Kategoriarkiv: Vine

Fonseca – Vertikal Smagning

Udgivet den af
3

De fleste vininteresserede, eller i hvert fald portvinsinteresserede, kender producenten Fonseca Guimaraens, eller bare: Fonseca, som huset normalt betegnes.

Fonseca har lavet vin siden 1822, og er altså ikke nybegyndere i vinverdenen, tværtimod er de i dag et af de største og mest anerkendte portvinshuse. Huset hører i dag til en stor gruppe (the Fladgate partnership) sammen med Taylor Fladgate, Guimaraens, Croft og Delaforce. Fonseca husets stil er: stor, varm, frodig, med intens frugt. Denne stil har været, og er fortsat, meget populær, ikke mindst takket være chefvinmageren David Guimaraens, som har regeret siden 1994, hvor han tog over fra faderen Bruce Guimaraens (- en legende i portvinskredse).

Fonseca producerer mange forskellige typer portvin, bl.a. 10, 20 og 40 års Tawny, Ruby Bin 27, Late Bottled Vintage, hvid portvin, klassisk Vintage og ikke mindst ”ikke-klassisk” Vintage.
”Ikke-klassisk Vintage-vine” produceres i gode år, som dog ikke var gode nok til at blive en klassisk Fonseca-Vintage – disse ”ikke-klassisk Vintage-vine” bærer navnet: Guimaraens Vintage. Så hvis man støder på en flaske Guimaraens portvin, er det altså de samme druer og de samme mennesker der også står bag Fonseca portvin – Guimaraens kan kaldes Fonsecas andenvin.

Fonseca ejer i dag 3 vingårde (i Portugal kaldt: ”Quintas”), nemlig: Cruzeiro, Santo Antonio og Quinta do Panascal. Fra disse gårde kommer den meste af den vin, som Fonseca bruger til deres vintage-vine. Disse vine bliver eksporteret til det mest af verdenen – dog er USA, Fonsecas største marked.

Nedenfor vil du kunne læse undertegnets smagsnoter, fra en større vertikal smagning af Fonseca/Guimaraens vine, der blev smagt d. 08-01-2011. Som du kan se på pointene der bliver givet, kan Fonseca generelt deres kram, og de laver næsten udelukkende store vine (mht. deres vintage-vine)

 

—

Fonseca Vintage 1980

Årgang 1980 er generelt ikke en højt-scorende årgang, men denne flaske var en virkelig perle, som selvfølgelig var moden, men stadig poleret og klar.

Som ofte ved ældre vintage portvin (dvs. 30 år+), synes jeg noterne begynder at minde mere og mere om ældre tawny portvin, dvs. noter som: fint karamelbrud, let nødet og let ristet mokka. Smagen var elegant, men modent kandiseret kirsebær, en anelse marcipan og lidt pekannød. En flot flaske, som sagtens kunne leve 10 år endnu.

9.0-9.1 p.
(> WF-score – ønsker man den internationale score, fjerner man blot punktummet)

 

Fonseca Vintage 1983

På papiret umiddelbart en glimrende årgang.

Denne vin var klart yngre i farven, men i duft og smag mere træt. Der var lidt fugtig kælder og et svagt hint af svovl i duften, altså en lidt hengemt duft. Der var diskussion i smagepanelet om der ikke var tale om flaske-fejl, og altså et enkeltstående eksempel. Grundet tvivlen omkring dette, bliver vinen ikke scoret.

 

Fonseca Vintage 1985

Også her en glimrende årgang på papiret.

Var meget ungdommelig i den mørkerøde farve. I duften: allehånde, sort peber, syltet kirsebær, lidt nellike og lidt engelsk lakrids. I smagen: fyldig tannin, stor mørk frugt, flot syrestruktur og bitterhed. Vinen gav en kæmpe oplevelse, og har stadig sine bedste år foran sig.

9.4 p.

 

Guimaraens Vintage 1988
(Guimaraens >> se intro ovenfor for info) 

På papiret ikke den bedste årgang, men jeg har flere gange oplevet portvine fra dette år vise sig meget flot.

