Kategoriarkiv: Vinsmagninger

Chateauneuf du Pape – fortsætter pave-vinens comeback?

Udgivet den af
1

Alle kender dem, men kun få har et stærkt personligt forhold til vinene fra det sydlige Rhone, nærmere bestemt fra Chateauneuf-du-Pape AOC. Jeg deltog i en smagning af Chateauneuf-du-Pape vine (herefter: CdP), i et forsøg på at forbedre MIT forhold til disse sagnomspundne vine fra syden.

Folks meget varierede forhold til CdP skyldes formentlig, at der godt kan være langt imellem de helt store oplevelser med CdP, mens man til gengæld kan være sikker på næsten altid, at skulle af med min. 150-200 kr. for en flaske. CdPs generelle kvalitet har da også været mål for megen kritik de sidste 20-30 år, men så, for 5-10 år siden, så det pludselig ud til at producenterne tog sig sammen, og kvaliteten begyndte at stige dramatisk. Alligevel er der stadig gode chancer for at blive skuffet, hvis man vælger en flaske CdP på supermarkedshylden til under 200 kr., for selvom Sydrhone er kendt for at levere gode vine til billige penge, har CdP ofte været undtagelsen til denne regel. Man er ofte nødt til at ofrer en del penge for at få de store oplevelser, og ikke blot bitter, overfladisk tranebær-frugt.

Man skal selvfølgelig tage ovenstående udsagn med et gran salt, men jeg er ofte selv blevet skuffet og er derfor notorisk mistroisk, når det kommer til CdP.

Basic info: CdP er både en by og en AOC, i den sydlige ende af Rhone området, som ligger i det sydøstlige Frankrig. CdP er uden diskussion den mest velkendte AOC fra Sydrhone, og er særdeles omtalt og drukket i Danmark – i relation til dette kan nævnes, at CdP ALENE laver mere vin, end hele Nordrhone tilsammen. En del af grunden til disse vines succes, ligger uden tvivl (desværre) i historien om hvad ”Chateauneuf-du-Pape” betyder: nemlig Pavens nye slot. I 1300’tallet holdt Paven til i Frankrig, nærmere bestemt i Avignon i det sydlige Frankrig. Pave Johannes den 22’ende holdt meget af vinene fra det område, der skulle komme til at hedde CdP, i modsætning til hans forgængere som mest holdt af bourgogne. Derfor kom vinene også til at hedde ”Chateauneuf-du-Pape”, efter Johannes byggede det kendte slot, som nu kendetegner området.Det berømte slot i Chateauneuf du Pape

Et andet element der gør CdP interessant, er den store mængde af tilladte druesorter, som gør at CdP vine ofte er vidt forskellige i karakter og stil + brug af flere forskellige druer ofte giver en kompleksitet til bedre vine. Man hører oftest at 13 druesorter er tilladt, men WF satte sig for at undersøge den nyeste franske lovgivning vedr. dette emne. Den var fra 2009, og fastslår at der er hele 18 druesorter tilladt – det store antal skyldes bl.a. at en del af druerne går igen, som både hvide og røde varianter:

(http://www.legifrance.gouv.fr/affichTexte.do;?cidTexte=JORFTEXT000021187577&dateTexte=vig#LEGIARTI000021188787)

De fleste røde CdP’er er domineret af druen Grenache, ofte blandet med Syrah og Mourvédre. Grenache giver ofte slanke, aromatiske og elegante vine, imens Syrah giver mere dybde og krydderi, og Mourvédre giver struktur og rustikke smagsnoter.

CdPs terroir er sikkert misundt af mange – god vind som forhindrer mug og sygdom, ofte god varme som sikrer modning og knytnæve-store sten i mange af markerne, som frigiver varme om natten og yderligere sikrer modningen, samtidig med at de selvfølgelig giver deres, til vinenes kompleksitet. (Disse sten ser man kun sjældent i den østlige del af området, og også kun sjældent i den sydlige del, hvor man dog har varme nok til at klare modningen uden sten).

Vi kender alle ”de store røde” CdP’er, men faktisk bliver der også lavet store hvidvine i CdP. Ofte aromatiske og med god syre – ligesom de røde, er de ofte geniale madvine, men hvidvine fra CdP ses desværre alt for sjældent herhjemme. De hvide vine laves bl.a. på druerne: Clairette Blanc, Grenache Blanc, Grenache Gris og Roussanne. OBS: der laves IKKE rosé under ”Chateauneuf-du-Pape” AOC’en.

Nedenstående følger en gennemgang af undertegnets smagsnoter, som jeg fik nedfældet til den føromtalte smagning jeg deltog i d. 22-01-2011.

CdP Perdigal 2009

En supermarkeds CdP (fik vi først af vide bagefter selvfølgelig) med prisen: ”2 for 150kr.”

