Kategoriarkiv: Vine

Bourgogne – Volnay

Udgivet den af
Svar

Ahhh Bourgogne. Det mest hjernedøde område at finde rundt i, med alle deres enkelsmarker og bynavne. Men ikke desto mindre, når man siger dette ord, ved man bare der er noget godt i vente. Næste da, for Bourgogne er om noget det distrikt, hvor man skal ligge en god slat penge for at få kvalitet. Det kan sagtens lade sig gøre at finde en Bourgognevin til omkring 100 eller 150 kr. men så skal man altså også lede længe. Og der er også en grund til at man skal hive en lidt tungere tegnebog frem. Det hele er altså ikke bare gak og gøjl, eller navn man betaler for.

Det er er et faktum, at god kvalitetsvin koster penge at lave. Der skal markarbejde til først og fremmest og jo grundigere dette gøres, desto flere timer tager det og timer koster penge. At en person skal lave et arbejde, som kvalitetsmæssigt er i orden, er én ting, men hvis dette arbejde skal gøres inden for overskuelig tid, skal vinhuset altså have flere hænder i arbejde, altså flere penge skal punges ud. Det er logik.
Så er der kælderen. Den skal også følge med tiden og holdes i stand, plus at der i de kvalitetsmæssigt bevidste producenter også skal invisteres i inventar lige fra fade til fermentorer. Igen koster dette penge at få til at løbe rundt.
Imidlertidigt er det nu marken, der er den vigtigste del af kvaliteten. Det er i marken man afgør vinens kvalitet. Ikke kun arbejdet med beskæring og mandetimer, kunstvanding mm., men sågar også beliggenheden koster penge.
Nu er det så man tænker, hvorfor skal Bourgogne så koste relativt mere end andre vine ? Svaret ligger i at der selvfølgelig er en reklamemæssig side, men ser vi bort fra den, er det en super svær drue at have med at gøre. Præcis ligesom nebbiolo fra Piemonte, Italien. Her producerer man Barolo som det ypperste og hvor mange vine har man smagt (på Nebbiolo), som kommer op på siden af en god Barolo ? Tæt på ingen er min mening. Det samme gør sig gældende i Bourgognes tilfælde. Druen kræver noget af producenten, mere end eksempelvis Merlot og Shiraz.
Og ja, man skal selvfølgelig lige huske, at Bourgognebønderne godt ved, at man ikke finder den samme Pinot Noir smag og elegance andre stederi verden! Så selvfølgelig smider de en slat oveni.

Men nu til noget andet, nemlig en specifik vin. Denne gang fra Volnay. Et område jeg igen er faldet lidt for, når samtalen falder på Bourgogne. Vinene herfra har en anden slags elegance end man finder andre steder i bourgogne. Specielt én har jeg hæftet mig ved.
Nu er jeg til den lidt flæskede stil inden for bourgogne, nogen vil måske finde det lidt upassende, men det er mig ligemeget. Denne flæskethed, hvis man kan kalde den det, har Alex Gambal i sin Volnay. Og hvis navnet lyder lidt amerikansk, ja, så gættede du rigtigt, han er fra Amerika. Derfor stiler han også efter de her lidt mere fede vine, selv i Bourgogne. Jeg smagte hans 06 forleden og blev virkelig positivt overrasket. Den mand kan lave bourgogne i særklasse. Det var i hver fald det, mine smagsløg konstaterede. Jeg vil nu sige, at man skal kunne lide denne kraftige stil. Den mangler jord og tannin for at være mere typisk bourgogne.
Bløde tanniner er en god indledning, med de typiske jorbærtoner, blandet med et godt skud fad, men dog passende. Specielt også i eftersmagen. Nogle vil måske sige en anelse ensporet, men dette synes jeg ikke gør noget, da dette ene spor faktisk kører den rigtige vej.
Men hvis man elsker Bourgogne, så tjener det sig, at tjekke Volnay området ud. Forøvrigt laver Luis Jadot også en ganske lækker Volnay.

Dom Perignon 2000

Udgivet den af
Svar

Champagne – dette er jo i sandhed en dejlig drik. Når man først er faldet for boblerne i denne type vin, så kan man ikke lade vær med hele tiden af gå tilbage. Det er jo en hel anden følelse man får via Champagne end med vin. Man bliver bare så glad, allerede når man sidder og stirrer ind igennem det tulipanformede glas og bliver hypnotiseret af de dejlige kæder af bobler, som bare danser rundt.

