Blindsmagning september ’12

Det var blevet tid til en blindsmagning blandt gode mennesker. Vi var 8 personer, og alle have medbragt 1-2 flasker som blev serveret blindt. Point og noter herunder er altså givet uden skelen til pris og etiket. Som vanlig, rækkefølge som serveret.
Point er givet af Mark/Morten/Tobias

Domaine Leon Barral 2008, Frankrig (169,-)
Naturvin, biodynamisk. Ikke destomindre en meget lækker vin. Den er baseret på syrah, men den er så fornem at mit gæt var Pinot Noir. En god lidt saltet/urtet næse, meget flot syre og lidt jordbær/kirsebær. Det skal nævnes at Morten fra redaktionen var dygtig og gættede syrah.
~ 90/89/89 points

Arbis Ros 2004, Friuli IT (279,-)
Denne vin er baseret på Cab S. samt Pignolo. Glimrende næse. Choko, læder og en lille smule grøn. Urtet i smagen, lidt frugt men mangler lidt for at komme helt ud over kanten.
~ 89/89/90 points

Chateau La Bastide 2006, Frankrig (130,-)
Ekstremt krudtet og en anelse bret i duften. Rød peber og syrlige bær i næsen. Saftig eftersmag men en anelse for kort. Vinen virker en smule uharmonisk.
~ 87/87/88 points

Chateau Gouprie 2000, Pomerol (300,-)
Grøntsaget, tobaksæske og blyant. Bordeaux! Smagen er overraskende lukket, og man fornemmer merlotten.Gode kaffe noter i eftersmagen. Kunne godt ligge længere.
~ 90/90/91 points

Duemani 2010, Toscana (600,-)
Meget tung vin. Masser af tobak og lidt søde noter. Man overvejede om denne var oversøisk. Meget fed i smagen, men har heldigvis en smule syre. Tobak og sødlakrids i eftersmagen. Vinen virker alt for tung, og kunne godt være noget mere raffineret. Især til den pris. Måske vil tiden være kærlig ved den.
~ 89/85/90 points.

Louis Jadot, Dom Duc De Magenta, Morgeot, Monopole Clos De La Chapelle Chassagne Montrachet, Pinot Noir, Bourgogne (500,-)
Lidt spinkel i næsen og masser af blomster/rosenblade. Har en god syre, men virker lidt for spinkel. Mangler frugt. Dør desværre hurtigt i eftersmagen.
~ 88/88/89 points.

Dominus 2000, Napa, Californien (950,-)
Pow! Det er godt det her. Ikke nogen bomber, men masser af velafbalancerede noter.  Lidt smeltet vanilieis i duften, god kombination af fad og frugt. Virkelig god frugt. Lidt kageagtig i duften også. Virkelig tiltalende. Masser af tobak i smagen, fortætter i eftersmagen hvor der kommer lidt urter henover. Var for flere aftenens bedste vin.
~ 93/89/90 points

Clarendon Hills Grenache Blewitt Springs 2001 (500,-)
Lidt alkohol på næsen, god fed frugt, meget lidt grenet. I smagen genkender man overhoved ikke dens alder. Men det smager ret godt. Lidt kort eftersmag, sjov parfume note.
~ 91/92/90 points

Yarden Syrah 2009, Israel (300,-)
Der var ikke nogen der gættede Israel her 😉 Meget tæt vin, en smule slikket. Men har egentlig en ganske ok syre til at bære det.
~ 87/88/89 points.

Fred Loimer Zweigelt 2010, Østrig (95,-)
En vin hvor mange gættede oversøisk. Samtidig også en vin som fik den laveste gennemsnitlige score til smagningen. Ret grøn og stilket i næsen. God syre men lidt kemisk eftersmag.
~ 86/85/83 points.

Tandem Syrah 2007, Marokko (100,-)
Ret grøn i næsen. Meget stor syre, lys frugt såsom hindbær m.v. Ret ok eftersmag som er i den milde ende.
~ 88/83/87 points

Spice Route Flagship Syrah 2007, Sydafrika (299,-)
Læder og kaffte. Har lidt kant og syre. Fylder godt i munden og fortsætter noterne fra duften. Lang og behagelig eftersmag med et godt syre touch.
~ 89/90/90 points

Catena Zepeta 2005, Argentina (500,-)
En næse der faktisk er ret mild i sin frugt. Kirsebær og hindbær. Smagen giver rigtig meget frugt og en virkelig flot syre. Holder en fin eftersmag med god fad.
~ 90/91/90 points

Marques de Griñon Emeritus 2004, Spanien
Masser af frugt i denne sag. Smager godt, tobak og sort the. En anelse for meget tørstof i eftersmagen.
~ 88/88/89 points

[portfolio_slideshow]

Alt i alt en dejlig smagning hvor niveauet lå højt.

Philipson Wine 25 år

Traditionen tro holder Philipson Wine igen i år en storstilet fødselsdagssmagning/messe hvor man mod betaling kan smage sig igennem et pænt udvalg af deres vine. Herunder en del af de lidt sjovere sager også. Billetterne koster 300 kroner, og arrangementet kan opleves i Ålborg(17/9), Århus(18/9), Vejle(19/9) og selvfølgelig København(20/9).

Du kan se det officielle smageprogram her, hvor du også kan købe billet. Vi vil dog lige tage et kig på her hvad vi bl.a. glæder os til at smage af godter. Det giver pote at sætte sig ned på forhånd og finde ud af hvad man gerne vil smage, så man ikke bare tager en runde og ender med at bruge uforholdsvis meget tid på at vente. Derudover er det i sig selv en praktisk talt umulig opgave at smage 50 vine på to timer.

Der er både Delamotte og Bollinger champagne repræsenteret og det glæder vi os til at gensmage. I mine øjne laver Bollinger en af de allermest stabile NV. Renato Rattis Barolo bliver også godt at smage igen, i nogle årgange er det et rigtig fornuftig køb, især hvis man lader den få et par på langs.
Galatrone skal man selvfølgelig også smage, samt Sassicaia. Sassi er et must, men personligt har jeg været dybt skuffet over den de sidste 3 gange jeg har smagt den. Et andet højdepunkt bliver Guigal hvor der ikke blot er Cuvee Philipson men også nogen af de lidt mere velrenommerede Côte-Rôtie. Til slut kan man jo passende runde af med Burmester hvor der kan prøves deres Colheita 1957!

Vi glæder os!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.