Duften var meget ungdommelig, med en overfladisk, simpel frugt. Smagen var ufokuseret og med en ubehagelig bitterhed i eftersmagen.

6.9 point ud af 10 (dette er WF-scoren, ønsker man en international score, fjerner man blot kommaet)

CdP Galets Bruns Reserve VV 2008

Efter vi havde smagt denne vin, fik vi at vide, at den var købt i ALDI til 80 kr. Dette overraskede flere, og cementerede at der var tale om et godt køb, til en sjælden pris for CdP.

Duften var decideret landlig, med behagelige animalske noter, modnet kød og sort peber. Smagen havde en behagelig fylde, men dog stadig elegant. Vinen var lidt svag i eftersmagen og blev aldrig den store komplekse oplevelse, men var absolut behagelig.

8.6 p.

CdP Domaine de la Vieilles Julienne 1996

Havde glædet mig ret meget til denne vin, da det altid er spændende at smage vine med lidt alder, men vinen var desværre gået over.

Ingen point.

CdP Roger Sabon Les Olivets 2002

Et par ting man her bør vide: for det første er Sabon familien meget kendt og respekteret i CdP, og flere producenter laver vin under dette navn. Roger Sabon er en af de ældre Sabon-producenter. Den anden ting er året 2002, som af mange beskrives som katastrofalt dårligt, hvorimod 2001 som smages nedenfor generelt er et godt, klassisk år.

Første flaske havde prop, men der blev straks fundet en ny flaske!

Stilen er rustik, men dog med varme kirsebær og varmt krydderi i både duft og smag. Denne flaske viste sig, for mit vedkommende, lettere drikkelig nu end 2001’eren, som ellers er det bedre år.

8.7 p.

CdP Roger Sabon Les Olivets 2001

Rustik og landlig stil i duften, med bl.a. sort peber, timian og enebær. Smagen var domineret af en kraftig struktur, som dog ikke kvalte de fine små jordbær og hindbær helt. En flot, rank vin, som viste sig stadig at være meget ungdommelig, og bestemt stadig har sin bedste tid foran sig.

8.8 p.

CdP Domaine de la Janasse 2000

Stor, mørk, intens frugt i duften med en smule kernemælk, som dog aldrig blev marmelade agtig. Smagen var igen voldsom intens, med sin mørke frugt, der til tider blev næsten syntetisk. Dertil også allehånde og enebær. Vinen er stadig voldsom ung, og lidt for krasbørstig på denne aften, men uden tvivl en oplevelse.

8.9 p.

CdP Domaine de la Janasse 2001

Havde en mere ristet/bagt note i duften, end 00’eren. Intens, ”lilla” frugt i smagen. Modne moreller, bitter chokolade og enebær, med et let urtet strejf. Meget mere min kop the end 00’eren.

9.1 p.

CdP Domaine du Caillou 2003

2003 var, ifølge min og mange andres mening, en fantastisk årgang i Rhone som helhed. Denne vin bestod af 70 % Grenache, 16 % Mourvédre og 14 % Cinsault.

Den havde en spøjs duft, som var både sur/sød/bitter, med et hint af hyben. Smagen var meget elegant og let krydret. Denne vin var svær at blive klog på, men endte med at blive en af mine favoritter på aftenen, da den var så indtagende.

9.0 p.

CdP Chateau de la Font de Loup 2003

Her havde vi 50 % Grenache, 25 % Syrah, 15 % Mourvédre og 10 % Cinsault.

Behageligt solbær og brombær i duften, med en lige så stor og behagelig frugt i smagen. Den var bamset og charmerende.

9.0+ p.

CdP Le Grandes Vignes du Roy 2004

Igen var vi over i de spøjse dufte, her med en række noter man ellers oftest finder i hvidvine, f.eks. passionsfrugt og stjernefrugt. Smagen var let og livlig, hvor der så til gengæld både manglede dybde og koncentration.

8.4 p.

CdP Domaine Patrice Magni 2004

Let stald, grønne noter, tranebær i duften. I smagen kom der desuden lidt engelsk lakrids. For simpel, men bestemt drikkelig.

8.5 p.

CdP Domaine de Cristia 2004

Her med blendet: 80 % Grenache, 10 % Syrah og 10 % Mouvédre.

Stor rød frugt i næsen, som dog havde noget simpelt og overfladisk over sig. Et godt eksempel på en standard CdP, som mange måske ville være tilfredse med, men som jeg synes er spild af penge, når man ser hvad man kan få for samme penge i Languedoc og Provence.

8.6 p.

CdP Domaine de Cristia ”Renaissance” 2004

Her i storebroderen, er der langt mere dybde, m. røget vanilje, rosenpeber, blommeskind og modne hindbær. I smagen eksploderer denne vin i mørk, tyk frugt, der lægger sig fløjlsblødt og tungt på tungen – en KÆMPE vin, som dog desværre er alt for ung. Eftersmagen er vildt lang, med behagelig noter af muld, læder og vildt. Potentiale til at blive en meget eftertragtet vin.

