Smagsfyldt Barbera

For lidt tid siden, hvor vi havde Barbera på bordet, lavede vi en lille smagning, hvor små som store huse var repræsenteret. Her fik vi opfrisket vores syn på netop denne drue (Læs evt. tidligere indlæg omkring Barberavinene). Vi smagte alle vine semiblind, altså hvor vi kendte producenterne, men ikke hvornår de kom i smagningen. De smagte vine var:

Paiagal Barbera d’Alba fra Marchesi di Barolo 08.

Franco Roero Barbera d’Asti af Franco Roero 07.

Caranti Barbera d’Asti af Garitina 03.

Barbera d’Alba af Massolino 08.

Fides Barbera d’Asti af Pio Cesare 03

Lad mig starte med den øverste og arbejde mig nedefter (det var sådan de kom i smagningen):

 

Paiagal havde en næse af tynd frugt, hertil kommer at det ikke var god frugt. Duften var billig med hints at bitre kirsebær og et snært af grønsager. Efter man har duftet til en vin plejer man som regel at smage på den. Det kunne jeg godt have været foruden i det her tilfælde. Smagen var katastrofal!! Det her er en vin til normalt 170 kroner og den er ikke 1/3 værd! Marchesi di Barolo er ellers en af de store drenge, ja faktisk den første producent af helt udgæret barolovin, som kom omkring 1850erne. Men det er en anden historie. I hvert fald ikke noget jeg kan anbefale!       7.8 p.

Næste vin i rækken blev bedre. Franco Roero. Denne vin var noget andet, lækker, stor, fyldig frugtig duft væltede op af glasset og den gik næsten hen i retningen af brugt motorolie og roser/violer. En smule fad kunne også komme på tale. Smagen var kun bedre, igen stor voluminøs, fed frugt, igen efterfulgt af den her note omkring vejarbejde, eller motor. Dette er positivt! Det florale aspekt fulgte også med i duften. Dog havde den lidt ukontrolleret alkohol til sidst, det skal siges at vinen holdte 15 %, men alkoholen skal altså så integreres lidt bedre, hvis kældermesteren vil helt derop hvor det ringer.  At den holder så stor alkohol betyder samtidig også et indhug i syrerniveauet. En fantastisk stor og lækker vin!     8.9 p.

Caranti Barbera var den næste. I duften var det en lidt tynd frugt, der indtog glasset. Mere lukket end de to tidligere.  Rød sodavandsis, mild engelsk lakrids, som blev fulgt af små urtede noter, samt moreller. I smagen var det ligeledes en mere elegant Barbera, der gjorde dit indtog. Igen urter og lidt sødligere grøntsager. Men det der dominerede var fadet. En hel del vanilje lå gemt under brædderne og kom altså op efter lidt tid. Dette er som jeg skrev længere oppe typisk for fadlagret Barbera, det dominere meget synes jeg. Men en pæn vin uden de helt store armbevægelser.      8.5 p.

 

Massolinos standart Barbera, som også er en af de store spillere, stod vi også overfor. Denne vin var endnu en skuffelse… duften var mest af alt kedelig og domineret af en lille tynd frugt, dog elegant. Smagen viste ikke helt hvad den ville. Der var lidt tyndbenet frugt her og så lidt grønne noter der, nyslået græs om man vil. Det er fint at en vin har lidt grønne noter, men så skal det også kun være små beherskede noter og det var ikke tilfældet her. Generelt var vinen bare kedelig og det tegner faktisk et godt billede af Massolino som prodecent. Vi synes ikke at deres standart vine kan præstere noget som helst og det er både deres Barolo, Barbera og Dolcetto. Inden jeg så tager al æren fra familien Massolino, så skal det lige nævnes, at deres enkeltmark Baroloer er mere end fantastiske!          8.2 p.