Farven er helt mørk, og meget ungdommelig. Duften byder på store, mørke kirsebær og mørk blød chokolade. I munden havde den en lækker struktur, med ungdommelig syre. Let mynte, kæmpe frugt, let marcipan. En flot flaske, som dog måske ikke var så kompleks som nogle af de foregående. Kan drikkes henover de næste 20 år uden problemer.

9.1 p.

 

Guimaraens Vintage 1991

På papiret en god årgang, som dog aldrig opnåede virkelig stor status.

Igen meget mørk, men faktisk ikke helt så mørk som 88’eren. Stadig stor, mørk, krydret, kandiseret frugt. Solbær, blommeskind og engelsk lakrids. Smagen var flot poleret, men manglede måske noget gennemslags kraft. Senere udviklede smagen sig dog meget mere, og bød bl.a. på bitter chokolade, blødt læder, ristede nødder og et hint af kanel.

9.2+ p.

 

Fonseca Vintage 1992

Første flaske havde noget ’kogt’ over sig, og blev dømt ude, som flaskefejl. Heldigvis blev smagningen holdt hos lidt af en vinsamler (Kim Stendorf, formand for Slagelse Vinklub), og hurtigt blev der fundet en ny flaske i kælderen.

Den nye flaske var markant anderledes end den første, og bød på en kompleks frugt oplevelse, med ristede og let røgede noter. Nedenstående score vil uden tvivl stige, som årene går.

9.2 p.

 

Guimaraens Vintage 1995

Generelt er 1995 en meget større årgang, end folk indrømmer den. Den blev blot offer for at dens broder årgang, 1994, blev en af århundredets største årgange, og derfor blev den overskygget og overset.

Nu når vi op i nogle af de nyere vintage-vine, og dette var da også en saftig og frisk oplevelse. Intens frugt, stor fyldig og fed = en respektindgydende flaske. Har et lille problem med alkohol integrationen.

Denne vin blev smagt op imod dens nok største konkurrent: Taylor Vargellas 1995. Taylor var mere elegant og distingveret, imens Guimaraens slog mere fra sig. Størstedelen af selskabet var mest til Guimaraens/Fonseca, men undertegnet blev charmeret af Taylors noble karakter og behagelige mokka, chokolade og afstemte frugt.

9.2 p. til Guimaraens 95’

9.3+ p. til Taylor Vargellas 95’

 

 

Guimaraens Vintage 1996

Det er relativt sjældent at se vintage-vine i 1996, årgangen var hæderlig, men ikke mere end det.

Farven og duften var meget ung og tæt. Vinen føltes lidt ukoncentreret og mangler fokus. Frugten var en anelse overfladisk. Der var både sødme og syre i overmål, men en egentlig balance mellem de to manglede til gengæld. Selvom ovenstående lyder negativt, får den stadig 8.7 p. for sin store smag og kraftige udtryk.

8.7 p.

 

 

Fonseca Vintage 1997

Der er en del uenighed om 1997, hvor nogle synes det er en god, standard årgang, mens andre roser den, som værende en af de helt store.

Farven var mørk og tæt. Duften bød på rosiner og let marcipan, men ikke meget andet, og det er min klare opfattelse af denne vin sad på de fleste af sine talenter, og i dette tilfælde mere eller mindre var i dvale.

(At en portvin er i dvale, er et hyppigt forekommende- og accepteret fænomen. Typisk er en vintage portvin fuld af talenter når den lige bliver frigivet, men efter et par år lukker den ned, og ”vågner” først op igen nogle år efter. Problemet er at ingen ved hvornår den vågner igen, der kan gå 10 år, der kan gå 30 år osv.).

Smagen var tillige meget ung, og lidt grov i det. En voldsom vin, med masser af potentiale, men lige nu må scoren blive:

9.1 p.

 

Fonseca Vintage 1970

Nu hopper vi tilbage i tiden, til en af de klassiske flasker fra Fonseca – scoret 99 p. af Robert Parker.

Overraskende mørk farve, Duften starter lidt skævt, med kælder og let overmodenhed, men dette fordufter stille og roligt, og giver plads til: moden madeira note, grenadine, modne jordbær, mynte og timian. Smagen var også overraskende frisk (har sikkert de næste 15 år foran sig), dog med mange behagelig modne noter, bl.a. varme4 krydderier.

