Anbefalding | Vin | Point | Pris |
---|---|---|---|
Godt køb | Massolino Barbera d’alba giuseppe 2005 | 91 | 250 |
For lidt tid siden, hvor vi havde Barbera på bordet, lavede vi en lille smagning, hvor små som store huse var repræsenteret. Her fik vi opfrisket vores syn på netop denne drue (Læs evt. tidligere indlæg omkring Barberavinene). Vi smagte alle vine semiblind, altså hvor vi kendte producenterne, men ikke hvornår de kom i smagningen. De smagte vine var:
Paiagal Barbera d’Alba fra Marchesi di Barolo 08.
Franco Roero Barbera d’Asti af Franco Roero 07.
Caranti Barbera d’Asti af Garitina 03.
Barbera d’Alba af Massolino 08.
Fides Barbera d’Asti af Pio Cesare 03
Lad mig starte med den øverste og arbejde mig nedefter (det var sådan de kom i smagningen):
Paiagal havde en næse af tynd frugt, hertil kommer at det ikke var god frugt. Duften var billig med hints at bitre kirsebær og et snært af grønsager. Efter man har duftet til en vin plejer man som regel at smage på den. Det kunne jeg godt have været foruden i det her tilfælde. Smagen var katastrofal!! Det her er en vin til normalt 170 kroner og den er ikke 1/3 værd! Marchesi di Barolo er ellers en af de store drenge, ja faktisk den første producent af helt udgæret barolovin, som kom omkring 1850erne. Men det er en anden historie. I hvert fald ikke noget jeg kan anbefale! 7.8 p.
Næste vin i rækken blev bedre. Franco Roero. Denne vin var noget andet, lækker, stor, fyldig frugtig duft væltede op af glasset og den gik næsten hen i retningen af brugt motorolie og roser/violer. En smule fad kunne også komme på tale. Smagen var kun bedre, igen stor voluminøs, fed frugt, igen efterfulgt af den her note omkring vejarbejde, eller motor. Dette er positivt! Det florale aspekt fulgte også med i duften. Dog havde den lidt ukontrolleret alkohol til sidst, det skal siges at vinen holdte 15 %, men alkoholen skal altså så integreres lidt bedre, hvis kældermesteren vil helt derop hvor det ringer. At den holder så stor alkohol betyder samtidig også et indhug i syrerniveauet. En fantastisk stor og lækker vin! 8.9 p.
Caranti Barbera var den næste. I duften var det en lidt tynd frugt, der indtog glasset. Mere lukket end de to tidligere. Rød sodavandsis, mild engelsk lakrids, som blev fulgt af små urtede noter, samt moreller. I smagen var det ligeledes en mere elegant Barbera, der gjorde dit indtog. Igen urter og lidt sødligere grøntsager. Men det der dominerede var fadet. En hel del vanilje lå gemt under brædderne og kom altså op efter lidt tid. Dette er som jeg skrev længere oppe typisk for fadlagret Barbera, det dominere meget synes jeg. Men en pæn vin uden de helt store armbevægelser. 8.5 p.
Massolinos standart Barbera, som også er en af de store spillere, stod vi også overfor. Denne vin var endnu en skuffelse… duften var mest af alt kedelig og domineret af en lille tynd frugt, dog elegant. Smagen viste ikke helt hvad den ville. Der var lidt tyndbenet frugt her og så lidt grønne noter der, nyslået græs om man vil. Det er fint at en vin har lidt grønne noter, men så skal det også kun være små beherskede noter og det var ikke tilfældet her. Generelt var vinen bare kedelig og det tegner faktisk et godt billede af Massolino som prodecent. Vi synes ikke at deres standart vine kan præstere noget som helst og det er både deres Barolo, Barbera og Dolcetto. Inden jeg så tager al æren fra familien Massolino, så skal det lige nævnes, at deres enkeltmark Baroloer er mere end fantastiske! 8.2 p.
Den sidste vin vi havde med var Pio Cesare, og vel at mærke deres enkeltmark Barbera Fides. Mørke bær, jordbær og modne kirsebær samt krydrede noter. Stor frugt med lidt mokka og chokolade nedenunder. Virkelig en lækker duft, som til tider også mindede lidt om bordeaux, med lidt jord og læder. Smagen tog sig også flot ud. Lækker stor frugt, men samtidig elegant, animalsk, fine røde bær, chokolade, lakrids og små nødde – og mokkatoner. Også i denne vin havde fadet sin indvirkning. Lækker vanilje flød stille og roligt rundt oven på alle de her komplekse noter. Det er første gang jeg har oplavet så meget kompleksitet i en Barberavin, men denne vin er nu også oppe hvor det begynder at gøre ondt pengemæssigt.. 350 kroner ligger vi og roder rundt på, men den er alle penge værd! 9.2 p.