Den sidste vin vi havde med var Pio Cesare, og vel at mærke deres enkeltmark Barbera Fides. Mørke bær, jordbær og modne kirsebær samt krydrede noter. Stor frugt med lidt mokka og chokolade nedenunder. Virkelig en lækker duft, som til tider også mindede lidt om bordeaux, med lidt jord og læder. Smagen tog sig også flot ud. Lækker stor frugt, men samtidig elegant, animalsk, fine røde bær, chokolade, lakrids og små nødde – og mokkatoner. Også i denne vin havde fadet sin indvirkning. Lækker vanilje flød stille og roligt rundt oven på alle de her komplekse noter. Det er første gang jeg har oplavet så meget kompleksitet i en Barberavin, men denne vin er nu også oppe hvor det begynder at gøre ondt pengemæssigt.. 350 kroner ligger vi og roder rundt på, men den er alle penge værd!         9.2 p.

Hvis ikke du har udforsket Barbera endnu, så gør det. Det er en super vin til et bredt udvalg af mad og det er høj kvalitet til pengene!

Sangiovese Tour de Force

Et andet medlem af WineFactory redaktionen (Morten) og jeg selv (Tobias), fik pludselig forleden en ubændig lyst til Sangiovese – druen der sammen med cabernet og merlot, danner grundlaget for alle de klassiske vine i Toscana. Nedenstående er hvad der kom ud af det, den følgende aften!

OBS: se Mortens indlæg om sangiovese druen og dens mange talenter, for mere info!

– Poliziano Asinone, Vino Nobile di Montepulciano DOCG 2006

(189kr.)

Poliziano er nok den mest velkendte producent i Montepulciano, Toscana, og vinen Asinone er en af deres helt store enkeltmarks vine, hovedsagligt lavet på sangiovese. Årgang 2006 var, når de selv siger det, en flot og stor årgang med stort gemmepotentiale.

Poliziano - kongen af Montepulciano

Duft: tjære, mørke kirsebær, dybde, meget flot integreret vanilje fra fadet. Allerede i duften lækker og i min bog en ”pleaser-vin”. Smagen: stor, mørk, poleret frugt. Fadpræget er tydeligt, men genialt integreret i frugten, god fylde og mørke skovbær. Eftersmagen er lang og lækker. Vinen mangler måske nogle flere noter for rigtigt at komme op og støde, men til prisen et super køb, og har potentiale til de næste 10-20 år.

9.1 p.


– Bibbiano, Vigna del Capannino, Chianti Classico Riserva 2006

(169kr.) (1 t. på karaffel)

En anerkendt chianti-producent i et fremragende år.

Duft: stegte grønne tomater, unge kirsebær, tør tobak. Der er en gennemtrængende tør-bitter-syrlig note som er lige i overkanten, selv for sangiovese. Smagen: lidt ensporet, men elegant og flot struktureret. Mangler for mig både dybde og bredde. Relativt lang eftersmag, med små bitre kirsebær dansende på tungen. En meget ung vin, med grønne noter, som bestemt bør gemmes.

8.8 p.


 

– Avignonesi, Riserva Grandi Annate, Vino Nobile di Montepulciano 2004

(530kr.) (1 t. på karaffel) (95 p. af WineSpectator)

Hvis der er en producent der kan konkurrere med Poliziano om kronen i Montepulciano, kunne det godt være Avignonesi, som dog desværre ikke er så kendt i DK.

Duft: intens, mørk, nærmest kandiseret frugt. Timian, lidt mynte, let stald, skovbund, let ristet fadnote (mere gemt end i Asinone), liflig pibetobak, blåbærmuffin og let salmiak lakrids. En bred, kompleks duftoplevelse! Smag: sort peber, blommeskind, god volume, lækker saftig frugt, lille alkohol kick. God tannin og syre struktur, dog tror jeg ikke man skal gemme den mere end 10 år endnu. Med et ord: lækker. Med to: lækker og kompleks.

9.3+ p.