Alt i alt var jeg nok lidt skuffet – vinen var sørme kompleks, men også meget svær at blive klog på. Manglede charme og faktisk også balance, hvis den skulle helt op og ringe på WF-scoren.

9.3-9.4 p.

 

Fonseca Vintage 2000

En af de store årgange, som der dog efterfølgende har været meget diskussion om.

Duften havde både noter af: eukalyptus, friske brombær, blommeskind og engelsk lakrids. Smagen var harmonisk og dejligt bamset – kompleksiteten er ikke overvældende, men det må komme hen ad vejen. Denne vin charmerer, og vinder let ens hjerte, og har oven i købet kæmpe potentiale!

9.3 p.

 

 

Fonseca Vintage 2003

En af de HELT store årgange, som var fantastisk varm, og derfor er det ofte kæmpe vine man finder i denne årgang.

Selvfølgelig fuldstændig mørk og tæt i farven. Et BRAG af tæt, kandiseret frugt i næsen, som overskygger hvad der ellers måtte være af andre noter. Smagen mangler fokus og harmoni, men er saftig, stor og bred – så hvis det er det man søger, er det en fantastisk oplevelse. Til alle andre vil jeg anbefale at gemme den i laaang tid – dette er den slags vine, som godt kunne gå hen og overleve en selv.
En vin der er meget svær at score, hvorfor jeg også har valgt at give den 2 scorer – en for dens nuværende præstation og en i () for dens potentiale.

9.1 p. (9.5 p.)

SKRIV endelig en kommentar til ovenstående eller til portvin generelt – en du portvinsfan eller ej? og hvorfor?

 

 

Smagsfyldt Barbera

Udgivet den af
3

For lidt tid siden, hvor vi havde Barbera på bordet, lavede vi en lille smagning, hvor små som store huse var repræsenteret. Her fik vi opfrisket vores syn på netop denne drue (Læs evt. tidligere indlæg omkring Barberavinene). Vi smagte alle vine semiblind, altså hvor vi kendte producenterne, men ikke hvornår de kom i smagningen. De smagte vine var:

Paiagal Barbera d’Alba fra Marchesi di Barolo 08.

Franco Roero Barbera d’Asti af Franco Roero 07.

Caranti Barbera d’Asti af Garitina 03.

Barbera d’Alba af Massolino 08.

Fides Barbera d’Asti af Pio Cesare 03

Lad mig starte med den øverste og arbejde mig nedefter (det var sådan de kom i smagningen):

 

Paiagal havde en næse af tynd frugt, hertil kommer at det ikke var god frugt. Duften var billig med hints at bitre kirsebær og et snært af grønsager. Efter man har duftet til en vin plejer man som regel at smage på den. Det kunne jeg godt have været foruden i det her tilfælde. Smagen var katastrofal!! Det her er en vin til normalt 170 kroner og den er ikke 1/3 værd! Marchesi di Barolo er ellers en af de store drenge, ja faktisk den første producent af helt udgæret barolovin, som kom omkring 1850erne. Men det er en anden historie. I hvert fald ikke noget jeg kan anbefale!       7.8 p.

Næste vin i rækken blev bedre. Franco Roero. Denne vin var noget andet, lækker, stor, fyldig frugtig duft væltede op af glasset og den gik næsten hen i retningen af brugt motorolie og roser/violer. En smule fad kunne også komme på tale. Smagen var kun bedre, igen stor voluminøs, fed frugt, igen efterfulgt af den her note omkring vejarbejde, eller motor. Dette er positivt! Det florale aspekt fulgte også med i duften. Dog havde den lidt ukontrolleret alkohol til sidst, det skal siges at vinen holdte 15 %, men alkoholen skal altså så integreres lidt bedre, hvis kældermesteren vil helt derop hvor det ringer.  At den holder så stor alkohol betyder samtidig også et indhug i syrerniveauet. En fantastisk stor og lækker vin!     8.9 p.

