anbefaling | vin | point | pris |
---|---|---|---|
Godt Køb | Gerard Dubois 2002 | 93 | 500 |
Godt Køb | Clos Cazals 2005 | 94 | 750 |
Tag-arkiv: 2002
Vintage Champagne Galore
Hold nu fast! Nu tager det fart!
Endnu engang stod en aften i Champagnes tegn. Div. fagfolk og glade amatører var samlet for sammen at fokusere på fire ikoniske flasker champagne. Idéen var at sammenligne to store årgange, der ligger tæt på hinanden og som samtidig har fået lidt alder. Derudover blev der smagt en mængde interessante, blinde flasker. De fire hovedflasker var:
- Bollinger R.D. 1995
- Bollinger R.D. 1996
- Krug 1995
- Krug 1996
De fire vine blev severet samtidig (et ærefrygtindgydende flight), i mellemstore glas, og det var ikke blindt for en gangs skyld. Ved første gennemgang skilte R.D. 1995 sig mest ud, og var mest åben. De andre var endnu ikke vågnet. Ved hver gennemgang voksede vinene i både duft og smag, og først ved 4-5 gennemgang, efter 2-3 timer, udtrykte vinene sig med fuld kraft og intensitet! Herunder er noterne i den rækkefølge vinene blev smagt i.
Bollinger RD 1995, (2.000,-)
Champagnen som først kom ud af starthullerne, og klart den mest modne af de fire. Meget dyb duft, kælder, tørret frugt, mandel, butterscotch og så en floral note der satte fedmen lidt i skak. Stadig meget dyb smag også, en meget stor smør note og et hint af salmiak.
~ 95 points.
Bollinger RD 1996, (2.000,-)
Umiddelbart en lidt mere stringent champagne end sin bror fra 1995. Byder på mere citrus og mere rugbrød. Renere, skarpere, men samtidig også mere effektfuld og intens. Masser af papaya i smagen, og et meget velafstemt skud lime. Eftersmagen er sjovere end i 95’eren. Her er det mandel og marcipan der dominerer.
~ 96 points.
Krug 1995, (2.000,-)
Dette var en vin der virkelig udfordrede. I første omgang fandt jeg den klart som den svageste af de fire champagner i heatet. Men med ilt sker der ting og sager! Stor, moden, fadlagret mersault i duften. Masser af krudt, salmiak, brioche og lidt mineralsk renhed. I smagen en fantastisk kombination af syre og mørk, mørk, mørk frugt. Fortsætter over i en flot finish, som udmunder i et nyt højdepunkt for vinen – WOW!
~ 97 points
Krug 1996, (2.500,-)
Formentlig Winefactorys favorit vin igennem tiden, og denne gang skuffede den heller ikke! Den har så vanvittig mange noter, og en udvikling i glasset der bliver ved og ved, i timevis. Næsen er røget, med havsalt, fersken, papaya, melon, remonce creme og brunet smør. Smagen er et studie i intensitet og fokus – der er simpelthen så meget nerve/energi i den, at man hvert øjeblik frygter at blive ‘blæst væk’. Som at stå med ansigtet mod en stiv kuling ved Vesterhavet. Det er eksplosiv vin! Eftersmagen af kaffe, appelsinskal og julekrydderi, bliver forlænget i det uendelige, hjulpet på vej af en fyldig syre. En vin der er svær at beskrive med ord. Det er ikke verdens billigste vin, men hvis man er interesseret i vin så er det en af de flasker man ‘skal’ smage.
~ 99 points
Nu går vi så videre til den lidt mere blandede del af smagningen. Vinene her blev serveret én af gangen og blindt.
Fleury Pere & Fils 1995 – (500,-)
Det var en vin som var meget frisk i forhold til sin alder. Rundt om bordet blev der gættet årgange omkring 1999-2002. En på samme tid krudtet og floral næse med et kraftigt frisk smør hint. Smagen i munden er knap så intens, men der er syre og der er hyldeblomst. Eftersmagen er glimrende med en omgang mandel og marcipan. Bestemt et godt køb.
~ 93 points.
Pol Roger Cuvee Sir Winston Churchill 1999 (1.000,-)
En duft af lidt honning og oliven. Meget mineralsk i munden og igen honning noter. En let sødme i eftersmagen, blandet med lidt bitre noter. Man dør ikke af at drikke den, men vi havde forventet (langt) mere af Pol Rogers top cuvee.
~ 91 points
Piper Heidsieck Rare 2002 (1.400,-)
Spændende næse. Røget, vaniljesukker, lime og en nærmest lidt lakset note. Smagen er glimrende uden at have vildt mange noter. Meget behagelig fyldig eftersmag. Selvom den er meget ‘bling bling’ er det en gedigen vin. Den vandt i øvrigt førstepladsen i 2011 ved ‘Fine Champagne Magazine – Best Champagnes for 2011’. Vi er ikke helt enige, men lader det da stå et øjeblik…
~ 93 points.
