Barbera vil også lege med..

Del 1.

Uha uha, Nebbiolo er ikke den eneste drue i Piemonte der kan føre sig frem. En lille smagning viste at Barbera virkelig godt kan være med om medaljerne.

Sangiovese er sværd at dyrke, Nebbiolo er nærmest umulig, men der er en anden drue, som vi ikke drikker nok af desværre, der ikke kræver den samme mængde opmærksomhed som de to andre. Druen jeg taler om er Barbera.  Barbera tilpasser sig meget nemmere det miljø og den jordbund, den er plantet i, end de to andre. Så kan det godt være at top Nebbiolo eller Sangiovese i form af hhv. Barolo/Barbaresco  og Brunello er Italiens flagskibe, men de koster også en krig, i og med at der stilles høje krav til mark – og kælderarbejde plus fadlagring. Det er ikke billigt at lave vine på Nebbiolo, men hvis der investeres penge nok i produktionen, så bliver det også til de bedste vine ifølge undertegnet.

Ligeledes kan det godt være at Barbera aldrig bliver favoritdruen, men ikke desto mindre er det en fantastisk spændende drue at stifte bekendtskab med. Det er den fordi den kan frembringe vine der ikke koster en formue og samtidig virkelig indeholder udmærket kompleksitet og lækker fylde! Vinene har generelt den fordel, fordi druerne igen ikke kræver så meget opmærksomhed i marken, at udvise stor kvalitet i selv billigere vine. En fordel som hverken Nebbiolo eller Sangiovese har! Disse vine kommer prismæssigt højere op, før de bringer den samme kvalitet med sig! Bid også lige mærke i at Barbera er Piemontes mest beplantede druesort og at det er den piemonteserne ynder at drikke selv (selvfølgelig fordi den netop er billigere).

Barbera udmærker sig faktisk også rigtig godt fra andre vinkler. Druen er fra naturens side udstyret med en tynd skal, dette vil sige at der ikke er plads til ret meget farve, ej heller tannin (garvesyre), da det er i skallen disse to ting meget overvejende kommer fra. Så til dem der ikke finder sig i godt selskab med tannin, gå efter Barbera.  En anden ting druen også er velsignet med, er høj syrer. Dette kan godt tolkes negativt, men det skal det aldeles ikke. Det betyder blot at Barberavine kører rigtig godt til rigtig mange retter, specielt i det Italienske køkken. Generelt vil Barbera være en frugtrig vin, med en masse undertoner, som kan varierer. Desuden gør fadlagring en tydelig indtrængen på vinen, så typisk vil fadlagrede Barberavine have undertoner af vanilje.

Barberadruen har hjemstavn i Piemonte.  Området fra og med byen Barolo og så et godt stykke nord og øst på. Det er de to områder Barbera d’Asti og Barbera d’Alba man finder mest på hylderne herhjemme. Navnene betyder simpelthen bare at vinene kommer fra hhv. området omkring byen Alba og byen Asti. Asti området er det største og det er også her man skulle mene, at de bedste vine skulle komme fra. Denne påstand bakkes op af beliggenheden af markerne. I Alba området bliver de bedste marker brugt til Nebbiolo, da både områderne, hvor der kan produceres Barolo og Barbaresco, som jo er de to mest kvalitative vine, ligger indenfor området hvor man også må producere Barbera d’Alba. For at lave Barolo og Barbaresco, skal man simpelthen, som jeg var inde på tidligere, benytte sig af godt markarbejde, men så sandelig også de bedst beliggende marker. Så i Alba er det altså Nebbiolo, der løber med de bedste placeringer. Med de bedste marker mener jeg de marker, der ligger på en sydvendt skråning, således at marken får den bedste eksponering af sollys. Hældningen på marken betyder desuden også en del, ligesom jordbundsteksturen også gør det.  I Asti området må der ikke produceres topvinene Barolo eller Barbaresco, så her er der grobund for, at de bedste marker kan tilfalde Barberadruen. Det kan godt være at teorien siger et, men at praksis siger noget andet. Der skal trods alt mere end bare en god mark til at lave en hæderlig vin!