Caranti Barbera var den næste. I duften var det en lidt tynd frugt, der indtog glasset. Mere lukket end de to tidligere.  Rød sodavandsis, mild engelsk lakrids, som blev fulgt af små urtede noter, samt moreller. I smagen var det ligeledes en mere elegant Barbera, der gjorde dit indtog. Igen urter og lidt sødligere grøntsager. Men det der dominerede var fadet. En hel del vanilje lå gemt under brædderne og kom altså op efter lidt tid. Dette er som jeg skrev længere oppe typisk for fadlagret Barbera, det dominere meget synes jeg. Men en pæn vin uden de helt store armbevægelser.      8.5 p.

 

Massolinos standart Barbera, som også er en af de store spillere, stod vi også overfor. Denne vin var endnu en skuffelse… duften var mest af alt kedelig og domineret af en lille tynd frugt, dog elegant. Smagen viste ikke helt hvad den ville. Der var lidt tyndbenet frugt her og så lidt grønne noter der, nyslået græs om man vil. Det er fint at en vin har lidt grønne noter, men så skal det også kun være små beherskede noter og det var ikke tilfældet her. Generelt var vinen bare kedelig og det tegner faktisk et godt billede af Massolino som prodecent. Vi synes ikke at deres standart vine kan præstere noget som helst og det er både deres Barolo, Barbera og Dolcetto. Inden jeg så tager al æren fra familien Massolino, så skal det lige nævnes, at deres enkeltmark Baroloer er mere end fantastiske!          8.2 p.

Den sidste vin vi havde med var Pio Cesare, og vel at mærke deres enkeltmark Barbera Fides. Mørke bær, jordbær og modne kirsebær samt krydrede noter. Stor frugt med lidt mokka og chokolade nedenunder. Virkelig en lækker duft, som til tider også mindede lidt om bordeaux, med lidt jord og læder. Smagen tog sig også flot ud. Lækker stor frugt, men samtidig elegant, animalsk, fine røde bær, chokolade, lakrids og små nødde – og mokkatoner. Også i denne vin havde fadet sin indvirkning. Lækker vanilje flød stille og roligt rundt oven på alle de her komplekse noter. Det er første gang jeg har oplavet så meget kompleksitet i en Barberavin, men denne vin er nu også oppe hvor det begynder at gøre ondt pengemæssigt.. 350 kroner ligger vi og roder rundt på, men den er alle penge værd!         9.2 p.

Hvis ikke du har udforsket Barbera endnu, så gør det. Det er en super vin til et bredt udvalg af mad og det er høj kvalitet til pengene!

Sangiovese Tour de Force

Udgivet den af
2

Et andet medlem af WineFactory redaktionen (Morten) og jeg selv (Tobias), fik pludselig forleden en ubændig lyst til Sangiovese – druen der sammen med cabernet og merlot, danner grundlaget for alle de klassiske vine i Toscana. Nedenstående er hvad der kom ud af det, den følgende aften!

OBS: se Mortens indlæg om sangiovese druen og dens mange talenter, for mere info!

– Poliziano Asinone, Vino Nobile di Montepulciano DOCG 2006

(189kr.)

Poliziano er nok den mest velkendte producent i Montepulciano, Toscana, og vinen Asinone er en af deres helt store enkeltmarks vine, hovedsagligt lavet på sangiovese. Årgang 2006 var, når de selv siger det, en flot og stor årgang med stort gemmepotentiale.

Poliziano - kongen af Montepulciano

Duft: tjære, mørke kirsebær, dybde, meget flot integreret vanilje fra fadet. Allerede i duften lækker og i min bog en ”pleaser-vin”. Smagen: stor, mørk, poleret frugt. Fadpræget er tydeligt, men genialt integreret i frugten, god fylde og mørke skovbær. Eftersmagen er lang og lækker. Vinen mangler måske nogle flere noter for rigtigt at komme op og støde, men til prisen et super køb, og har potentiale til de næste 10-20 år.

9.1 p.


– Bibbiano, Vigna del Capannino, Chianti Classico Riserva 2006

(169kr.) (1 t. på karaffel)

En anerkendt chianti-producent i et fremragende år.

