”Arj, nu er der én, der har spyttet i karaflen igen!!”.
Ordene kommer fra min sidemand i MyWine standen, der ikke helt vidste, om han skulle grine eller græde – eller måske råbe højt – ad dén gæst, der, nu som den anden uheldige ud af to denne eftermiddag, havde ødelagt den karafel med vin, vi havde stillet frem til blindsmagning.
Der var vin både til højre, til venstre og ligeud, når man denne lørdag d. 6. marts spejdede rundt i sportshallen, der var gjort klar til arrangementet i Slagelse, så det var måske til at forstå, at deltagerne efterhånden havde svært ved at fokusere.
For der var vinfestival. Selvom en anden titel, itonesat af Hej Matematik, ville beskrive det bedre; Party i Provinsen.
For når folk i Slagelse går ud og drikker vin, går de ikke til smagning – de går til gilde!
Måske man godt kunne stoppe op, og begynde at overveje sværhedsgraden i at skelne mellem en spyttespand og en karafel, men vi lader den ligge. For det er heller ikke retfærdigt at lade episoden overskinne det faktum, at der også fandtes mange klogere (ja, for man bider da ikke hånden, der fodrer!) og vin-nysgerrige gæster til stede i Vesthallen.
MyWine havde taget 8 vine med. Af den røde slags.
Favoritten? Helt klart 2005 Barolo Meriame, som blev helt udsolgt. En fuldstøbt, afrundet og koncentreret vin, der giver sammenhæng og mening både i næse og i mund og om sagtens både lader sig drikke nu og flere år frem.
Med MyWine’s lille bord, var det godt arbejde sådan at overdøve de større og også rigtigt vinspændende stande udenom med både vindronninger, tombola og slagtilbud såsom sød asti til 10,- kroner. (Vi smagte det også – og vi har valgt at holde pointene i lommen, da man nogle gange skal holde munden lukket, hvis man ikke har noget pænt at sige…).
At der var god trafik ved MyWine-standen kan – udover den gode vin selvfølgelig – bl.a. tilskrives følgende faktorer:
-Vi havde også konkurrencer! Foruden den lidt misforståede karafelsmagning (hvor svaret i øvrigt var denne vin fra Portugal), kunne man også vinde vin for 1000,- kroner på mywine.dk.
-Vi havde de nok yngste OG flotteste mænd på messen (ikke sandt?).
-Vi stod tæt på ostebordet.
-Og sidst men ikke mindst var vi iklædt flotte, éns t-shirts, som du kan købe hér.
Alt i alt var det en god dag for MyWine.
Og heldigvis gik det ikke så galt for os, som det gik par år tilbage på samme adresse (og efter traditionen samme første lørdag i marts), da en gæst valgte at tømme sit glas med vin ned i en karafel med Mouton Rothschild 1996 i kultbaren hos Søberg vin. Vin, der var så kostbar og sjælden, at den blev solgt per glas.
Historien er efterhånden blevet en kendt myte til festivalen.
Og man kan sige, vi lærte en masse. At deltagerne til Slagelse Vinfestival – der kom mange steder fra – er glade og begejstrede for vin og indtryk. Og måske at holde karaflen tættere på kroppen næste gang.
/Sandra Nanette Skriver
Det er party i Provinsen!
Slagelse Vinfestival – en sand kulturoplevelse, stedet hvor folk ikke holder sig tilbage!
Det skal lige pointeres at Wine Factory IKKE er My Wine.
My Wine sponserer dog en del vin til siden her, og vi delte bod med dem på vinfestivalen.
fed artikel
En dejlig kulinarisk oplevelse. Folk spytter i karafler og forældre prøver at prakke deres 14 årig teenage datter på en. Elsker når vin bringer folk tættere på hinanden…
Slet ingen personsammenfald? 🙂
har der sneget sig en gæsteskribent forbi Slagelse… 🙂 ??
Dorte -> Person sammenfald, ja. Det lægges der ingen skjul på. Der står ret åbenlyst på begge sider. Men nu er det trods alt kun en af os fire der er sammenfald på. Wine Factory og My Wine er to forskellige ting.
Lyder lækkert drenge!