Lige en lille fodnote omkring Asti og Barbera d’Asti… Man skal passe på ikke at tage fejl af vintypen fra hhv. den ene og den anden. De flasker, hvor der på etiketten står Barbera d’Asti er en rødvin, lavet på Barbera druen. Vine hvor der står Asti på etiketten, er hvide mousserende vine, som laves på Muscat druen. Disse mousserende vine må laves i et område der overlapper området hvor rødvinen Barbera d’Asti må laves. Men selv om områderne, hvor det er lovligt at producere hhv. Asti og Barbera d’Asti overlapper hinanden, er det to vidt forskellige vintyper. (Der henvises til indlægget omkring DOC-områderne i Italien, for mere indblik).

Barolo gennem 40 år!

For nylig deltog jeg i en af de lidt mere spektakulære smagninger i den lokale vinklub. Som overskriften lyder, skulle vi smage os op gennem de seneste 5 årtier. En tidsrejse der bragte gode og som såvel mindre gode oplevelser.

Til at starte med ved jeg gerne sige at jeg på ingen måde er nogen stor Barolo ekspert, jeg har drukket utallige flasker Barolo igennem årene, men det har aldrig været en vin der har fanget min opmærksomhed mere end så meget andet. Mange har opfattelsen ”Barolo kan holde sig for evigt” en opfattelse jeg aldrig har haft af vinen fra Norditalien.

Vi sidder en 15-17 stykker gennem en langt bord i formandens stue, men han fortæller lidt grundlæggende om det vi skal i gang med at smage. Vi (Tobias, Morten og jeg) er som så ofte de klart yngste deltagere til smagningen, hvor selv hovedparten af vinene er betydeligt ældre end os.

Første del af smagningen består af 4 vine fra 70’erne, som hvis jeg skal være virkelig grov og skære alt over en kam, alle var døde, eller tæt på døden. Især i de to første vine fandt jeg ikke meget andet en eddike og det var bestemt ikke nogen fornøjelse at have i munden. De sidste to i det sæt var der lidt mere sjov ved, men det var ikke på nogen måde en vin jeg havde lyst til at sidde og nyde.

Efter den lidt triste, men meget lærerige start hoppede vi endnu et skridt tilbage i årgangene – 1961 stod der på etiketten, vi er altså her tilbage før mine forældre fødsel. Fascinerende at tænke på den rejse en sådan vin har været igennem for at ende i mit glas. Til forskel for de første vine havde denne ældre sag en meget mere interessant, spændende men også yderst kompliceret både duft og smag.  Masser af spinkle Chokoladenoter, blide kirsebær og en stor portion animalskhed – råt kød, mødding og en duft er næsten bedst kan beskrives som en gammel latrin – men ikke desto mindre interessant.

1980erne smagte vi en enkelt flaske fra, men det hvor det rigtig begynder at please mine smagsløg er når vi når op i de ”yngre” vine. Vi smagte massere af interessant både huse og årgange fra 90erne, hvor jeg især vil fremhæve Parussi 1993 som min vinder. De yngre årgange havde det mere drive-power-intensitet-lakrisnoter og så alligevel Barolos elegance over sig, som klart mere tiltaler mig end de lidt mere skrøbelig-meget-frugt-fattige ældre årgange. Til at slutte af med skulle vi selvfølgelig have en flaske for 00’erne, og fandtes der en bedre årgang til at slutte vores rejse med, end det perfekte år 2004 – Cascina Cucco Ceratti en ligeledes glimrende flaske, med den unge friskhed.

Alt i alt en spændende smagning, hvor jeg fik et stort lærerigt udbytte og massere af nye vinoplevelser med i bagagen. Vinen var dog i mine øjne lidt skuffende, min holdning til at Barolo ikke kan holde sig for evigt, blev bekræftet – bedømt ud fra mine smagsløg. Men det er jo det fantastiske ved vin, alle har en forskellige oplevelse af det.

/Rasmus Greis