9.2 p.

CdP Comte de Lauze 2005

Simpel rød frugt i både duft og smag – ærligt sagt: kedelig.

8.1-8.3 p.

CdP Ancien Domaine des Pontifes 2005

Igen denne mærkelig sur/søde stil, som bare her ikke rigtig fungere. God chance for flaske-fejl.

Ingen point.

Fonseca – Vertikal Smagning

Udgivet den af
3

De fleste vininteresserede, eller i hvert fald portvinsinteresserede, kender producenten Fonseca Guimaraens, eller bare: Fonseca, som huset normalt betegnes.

Fonseca har lavet vin siden 1822, og er altså ikke nybegyndere i vinverdenen, tværtimod er de i dag et af de største og mest anerkendte portvinshuse. Huset hører i dag til en stor gruppe (the Fladgate partnership) sammen med Taylor Fladgate, Guimaraens, Croft og Delaforce. Fonseca husets stil er: stor, varm, frodig, med intens frugt. Denne stil har været, og er fortsat, meget populær, ikke mindst takket være chefvinmageren David Guimaraens, som har regeret siden 1994, hvor han tog over fra faderen Bruce Guimaraens (- en legende i portvinskredse).

Fonseca producerer mange forskellige typer portvin, bl.a. 10, 20 og 40 års Tawny, Ruby Bin 27, Late Bottled Vintage, hvid portvin, klassisk Vintage og ikke mindst ”ikke-klassisk” Vintage.
”Ikke-klassisk Vintage-vine” produceres i gode år, som dog ikke var gode nok til at blive en klassisk Fonseca-Vintage – disse ”ikke-klassisk Vintage-vine” bærer navnet: Guimaraens Vintage. Så hvis man støder på en flaske Guimaraens portvin, er det altså de samme druer og de samme mennesker der også står bag Fonseca portvin – Guimaraens kan kaldes Fonsecas andenvin.

Fonseca ejer i dag 3 vingårde (i Portugal kaldt: ”Quintas”), nemlig: Cruzeiro, Santo Antonio og Quinta do Panascal. Fra disse gårde kommer den meste af den vin, som Fonseca bruger til deres vintage-vine. Disse vine bliver eksporteret til det mest af verdenen – dog er USA, Fonsecas største marked.

Nedenfor vil du kunne læse undertegnets smagsnoter, fra en større vertikal smagning af Fonseca/Guimaraens vine, der blev smagt d. 08-01-2011. Som du kan se på pointene der bliver givet, kan Fonseca generelt deres kram, og de laver næsten udelukkende store vine (mht. deres vintage-vine)

 

—

Fonseca Vintage 1980

Årgang 1980 er generelt ikke en højt-scorende årgang, men denne flaske var en virkelig perle, som selvfølgelig var moden, men stadig poleret og klar.

Som ofte ved ældre vintage portvin (dvs. 30 år+), synes jeg noterne begynder at minde mere og mere om ældre tawny portvin, dvs. noter som: fint karamelbrud, let nødet og let ristet mokka. Smagen var elegant, men modent kandiseret kirsebær, en anelse marcipan og lidt pekannød. En flot flaske, som sagtens kunne leve 10 år endnu.

9.0-9.1 p.
(> WF-score – ønsker man den internationale score, fjerner man blot punktummet)

 

Fonseca Vintage 1983

På papiret umiddelbart en glimrende årgang.

Denne vin var klart yngre i farven, men i duft og smag mere træt. Der var lidt fugtig kælder og et svagt hint af svovl i duften, altså en lidt hengemt duft. Der var diskussion i smagepanelet om der ikke var tale om flaske-fejl, og altså et enkeltstående eksempel. Grundet tvivlen omkring dette, bliver vinen ikke scoret.

 

Fonseca Vintage 1985

Også her en glimrende årgang på papiret.

Var meget ungdommelig i den mørkerøde farve. I duften: allehånde, sort peber, syltet kirsebær, lidt nellike og lidt engelsk lakrids. I smagen: fyldig tannin, stor mørk frugt, flot syrestruktur og bitterhed. Vinen gav en kæmpe oplevelse, og har stadig sine bedste år foran sig.

9.4 p.

 

Guimaraens Vintage 1988
(Guimaraens >> se intro ovenfor for info) 

På papiret ikke den bedste årgang, men jeg har flere gange oplevet portvine fra dette år vise sig meget flot.

Farven er helt mørk, og meget ungdommelig. Duften byder på store, mørke kirsebær og mørk blød chokolade. I munden havde den en lækker struktur, med ungdommelig syre. Let mynte, kæmpe frugt, let marcipan. En flot flaske, som dog måske ikke var så kompleks som nogle af de foregående. Kan drikkes henover de næste 20 år uden problemer.

