Reflektioner dagen efter den “Røde reje”

Det var igår den gamle børs var rejsemålet for de mange vin-pilgrimsvalfartende. Rigtig mange vin interesseret havde fundet der ind, det betød maaange mennesker. Den smukke bygningen dannede en kanon atmosfære, rigtig dejlige omgivelser at gå rundt med et godt glas Brunello di Montalcino i.

Antallet af stande var også imponerende og i top, massere af dejlig flasker var åbnet og var klar til smagning. Man føler sig ret priviligeret når man kan gå fra det ene top brand til det andet, fra Gaja til Antinori og videre over til Tenuta San Guido bare for at nævne nogen få.

Det kan dog lyde som om alt bare var i den skønneste orden, og ja der skal da en del til at gøre en “lille-vinfanatiker” utilfreds når man kan dykke ind i den lune italienske vinverden på en trist kold tirsdag. MEN MEN MEN – der er da et par ting der irriterer mig gevaldig når jeg her dagen der på reflekterer over oplevelsen.

1. Jeg forstår ikke hvorfor konkurrencen “Hvor meget kan jeg fylde foran bordet med vin?” er så udbredt blandt messedeltagerne. Vi oplever det gang på gang, messe efter messe. Efter lange overvejelser har vi her på Wine Factory løsningen. Gå et skridt eller to tilbage når du har fået noget i dit glas, eller step ud til siden hvis du er samtale med en på den anden side af bordet, så er der plads til andre. Vi er selv ret stolt over den geniale handlingsplan, og vi arbejder på en video til at demonstrere det. 😉

2. En bøn til udskinkerne (her en særlig tanke til GAJA), det er pinligt at løbe tør for vin – især halvvejs inde i messe. Så var jeres produkter heller ikke bedre, (Jeg blev endnu engang skuffet over jeres Barbaresco – til gengæld sad Camacanda lige i skabet!) og en af jeres top-top produkter: Sperss – når ja den ene flaske i havde med var tom….

Finito - GAJA

Vi kommer selvfølgelig med flere blogs, vinanmeldelser, samt film fra Gambro Rosso i den nærmeste fremtid. Og meget af det er særdeles positivt, dette bare blot et par frustrationer der skulle ud af mit hovede, så jeg er klar til at kaste mig over nye spændende vinoplevelser.

Vino Disco i morgen og Ribera del Duero smagning fredag.

Top 1986 Bordeaux oplevelse!

Ja, nu er tiden så kommet til, at Wine Factory’s Odense-blogger debuterer med et indlæg. Og findes der en bedre debut, end en blog om en fantastisk Bordeaux 1986 smagning!?

Mine smage-kumpaner og jeg, havde set meget frem til denne smagning, som der var blevet snakket om i næsten et år. En sen aften sidst i oktober, var et dusin af os sat i stævne på klub-formandens bopæl (jf. Slagelse Vinklub, http://www.vinfestivalen.dk/), hvor vi vist alle var spændte på hvad aftenen ville bringe – aftenens tema lød: Bordeaux 1986 – årgangens generelle kvalitet herskede der ikke megen tvivl om, men man ved jo aldrig hvad der havner i glasset, når man har med ældre flasker at gøre. Dette faktum – dette mysterium, er selvfølgelig også en stor del af grunden til, hvorfor vi er mange der bruger store dele af både vor sparsomme tid og formue på VIN!

 Vi startede, som vi så tit gør, med en joker – Chateau de Haux 1986. Producenten er særligt kendt i Danmark, da slottet ejes af et dansk selskab og mange danskere har andel i dette. Det var i virkeligheden lidt synd for denne vin, da den egentlig fremstod rimelig og i hvert fald drikkelig, men aftenens forventninger var nok skruet for højt i vejret, til rigtig at kunne værdsætte den egentlig OK vin. MEN, man kan ikke komme uden om vinens manglende karakter, struktur og generelle lidt vage udtryk. Til gengæld kunne man så glæde sig over det, der for nogle kunne tolkes, som elegance og velsmag.
78-80 p.
(jf., den af Rober Parker brugte, 100-point skala)