Dom Perignon er historien om den her munk, som efter sine skulle ha “opdaget” champagnen. Dette er dog ikke helt korrekt. Det er rigtigt at han som klostrets skattemester opkrævede tiende (en form for skat som bl.a. fantes tilbage i 1600 tallet. Bonden skulle betale en tiendedel af hans levebrød til Kirkebygningen, sognepræsten og bisberne.) af bønderne i området og at det var i form af druer og vin, som han så solgte videre igen. Det er også rigtigt at han indførte en hel del ting til vinfremstillingen, så som kraftig beskæring af løv, lavt udbytte og forsigtig høst. Disse metoder er ganske normale i dag for producenter, som vil lave kvalitetsvin.
Perignon foretrak blå druer til sin hvidvin, fordi de ikke går så let i andengæring som hvide og derpå producerer kulsyre. Der var selvfølgelig en del flasker der alligevel gik i andengæring og det var via denne andengæring, der blev produceret vin med kulsyre, som skulle blive så populær.
Men det var altså ikke ham der opfandt Champagnen, men derimod en længere udvikling, og eksperimenter med vinen. Det blev dengang set som et stort problem at der var kulsyre i flaskerne, da datidens flasker sprang i luften af det høje tryk. Det var altså ikke kun Perignon der havde dette problem, men også mange andre producenter. Det var først da nogle englændere udviklede bedre flasker at denne drik kom på landkortet i positiv forstand. Men som sagt skulle der selvfølgelig en udvikling til før man kunne få et mindeværdigt resultat.

Dom Perignon, som er Möet & Chandons prestige cuvée (deres topprodukt), smagte jeg her forleden i årgang 2000. En lækker muss steg op langs glassets sider og det væltede op med nuancer af æbler, men også krydrede noter.
Den første slurk bød på rigtig mange ting, først en lille smule æble, men så blev denne frugt overdøvet af et ligefrem smukt samspil mellem krydderier og fad samt en smule franskbrød i enden. Lidt mystisk når man sidder og venter en hel del mere frugt. Eftersmagen bød dog igen på mere frugt, så helt frugtforladt var den ikke. Jeg drak lidt videre og skrev lidt ned. De næste ord jeg skrev var komplex og lidt røget. Hmm, lidt røget plejer jeg at se som værende negativt, men ikke i Dom P. Det gjorde ligsom smagen dejlig blød og afrundet på en eller anden måde. Komplex fordi den blev ved med at komme med noget, efter man havde sat glasset for munden. Det sidte jeg skrev var ferskner og sågar et lille hint af hindbær, ikke bittert, men modent. Jeg fandt det lidt mystisk, men bestemt ikke dårligt, i en Dom P, men ikke desto mindre var det der altså. Det gav således et godt slutspil og bidrog positivt til de mange andre noter. Jeg var glad!
Bare lige for at holde den op imod 99eren, så hører 00eren til den mere krydrede og tunge stil, mens 99eren er mere frisk, liflig og frugtig.

Jeg kan kun sige wuaw! Og selv min kære fader vendte hovedet og sagde “Det er en super champagne”…

Forøvrigt så kan det anbefales ar se Tobias´ 3-delte afsnit omkring Champagne, for en uddybende fortælling af Champagnens forunderlige verden.

Amon Ra

Udgivet den af
1

Her forleden dag kunne jeg ikke nærer mig – jeg åbnede en flaske Amon ra. En af Australiens kultvine, som næsten ikke er til at opdrive i og med at forhandlerne kun får 1 eller 2 kasser af denne dejlige vin (6 stk. vel at mærke). Der er simpelthen et ekstrem lille høstudbytte på marken, så der laves næsten ingenting.

Vinen er lavet på 100 % Shiraz-druer og så er den ufiltreret, som der højt og tydeligt står på etiketten. Dvs. blot sige at vinen ikke er kørt igennem diverse filtre før aftapning og dermed kan der findes mere bundfald, selv i de unge flasker. Der var da også en del i denne 08 vi drak.
Winemakeren er en gut ved navn Ben Glaetzer, som ejer og styrer Glaetzer Winery, der har til huse i Barossa Valley – South Australia. Her laver han 4 forskellige vine, heriblandt Amon Ra som er flagskibet. Desuden er han også winemaker hos Mitolo Wines, et projekt sammen med Italiensk fødte Frank Mitolo. Disse vine er dog mere stramme og nogen vil måske også sige mere komplekse, end Glaetzers egne vine. Vinene fra Mitolo kommer ikke alle fra Barossa Valley, men også fra McLaren Vale, som ligger lidt mere syd på. Sidst men ikke mindst er han også med i firmaet Heartland, som laver vin i en mindre ekslusiv klasse, så det er mere et “value for money” vineri end de to andre.