9.1 p.

 

Guimaraens Vintage 1991

På papiret en god årgang, som dog aldrig opnåede virkelig stor status.

Igen meget mørk, men faktisk ikke helt så mørk som 88’eren. Stadig stor, mørk, krydret, kandiseret frugt. Solbær, blommeskind og engelsk lakrids. Smagen var flot poleret, men manglede måske noget gennemslags kraft. Senere udviklede smagen sig dog meget mere, og bød bl.a. på bitter chokolade, blødt læder, ristede nødder og et hint af kanel.

9.2+ p.

 

Fonseca Vintage 1992

Første flaske havde noget ’kogt’ over sig, og blev dømt ude, som flaskefejl. Heldigvis blev smagningen holdt hos lidt af en vinsamler (Kim Stendorf, formand for Slagelse Vinklub), og hurtigt blev der fundet en ny flaske i kælderen.

Den nye flaske var markant anderledes end den første, og bød på en kompleks frugt oplevelse, med ristede og let røgede noter. Nedenstående score vil uden tvivl stige, som årene går.

9.2 p.

 

Guimaraens Vintage 1995

Generelt er 1995 en meget større årgang, end folk indrømmer den. Den blev blot offer for at dens broder årgang, 1994, blev en af århundredets største årgange, og derfor blev den overskygget og overset.

Nu når vi op i nogle af de nyere vintage-vine, og dette var da også en saftig og frisk oplevelse. Intens frugt, stor fyldig og fed = en respektindgydende flaske. Har et lille problem med alkohol integrationen.

Denne vin blev smagt op imod dens nok største konkurrent: Taylor Vargellas 1995. Taylor var mere elegant og distingveret, imens Guimaraens slog mere fra sig. Størstedelen af selskabet var mest til Guimaraens/Fonseca, men undertegnet blev charmeret af Taylors noble karakter og behagelige mokka, chokolade og afstemte frugt.

9.2 p. til Guimaraens 95’

9.3+ p. til Taylor Vargellas 95’

 

 

Guimaraens Vintage 1996

Det er relativt sjældent at se vintage-vine i 1996, årgangen var hæderlig, men ikke mere end det.

Farven og duften var meget ung og tæt. Vinen føltes lidt ukoncentreret og mangler fokus. Frugten var en anelse overfladisk. Der var både sødme og syre i overmål, men en egentlig balance mellem de to manglede til gengæld. Selvom ovenstående lyder negativt, får den stadig 8.7 p. for sin store smag og kraftige udtryk.

8.7 p.

 

 

Fonseca Vintage 1997

Der er en del uenighed om 1997, hvor nogle synes det er en god, standard årgang, mens andre roser den, som værende en af de helt store.

Farven var mørk og tæt. Duften bød på rosiner og let marcipan, men ikke meget andet, og det er min klare opfattelse af denne vin sad på de fleste af sine talenter, og i dette tilfælde mere eller mindre var i dvale.

(At en portvin er i dvale, er et hyppigt forekommende- og accepteret fænomen. Typisk er en vintage portvin fuld af talenter når den lige bliver frigivet, men efter et par år lukker den ned, og ”vågner” først op igen nogle år efter. Problemet er at ingen ved hvornår den vågner igen, der kan gå 10 år, der kan gå 30 år osv.).

Smagen var tillige meget ung, og lidt grov i det. En voldsom vin, med masser af potentiale, men lige nu må scoren blive:

9.1 p.

 

Fonseca Vintage 1970

Nu hopper vi tilbage i tiden, til en af de klassiske flasker fra Fonseca – scoret 99 p. af Robert Parker.

Overraskende mørk farve, Duften starter lidt skævt, med kælder og let overmodenhed, men dette fordufter stille og roligt, og giver plads til: moden madeira note, grenadine, modne jordbær, mynte og timian. Smagen var også overraskende frisk (har sikkert de næste 15 år foran sig), dog med mange behagelig modne noter, bl.a. varme4 krydderier.

Alt i alt var jeg nok lidt skuffet – vinen var sørme kompleks, men også meget svær at blive klog på. Manglede charme og faktisk også balance, hvis den skulle helt op og ringe på WF-scoren.

9.3-9.4 p.

 

Fonseca Vintage 2000

En af de store årgange, som der dog efterfølgende har været meget diskussion om.

Duften havde både noter af: eukalyptus, friske brombær, blommeskind og engelsk lakrids. Smagen var harmonisk og dejligt bamset – kompleksiteten er ikke overvældende, men det må komme hen ad vejen. Denne vin charmerer, og vinder let ens hjerte, og har oven i købet kæmpe potentiale!

9.3 p.