Duft: stegte grønne tomater, unge kirsebær, tør tobak. Der er en gennemtrængende tør-bitter-syrlig note som er lige i overkanten, selv for sangiovese. Smagen: lidt ensporet, men elegant og flot struktureret. Mangler for mig både dybde og bredde. Relativt lang eftersmag, med små bitre kirsebær dansende på tungen. En meget ung vin, med grønne noter, som bestemt bør gemmes.

8.8 p.


 

– Avignonesi, Riserva Grandi Annate, Vino Nobile di Montepulciano 2004

(530kr.) (1 t. på karaffel) (95 p. af WineSpectator)

Hvis der er en producent der kan konkurrere med Poliziano om kronen i Montepulciano, kunne det godt være Avignonesi, som dog desværre ikke er så kendt i DK.

Duft: intens, mørk, nærmest kandiseret frugt. Timian, lidt mynte, let stald, skovbund, let ristet fadnote (mere gemt end i Asinone), liflig pibetobak, blåbærmuffin og let salmiak lakrids. En bred, kompleks duftoplevelse! Smag: sort peber, blommeskind, god volume, lækker saftig frugt, lille alkohol kick. God tannin og syre struktur, dog tror jeg ikke man skal gemme den mere end 10 år endnu. Med et ord: lækker. Med to: lækker og kompleks.

9.3+ p.

 

– Fattoria La Lecciaia, Brunello di Montalcino 1999.

(249kr. – kan fås billigere I yngre årgange) (92 p. af WineSpectator)

Duft: støvet rød jord, broccoli, soltørrede tomater, røget bacon, animalsk note, jordbund, lille hint af vanilje fra fadet, syltet agurk. Senere kom der også bitter mokka og ristet fad. Smag: varme, behagelige bitre kirsebær, hint af anis, let viol og lang syre i eftersmagen. Trods de mange noter, falder smagen faktisk lidt igennem i forhold til duften, og selvom jeg elsker syre, er den her måske lidt for markant.
Der var ved denne vin stor uenighed i point givningen, dvs.: hvis man ikke vil se bort fra den markante syre (Morten) = 8.4 p. Hvis man forelsker sig i den komplekse duft og omfavner syren (Tobias) = 91 p.

 

– Seghesio Venom, 100 % Sangiovese, Alexander Valley 2005

(Sonoma County, Californien) (450kr.)

Denne vin kommer fra en meget vellidt producent, Seghesio, som generelt laver meget lækre og populære vine i Californien, særligt på zinfandel druen. Af mange anses Venom for at være den bedste sangiovese-baserede vin udenfor Italien, og den bliver da også lavet på Californiens ældste sangiovese-stokke.

Venom - formentlig den bedste sangiovese vin udenfor Italien

Duft: her er vi selvfølgelig straks i en helt anden boldgade, hvad angår noter. Nogen kunne nok godt finde på at beskrive den som en frugt-bombe – under alle omstændigheder har den en kæmpe, intens, mørk frugt. Hindbær, brombær, mørke kirsebær og næsten boysenbær. Smag: den er markant, men også kontrolleret, med vaniljesukker, stor bombastisk frugt, lidt kærnemælk og sød pibetobak. En smag der får alle op af stolen. Alkoholen mærker man desværre lidt til, god syre-sødme balance. Er en uden tvivl en meget kraftig vin, men holder dog en relativ kølig balance igennem hele oplevelsen. Jeg er faktisk personligt ikke i humør til den slags vine i øjeblikket (ens præferencer varierer selvfølgelig fra år til år), men må simpelthen bøje mig i støvet for den ”lækkerheds-faktor” som Venom bringer til bordet. Seghesio er kendt for at lave vine, som måske mangler struktur, kompleksitet og terroir fornemmelse, men som man hurtigt tilgiver, da frugten er så lækker og charmerende – dette er ingen undtagelse!

9.2+ p.

 

 

 

Skal vi drikke god vin i aften? … tjaaa hvorfor ikke … Sangiovese?

Udgivet den af
5

Svaret på Mona Lisas mystiske smil...