Det første jeg lagde mærke til, da jeg øjnede vinen, var den ekstremt mørke farve. Helt mørkerød med overgang til det lilla. At vinen har et lilla skær indikere selvfølgelig at det er en ung vin. Dette kan i nogle tilfælde godt være henfaldende til den negative side, men overhovedet ikke i Amon ra´s tilfælde!
Efter den havde stået på karaffel i en lille times tid, tog vi det første glas – Himmelsk, hvis man er til de australske kratfulde vine. En kraftfuld frugt, som mange gange bliver dominerende overfor andre komponenter og smagsnoter, som man kan støde på i et glas vin. Eksempelvis fad, tobak, chokolade eller jord, læder og nødder… Det er selvfølgelig en smagssag, om man er til den stræke dominans af frugt eller en en mere afdæmpet frugt, blandet med et vælg af andre kvaliteter, eksempelvis dem nævnt før, som mange gange findes i Europæiske vine.
I Amon Ra bliver munden angrebet, på den gode måde, af perfekt afbalanceret frugt, god solid, hverken for meget eller for umoden, og kraftige mørke bær, der bare vælter bare rundt, efterfuldt af en god mængde sød lakrids og en smule tobak. Jeg fik dog ikke meget af det krydrede aspekt med peber som hovedkrydderi, der ellers siges at være Shiraz´ kendetegn. Det gjorde dog ikke noget som helst. Frugten var på en eller anden måde nok kompliceret i sig selv, så den hverken manglede fad eller noget. Den var så at sige Australsk skompliceret og ikke europæisk kompliceret, der som sagt i manges ører henleder til, at vinen skal have mere end kun frugt at byde på.
Men nu skal vi også passe på, at vi ikke kun fylder hovedet med frugt. Der var også noget andet, der gjorde Amon Ra spændende. Dette var et strejf af marcipan, eller noget “slikket”, som lå gemt. Det er svært at forklare, og jeg har kun oplevet det et par gange og alle gangene har det været i Shirazvine fra den nye verden.

Jeg selv er gået lidt væk fra disse sindsoprivende, kraftige, frugtfulde, oversøiske vintyper, i og med man bliver lidt træt af denne her fede frugtfylde. Jeg vil lige i øjeblikket hellere have den lidt mere jordede, tanninholdige mere komplekse vine fra Europa. Dog vil jeg gøre en undtagelse i Amon Ra´s tilfælde. Det er altså et super glas og jeg skal godt nok have en del flasker, før jeg bliver træt af de smagsnoter, eller den frugt der hærger glasset, fordi den gør det på en så gennemført måde!

Så hvis du overvejer et godt glas Australs vin og du er villig til at smide omkring 500 kr. så er Amon Ra 08 et rigtig godt bud på en sådan. Det skal også lige siges, at jo længere man går ned i årgangen, desto mere afdæmpet bliver frugten og dette skal ikke forstår negativt.

Bolgheri, DOC & DOCG – Fortsat

Udgivet den af
2

Sassicaia var en af de første til at bryde ud af dette system! Istedet for at benytte sig af Sangiovese, som er toscanas hoveddrue og dengang var et krav at bruge, hvis man ville skrive DOC på sin etiket, brugte man Cabernet sauvignon, som hovedbestanddel. Til gengæld blev Sassicaia en kæmpe succes, således at den lagde starten til at Bolgheri gik fra at være ukendt vinregion ved vestkysten, til at blive tildelt en DOC – Bolgheri DOC. De vine der er blevet kendetegnet for Bolgheri, er altså overvejende på franske druer, Carbernet, Merlot og egentlig også Syrah, men kan også laves på overvejende Sangiovese. Faktisk fik Bolgheri af staten, en underzone der hedder Sassicaia DOC, da vinen havde været et yderst positivt svar udatil, for Italiens vindyrkning. Nu skal det så ikke forstås som om, at der er flere Sassicaiaer… Der er kun den ene!!

