Her på WineFactory hedder go-to drinken Gin&Tonic. Det er en drink som i værste fald er frisk og læskende, og som i bedste fald er vidunderligt aromatisk, kompleks og balanceret.
Gin&Tonic er imidlertid ikke bare Gin&Tonic – kvaliteten af drinken afhænger voldsomt af kvaliteten af den gin og tonic man bruger. Man kan vælge at spare lidt på den ene eller den anden ingrediens, men aldrig på begge!
Vi har smagt 10 forskellige tonics – først alene og bagefter med gin. De blev alle smagt i store champagneglas: noget vi også kan anbefale, at man serverer sin Gin&Tonic i – det er en mere elegant og tørstvækkende præsentation, end det traditionelle highball glas.
OBS: det skal siges med det samme: det er ikke muligt at udnævne den perfekte tonic til Gin&Tonic, da de forskellige gin matcher bedst med forskellige tonics.
(Historie:) Til dem der ikke allerede ved det, kan det til fornøjelighed oplyses, at Gin&Tonic blev opfundet af de udsendte britiske soldater i 1700-tallet. I Indien, og andre steder hvor malaria var et problem, skulle soldaterne indtage betydelige mængder af stoffet kinin, som forebygger malaria. Kinin er bittert, og soldaterne fandt hurtigt ud af, at det smagte meget bedre sammen med vand, sukker, lime og gin, og dermed var drinken opfundet. I 2004 blev der gennemført et studie som påviste, at store mængder tonic (0,5-1 l.) kortvarigt kan forebygge malaria. Det er dog et upraktisk forebyggelsesmiddel, da man kontinuerligt skal indtage store mængder tonic.
- Fever-Tree Premium Indian Tonic Water
Meget aromatisk, sødlig tonic, med fine noter af naturlig citron og lime. Bitterheden i eftersmagen er behagelig, men bestemt ikke overvældende. Dette er bestemt en tonic, der kan drikkes rent uden gin. Det er også en tonic, som i sig selv er så aromatisk og velsmagende, at den kan løfte en billigere gin op på et acceptabelt niveau. Vi kunne godt ønske os lidt mere syre og bitterhed, men alt i alt en fremragende tonic – en af de bedste!
- Gents Swiss Roots Tonic Water
Hmmm… Det er mærkeligt det her – den er domineret af en, endog meget tydelig, note af toiletrens (Froggy, Citron) og kunstig citron-aroma. Det skal siges, at dette ikke er en billig tonic, og produktet er formentlig meget professionelt lavet og af gode råvarer, men kombinationen af de tilsatte ingredienser giver simpelthen denne spøjse note. Selv med gin, overdøver denne note drinken. Den har til gengæld lidt bedre balance mellem bitterhed og sødme end de fleste. Kan kun anbefales til de eventyrlystne.
- Naturfrisk Økologisk Tonic Water
Meget klassisk tonic, med noter af våd flintesten og friske blomster. Den er rank, frisk, læskende og behageligt bitter. En rigtig god tonic, som ikke dominerer for meget over ginnen i en drink – selv ikke den traditionelle london dry gin. God tonic.
- Goldberg & Sons Tonic Water
En meget anonym tonic i duften. Smagen minder slående om sprite. Den er sød og mangler bitterhed. Den lille buttede flaske er fed, og prisen er heller ikke vanvittig, men det er ikke nogen stor tonic.
- Thomas Henry Tonic Water
Igen lidt anonym i duften, men bedre smag her. Den er ren, frisk og har naturlige aromaer. Den mangler dog kant og syre. En fin lille tonic.
- San Pellegrino Acqua Tonic
Lidt flad urtet note. Store bobler. Ret sød. Let drikkelig. Behagelig citrus-note og god finish. En fin hverdagstonic.
- Fentimans Tonic Water
Wow! Helt andre noter her – tydelige noter af is-the, citrongræs og middelhavs urter. Med lidt luft får den en lidt uheldig note af vaskepulver, men indtil da er det klart den mest komplekse tonic af dem alle. Der er bestemt en fare for, at denne tonic vil overdøve ens gin totalt. En virkelig vellavet og kompleks tonic.
- 1724 Tonic Water
Lidt neutral og afdæmpet tonic, med fine citrus noter. Den smager godt, men har en lidt spøjs prop-agtig note. En stilren tonic, som ikke vil dominere i en drink.
- Schweppes Indian Tonic Water
Et friskt, men standardiseret produkt. Der er noter af citron og appelsin, men den er ikke kompleks eller udfordrende. Den er meget sød, og den mangler bitterhed. Den er dog heller ikke utåleligt ringe. Fint, hvis der ikke er noget bedre.
- Harboe Indian Tonic Water
Den dufter af BonBon-Land. Noter af bolcher og kunstige blomster. Den er ufokuseret og for sød. Et ringe produkt som bør undgås, hvis der findes andet på hylden.
Afsluttende kommentarer…
Harboe og Gordons må være tæt på den dårligste Gin&Tonic man kan få, men selv denne kombination er drikkelig, hvis den blandes med rigelige mængder is og får et pift af lime.
Den bedste Gin&Tonic jeg har fået, blev blandet af Hven gin og Fever-Tree tonic.
Hvad der er den bedste gin, er svært at afgøre, da nogen bedst kan lide en ren london dry gin, mens andre bedst kan lide en meget aromatisk og kompleks gin. Hvis vi skal gå efter sidstnævnte type, må den bedste gin siges at være Monkey 47 Schwarzwald Dry Gin (http://www.monkey47.com/home/).
Del 2: Gin smagning!?
Ja – det må vi gøre – det bliver nok en hård aften!
Gode billeder btw.!
Tonic kan jeg til nød drikke, selv om jeg ikke liker kullsyre. Men gin……..uhhhh 😛