Forfatterarkiv: Morten Berner Jørgensen

Sassicaia 05

Udgivet den af
5

Så blev det endnu en gang undertegnets fødselsdag og så skal man jo ha lidt vin og helst en god en af slagsen. Nede fra kælderen sprang der en Sassicaia 05 frem.. hmm, tja barnemord vil nogle kalde det, og det er nok også det rigtige ord at bruge,  men jeg kunne altså ikke modstå fristelsen, så op kom den. Jeg har længe vaklet rundt og prædiket at dette bestemt var en af mine store favoritter, i hvert fald på min top 3, men årgang  05 faldt desværre lidt igennem.

Selv efter 5 timer på karaffel var den ikke i nærheden af hvad jeg før har smagt sassicaia kan gøre. Den var virkelig lukket, ja nærmest ingenting kom op af glasset, så allerede der  viste jeg godt hvad klokken havde slået..

Altså jo, det var skam god vin, men slet ikke deroppe hvor det ringer. Den manglede dybde og koncentration. Den blev dog bedre og man kunne godt fornemme hvad den havde i sig efter godt et kvarter i glasset, men stadig ikke noget hurra! Eftersmagen var det eneste jeg kan fremhæve af denne store vin, som faktisk var til ros.

Efter de her omtalte 5 timer på karaffel røg den tilbage i flasken, prop på og så i seng, i håbet om at den ville udvikle sig positivt. Ja udviklet blev den, men til gengæld for meget.. syren var nu for gennemtrængen og vinen var blevet lidt flad… Så desværre, intet hjalp.

Dette skal ikke forstås som en sviner til Sassi, men nærmere et hint til alle der har yngre årgange af vinen liggende i kælderen – LAD DEN LIGGE LIDT ENDNU 😉

Amerikansk vin skal man tage seriøst

Udgivet den af
2

I staten Washington, som grænser op til Canada, ligger der et vineri, ved navn Chateau ste. Michelle. Et vinhus jeg er faldet komplet for, og her taler jeg også på vegne af andre fra Wine factory staben, her det sidste halve års tid. Det er et hus, der laver rigtig meget af deres enkelte vine, men holder altså kvaliteten i top. Du kan finde enkletdrue-vine på alt lige fra Merlot, Carbernet, Syrah til Chardonnay, Chenin Blanc og i samarbejde med tyske Ernst Loosen aka Dr. Loosen, en Riesling.
Jeg smagte husets vine for lang tid siden, men syntes ikke dengang, at det var noget specielt. Har så drukket deres Cabernet Sauvignon – Indian Wells 04, 3 gange her for nylig. Hver eneste gang er der noget nyt at sige om den! Men vigtigs af alt, det er et genialt glas, hvis man er til de lidt fyldige vine med en god tyngde.

En tilsvarende vin fra samme hus er deres Cabernet Sauvignon – Cold Creek og smagsnoterne tør jeg godt sige er samme stil som Indian Wells. Dette er blot en anden mark, som fremstår en anelse mere fyldig og indeholder måske også en anelse mere sødme. Men lad nu vær med at tage det som om, det er noget sødt stads, det er det overhovedet ikke. Sødme ligger perfekt integreret i vinen, sammen med den gode mørke frugt og let krydret nuancer. Og så kan de altså bare et eller andet med deres fade. Det er ikke for meget, men igen perfekt integreret i vinen. Frugten er rig på varme, sorte kirsebær og solbær, selvfølgelig specielt i deres Carbernet. Sammen med frugten ligger der en god porsion mild pibetobak side om side med det førnævnte krydrede fad. Det er lagt perfekt ind i vinen, den har fået lige akkurat nok.
Det eneste jeg kan komme til at tanke på når jeg drikker den er, at jeg så snart som muligt skal have et glas mere. Man sidder og tænker, hvor svært kan det være. Det er som om de har lavet den perfekte hyggevin, til en stille og rolig afslapning sammen med vennerne på terrassen, en lun sommeraften og for lige at fuldende den pladderromatiske scene, hører de sidste fugle pippe søvnigt, mens solen stille glider ned bag horisonten… aaahh så er livet værd at leve!
Den er så nem at drikke, og så koster den ikke en krig. At den er nem at drikke, kan for nogle måske godt være den eneste lille mangelvarer om man vil. Der er næsten ingen tannin i vinen, hvilket nogle, der er til de store franske eller Italienske vine med store tanniner, måske godt kunne savne. Det kan undertegnet også godt nogen gange. Men igen vil jeg påpege, at det er en lækker afslapningsvin og ikke nogen tæt lukket Barolo, som kræver uendelige timer på karaffel før den åbner sig. Nej, bare af med hatten og så er man igang og alt er fryd og gammen.