Hvordan skal jeg ellers starte denne lille skrift omkring denne fantastiske drue? Jeg ved det ikke. Sangiovese druen er ikke en særlig berejst en af slagsen. Den fungerer åbenbart kun i Italien og faktisk kun i og omkring Toscana regionen. Det er også her den hører hjemme og er mest berømt. Hvis man nævner navne som Chianti og Brunello, ved de fleste vindrikkere hvad jeg taler om. Det er de to mest berømte vine, men der er aldeles også den velkendte Vino Nobile di Montepulciano, som også er en af de store spillere mht. Sangiovese. Der er yderligere to Sangiovese vine i Toscana som jeg synes skal med, det er Morellino di Scansano og så er det Carmignano. Den første har op til 2006 været lidt ligegyldig, men fra 1996 fandt mange producenter ud af at jorden dernede var overkommelig billig, så der fandt derefter en invasion sted. Mange store producenter har den dag i dag marker dernede, og når jeg siger dernede, så er det fordi det er den sydligste del af Toscana man kan slippe godt fra af dyrke Sangiovese. Carmignano området, som er meget småt, startede ud med at være en af Italiens topvine, men her er vi tilbage hvor ruder konge var knægt, og det var internationale sorter der var i hovedsædet. Problemet kom da Chianti området, som er kæmpe, overlappede Carmignano i 1932 så den blev faktisk slettet. Først i 75 blev området igen synligt på Italiens indviklede ”vinkort”.  Vinene er moderne, med masser af fad og frugt, og så er der stor tilfredshed med at benytte sig af internationale druer sammen med Sangiovese.

Dog er de tre områder, Montepulciano, Montalcino og Chianti, der har sat deres præg på Sangiovesevinene. Chianti er med sit enorme område det klart største og samtidig naturligt nok også den største udbyder af Sangiovese vine, når vi taler kvantitet.  Vi kender alle den mystiske bast ombundne flaske fra 70erne, dette var Chianti før kvalitetsændringen. Denne ændring kom netop i starten af 70erne, hvor ændringen i druesammensætningen, samt høstudbytter, plantetætheder blev reduceret kraftigt. Alt sammen for at fokuserer på kvalitet frem for kvantitet.

Det startede i slutningen af 1800-tallet, hvor Baron Ricasoli kom frem til en formel for hvordan Chiantis vine skulle sammensættes. Han foreslog en vin med base af Sangiovese, dertil tilsat Canaiolo og evt. grønne druer i form af Malvasia del Chianti. Denne formel var en kæmpe succes og holdte helt til slutningen 70erne med løbende ændringer. Men da forbrugerne fik sans for kvalitet kunne man ikke sælge den relativt ringe, kedelige vin længere og man begyndte at omlægge produktionen.

Hele Chiantizonen er delt op i 7 mindre subzoner, som producenter kan skrive på etiketten, men det er stort set kun alm. Chianti,  Chianti Classico og Chianti Rufina der bliver brugt. Det er ydermere Chianti Classico, der producerer det meste af topvinen fra området. Det er også her man helt har droppet de grønne sorter, som det stadig er tilladt at benytte sig af i de andre subzoner. Dog bliver der brugt mere og mere Merlot og Cabernet Sauvignon i vinene.

Den anden rigtig store spiller er vinene fra området Montepulciano. I gamle dage var denne vin den mest udsøgte i Toscana, men da den førnævnte Chiantiformel blev så populær, gik vinene med navnet Montepulciano i glemmebogen. Det er de så kommet efter og også omkring slut 70erne blev der sat nye standarter for Montepulciano.

