernede, så er det fordi det er den sydligste del af Toscana man kan slippe godt fra af dyrke Sangiovese. Carmignano området, som er meget småt, startede ud med at være en af Italiens topvine, men her er vi tilbage hvor ruder konge var knægt, og det var internationale sorter der var i hovedsædet. Problemet kom da Chianti området, som er kæmpe, overlappede Carmignano i 1932 så den blev faktisk slettet. Først i 75 blev området igen synligt på Italiens indviklede ”vinkort”.  Vinene er moderne, med masser af fad og frugt, og så er der stor tilfredshed med at benytte sig af internationale druer sammen med Sangiovese.

Dog er de tre områder, Montepulciano, Montalcino og Chianti, der har sat deres præg på Sangiovesevinene. Chianti er med sit enorme område det klart største og samtidig naturligt nok også den største udbyder af Sangiovese vine, når vi taler kvantitet.  Vi kender alle den mystiske bast ombundne flaske fra 70erne, dette var Chianti før kvalitetsændringen. Denne ændring kom netop i starten af 70erne, hvor ændringen i druesammensætningen, samt høstudbytter, plantetætheder blev reduceret kraftigt. Alt sammen for at fokuserer på kvalitet frem for kvantitet.

Det startede i slutningen af 1800-tallet, hvor Baron Ricasoli kom frem til en formel for hvordan Chiantis vine skulle sammensættes. Han foreslog en vin med base af Sangiovese, dertil tilsat Canaiolo og evt. grønne druer i form af Malvasia del Chianti. Denne formel var en kæmpe succes og holdte helt til slutningen 70erne med løbende ændringer. Men da forbrugerne fik sans for kvalitet kunne man ikke sælge den relativt ringe, kedelige vin længere og man begyndte at omlægge produktionen.

Hele Chiantizonen er delt op i 7 mindre subzoner, som producenter kan skrive på etiketten, men det er stort set kun alm. Chianti,  Chianti Classico og Chianti Rufina der bliver brugt. Det er ydermere Chianti Classico, der producerer det meste af topvinen fra området. Det er også her man helt har droppet de grønne sorter, som det stadig er tilladt at benytte sig af i de andre subzoner. Dog bliver der brugt mere og mere Merlot og Cabernet Sauvignon i vinene.

Den anden rigtig store spiller er vinene fra området Montepulciano. I gamle dage var denne vin den mest udsøgte i Toscana, men da den førnævnte Chiantiformel blev så populær, gik vinene med navnet Montepulciano i glemmebogen. Det er de så kommet efter og også omkring slut 70erne blev der sat nye standarter for Montepulciano.

Den sidste store og måske den største er Brunello vinene fra Montalcino området. Dette er en vin der skal laves på 100 % Sangiovese og ikke andet. Brunello blev produceret første gang i 1842 af Clemente Biondi Santi, men det var ikke 100 % Sangiovese, så ”rigtig” Brunello var det ikke. Faderen til den populære Brunello blev lavet af Clementes Barnebarn, Ferruccio Biondi Santi. Siden er Brunello blevet kult og dyrt, men genialt. En ting der er værd at hæfte sig ved er, at den typiske udvikling i Italiensk vin har været imod det mere letdrikkelige, knap så mange tanniner (garvesyrer), mindre fadlagring og mere frugtpræg. Brunello, sammen med Barolo fra Piemonte, har været de to vine som har ændret deres kendetegn mest i retningen af den ”nye stil”… altså mere frugtige og drikkeklare vine. Den gamle Brunello var enorm rug ligesom Barolo, netop på grund af for længe en fadlagring og for stort udtræk af “hårde” tanniner. Smagen blev af nogen sammenlignet med smagen og følelsen af at bide i et stykke bark – ikke godt. Det er selvfølgelig derfor at lovgivningen er sat ned fra 4 år til nuværende 2 og vinstilen generelt, er blivet mere frugtig i udtrykket efter flere ændringer i fremstillingen. Det er dog stadig stædige producenter, som ikke synes denne nye stil er rigtig brunello og stadig holder sig lidt til den gamle skole, ekempelvis Biondi Santi.