Den amerikanske vin gør det altså bare godt, hvis man vil kaste sig ud i noget lidt anderledes, end de til tider for frugtbetonede Australske vine og de stramme og stringente vine fra Frankrig og Italien.
Den nyeste årgang af Indian Wells er 07, mens den jeg skriver om er 04. 07 er mere grøn i smagen og jeg ville helt klart lade den ligge et par år eller 3, før jeg ville nuppe den.
LIge til slut er det vist værd at nævne, at Carbernet Sauvignon vinen fra enkeltmarken Cold Creek i årgang 04, forøvrigt har fået 96 point hos winespectator for lidt tid siden og er rigtig godt af en vin til de omkring 200 kroner.

Bourgogne – Volnay

Udgivet den af
Svar

Ahhh Bourgogne. Det mest hjernedøde område at finde rundt i, med alle deres enkelsmarker og bynavne. Men ikke desto mindre, når man siger dette ord, ved man bare der er noget godt i vente. Næste da, for Bourgogne er om noget det distrikt, hvor man skal ligge en god slat penge for at få kvalitet. Det kan sagtens lade sig gøre at finde en Bourgognevin til omkring 100 eller 150 kr. men så skal man altså også lede længe. Og der er også en grund til at man skal hive en lidt tungere tegnebog frem. Det hele er altså ikke bare gak og gøjl, eller navn man betaler for.

Det er er et faktum, at god kvalitetsvin koster penge at lave. Der skal markarbejde til først og fremmest og jo grundigere dette gøres, desto flere timer tager det og timer koster penge. At en person skal lave et arbejde, som kvalitetsmæssigt er i orden, er én ting, men hvis dette arbejde skal gøres inden for overskuelig tid, skal vinhuset altså have flere hænder i arbejde, altså flere penge skal punges ud. Det er logik.
Så er der kælderen. Den skal også følge med tiden og holdes i stand, plus at der i de kvalitetsmæssigt bevidste producenter også skal invisteres i inventar lige fra fade til fermentorer. Igen koster dette penge at få til at løbe rundt.
Imidlertidigt er det nu marken, der er den vigtigste del af kvaliteten. Det er i marken man afgør vinens kvalitet. Ikke kun arbejdet med beskæring og mandetimer, kunstvanding mm., men sågar også beliggenheden koster penge.
Nu er det så man tænker, hvorfor skal Bourgogne så koste relativt mere end andre vine ? Svaret ligger i at der selvfølgelig er en reklamemæssig side, men ser vi bort fra den, er det en super svær drue at have med at gøre. Præcis ligesom nebbiolo fra Piemonte, Italien. Her producerer man Barolo som det ypperste og hvor mange vine har man smagt (på Nebbiolo), som kommer op på siden af en god Barolo ? Tæt på ingen er min mening. Det samme gør sig gældende i Bourgognes tilfælde. Druen kræver noget af producenten, mere end eksempelvis Merlot og Shiraz.
Og ja, man skal selvfølgelig lige huske, at Bourgognebønderne godt ved, at man ikke finder den samme Pinot Noir smag og elegance andre stederi verden! Så selvfølgelig smider de en slat oveni.

Men nu til noget andet, nemlig en specifik vin. Denne gang fra Volnay. Et område jeg igen er faldet lidt for, når samtalen falder på Bourgogne. Vinene herfra har en anden slags elegance end man finder andre steder i bourgogne. Specielt én har jeg hæftet mig ved.
Nu er jeg til den lidt flæskede stil inden for bourgogne, nogen vil måske finde det lidt upassende, men det er mig ligemeget. Denne flæskethed, hvis man kan kalde den det, har Alex Gambal i sin Volnay. Og hvis navnet lyder lidt amerikansk, ja, så gættede du rigtigt, han er fra Amerika. Derfor stiler han også efter de her lidt mere fede vine, selv i Bourgogne. Jeg smagte hans 06 forleden og blev virkelig positivt overrasket. Den mand kan lave bourgogne i særklasse. Det var i hver fald det, mine smagsløg konstaterede. Jeg vil nu sige, at man skal kunne lide denne kraftige stil. Den mangler jord og tannin for at være mere typisk bourgogne.
Bløde tanniner er en god indledning, med de typiske jorbærtoner, blandet med et godt skud fad, men dog passende. Specielt også i eftersmagen. Nogle vil måske sige en anelse ensporet, men dette synes jeg ikke gør noget, da dette ene spor faktisk kører den rigtige vej.
Men hvis man elsker Bourgogne, så tjener det sig, at tjekke Volnay området ud. Forøvrigt laver Luis Jadot også en ganske lækker Volnay.

