Champagne – dette er jo i sandhed en dejlig drik. Når man først er faldet for boblerne i denne type vin, så kan man ikke lade vær med hele tiden af gå tilbage. Det er jo en hel anden følelse man får via Champagne end med vin. Man bliver bare så glad, allerede når man sidder og stirrer ind igennem det tulipanformede glas og bliver hypnotiseret af de dejlige kæder af bobler, som bare danser rundt.
Dom Perignon er historien om den her munk, som efter sine skulle ha “opdaget” champagnen. Dette er dog ikke helt korrekt. Det er rigtigt at han som klostrets skattemester opkrævede tiende (en form for skat som bl.a. fantes tilbage i 1600 tallet. Bonden skulle betale en tiendedel af hans levebrød til Kirkebygningen, sognepræsten og bisberne.) af bønderne i området og at det var i form af druer og vin, som han så solgte videre igen. Det er også rigtigt at han indførte en hel del ting til vinfremstillingen, så som kraftig beskæring af løv, lavt udbytte og forsigtig høst. Disse metoder er ganske normale i dag for producenter, som vil lave kvalitetsvin.
Perignon foretrak blå druer til sin hvidvin, fordi de ikke går så let i andengæring som hvide og derpå producerer kulsyre. Der var selvfølgelig en del flasker der alligevel gik i andengæring og det var via denne andengæring, der blev produceret vin med kulsyre, som skulle blive så populær.
Men det var altså ikke ham der opfandt Champagnen, men derimod en længere udvikling, og eksperimenter med vinen. Det blev dengang set som et stort problem at der var kulsyre i flaskerne, da datidens flasker sprang i luften af det høje tryk. Det var altså ikke kun Perignon der havde dette problem, men også mange andre producenter. Det var først da nogle englændere udviklede bedre flasker at denne drik kom på landkortet i positiv forstand. Men som sagt skulle der selvfølgelig en udvikling til før man kunne få et mindeværdigt resultat.
Dom Perignon, som er Möet & Chandons prestige cuvée (deres topprodukt), smagte jeg her forleden i årgang 2000. En lækker muss steg op langs glassets sider og det væltede op med nuancer af æbler, men også krydrede noter.
Den første slurk bød på rigtig mange ting, først en lille smule æble, men så blev denne frugt overdøvet af et ligefrem smukt samspil mellem krydderier og fad samt en smule franskbrød i enden. Lidt mystisk når man sidder og venter en hel del mere frugt. Eftersmagen bød dog igen på mere frugt, så helt frugtforladt var den ikke. Jeg drak lidt videre og skrev lidt ned. De næste ord jeg skrev var komplex og lidt røget. Hmm, lidt røget plejer jeg at se som værende negativt, men ikke i Dom P. Det gjorde ligsom smagen dejlig blød og afrundet på en eller anden måde. Komplex fordi den blev ved med at komme med noget, efter man havde sat glasset for munden. Det sidte jeg skrev var ferskner og sågar et lille hint af hindbær, ikke bittert, men modent. Jeg fandt det lidt mystisk, men bestemt ikke dårligt, i en Dom P, men ikke desto mindre var det der altså. Det gav således et godt slutspil og bidrog positivt til de mange andre noter. Jeg var glad!
Bare lige for at holde den op imod 99eren, så hører 00eren til den mere krydrede og tunge stil, mens 99eren er mere frisk, liflig og frugtig.
Jeg kan kun sige wuaw! Og selv min kære fader vendte hovedet og sagde “Det er en super champagne”…
Forøvrigt så kan det anbefales ar se Tobias´ 3-delte afsnit omkring Champagne, for en uddybende fortælling af Champagnens forunderlige verden.