Den sidste store og måske den største er Brunello vinene fra Montalcino området. Dette er en vin der skal laves på 100 % Sangiovese og ikke andet. Brunello blev produceret første gang i 1842 af Clemente Biondi Santi, men det var ikke 100 % Sangiovese, så ”rigtig” Brunello var det ikke. Faderen til den populære Brunello blev lavet af Clementes Barnebarn, Ferruccio Biondi Santi. Siden er Brunello blevet kult og dyrt, men genialt. En ting der er værd at hæfte sig ved er, at den typiske udvikling i Italiensk vin har været imod det mere letdrikkelige, knap så mange tanniner (garvesyrer), mindre fadlagring og mere frugtpræg. Brunello, sammen med Barolo fra Piemonte, har været de to vine som har ændret deres kendetegn mest i retningen af den ”nye stil”… altså mere frugtige og drikkeklare vine. Den gamle Brunello var enorm rug ligesom Barolo, netop på grund af for længe en fadlagring og for stort udtræk af “hårde” tanniner. Smagen blev af nogen sammenlignet med smagen og følelsen af at bide i et stykke bark – ikke godt. Det er selvfølgelig derfor at lovgivningen er sat ned fra 4 år til nuværende 2 og vinstilen generelt, er blivet mere frugtig i udtrykket efter flere ændringer i fremstillingen. Det er dog stadig stædige producenter, som ikke synes denne nye stil er rigtig brunello og stadig holder sig lidt til den gamle skole, ekempelvis Biondi Santi.

Selvfølgelig er det ikke kun i regionen Toscana man laver Sangiovesevine, også Umbrien, Marche og Emilia Romagna laver også store Sangiovesevine. Sangiovese er egentlig brugt i alle regionerne i specielt Midtitalien, den er bare med i blandingsvine og betyder mindre.

Desværre er det så også kun i Italien man finder den i større tiltag. Det er en sværd drue at have med at gøre, den kræver en masse arbejde i marken og så skal marken være godt eksponeret. Ikke for varmt, ikke for koldt, ikke for meget regn, ikke for lidt, og sådan kan man blive ved. Undtagelsen der bekræfter reglen er så Californien, hvor de virkelig kan finde ud af det med vin, åbenbart også Sangiovese i visse tilfælde. Det er sjældent at støde på sorten derovre, men det sker. Nogle gange ser man projekter hos familier med Italienske rødder, som i sin tid har hentet stiklinger med til Californien fra hjemlandet Italien. Et godt eksempel er Seghesio, som faktisk laver deres topvin – Venom, på ren Sangiovese. Dette er et af de bedste eksempler jeg har stødt på overhovedet. Den kan sagtens komme op på siden af store Brunelloer, ingen problemer.  Men jo, den har større frugt og samtidig mere rund og lækker, end en top Brunello, så altså anderledes end Brunello, men stadig virkelig genialt lavet!

Sangiovese er, hvis i spørger mig, klart en kongedrue. I glasset viser den et godt solidt tanninindhold, som for Brunellos vedkommende kan komme helt op ved siden af Barolo. Den har typiske noter af klare modne kirsebær samt i visse tilfælde bitterheden af kirsebærsten – ikke nødvendigvis negativt. Pibetobak er også noget man hurtigt kan støde ind i, stald og smule kanel ej heller at forglemme.  Sangiovese er også en syreholdig drue, så den går super hånd i hånd med alle de forskellige arter af tomat-dominerede pastaretter der florerer i Italien i og med at syren har en god rensede effekt, så det klistrede pasta bliver fulgt til dørs. Dog skal man passe en lille smule på, da tanninerne godt kan clashe med sødere saucer og stærke komponenter og syrer i maden. Igen en god ide at gå på opdagelse i det amerikanske, da disse vine har mindre af alt det, der kan ødelægge fornemmelsen af vinen sammen med mad – primært syrer og tannin. De har også en større frugt, så retterne kan bare komme an…

Prøv Sangiovese, læg evt. en større skilling for en Brunello eller giv den amerikanske Venom en chance som jeg jo er lidt forelsket i (eller en anden oversøisk) og se hvad denne drue kan gøre, mere er der vist ikke at sige.

Januar nyt i indbakken!

Udgivet den af
Svar

Kære Wine Factory læser.

Så er januar nyt afsendt, og til alle jer som allerede er tilmeldt vores nyhedsmail ligger den klar i jeres indbakke.

Til jer som endnu ikke er tilmeldt, så kan i tilmelde jer her til højre, vi udsender nyhedsmail ca. en gang om måneden.
Så du bliver på ingen måde spammet! Du får blot et overblik over aktiviteterne på bloggen i måneden der er gået.

Du kan se Januars nyhedsmail her