 

– Fattoria La Lecciaia, Brunello di Montalcino 1999.

(249kr. – kan fås billigere I yngre årgange) (92 p. af WineSpectator)

Duft: støvet rød jord, broccoli, soltørrede tomater, røget bacon, animalsk note, jordbund, lille hint af vanilje fra fadet, syltet agurk. Senere kom der også bitter mokka og ristet fad. Smag: varme, behagelige bitre kirsebær, hint af anis, let viol og lang syre i eftersmagen. Trods de mange noter, falder smagen faktisk lidt igennem i forhold til duften, og selvom jeg elsker syre, er den her måske lidt for markant.
Der var ved denne vin stor uenighed i point givningen, dvs.: hvis man ikke vil se bort fra den markante syre (Morten) = 8.4 p. Hvis man forelsker sig i den komplekse duft og omfavner syren (Tobias) = 91 p.

 

– Seghesio Venom, 100 % Sangiovese, Alexander Valley 2005

(Sonoma County, Californien) (450kr.)

Denne vin kommer fra en meget vellidt producent, Seghesio, som generelt laver meget lækre og populære vine i Californien, særligt på zinfandel druen. Af mange anses Venom for at være den bedste sangiovese-baserede vin udenfor Italien, og den bliver da også lavet på Californiens ældste sangiovese-stokke.

Venom - formentlig den bedste sangiovese vin udenfor Italien

Duft: her er vi selvfølgelig straks i en helt anden boldgade, hvad angår noter. Nogen kunne nok godt finde på at beskrive den som en frugt-bombe – under alle omstændigheder har den en kæmpe, intens, mørk frugt. Hindbær, brombær, mørke kirsebær og næsten boysenbær. Smag: den er markant, men også kontrolleret, med vaniljesukker, stor bombastisk frugt, lidt kærnemælk og sød pibetobak. En smag der får alle op af stolen. Alkoholen mærker man desværre lidt til, god syre-sødme balance. Er en uden tvivl en meget kraftig vin, men holder dog en relativ kølig balance igennem hele oplevelsen. Jeg er faktisk personligt ikke i humør til den slags vine i øjeblikket (ens præferencer varierer selvfølgelig fra år til år), men må simpelthen bøje mig i støvet for den ”lækkerheds-faktor” som Venom bringer til bordet. Seghesio er kendt for at lave vine, som måske mangler struktur, kompleksitet og terroir fornemmelse, men som man hurtigt tilgiver, da frugten er så lækker og charmerende – dette er ingen undtagelse!

9.2+ p.

 

 

 

Skal vi drikke god vin i aften? … tjaaa hvorfor ikke … Sangiovese?

Svaret på Mona Lisas mystiske smil...

Hvordan skal jeg ellers starte denne lille skrift omkring denne fantastiske drue? Jeg ved det ikke. Sangiovese druen er ikke en særlig berejst en af slagsen. Den fungerer åbenbart kun i Italien og faktisk kun i og omkring Toscana regionen. Det er også her den hører hjemme og er mest berømt. Hvis man nævner navne som Chianti og Brunello, ved de fleste vindrikkere hvad jeg taler om. Det er de to mest berømte vine, men der er aldeles også den velkendte Vino Nobile di Montepulciano, som også er en af de store spillere mht. Sangiovese. Der er yderligere to Sangiovese vine i Toscana som jeg synes skal med, det er Morellino di Scansano og så er det Carmignano. Den første har op til 2006 været lidt ligegyldig, men fra 1996 fandt mange producenter ud af at jorden dernede var overkommelig billig, så der fandt derefter en invasion sted. Mange store producenter har den dag i dag marker dernede, og når jeg siger dernede, så er det fordi det er den sydligste del af Toscana man kan slippe godt fra af dyrke Sangiovese. Carmignano området, som er meget småt, startede ud med at være en af Italiens topvine, men her er vi tilbage hvor ruder konge var knægt, og det var internationale sorter der var i hovedsædet. Problemet kom da Chianti området, som er kæmpe, overlappede Carmignano i 1932 så den blev faktisk slettet. Først i 75 blev området igen synligt på Italiens indviklede ”vinkort”.  Vinene er moderne, med masser af fad og frugt, og så er der stor tilfredshed med at benytte sig af internationale druer sammen med Sangiovese.