Selvfølgelig er det ikke kun i regionen Toscana man laver Sangiovesevine, også Umbrien, Marche og Emilia Romagna laver også store Sangiovesevine. Sangiovese er egentlig brugt i alle regionerne i specielt Midtitalien, den er bare med i blandingsvine og betyder mindre.

Desværre er det så også kun i Italien man finder den i større tiltag. Det er en sværd drue at have med at gøre, den kræver en masse arbejde i marken og så skal marken være godt eksponeret. Ikke for varmt, ikke for koldt, ikke for meget regn, ikke for lidt, og sådan kan man blive ved. Undtagelsen der bekræfter reglen er så Californien, hvor de virkelig kan finde ud af det med vin, åbenbart også Sangiovese i visse tilfælde. Det er sjældent at støde på sorten derovre, men det sker. Nogle gange ser man projekter hos familier med Italienske rødder, som i sin tid har hentet stiklinger med til Californien fra hjemlandet Italien. Et godt eksempel er Seghesio, som faktisk laver deres topvin – Venom, på ren Sangiovese. Dette er et af de bedste eksempler jeg har stødt på overhovedet. Den kan sagtens komme op på siden af store Brunelloer, ingen problemer.  Men jo, den har større frugt og samtidig mere rund og lækker, end en top Brunello, så altså anderledes end Brunello, men stadig virkelig genialt lavet!

Sangiovese er, hvis i spørger mig, klart en kongedrue. I glasset viser den et godt solidt tanninindhold, som for Brunellos vedkommende kan komme helt op ved siden af Barolo. Den har typiske noter af klare modne kirsebær samt i visse tilfælde bitterheden af kirsebærsten – ikke nødvendigvis negativt. Pibetobak er også noget man hurtigt kan støde ind i, stald og smule kanel ej heller at forglemme.  Sangiovese er også en syreholdig drue, så den går super hånd i hånd med alle de forskellige arter af tomat-dominerede pastaretter der florerer i Italien i og med at syren har en god rensede effekt, så det klistrede pasta bliver fulgt til dørs. Dog skal man passe en lille smule på, da tanninerne godt kan clashe med sødere saucer og stærke komponenter og syrer i maden. Igen en god ide at gå på opdagelse i det amerikanske, da disse vine har mindre af alt det, der kan ødelægge fornemmelsen af vinen sammen med mad – primært syrer og tannin. De har også en større frugt, så retterne kan bare komme an…

Prøv Sangiovese, læg evt. en større skilling for en Brunello eller giv den amerikanske Venom en chance som jeg jo er lidt forelsket i (eller en anden oversøisk) og se hvad denne drue kan gøre, mere er der vist ikke at sige.

Barbera vil også lege med..

Udgivet den af
2

Del 1.

Uha uha, Nebbiolo er ikke den eneste drue i Piemonte der kan føre sig frem. En lille smagning viste at Barbera virkelig godt kan være med om medaljerne.

Sangiovese er sværd at dyrke, Nebbiolo er nærmest umulig, men der er en anden drue, som vi ikke drikker nok af desværre, der ikke kræver den samme mængde opmærksomhed som de to andre. Druen jeg taler om er Barbera.  Barbera tilpasser sig meget nemmere det miljø og den jordbund, den er plantet i, end de to andre. Så kan det godt være at top Nebbiolo eller Sangiovese i form af hhv. Barolo/Barbaresco  og Brunello er Italiens flagskibe, men de koster også en krig, i og med at der stilles høje krav til mark – og kælderarbejde plus fadlagring. Det er ikke billigt at lave vine på Nebbiolo, men hvis der investeres penge nok i produktionen, så bliver det også til de bedste vine ifølge undertegnet.