 

 

Fonseca Vintage 2003

En af de HELT store årgange, som var fantastisk varm, og derfor er det ofte kæmpe vine man finder i denne årgang.

Selvfølgelig fuldstændig mørk og tæt i farven. Et BRAG af tæt, kandiseret frugt i næsen, som overskygger hvad der ellers måtte være af andre noter. Smagen mangler fokus og harmoni, men er saftig, stor og bred – så hvis det er det man søger, er det en fantastisk oplevelse. Til alle andre vil jeg anbefale at gemme den i laaang tid – dette er den slags vine, som godt kunne gå hen og overleve en selv.
En vin der er meget svær at score, hvorfor jeg også har valgt at give den 2 scorer – en for dens nuværende præstation og en i () for dens potentiale.

9.1 p. (9.5 p.)

SKRIV endelig en kommentar til ovenstående eller til portvin generelt – en du portvinsfan eller ej? og hvorfor?

 

 

Smagsfyldt Barbera

Udgivet den af
3

For lidt tid siden, hvor vi havde Barbera på bordet, lavede vi en lille smagning, hvor små som store huse var repræsenteret. Her fik vi opfrisket vores syn på netop denne drue (Læs evt. tidligere indlæg omkring Barberavinene). Vi smagte alle vine semiblind, altså hvor vi kendte producenterne, men ikke hvornår de kom i smagningen. De smagte vine var:

Paiagal Barbera d’Alba fra Marchesi di Barolo 08.

Franco Roero Barbera d’Asti af Franco Roero 07.

Caranti Barbera d’Asti af Garitina 03.

Barbera d’Alba af Massolino 08.

Fides Barbera d’Asti af Pio Cesare 03

Lad mig starte med den øverste og arbejde mig nedefter (det var sådan de kom i smagningen):

 

Paiagal havde en næse af tynd frugt, hertil kommer at det ikke var god frugt. Duften var billig med hints at bitre kirsebær og et snært af grønsager. Efter man har duftet til en vin plejer man som regel at smage på den. Det kunne jeg godt have været foruden i det her tilfælde. Smagen var katastrofal!! Det her er en vin til normalt 170 kroner og den er ikke 1/3 værd! Marchesi di Barolo er ellers en af de store drenge, ja faktisk den første producent af helt udgæret barolovin, som kom omkring 1850erne. Men det er en anden historie. I hvert fald ikke noget jeg kan anbefale!       7.8 p.

Næste vin i rækken blev bedre. Franco Roero. Denne vin var noget andet, lækker, stor, fyldig frugtig duft væltede op af glasset og den gik næsten hen i retningen af brugt motorolie og roser/violer. En smule fad kunne også komme på tale. Smagen var kun bedre, igen stor voluminøs, fed frugt, igen efterfulgt af den her note omkring vejarbejde, eller motor. Dette er positivt! Det florale aspekt fulgte også med i duften. Dog havde den lidt ukontrolleret alkohol til sidst, det skal siges at vinen holdte 15 %, men alkoholen skal altså så integreres lidt bedre, hvis kældermesteren vil helt derop hvor det ringer.  At den holder så stor alkohol betyder samtidig også et indhug i syrerniveauet. En fantastisk stor og lækker vin!     8.9 p.

Caranti Barbera var den næste. I duften var det en lidt tynd frugt, der indtog glasset. Mere lukket end de to tidligere.  Rød sodavandsis, mild engelsk lakrids, som blev fulgt af små urtede noter, samt moreller. I smagen var det ligeledes en mere elegant Barbera, der gjorde dit indtog. Igen urter og lidt sødligere grøntsager. Men det der dominerede var fadet. En hel del vanilje lå gemt under brædderne og kom altså op efter lidt tid. Dette er som jeg skrev længere oppe typisk for fadlagret Barbera, det dominere meget synes jeg. Men en pæn vin uden de helt store armbevægelser.      8.5 p.

 

Massolinos standart Barbera, som også er en af de store spillere, stod vi også overfor. Denne vin var endnu en skuffelse… duften var mest af alt kedelig og domineret af en lille tynd frugt, dog elegant. Smagen viste ikke helt hvad den ville. Der var lidt tyndbenet frugt her og så lidt grønne noter der, nyslået græs om man vil. Det er fint at en vin har lidt grønne noter, men så skal det også kun være små beherskede noter og det var ikke tilfældet her. Generelt var vinen bare kedelig og det tegner faktisk et godt billede af Massolino som prodecent. Vi synes ikke at deres standart vine kan præstere noget som helst og det er både deres Barolo, Barbera og Dolcetto. Inden jeg så tager al æren fra familien Massolino, så skal det lige nævnes, at deres enkeltmark Baroloer er mere end fantastiske!          8.2 p.