Dog er de tre områder, Montepulciano, Montalcino og Chianti, der har sat deres præg på Sangiovesevinene. Chianti er med sit enorme område det klart største og samtidig naturligt nok også den største udbyder af Sangiovese vine, når vi taler kvantitet.  Vi kender alle den mystiske bast ombundne flaske fra 70erne, dette var Chianti før kvalitetsændringen. Denne ændring kom netop i starten af 70erne, hvor ændringen i druesammensætningen, samt høstudbytter, plantetætheder blev reduceret kraftigt. Alt sammen for at fokuserer på kvalitet frem for kvantitet.

Det startede i slutningen af 1800-tallet, hvor Baron Ricasoli kom frem til en formel for hvordan Chiantis vine skulle sammensættes. Han foreslog en vin med base af Sangiovese, dertil tilsat Canaiolo og evt. grønne druer i form af Malvasia del Chianti. Denne formel var en kæmpe succes og holdte helt til slutningen 70erne med løbende ændringer. Men da forbrugerne fik sans for kvalitet kunne man ikke sælge den relativt ringe, kedelige vin længere og man begyndte at omlægge produktionen.

Hele Chiantizonen er delt op i 7 mindre subzoner, som producenter kan skrive på etiketten, men det er stort set kun alm. Chianti,  Chianti Classico og Chianti Rufina der bliver brugt. Det er ydermere Chianti Classico, der producerer det meste af topvinen fra området. Det er også her man helt har droppet de grønne sorter, som det stadig er tilladt at benytte sig af i de andre subzoner. Dog bliver der brugt mere og mere Merlot og Cabernet Sauvignon i vinene.

Den anden rigtig store spiller er vinene fra området Montepulciano. I gamle dage var denne vin den mest udsøgte i Toscana, men da den førnævnte Chiantiformel blev så populær, gik vinene med navnet Montepulciano i glemmebogen. Det er de så kommet efter og også omkring slut 70erne blev der sat nye standarter for Montepulciano.

Den sidste store og måske den største er Brunello vinene fra Montalcino området. Dette er en vin der skal laves på 100 % Sangiovese og ikke andet. Brunello blev produceret første gang i 1842 af Clemente Biondi Santi, men det var ikke 100 % Sangiovese, så ”rigtig” Brunello var det ikke. Faderen til den populære Brunello blev lavet af Clementes Barnebarn, Ferruccio Biondi Santi. Siden er Brunello blevet kult og dyrt, men genialt. En ting der er værd at hæfte sig ved er, at den typiske udvikling i Italiensk vin har været imod det mere letdrikkelige, knap så mange tanniner (garvesyrer), mindre fadlagring og mere frugtpræg. Brunello, sammen med Barolo fra Piemonte, har været de to vine som har ændret deres kendetegn mest i retningen af den ”nye stil”… altså mere frugtige og drikkeklare vine. Den gamle Brunello var enorm rug ligesom Barolo, netop på grund af for længe en fadlagring og for stort udtræk af “hårde” tanniner. Smagen blev af nogen sammenlignet med smagen og følelsen af at bide i et stykke bark – ikke godt. Det er selvfølgelig derfor at lovgivningen er sat ned fra 4 år til nuværende 2 og vinstilen generelt, er blivet mere frugtig i udtrykket efter flere ændringer i fremstillingen. Det er dog stadig stædige producenter, som ikke synes denne nye stil er rigtig brunello og stadig holder sig lidt til den gamle skole, ekempelvis Biondi Santi.