Ligeledes kan det godt være at Barbera aldrig bliver favoritdruen, men ikke desto mindre er det en fantastisk spændende drue at stifte bekendtskab med. Det er den fordi den kan frembringe vine der ikke koster en formue og samtidig virkelig indeholder udmærket kompleksitet og lækker fylde! Vinene har generelt den fordel, fordi druerne igen ikke kræver så meget opmærksomhed i marken, at udvise stor kvalitet i selv billigere vine. En fordel som hverken Nebbiolo eller Sangiovese har! Disse vine kommer prismæssigt højere op, før de bringer den samme kvalitet med sig! Bid også lige mærke i at Barbera er Piemontes mest beplantede druesort og at det er den piemonteserne ynder at drikke selv (selvfølgelig fordi den netop er billigere).

Barbera udmærker sig faktisk også rigtig godt fra andre vinkler. Druen er fra naturens side udstyret med en tynd skal, dette vil sige at der ikke er plads til ret meget farve, ej heller tannin (garvesyre), da det er i skallen disse to ting meget overvejende kommer fra. Så til dem der ikke finder sig i godt selskab med tannin, gå efter Barbera.  En anden ting druen også er velsignet med, er høj syrer. Dette kan godt tolkes negativt, men det skal det aldeles ikke. Det betyder blot at Barberavine kører rigtig godt til rigtig mange retter, specielt i det Italienske køkken. Generelt vil Barbera være en frugtrig vin, med en masse undertoner, som kan varierer. Desuden gør fadlagring en tydelig indtrængen på vinen, så typisk vil fadlagrede Barberavine have undertoner af vanilje.

Barberadruen har hjemstavn i Piemonte.  Området fra og med byen Barolo og så et godt stykke nord og øst på. Det er de to områder Barbera d’Asti og Barbera d’Alba man finder mest på hylderne herhjemme. Navnene betyder simpelthen bare at vinene kommer fra hhv. området omkring byen Alba og byen Asti. Asti området er det største og det er også her man skulle mene, at de bedste vine skulle komme fra. Denne påstand bakkes op af beliggenheden af markerne. I Alba området bliver de bedste marker brugt til Nebbiolo, da både områderne, hvor der kan produceres Barolo og Barbaresco, som jo er de to mest kvalitative vine, ligger indenfor området hvor man også må producere Barbera d’Alba. For at lave Barolo og Barbaresco, skal man simpelthen, som jeg var inde på tidligere, benytte sig af godt markarbejde, men så sandelig også de bedst beliggende marker. Så i Alba er det altså Nebbiolo, der løber med de bedste placeringer. Med de bedste marker mener jeg de marker, der ligger på en sydvendt skråning, således at marken får den bedste eksponering af sollys. Hældningen på marken betyder desuden også en del, ligesom jordbundsteksturen også gør det.  I Asti området må der ikke produceres topvinene Barolo eller Barbaresco, så her er der grobund for, at de bedste marker kan tilfalde Barberadruen. Det kan godt være at teorien siger et, men at praksis siger noget andet. Der skal trods alt mere end bare en god mark til at lave en hæderlig vin!

Lige en lille fodnote omkring Asti og Barbera d’Asti… Man skal passe på ikke at tage fejl af vintypen fra hhv. den ene og den anden. De flasker, hvor der på etiketten står Barbera d’Asti er en rødvin, lavet på Barbera druen. Vine hvor der står Asti på etiketten, er hvide mousserende vine, som laves på Muscat druen. Disse mousserende vine må laves i et område der overlapper området hvor rødvinen Barbera d’Asti må laves. Men selv om områderne, hvor det er lovligt at producere hhv. Asti og Barbera d’Asti overlapper hinanden, er det to vidt forskellige vintyper. (Der henvises til indlægget omkring DOC-områderne i Italien, for mere indblik).

Nimb Vinotek

Udgivet den af
3

 

 

Vinbar, vinbar, vinbar. Det er nu et dejligt tiltag. En bar kun med vin og ingen af disse her mystiske drinks ”Killer elefant”, eller hvad ved jeg. Jo jo, de kan da også være dejligt en gang imellem, men at kunne sidde i hyggelige omgivelser med alkoholisk væske lavet af druer, jamen så bliver det ikke bedre for mig.