Dom Perignon 2000

Udgivet den af
Svar

Champagne – dette er jo i sandhed en dejlig drik. Når man først er faldet for boblerne i denne type vin, så kan man ikke lade vær med hele tiden af gå tilbage. Det er jo en hel anden følelse man får via Champagne end med vin. Man bliver bare så glad, allerede når man sidder og stirrer ind igennem det tulipanformede glas og bliver hypnotiseret af de dejlige kæder af bobler, som bare danser rundt.

Dom Perignon er historien om den her munk, som efter sine skulle ha “opdaget” champagnen. Dette er dog ikke helt korrekt. Det er rigtigt at han som klostrets skattemester opkrævede tiende (en form for skat som bl.a. fantes tilbage i 1600 tallet. Bonden skulle betale en tiendedel af hans levebrød til Kirkebygningen, sognepræsten og bisberne.) af bønderne i området og at det var i form af druer og vin, som han så solgte videre igen. Det er også rigtigt at han indførte en hel del ting til vinfremstillingen, så som kraftig beskæring af løv, lavt udbytte og forsigtig høst. Disse metoder er ganske normale i dag for producenter, som vil lave kvalitetsvin.
Perignon foretrak blå druer til sin hvidvin, fordi de ikke går så let i andengæring som hvide og derpå producerer kulsyre. Der var selvfølgelig en del flasker der alligevel gik i andengæring og det var via denne andengæring, der blev produceret vin med kulsyre, som skulle blive så populær.
Men det var altså ikke ham der opfandt Champagnen, men derimod en længere udvikling, og eksperimenter med vinen. Det blev dengang set som et stort problem at der var kulsyre i flaskerne, da datidens flasker sprang i luften af det høje tryk. Det var altså ikke kun Perignon der havde dette problem, men også mange andre producenter. Det var først da nogle englændere udviklede bedre flasker at denne drik kom på landkortet i positiv forstand. Men som sagt skulle der selvfølgelig en udvikling til før man kunne få et mindeværdigt resultat.

Dom Perignon, som er Möet & Chandons prestige cuvée (deres topprodukt), smagte jeg her forleden i årgang 2000. En lækker muss steg op langs glassets sider og det væltede op med nuancer af æbler, men også krydrede noter.
Den første slurk bød på rigtig mange ting, først en lille smule æble, men så blev denne frugt overdøvet af et ligefrem smukt samspil mellem krydderier og fad samt en smule franskbrød i enden. Lidt mystisk når man sidder og venter en hel del mere frugt. Eftersmagen bød dog igen på mere frugt, så helt frugtforladt var den ikke. Jeg drak lidt videre og skrev lidt ned. De næste ord jeg skrev var komplex og lidt røget. Hmm, lidt røget plejer jeg at se som værende negativt, men ikke i Dom P. Det gjorde ligsom smagen dejlig blød og afrundet på en eller anden måde. Komplex fordi den blev ved med at komme med noget, efter man havde sat glasset for munden. Det sidte jeg skrev var ferskner og sågar et lille hint af hindbær, ikke bittert, men modent. Jeg fandt det lidt mystisk, men bestemt ikke dårligt, i en Dom P, men ikke desto mindre var det der altså. Det gav således et godt slutspil og bidrog positivt til de mange andre noter. Jeg var glad!
Bare lige for at holde den op imod 99eren, så hører 00eren til den mere krydrede og tunge stil, mens 99eren er mere frisk, liflig og frugtig.

Jeg kan kun sige wuaw! Og selv min kære fader vendte hovedet og sagde “Det er en super champagne”…

Forøvrigt så kan det anbefales ar se Tobias´ 3-delte afsnit omkring Champagne, for en uddybende fortælling af Champagnens forunderlige verden.