Den sidste vin vi havde med var Pio Cesare, og vel at mærke deres enkeltmark Barbera Fides. Mørke bær, jordbær og modne kirsebær samt krydrede noter. Stor frugt med lidt mokka og chokolade nedenunder. Virkelig en lækker duft, som til tider også mindede lidt om bordeaux, med lidt jord og læder. Smagen tog sig også flot ud. Lækker stor frugt, men samtidig elegant, animalsk, fine røde bær, chokolade, lakrids og små nødde – og mokkatoner. Også i denne vin havde fadet sin indvirkning. Lækker vanilje flød stille og roligt rundt oven på alle de her komplekse noter. Det er første gang jeg har oplavet så meget kompleksitet i en Barberavin, men denne vin er nu også oppe hvor det begynder at gøre ondt pengemæssigt.. 350 kroner ligger vi og roder rundt på, men den er alle penge værd!         9.2 p.

Hvis ikke du har udforsket Barbera endnu, så gør det. Det er en super vin til et bredt udvalg af mad og det er høj kvalitet til pengene!

Sangiovese Tour de Force

Udgivet den af
2

Et andet medlem af WineFactory redaktionen (Morten) og jeg selv (Tobias), fik pludselig forleden en ubændig lyst til Sangiovese – druen der sammen med cabernet og merlot, danner grundlaget for alle de klassiske vine i Toscana. Nedenstående er hvad der kom ud af det, den følgende aften!

OBS: se Mortens indlæg om sangiovese druen og dens mange talenter, for mere info!

– Poliziano Asinone, Vino Nobile di Montepulciano DOCG 2006

(189kr.)

Poliziano er nok den mest velkendte producent i Montepulciano, Toscana, og vinen Asinone er en af deres helt store enkeltmarks vine, hovedsagligt lavet på sangiovese. Årgang 2006 var, når de selv siger det, en flot og stor årgang med stort gemmepotentiale.

Poliziano - kongen af Montepulciano

Duft: tjære, mørke kirsebær, dybde, meget flot integreret vanilje fra fadet. Allerede i duften lækker og i min bog en ”pleaser-vin”. Smagen: stor, mørk, poleret frugt. Fadpræget er tydeligt, men genialt integreret i frugten, god fylde og mørke skovbær. Eftersmagen er lang og lækker. Vinen mangler måske nogle flere noter for rigtigt at komme op og støde, men til prisen et super køb, og har potentiale til de næste 10-20 år.

9.1 p.


– Bibbiano, Vigna del Capannino, Chianti Classico Riserva 2006

(169kr.) (1 t. på karaffel)

En anerkendt chianti-producent i et fremragende år.

Duft: stegte grønne tomater, unge kirsebær, tør tobak. Der er en gennemtrængende tør-bitter-syrlig note som er lige i overkanten, selv for sangiovese. Smagen: lidt ensporet, men elegant og flot struktureret. Mangler for mig både dybde og bredde. Relativt lang eftersmag, med små bitre kirsebær dansende på tungen. En meget ung vin, med grønne noter, som bestemt bør gemmes.

8.8 p.


 

– Avignonesi, Riserva Grandi Annate, Vino Nobile di Montepulciano 2004

(530kr.) (1 t. på karaffel) (95 p. af WineSpectator)

Hvis der er en producent der kan konkurrere med Poliziano om kronen i Montepulciano, kunne det godt være Avignonesi, som dog desværre ikke er så kendt i DK.

Duft: intens, mørk, nærmest kandiseret frugt. Timian, lidt mynte, let stald, skovbund, let ristet fadnote (mere gemt end i Asinone), liflig pibetobak, blåbærmuffin og let salmiak lakrids. En bred, kompleks duftoplevelse! Smag: sort peber, blommeskind, god volume, lækker saftig frugt, lille alkohol kick. God tannin og syre struktur, dog tror jeg ikke man skal gemme den mere end 10 år endnu. Med et ord: lækker. Med to: lækker og kompleks.

9.3+ p.

 

– Fattoria La Lecciaia, Brunello di Montalcino 1999.

(249kr. – kan fås billigere I yngre årgange) (92 p. af WineSpectator)

Duft: støvet rød jord, broccoli, soltørrede tomater, røget bacon, animalsk note, jordbund, lille hint af vanilje fra fadet, syltet agurk. Senere kom der også bitter mokka og ristet fad. Smag: varme, behagelige bitre kirsebær, hint af anis, let viol og lang syre i eftersmagen. Trods de mange noter, falder smagen faktisk lidt igennem i forhold til duften, og selvom jeg elsker syre, er den her måske lidt for markant.
Der var ved denne vin stor uenighed i point givningen, dvs.: hvis man ikke vil se bort fra den markante syre (Morten) = 8.4 p. Hvis man forelsker sig i den komplekse duft og omfavner syren (Tobias) = 91 p.