Når vi så taler om vinbarer, så kan vi ikke slippe unden om NIMB. Den store velbeliggende, ja nok københavnsbedst beliggenede bygninger, lige uden for hovedbanen, er ikke nem at overse! Går man ind i lobbyen og kigger rundt, ser man en trappe, som fører ned til bl.a. toiletter, men gå lidt længere frem og der vil man træde ind i et lille paradis for vinelskere.

Det kan godt være der ikke er borde ude om sommeren, da lokalet ligger i kælderen, men hvad gør det når man sidder ovenpå et rustikt sandfejet stengulv ved store egetræsbænke med levende lys,  lidt kloster er der over det, og det er fantastisk. Nogle søjler fører ned til disken, hvor der selvfølgelig står en sommelier klar og langs siderne og nu mener jeg begge hele langsider,  er udgjort af glaslåger og bag disse låger ligger der alle de store vine fra ethvert tænkeligt sted. Selvfølgelig lidt Krug, jaja, Sassicaia 76, tja hvorfor ikke, men også Romaneé Conti ligger klar, hvis  man har lyst til at gå fra hus og hjem 😉 Men selvfølgelig kommer prisen jo an på hvilken flaske man vælger, man behøver nødvendigvis ikke betale en bondegård for en flaske derinde, der kan også sagtens findes vine der er til at betale 😉

Hvis man ikke har lyst til at købe en hel flaske, kan man som andre steder selvfølgelig også købe ”pr. glas” og her er normen 15 cl. Ud over disse standart muligheder, ligger det også lige til højrebenet at tage en lille smagning. Vi prøvede en smagning, der bestod af 4 Italienske vine bl.a. sassicaia 04 og Il Bruciato, anden vinen til Antinoris Guardo Al Tasso. Nu skal det så lige nævnes, at disse glas var 7 cl., men super lækkert, hvis man er til en smagning, frem for nydelsen af et stort glas.

Så en tur på Nimb vinotek, kan sagtens oplyse enhver trist og mørk vinteraften, som der nok kommer en del af inden længe, så helt klart et besøg værd!

Lillebrors aften

Udgivet den af
Svar

  

Det kan godt være at de store 1. crúer fra Bordeaux er super gode og blandt de største i verden, men det hjælper altså ikke noget for os dødelige, når de ikke er til at komme i nærheden af prismæssigt! Det kan der imidlertidigt findes en løsning på, næsten, og så selvfølgelig ikke alligevel, men man kommer altså et godt stykke med de respektive huses 2. vine, eller lillebror-vinen.

Der er ikke mange producenter der kun laver én enkelt vin og sådan forholder det sig også i bordeaux. Der bliver selvfølgelig lavet en topvin, som skal repræsenterer huset udadtil, men derefter kommer der en hel række andre ganske fornuftige vine. Dem man specielt skal lægge mærke til, er de førnævnte 2. vine, som virkelig også kan levere varen og så det vigtigste: de er til at betale!! Det kommer selvfølgelig an på hvilke vine man vil have fat på. Tager vi en af de 5  1. Crúer fra bordeaux, så kommer man ikke langt for 1000 kroner.  Der ligger de, alt afhængig af årgang, på flere tusind kroner stykket, så det er altså ikke nemt.

Nu kommer jeg så til det lidt sjovere i form af disse 1. crúers 2. vine. De er først og fremmest til at betale, dog kommer man af med fra 500 – 1000 dejlige danske kroner, men det er trods alt billigere end topvinene. Tilmed kommer mange af disse 2. vine fra samme mark som topvinen gør, blot ikke de allerbedste druer, men bestemt heller ikke noget ringe materiale. Der er tale om store vine og et par af dem smagte vi her for lidt tid siden.

Vi havde 3 flasker, Chateau Margaux´s Pavilion Rouge 07, Haut Brion´s Bahans Haut Brion 01 og La Mission Haut Brion´s La Chapelle de la Mission Haut Brion 06. 