Paul Bara Special Club 2002 (600,-)
Her er vi tilbage ved et mindre hus. Det var en vin som virkelig tog bordet med storm. Det var en meget, meget lækker og kompleks champagne og til prisen et rigtig godt køb. Duften var kage, kanel, toffee og havsalt. Meget stor mousse, gode æble noter og en smule fad. Eftersmagen er meget fed, med lidt smør noter. Ved anden gennemgang, 1-2 timer efter, var meget af duften desværre forsvundet.
~ 94 points
Dom Ruinart 1996 (1.400,-)
Så er vi tilbage ved en af de store drenge i klassen, og han gør det faktisk også ganske udmærket. Vi har før været skuffede over Dom Runiart, men denne flaske var balanceret og overskudsagtig. I næsen lidt sommerlige mejeriprodukter; ymer, koldskål, citron, græs og så en smule bøgetræ. Efter lidt tid i glasset kommer der svampe i fløde, smør og vanilje. Eftersmagen går næsten over i nøddekage og citronfromage med flødeskum.
~ 94 points
Guy Charlemagne bdb 2000 (500,-)
Så kører vi ned på et lille hus igen. Flasken er sygt grim, men indholdet smager heldigvis ret godt. Gode Chardonnay noter – gylden, cremet og tydelig sur lie note. Gode kage noter og dejlig dybde. Lyse nødder i smagen. Virker behageligt moden, med god friskhed stadig. Flot rød tråd over til eftersmagen som også er dyb og nøddet.
~ 93 points
Som det kan fornemmes, alt i alt en fænomenal aften!
WFV #11 – Champagne 2002, Blanc de blancs
Godt nytår! Vi håber alle er kommet godt ind i det nye år. Vi sparker året igang med endnu en omgang bobler. (det kan man bare ikke få nok af) Denne gang smager vi på Blanc de Blancs (100% Chadonnay) fra super årgang 2002.
I løbet af afsnittet bliver vi meget opmærksomme på, hvor meget en Champagne udvikler sig mens den er åben, det er også derfor at den ene af flaskerne går fra 85/86 point til 90! Prøv at eksperimenterer med det næste gang du drikker bobler.
Smid gerne en kommentar eller et spørgsmål!
Vi tester i dette afsnit følgende vine. |
R. Renaudin Premier Cru 2002 – point 90 – pris 299,- |
Paul Goerg Premier Cru 2002 – point 85 – pris 299,- |
Veuve Fourny & Fils Premier Cru 2002 – point 92 – pris 699,- |
Læs hvad vores point repræsenterer og se hvordan vores pointskala er opbygget
Dagens værter: Rasmus Greis & Tobias Liechti
Ikke set alle afsnit? Se flere afsnit her:
Jul På Vinslottet – 11. december
Velkommen til Jul På Vinslottet. Det er blevet d. 11 december. I dagens afsnit snakker vi vin, bliver kvaliteten af vin målt på, hvor meget der bliver solgt af den? Hvad har julemanden mon været med i dag?
Smid endelig en kommentar – vi sætter pris på dem. Glædelig jul!
Vinen fra pakkekalenderen kan findes på linket herunder |
McGuigan Genus 4 Shiraz 2002 – point 88 – pris 169,- |
Læs hvad vores point repræsenterer og se hvordan vores pointskala er opbygget hér.
Du kan selvfølgelig som altid sende os en mail med din adresse, så sender vi dig en af vores flotte wine factory badges!
Har du ikke set alle afsnittene, så klik på billederne.
Champagne oplevelse af de helt store!
Efter flere måneders glæde og spænding, havde vi store forventninger til Champagnesmagningen hos Leisner Wine i Hellerup i midten af november. Smageprogrammet var hemmeligt, og det var ikke til at lokke noget ud af dem, selvom vi flere gange havde kontaktet dem. Tobias, Morten og jeg ankom derfor i god tid, til deres hyggelige butik, hvor vi kunne studere diverse spændende flasker i deres ”skattekammer”.
Klokken nærmede sig 19:00, og de andre smagedeltagere begyndte at dukke op, der blev gjort klar til aftenens første flaske, som blev serveret blindt. Spændende bouquet der startede i den reduktive stil, med masser af friske æblenoter, efter lidt tid i glasset blev noterne dog mere og mere ”bagte” og endte i noget der næsten kan beskrives, som en bagt æblekage med vanilje. Alt i alt en rigtig god Champagne – 88 point.