 

– Seghesio Venom, 100 % Sangiovese, Alexander Valley 2005

(Sonoma County, Californien) (450kr.)

Denne vin kommer fra en meget vellidt producent, Seghesio, som generelt laver meget lækre og populære vine i Californien, særligt på zinfandel druen. Af mange anses Venom for at være den bedste sangiovese-baserede vin udenfor Italien, og den bliver da også lavet på Californiens ældste sangiovese-stokke.

Venom - formentlig den bedste sangiovese vin udenfor Italien

Duft: her er vi selvfølgelig straks i en helt anden boldgade, hvad angår noter. Nogen kunne nok godt finde på at beskrive den som en frugt-bombe – under alle omstændigheder har den en kæmpe, intens, mørk frugt. Hindbær, brombær, mørke kirsebær og næsten boysenbær. Smag: den er markant, men også kontrolleret, med vaniljesukker, stor bombastisk frugt, lidt kærnemælk og sød pibetobak. En smag der får alle op af stolen. Alkoholen mærker man desværre lidt til, god syre-sødme balance. Er en uden tvivl en meget kraftig vin, men holder dog en relativ kølig balance igennem hele oplevelsen. Jeg er faktisk personligt ikke i humør til den slags vine i øjeblikket (ens præferencer varierer selvfølgelig fra år til år), men må simpelthen bøje mig i støvet for den ”lækkerheds-faktor” som Venom bringer til bordet. Seghesio er kendt for at lave vine, som måske mangler struktur, kompleksitet og terroir fornemmelse, men som man hurtigt tilgiver, da frugten er så lækker og charmerende – dette er ingen undtagelse!

9.2+ p.

 

 

 

Duval-Leroy

Udgivet den af
4

Et af de store huse som, trods storstilet produktion og indkøb af druer til over 2/3-dele af deres produktion, har formået at holde kvaliteten af alle deres produkter på et relativt højt niveau, og som har insisteret på at genskabe sig selv igen og igen igennem historien.

En efterårsdag i oktober måned var der indbudt til Duval-Leroy Winemakers Dinner i Korsør på Grand Park Hotel, af Søberg Vin. På aftenen skulle vi dykke ned i div. produkter fra denne interessante producent. Selvom Duval-Leroy (herefter: DL) hører med i top-10 af champagneproducenterne, hvad angår størrelse, mener mange at DL har evnet at fastholde den generelle kvalitet på et, mere end acceptabelt niveau. Det samme vil mange sikkert også sige om andre store producenter som Bollinger, Deutz m.fl.

Først lidt baggrundshistorie: det skete i de dage i 1855 at familien Duval, en dedikeret vinbonde, og familie Leroy, en kreativ vinkøbmand, valgte at slå pjalterne sammen i et champagneprojekt, som skulle komme til at overleve indtil flere verdenskrige, indtage en fremtrædende position i Champagne den dag i dag, og være til salg i mere end 50 lande verden over. De to familiers mål var fra begyndelsen, at skabe en markant og unik stil indenfor champagne, og ikke bare endnu et ”brand”. I dag er huset DL et af de sidste store selvstændige familie-huse, seks generationer gammelt, som selv ejer 200 hektar værdifuld jord i Champagne. Til denne dag indgår bl.a.: ”selvtændighed”, ”åbensindethed” og ”bæredygtig udvikling” i husets slagord.

Stilmæssigt ligger DL i den mere fyldige stil, ofte med noter af brioche, mandler, honning, smør og behagelig mineralitet. En del af disse noter kan bl.a. forklares med, at DL bruger en del fade i deres produktion, som naturligt giver en mere fyldig stil til vinene. I DL’s 3,5 km. lange kældre bruges omkring 300 fade på et givent tidspunkt.

Nedenstående er en kort gennemgang af DL’s produkter, og tilhørende smagsnoter som undertegnet skrev ned under smagningen:

NV Brut
75 % Pinot Noir og 25 % Chardonnay fra Montagne de Reims og Côte des Blancs.

Nu skal dette ikke blive den rene rose-klub, og DL har bestemt ikke nogen ”særlig plads i mit hjerte”, ud over at jeg selvfølgelig respekterer deres generelle kvalitet. Når det så er sagt, overraskede det mig faktisk hvor god deres standard NV var i denne situation. En klart fyldig, bred stil, hvor den relativt lange 2.gæring ikke lader sig fornægte. Klart at foretrække frem for mange standard vine fra andre store huse som Moet, Clicquot, Pommery osv.
……88-89p.

Fleur De Champagne Premier Cru
65-80 % Chardonnay og 20-35 % Pinot Noir fra Montagne de Reims, Côtes des Blancs og Vallée de la Marne. Min. 30 måneders lagring på bærmen.