Sidst nævte falder lidt uden for kontekst, da den ikke er en 2. vin til en 1. Crú producent. Derimod er det naboegendommen til Haut Brion og er såmen også eget heraf. Lidt mening gav det.  Men bemærk at La mission Haut Brion ikke er det samme som Haut Brion, det er to forskellige producenter, men med fælles ejer.

Hvordan smagte de her vine så?

Lad mig starte med Chateau Margaux. Denne vin var klart den mest komplekse, der var så mange ting der kom op af glassets, men specielt mokka noter og en god gang urter stod klart. En smule chokolade var heller ikke  i vejen for den tilbagelænede elegante frugt, der bestemt også havde sin plads. Og oven i alt det her kom der et lidt brændt fadpræg, som en skygge ind over det hele – det virkede rigtig godt.  Hvis man dog holder af de store, muskuløse og frugtige Bordeaux vine, så vil jeg ikke mene man skal gå ned og nuppe en af disse.. Vi skal mere hen til den elegante side. Men som sagt, super mange spor denne vin kunne gå ad og en vin med stort potentiale!  Hvis jeg skal hive den ned fra stjernestatus, så synes jeg den manglede lidt tyngde. Den var meget elegant, så et lille puf i ryggen ville den have godt af 😉 Men ikke desto mindre er Pavilion Rouge 07 en vin, hvor man må sige, hold da op, den bliver til noget stort om 7 – 10 år. Jeg glæder mig i hvert fald.

Haut Brion var for mig den bedste. Den var på ingen måde lige så kompleks som Margaux, men det den så havde var bare lækkert og virkelig vellavet! Helt nede på jorden, lækker frugt, med små hints af forskellige krydrede noter, mokka kan også godt komme på tale, men slet ikke i samme stil som Margauxen. Den var blødt afrundet og harmonisk med godt integreret, bløde tanniner. Der var denne her røde tråd igennem hele vinen. Ikke vildt mange noter, men man følte bare ikke smagen dykkede nogen steder den ikke skulle, den fulgte bare en blød kurve fra duft til eftersmag. Som sagt ikke vildt mange noter, men dem der var til stede,  var til gengæld super gennemført. Dette var naturligvis også den mest modne af de 3 i og med det var 01, men at ligge den en tur i kælderen nogle år endnu, vil ikke være nogen dårlig ide.

Den 3. og sidste vin var så La Chapelle de La Mission Haut Brion. Denne vin var vi ikke særligt oppe at køre over, det var en meget lukket sag, som ikke rigtigt havde noget at sige. Den var mere i stil med Bahans Haut Brion, end Margaux, men det er sådan set også forståeligt når de er naboer.

Men altså lukket, intetsigende i forhold til de andre. Kedelig frugt, eller ligefrem mangel på samme. Der er ikke ret meget jeg kan fremhæve, som var værdigt i denne vin. Den skal i hvert fald ligge nogle år endnu, om end tanninniveauet ikke var højt.  Vi sad og snakkede om hvor potentialet var blevet af, fordi vi kunne se en sindssyg mængde potentiale i Margauxen, men bare intet i denne.  Og husk nu på at Margaux var 07 og denne 06, men kun tiden kan jo vise hvad La Charpelle de la Mission Haut Brion vil bringe om 5 eller 10 år.

Hvis man er til super Bordeauxvin og gerne vil nærme sig 1. crúernes stil og smag, men ikke kan få sig selv til at smide pengene for the real deal, så er disse 2. vine det ypperste. Desuden smager de bare godt og hvis man er lidt i tvivl om hvilken vin man skal vælge, når nu man prøver at give 500 til 800 for en god flaske, så hvorfor ikke nuppe vinene fra de huse, der gennem tiden altid har høstet mest anerkendelse. De må da trods alt vide hvad de går og laver – og det gør de altså også.

 Dette må være konklusionen på en lille aften i de ”mindre” bordeauxvines tegn 😉