Hvis ikke du har udforsket Barbera endnu, så gør det. Det er en super vin til et bredt udvalg af mad og det er høj kvalitet til pengene!
Wine Factory har deltaget i en stor Barolo-smagning med rødvine fra Barolo producenten Massolino. Her smagte vi deres Normale, 4 årgange af top vinen Vigna Rionda, 2 årgange af Parafada fra marken La Delizia samt en enkelt fra marken Margheria.
I afsnittet smager vi på:
Massolino Normale 2005,vinen koster ca. 370,- og får 9,0 point
Massolino Vigna Rionda 2002, der koster omkring 750,- og får ligeledes 9,0 point
Alle rødvinene havde et højt niveau, men hvis vi skal fremhæve et par andre flasker bliver det Vigna Rionda 1998, der var en utrolig moden Barolo, dyrsk men stadig elegant og med en lang eftersmag.
Parafada 2004 & 2006 viste sig at være federe i det, som vi sætter pris på, de nye fade der bliver brugt til denne vin satte sit præg på den gode måde.
Her hjemme importeres Massolino Barolo af wine.dk
Hvad synes du om Barolo? og har du prøvet Massolino? Smid da en kommentar?!!
Skål!
For nylig deltog jeg i en af de lidt mere spektakulære smagninger i den lokale vinklub. Som overskriften lyder, skulle vi smage os op gennem de seneste 5 årtier. En tidsrejse der bragte gode og som såvel mindre gode oplevelser.
Til at starte med ved jeg gerne sige at jeg på ingen måde er nogen stor Barolo ekspert, jeg har drukket utallige flasker Barolo igennem årene, men det har aldrig været en vin der har fanget min opmærksomhed mere end så meget andet. Mange har opfattelsen ”Barolo kan holde sig for evigt” en opfattelse jeg aldrig har haft af vinen fra Norditalien.
Vi sidder en 15-17 stykker gennem en langt bord i formandens stue, men han fortæller lidt grundlæggende om det vi skal i gang med at smage. Vi (Tobias, Morten og jeg) er som så ofte de klart yngste deltagere til smagningen, hvor selv hovedparten af vinene er betydeligt ældre end os.
Første del af smagningen består af 4 vine fra 70’erne, som hvis jeg skal være virkelig grov og skære alt over en kam, alle var døde, eller tæt på døden. Især i de to første vine fandt jeg ikke meget andet en eddike og det var bestemt ikke nogen fornøjelse at have i munden. De sidste to i det sæt var der lidt mere sjov ved, men det var ikke på nogen måde en vin jeg havde lyst til at sidde og nyde.
Efter den lidt triste, men meget lærerige start hoppede vi endnu et skridt tilbage i årgangene – 1961 stod der på etiketten, vi er altså her tilbage før mine forældre fødsel. Fascinerende at tænke på den rejse en sådan vin har været igennem for at ende i mit glas. Til forskel for de første vine havde denne ældre sag en meget mere interessant, spændende men også yderst kompliceret både duft og smag. Masser af spinkle Chokoladenoter, blide kirsebær og en stor portion animalskhed – råt kød, mødding og en duft er næsten bedst kan beskrives som en gammel latrin – men ikke desto mindre interessant.
1980erne smagte vi en enkelt flaske fra, men det hvor det rigtig begynder at please mine smagsløg er når vi når op i de ”yngre” vine. Vi smagte massere af interessant både huse og årgange fra 90erne, hvor jeg især vil fremhæve Parussi 1993 som min vinder. De yngre årgange havde det mere drive-power-intensitet-lakrisnoter og så alligevel Barolos elegance over sig, som klart mere tiltaler mig end de lidt mere skrøbelig-meget-frugt-fattige ældre årgange. Til at slutte af med skulle vi selvfølgelig have en flaske for 00’erne, og fandtes der en bedre årgang til at slutte vores rejse med, end det perfekte år 2004 – Cascina Cucco Ceratti en ligeledes glimrende flaske, med den unge friskhed.
Alt i alt en spændende smagning, hvor jeg fik et stort lærerigt udbytte og massere af nye vinoplevelser med i bagagen. Vinen var dog i mine øjne lidt skuffende, min holdning til at Barolo ikke kan holde sig for evigt, blev bekræftet – bedømt ud fra mine smagsløg. Men det er jo det fantastiske ved vin, alle har en forskellige oplevelse af det.
/Rasmus Greis