Tydeligt en chardonnay domineret vin, som viste flot elegance og finesse. Duften var en frisk og behagelig kombination af blid honning, smør og mineralitet. Den virker næsten lidt lettere end standard NV, men med flere nuancer. Vinen blev serveret til rå kammusling, hvilket fungerede glimrende. En for DL feminin vin, som fremviser høj elegance.
……89p.

1998 Blanc De Chardonnay Vintage
93p. af WineSpectator. Min. 40 måneders lagring på bærmen.

Denne vin lagde en markant stil for dagen, og var klart en moden sag, som skulle drikkes nu … eller for 3 år siden. Nu er jeg ofte selv til den modne stil (vi snakker stadig vin), og synes derfor gevaldigt godt om denne flaske – måske derfor også mere end min kammerat og med-skribent Morten Berner, som jeg sad til bords med gjorde. Noter af valnødder og appelsinskal, med dybde og kompleksitet.
……91p.

Brut Rosé
10 % Chardonnay og 90 % Pinot Noir fra Côtes des Blancs

DL er faktisk kendt i champagne-kredse for at være en dygtig rosé-champagne-producent. Vinen bød på behagelige olorosso-sherry noter, men dog ellers ret tilbageholdende. En kommentar som der bør fremhæves, er vinens næsten perfekte ”mouth-feel”, som indebærer en fedme der altid holdes under kontrol af syren, i en virkelig flot balance – dette er bestemt ikke tilfældet i alle champagner. Noter som modne røde bær, lidt mælkechokolade og hvid peber dukkede stille og roligt frem, men eftersmagen forblev for uinteressant.
……90p.

2003 Clos Des Bouveries, Blanc de Blancs
Enkeltmarksvin fra Côte des Blancs, som har været i DL’s eje i mere end 100 år. Denne vin har dog ikke været i produktion før 2003, og er indtil videre kun lavet i årene 2003 og 2004.

En vin fra et clos som er kendt for sine særligt koncentrerede og komplekse chardonnay-vine. Allerede i duften en interessant vin: hvide blomster, æbler, honning og kontrolleret fadpræg er noter som springer op af glasset. Min første tanke er, at havde jeg fået denne vin i en blindsmagning havde jeg uden tvivl gættet på Comtes de Champagne (Tattingers topcuveé), og med det sagt, nærmede vi os i denne vin også et nyt niveau af kompleksitet og elegance i denne smagning. Duften, og senere smagen, forsætter med honning-glaserede mandler, dæmpet citronskal, let flødekaramel, let tørret abrikos og et elegant strejf af vanilje. Denne vin er ikke iøjefaldende eller pralende, men derimod stilfærdig og elegant, hvilket vinder ens hjerte til sidst.

Det er første gang jeg har smagt denne vin, men bestemt ikke sidste >> ved godt det lyder som en kliche, men Bouveries sparkede virkelig røv … bare på den der elegante måde forstås.
……92-93p.

 

 

 

 

 

1996 Collection Femme
79 % Chardonnay og 21 % Pinot Noir fra Grand Cru-marker. Min 10 års (!) lagring på bærmen.

Så nåede vi til DL’s top-cuveé, som tit fremhæves som en af de mere elegant top-/prestige cuveés.

Jeg kan lige så godt sige med det samme, at dette ikke var den bedste Femme jeg har fået. 1996 er uden tvivl et gude-år, men vinen føltes meget lukket og sovende. Femme er uden tvivl en top-champagne som man bør anerkende, og har da også givet mig gode oplevelser førhen hvor jeg har ratet den op til 94p., men på denne aften manglede den bestemt karisma. Duften bød dog på fed julekage, mandler, honning og citronskal. Efter en halv time sad jeg stadig og ventede på at Femme’s potentiale skulle manifestere sig, men den forblev sovende. Alle bør prøve Femme mindst en gang, men lige nu skal man altså ikke åbne sine flasker 1996, men hellere gemme dem 5-10 år endnu, eller drikke en årgang der modner tidligere.
……90-91p.

 

1999 Vintage Brut
100 % Chardonnay

En interessant vin, som bragte noter af citrus, krudt, hvid peber og koncentration til bordet. En ting der drillede mig lidt ved denne vin, var en lidt skæv mineralsk note, som havde lidt afspændingmiddel over sig (dette skyldtes ikke glassene, da vinen blev efterprøvet i andre glas!)

Bestemt ikke mit favorit produkt i DL’s sortiment, men en gedigen champagne der nok ville tilfredsstille mange.
……89-90p.

 

***

Jeg håber overstående indlæg har givet jer et kort indblik i Duval Leroy’s verden, og måske endda lyst til at drikke et glas champagne!

Giv endelig besked i kommentarerne herunder, om jeres oplevelse med DL og champagne generelt!

Se mere om DL på: http://www.duval-leroy.com/

Og mere om div. fremtidige arrangementer i Korsør hos Søberg Vin, på tlf. 58 37 00 99

.