Amon Ra

Udgivet den af
1

Her forleden dag kunne jeg ikke nærer mig – jeg åbnede en flaske Amon ra. En af Australiens kultvine, som næsten ikke er til at opdrive i og med at forhandlerne kun får 1 eller 2 kasser af denne dejlige vin (6 stk. vel at mærke). Der er simpelthen et ekstrem lille høstudbytte på marken, så der laves næsten ingenting.

Vinen er lavet på 100 % Shiraz-druer og så er den ufiltreret, som der højt og tydeligt står på etiketten. Dvs. blot sige at vinen ikke er kørt igennem diverse filtre før aftapning og dermed kan der findes mere bundfald, selv i de unge flasker. Der var da også en del i denne 08 vi drak.
Winemakeren er en gut ved navn Ben Glaetzer, som ejer og styrer Glaetzer Winery, der har til huse i Barossa Valley – South Australia. Her laver han 4 forskellige vine, heriblandt Amon Ra som er flagskibet. Desuden er han også winemaker hos Mitolo Wines, et projekt sammen med Italiensk fødte Frank Mitolo. Disse vine er dog mere stramme og nogen vil måske også sige mere komplekse, end Glaetzers egne vine. Vinene fra Mitolo kommer ikke alle fra Barossa Valley, men også fra McLaren Vale, som ligger lidt mere syd på. Sidst men ikke mindst er han også med i firmaet Heartland, som laver vin i en mindre ekslusiv klasse, så det er mere et “value for money” vineri end de to andre.

Det første jeg lagde mærke til, da jeg øjnede vinen, var den ekstremt mørke farve. Helt mørkerød med overgang til det lilla. At vinen har et lilla skær indikere selvfølgelig at det er en ung vin. Dette kan i nogle tilfælde godt være henfaldende til den negative side, men overhovedet ikke i Amon ra´s tilfælde!
Efter den havde stået på karaffel i en lille times tid, tog vi det første glas – Himmelsk, hvis man er til de australske kratfulde vine. En kraftfuld frugt, som mange gange bliver dominerende overfor andre komponenter og smagsnoter, som man kan støde på i et glas vin. Eksempelvis fad, tobak, chokolade eller jord, læder og nødder… Det er selvfølgelig en smagssag, om man er til den stræke dominans af frugt eller en en mere afdæmpet frugt, blandet med et vælg af andre kvaliteter, eksempelvis dem nævnt før, som mange gange findes i Europæiske vine.
I Amon Ra bliver munden angrebet, på den gode måde, af perfekt afbalanceret frugt, god solid, hverken for meget eller for umoden, og kraftige mørke bær, der bare vælter bare rundt, efterfuldt af en god mængde sød lakrids og en smule tobak. Jeg fik dog ikke meget af det krydrede aspekt med peber som hovedkrydderi, der ellers siges at være Shiraz´ kendetegn. Det gjorde dog ikke noget som helst. Frugten var på en eller anden måde nok kompliceret i sig selv, så den hverken manglede fad eller noget. Den var så at sige Australsk skompliceret og ikke europæisk kompliceret, der som sagt i manges ører henleder til, at vinen skal have mere end kun frugt at byde på.
Men nu skal vi også passe på, at vi ikke kun fylder hovedet med frugt. Der var også noget andet, der gjorde Amon Ra spændende. Dette var et strejf af marcipan, eller noget “slikket”, som lå gemt. Det er svært at forklare, og jeg har kun oplevet det et par gange og alle gangene har det været i Shirazvine fra den nye verden.

Jeg selv er gået lidt væk fra disse sindsoprivende, kraftige, frugtfulde, oversøiske vintyper, i og med man bliver lidt træt af denne her fede frugtfylde. Jeg vil lige i øjeblikket hellere have den lidt mere jordede, tanninholdige mere komplekse vine fra Europa. Dog vil jeg gøre en undtagelse i Amon Ra´s tilfælde. Det er altså et super glas og jeg skal godt nok have en del flasker, før jeg bliver træt af de smagsnoter, eller den frugt der hærger glasset, fordi den gør det på en så gennemført måde!

Så hvis du overvejer et godt glas Australs vin og du er villig til at smide omkring 500 kr. så er Amon Ra 08 et rigtig godt bud på en sådan. Det skal også lige siges, at jo længere man går ned i årgangen, desto mere afdæmpet bliver frugten og dette skal ikke forstår negativt.