Selvfølgelig er det ikke kun i regionen Toscana man laver Sangiovesevine, også Umbrien, Marche og Emilia Romagna laver også store Sangiovesevine. Sangiovese er egentlig brugt i alle regionerne i specielt Midtitalien, den er bare med i blandingsvine og betyder mindre.

Desværre er det så også kun i Italien man finder den i større tiltag. Det er en sværd drue at have med at gøre, den kræver en masse arbejde i marken og så skal marken være godt eksponeret. Ikke for varmt, ikke for koldt, ikke for meget regn, ikke for lidt, og sådan kan man blive ved. Undtagelsen der bekræfter reglen er så Californien, hvor de virkelig kan finde ud af det med vin, åbenbart også Sangiovese i visse tilfælde. Det er sjældent at støde på sorten derovre, men det sker. Nogle gange ser man projekter hos familier med Italienske rødder, som i sin tid har hentet stiklinger med til Californien fra hjemlandet Italien. Et godt eksempel er Seghesio, som faktisk laver deres topvin – Venom, på ren Sangiovese. Dette er et af de bedste eksempler jeg har stødt på overhovedet. Den kan sagtens komme op på siden af store Brunelloer, ingen problemer.  Men jo, den har større frugt og samtidig mere rund og lækker, end en top Brunello, så altså anderledes end Brunello, men stadig virkelig genialt lavet!

Sangiovese er, hvis i spørger mig, klart en kongedrue. I glasset viser den et godt solidt tanninindhold, som for Brunellos vedkommende kan komme helt op ved siden af Barolo. Den har typiske noter af klare modne kirsebær samt i visse tilfælde bitterheden af kirsebærsten – ikke nødvendigvis negativt. Pibetobak er også noget man hurtigt kan støde ind i, stald og smule kanel ej heller at forglemme.  Sangiovese er også en syreholdig drue, så den går super hånd i hånd med alle de forskellige arter af tomat-dominerede pastaretter der florerer i Italien i og med at syren har en god rensede effekt, så det klistrede pasta bliver fulgt til dørs. Dog skal man passe en lille smule på, da tanninerne godt kan clashe med sødere saucer og stærke komponenter og syrer i maden. Igen en god ide at gå på opdagelse i det amerikanske, da disse vine har mindre af alt det, der kan ødelægge fornemmelsen af vinen sammen med mad – primært syrer og tannin. De har også en større frugt, så retterne kan bare komme an…

Prøv Sangiovese, læg evt. en større skilling for en Brunello eller giv den amerikanske Venom en chance som jeg jo er lidt forelsket i (eller en anden oversøisk) og se hvad denne drue kan gøre, mere er der vist ikke at sige.

WFV #92 – Hvidvin, Hesaurum & Vina Vilano

Det er blevet tid til et hvidvins afsnit. I dette afsnit smager Mark og Rasmus på hvidvin til 70 kroner. Vi tester en Spansk og en Italiensk, begge tilsendt af Klubvin.dk.

Pinot Grigio og Pinot Nero IGT 2010 – Hesaurum Pris ca. 69,-

“Dejlig aromatisk duft. Elegant og ren” Wine Factory giver den 8,6. Godt køb!

86

Viña Vilano Verdejo Blanco 2008, Rueda Pris ca. 69,-

Denne vin scorer 8,4 point

84
[ad#Google Adsense]

WFV #83 – Montepulciano d’Abruzzo

Wine Factory smager på en vin i den billigere ende af skalaen, det er fra Abruzzo i Italien, lavet på druen Montepulciano.

Vinen vi smager er Grappolo d’Oro, Montepulciano D’Abruzzo 2008, den koster ca. 45 kr og score 7,9.

79

Den er meget simpel, uden de store finesser, prisen taget i betragtning er det ok, men vi mener der findes bedre vine til under 50 kr.

Skål!