For nylig deltog jeg i en af de lidt mere spektakulære smagninger i den lokale vinklub. Som overskriften lyder, skulle vi smage os op gennem de seneste 5 årtier. En tidsrejse der bragte gode og som såvel mindre gode oplevelser.

Til at starte med ved jeg gerne sige at jeg på ingen måde er nogen stor Barolo ekspert, jeg har drukket utallige flasker Barolo igennem årene, men det har aldrig været en vin der har fanget min opmærksomhed mere end så meget andet. Mange har opfattelsen ”Barolo kan holde sig for evigt” en opfattelse jeg aldrig har haft af vinen fra Norditalien.

Vi sidder en 15-17 stykker gennem en langt bord i formandens stue, men han fortæller lidt grundlæggende om det vi skal i gang med at smage. Vi (Tobias, Morten og jeg) er som så ofte de klart yngste deltagere til smagningen, hvor selv hovedparten af vinene er betydeligt ældre end os.

Første del af smagningen består af 4 vine fra 70’erne, som hvis jeg skal være virkelig grov og skære alt over en kam, alle var døde, eller tæt på døden. Især i de to første vine fandt jeg ikke meget andet en eddike og det var bestemt ikke nogen fornøjelse at have i munden. De sidste to i det sæt var der lidt mere sjov ved, men det var ikke på nogen måde en vin jeg havde lyst til at sidde og nyde.

Efter den lidt triste, men meget lærerige start hoppede vi endnu et skridt tilbage i årgangene – 1961 stod der på etiketten, vi er altså her tilbage før mine forældre fødsel. Fascinerende at tænke på den rejse en sådan vin har været igennem for at ende i mit glas. Til forskel for de første vine havde denne ældre sag en meget mere interessant, spændende men også yderst kompliceret både duft og smag.  Masser af spinkle Chokoladenoter, blide kirsebær og en stor portion animalskhed – råt kød, mødding og en duft er næsten bedst kan beskrives som en gammel latrin – men ikke desto mindre interessant.

1980erne smagte vi en enkelt flaske fra, men det hvor det rigtig begynder at please mine smagsløg er når vi når op i de ”yngre” vine. Vi smagte massere af interessant både huse og årgange fra 90erne, hvor jeg især vil fremhæve Parussi 1993 som min vinder. De yngre årgange havde det mere drive-power-intensitet-lakrisnoter og så alligevel Barolos elegance over sig, som klart mere tiltaler mig end de lidt mere skrøbelig-meget-frugt-fattige ældre årgange. Til at slutte af med skulle vi selvfølgelig have en flaske for 00’erne, og fandtes der en bedre årgang til at slutte vores rejse med, end det perfekte år 2004 – Cascina Cucco Ceratti en ligeledes glimrende flaske, med den unge friskhed.

Alt i alt en spændende smagning, hvor jeg fik et stort lærerigt udbytte og massere af nye vinoplevelser med i bagagen. Vinen var dog i mine øjne lidt skuffende, min holdning til at Barolo ikke kan holde sig for evigt, blev bekræftet – bedømt ud fra mine smagsløg. Men det er jo det fantastiske ved vin, alle har en forskellige oplevelse af det.

/Rasmus Greis