 Vine fra Slottet Haux

Næste levende billede var Chateau Cantenac Brown 1986. Denne Margaux-vin har flere på Wine Factory’s redaktionen et særlig positivt forhold til, og en vin vi har smagt i flere årgange. Producenten har gennemført flere kvalitetsreformer igennem de sidste 50 år, og prøver til stadighed at lave bedre og bedre vin. Duften fremstod med masser af power, med grøntsager, mineralitet, mørk dyb frugt og et komplekst urtet aspekt. Smagsoplevelsen var præget af flot, markant struktur, smukt sammensat med en fed, ulmende karakter, der efter min erfaring går igen i mange af årgangene fra C.B. – Aldeles glimrende!
88 p.

 Chateau Kirwan 1986. Vinen fra dette respekterede 3.cru slot, viste sig at være en anderledes og interessant oplevelse. Duften bar en klar note af røget, nærmest asket brombær – meget spændende og en absolut positiv oplevelse. Smagen viste sig fra en helt anden side – kæmpe stor, saftig, kødfuld og med tonsvis af frisk frugt, både mørke og røde bær. Denne vin viste ingen tegn på alderdom, og er et klasse-eksempel på, at god bordeaux i en god årgang, kan og bør modne i flere årtier.
89 p.

Nu til en af de tunge Graves-drenge – denne Grand Cru vin forveksles nogen gange med det andet Graves slot: Chateau Haut Brion, men er, på trods af sin kortere historie, bestemt en vin der kan stå alene. Chateau La Mission Haut Brion 1986. Vinen brager først og fremmest igennem, med en kæmpe duft af stegte grøntsager, ristede tørre krydderier og grillstegt rødt kød. Smagen havde noter af bl.a. mint-chokolade og friskkværnet sort peber. Vinen gav os en super oplevelse, og levede bestemt op til sit ry.
92 p.

Chateau L’Evangile 1986 – En pomerol-vin, som ingen ved bordet umiddelbart havde nogle særlige meninger om, men som viste sig at være en lille charmetrold, der fremkaldte mange smil rundt om bordet. Duften var lidt afdæmpet til at starte med, men viste flot røget vanilje og elegant fad. Smagen var svær at analysere og beskrive, MEN var til gengæld en af de mest smagfulde, mest elegante og simpelthen lækreste af slagsen. Min smagsnote til denne vin, lød simpelthen: ”Det’ bare godt!” – hvilket selvfølgelig ikke hjælper dem, som måtte ønske en detaljeret beskrivelse af vinen, men i stedet kan jeg forsikre alle, der måtte betænke at investere i en flaske, at det er en vidunderlig, delikat smagsoplevelse.
90 p.

 SÅ skulle der smages vin … håbede vi!
Chateau Cheval Blanc, behøver for mange ingen introduktion – en af de mest anerkendte bordeauxer, for ikke at sige vine, overhovedet, og kongen af St. Emilion – og så endda i den fantastiske 86’er årgang – det kunne næsten ikke andet, end at blive en oplevelse for livet!
Ja, jeg kan jo lige så godt sige det, som det var – nemlig, en kæmpe skuffelse! Duften bød på klassisk blyantspids og lidt tørrede violer, men var ellers enten lukket eller bare uimponerende. Selve smagsoplevelsen var virkelig sindssygt poleret, ren og føltes næsten aristokratisk, men også vildt kedelig og, hvad der er værst, uden håndgribelige tegn på potentiale ved yderligere lagring eller iltning. Dette måtte simpelthen være et tilfælde af, enten: en uheldig flaske, et uheldigt tidspunkt at drikke den eller en flaske som har været opbevaret forkert – for ellers var det en skandaløs præstation. Misforstå mig endelig ikke – vinen kunne sagtens drikkes og smagte også fint, men ”fint” holder bare ikke helt, når prisen for Cheval B. er den, den er.
86 p.

Chateau Gruaud-Larose 1986 – En fænomenal 2cru. vin, med duft af varm tobak, dyb mørk muld, amarena kirsebær og fin, krydret vanilje. Smagen havde både god fylde, lækker frugt, grillstegt kød og anis.
91 p.