Men ud over DOC(G) og VdT, fik man i 1992 indført en oprindelsesbetegnelse, som hedder IGT (Indicazione Geografica Tipica), hvor vine som har yndet stor succes kan gå ind under og samtidig ikke opfylder kravene omkring lagring og druesammensætning mm. for DOC(G). Denne kom i kølvandet på, at der siden starten af 70erne er blevet produceret så mange top – og kultvine, der ikke opfylder kravene på DOC(G)erne. Op til 92 var der således en hel del supervine (også kaldet supertoscanere), der kun kunne markedføres under den laveste betegnelse. Dette så naturigvis underligt ud, da de både var i toppen af listen mht. kvalitet og pris. Staten kunne ikke bare læne sig tilbage og se på, så derfor blev man nød til at indfører denne her nye titel IGT.

Nu til noget der er lidt sjovere at beskæftige sig med, nemlig at smage disse dejlige vine fra Bolgheri.
Som jeg var inde på før, var Antinori ikke vilde med at kaste sig ud i noget, hvor man fik jord under neglene, i Bolgheri. Men i 1990 kom den første årgang af Guardo al Tasso.
Det er et blend af Carbernet S, Merlot og en smule syrah.
Vi var her for lidt tid siden en lille tur på Franck A i Odense, hvor vi netop fik os en flaske G.A.T. i årgang 06 da de desværre var løbet tør for 04.. BOMMER. Men det skulle nu vise sig at den sagtens kunne følge med. Rigtig lækkert strejf af det her som kun Bolgheri vinene kan komme frem med. Meget afdæmpet mokka, men blandet sammen med den her store mørke frugt. Dette dejlige blend af af frugt og mokka, blev ydermere akkomponeret af et godt overlappende strejf af fad.
Også en dejligt rund fornemmlse sad man med, når man kørte den rundt i munden, dog med store tanniner. Men hvad kan man forvente af en så stor vin fra 06.
Det var helt klart en vin med en hel del år tilbage at leve i, hvis vi ikke havde nuppet hatten af den. Dog var der en ting jeg godt kunne savne i 06´eren, hvis man holder den op imod 04 – den mangler denne her tyngde. Tyngde så man bare sidder tilbage med en følelse af, at vinen trækker helt ned i kæben og fylder munden helt med disse her noter at mørke bær og afdæmpet mokkatoner. Nu kan det så godt være jeg lyder lidt dobelmoralsk, men skidt nu med det, fordi selvom vinen har denne tyngde virker den alligevel let til bens og elegant, ikke let som en bourgogne, men let i italiensk henseende.
Lige netop denne tyngde er at finde i årgang 04 og bare for lige at sætte et kvalitetsstempel på, synes jeg at 04 G.A.T næsten kommer op på siden af Sassicaia 04. Så hvis man er til Bolgheri-stilen, vil Guardo al Tasso være et fantastisk møde!

Siciliansk Kursændring

Udgivet den af
1

Vi kender alle de acceptable, prisbillige, hverdagsvine fra det sydlige Italien, herunder særligt fra Sicilien og Puglia, på druerne Nero d’Avola, Malvasia, Primitivo, Negro Amaro m.fl., som går så ganske glimrende til de fleste pasta-retter og mange ”dansk-italienske” retter, som danskerne nyder i så høj grad.

MEN, nu rumler det i dybet, i det glemte/undervurderede italienske vin-skattekammer. Særligt Sicilien byder i disse år på mange fantastiske oplevelser til meget, MEGET rimelige penge. Dette faktum blev vi igen mindet om, til årets Gambero Rosso messe i jan. 2010, hvor en af de ikke så besøgte stande fangede vores opmærksomhed, med deres vilde labels og anderledes, interessante vine. Repræsentanten fra den unge producent, Azienda Agricole Gulfi, var meget informativ og opsat på at få præsenteret de forskellige Sicilianske vine for det, de i virkeligheden er!

Gulfi repræsenterer en ny generation af producenter på Sicilien, der i løbet af de sidste 10-20 år har ændret kurs mod vine af bedre kvalitet, og vine der i højere grad afspejler det terroir, som Sicilien trods alt er indehaver af. Præcis dette terroir, er Gulfi meget på sinde i deres produktion, ligesom de insisterer på en næsten udelukkende økologisk produktion – disse faktorer kom til udtryk i deres vine, der gav os et interessant indblik i de varierede kvaliteter og stile, Sicilien nu er i stand til at levere.

( for nærmeste forhandler af Gulfi: winewise)