Endnu en imponerende 2cru. vin fra Saint Julien: Chateau Leoville-Las Cases 1986. En 100 points vin ifølge Robert Parker, som viste sig at være en af de mest ungdommelige i sættet. Farven var nærmest lilla, hvor mange af de andre vines var begyndt at antage brunlig karakter. Duften besad både små solbær, gajol, cremet brombær og fed vintage portvin. Smagen var stadig lidt stram, men besad samtidig kæmpe personlighed. Mørk, saftig frugt som tydeligt havde kvalitet og potentiale til endnu 20 år i flasken. Så altså umiddelbart en stor vin, men manglede for mig traditionel, bordeaux karakter.
92 p.

Igen kommer vi til en vin med kæmpe omdømme i vinens verden, 1cru. vinen: Chateau Latour 1986.
Her får man til gengæld klassisk bordeaux for alle pengene – duft af varm vanilje, støvet lerjord og lakridspulver. Smagen er bred og flyder næsten over i en fed, blød, varm fylde. Stilen er på en og samme tid bred og kødfuld, og stringent, struktureret og nobel.  Altså en klasse-vin, men hvor prisen i forhold til kvaliteten, igen kan diskuteres – jeg sad tilbage med en positiv oplevelse, uden dog at blive blæst af stolen.
90 p.

Cht. Mouton Rothschild 1986 (Motivet på etiketten skifter hver årgang)
Cht. Mouton Rothschild 1986 (Motivet på etiketten skifter hver årgang)

Chateau Mouton Rothschild 1986 – igen, igen stod vi overfor en legende i vin verdenen. Jeg har personligt aldrig været den store Mouton-fan, bl.a. pga. deres kompromisløse brug af 100 % nye egefade til lagring af deres vine, hvilket desværre nogle gange skinner negativt igennem. Duften var lækker, med krydret fad, jordbær og hindbær strøet med vaniljesukker. Smagen var ligeledes lækker, fed og fyldig (af en bordeaux at være selvfølgelig), med en poleret, silke lind følelse på tungen. Ydermere var en hindbær-vaniljecreme, tydeligt tilstede i smagen. Dog var egetræets påvirkning af alle vinens aspekter, efter min smag, for markant (igen igen!).
93 p.

Chateau Lafite Rothschild 1986 – En vin som efter sit omdømme, må siges at være værdig til, at afslutte denne glimrende smagning. En vin som altid resulterer i diskussion på Wine Factory’s redaktion. Flere mener, at Lafite bibeholder sin position i vin verdenen som en af de bedste vine, på et tyndt grundlag. Undertegnet rater derimod ofte Lafite højt, og mener at de kan (ikke altid nødvendigvis gør) producere vine, som kvalitetsmæssigt kan retfærdiggøre positionen og prisen.
Duften var klassisk Lafite, med sort te, engelsk lakrids og elegant cremet solbær. Smagen var raffineret og klassisk, men savnede måske lidt gennemslagskraft i eftersmagen. Ydermere havde Lafite en af de mest polerede og uspolerede udtryk, af alle vinene. Lafite og Mouton får samme score, men er to vidt forskellige vine – lidt som forskellen på en charmerende amerikaner og en fashionabel englænder.
93 p.

Det var så hvad jeg kunne berette om denne fantastiske smagning. Jeg brugte som sagt 100-point skalaen, hvilket er generelt for alle WineFactory’s bloggere, da vi mener det er den mest anerkendte, både nationalt og internationalt – grundlæggende gives der kun point mellm 50 og 100, da vinen får de første 50 p. automatisk, bare for at være vin. Vine mellem 70 og 80 p. er OK og kan sagtens drikkes, men bør ikke koste det vilde – vine i 80’erne er mere interessante og skal vi være ærlige, er det normalt først på dette niveau vi vinelskere rigtig blir interesseret. 90 point og over, er vine af meget høj kvalitet, der som regel følges af et relativt højere prisniveau. Som en sidste kommentar til det med point, vil jeg bare nævne, at jeg endnu aldrig personligt har scoret en vin hverken 98, 99 eller 100 point.
Tak til Slagelse Vinklub for at tilbyde interessante smagninger!