Da den blev serveret blindt, skulle der gættes, og sjovt nok havde Tobias og jeg lige få et glas hjemme fra, som til dels mindende om denne. Gættet fra os var derfor Veuve Forny, Clos Notre Dame – som viste sig at være korrekt. For mange et ukendt hus, men de laver fantastisk Champagne!
Nu var tiden så kommet til at smagningen rigtig skulle gå i gang! Vi tog plads i deres ”kælderrum” et fint lille smagelokale, med nogle ret spektakulære flasker på væggene – der skabte en super vin-stemning fra første sekund!
Smagningen var delt op i 3 sæt. Første sæt bestod af Diebolt Valois – Fleur de Passion 2002 en ren Blanc de Blanc ( “Blanc de Blanc = 100 % Chardonnay baseret”). En spændende Champagne at have i de perfekt formede Taittinger glas – starter med en lidt anonym duft, men med noter af både bagt brød, gær, blomster og vanilje. På tungen var det en helt anden, lagt mere eksplosiv oplevelse, vilde bobler. God frisk syre og lang frisk eksplosiv eftersmag, der blæser en tilbage i stolen – 92 point!
Gosset Célebris 1995 tog mig lagt fra med storm, en citrus / opvaskemiddel / muggen karklud, falsk og kunstig duft. Smagen igen ret speciel, ikke på nogen måde kraftig, eftersmagen endnu engang, som en gammel sur karklud, der skulle ha’ været til vask for længst . 78 point, ikke en flaske der faldt i min smag.
Heldigvis var der overvægt af positive overraskelser i sættet, der blev rundet af med Veuve Clicquot – La Grande Dame 1998 behagelig-elegant-brød-smør-og-alligevel-frisk-æble-duft, kraftig eftersmag men mangler lidt at træde i karakter i selve smagen – alligevel 87 point.
I 2. og 3. sæt var årgangen ukendt, men navene (navnene) talte deres tydelige sprog – store Champagner var i vente!
Perrier-Jouet – Belle Epoque 1996 har tidligere skuffet mig, ved en tidligere Champagne smagning, dengang var det 1999. Denne gang var det til gengæld superåret 1996 – det kom til at betyde glæde! Kælder, mug, citronfromage i en kraftig eksplosiv combo, der springer op ad glasset. Ligeledes stor smag – syre, æbler, med en virkelig lækker-behagelig struktur. Kanon pagne – 94 point!!
Næste Champ der stod for tur, er måske verdens største Champagne Brand – Möet & Chardon – Dom Perignon 1996. Myten, legenden, historien, brandet som alle kender. Desværre havde flasken et strejf af prop 🙁 så har valgt ikke at score den. Men man kunne fornemme noter af noget stort, bagt brød med smør, i en ellers lukket propduft. – Dom P 1996 har jeg stadig til gode.
Sidste flaske i 2. sæt var Taittinger – Comtes de Champagne 1996 (Blanc de Blanc) syrlig frisk duft, men alligevel med et cremet element, der næsten kunne gå over i en animalsk skinke – kompleks. Fantastisk elegant, lang behagelig syrerig smag, endnu en stor Champagne, aftenen var ved at udvikle sig til en af de bedste vinoplevelser – 91 point.
Sidste sæt , og det på navnene også, største sæt. Der bliver lagt hårdt ud fra start! Louis Roederer – Cristal 1996 endnu en myte, historie og legende – om så ikke andet, så især hos de amerikanske rappere – en skuffende lukket duft, hvor der skulle arbejdes godt for at finde noter af bagerforretningen. I munden var det en vild oplevelse, vilde bobler fulde af energi, smagen beskrives bedst med ”Smooth” – den glider ned – langt større smag en duft – 91 point!
Smagning var ved at nå enden, men det var rækken af de store navne ikke. Krug vintage 1996 kom i glasset –og hvilken Champagne. Tung, mørk, gylden farve. Tyk, frisk-kælder-duft. Helt surrealistisk kraftig smag, lammende vild, vild, vild, vinøs oplevelse! Tydeligt hvad 26% Pinot Meunier gør ved Champagnen – den giver smag! Den vildeste Champagne oplevelse jeg endnu har haft, hvilket også afspejles i den højeste score jeg endnu har givet – 97 point!!!
Sidste flaske i sættet var endnu en legende Bollinger R.D. 1996 endnu en rigtig lækker, fed, stor champagne, der dog kommer til at spille en rolle i skyggen af Krug. Bollinger laver høj kvalitet, og det afspejles tydeligt i den ekstremt elegante og så alligevel kraftfulde Champagne – 94 point!
Til at gå hjem på var der endnu en helt blind flaske. Det var en enorm frisk oplevelse, med massere af lime/citrus noter. Mit gæt var Taittinger 1999 pga. mange noter gik igen, samtidig med at den udstrålede en enorm friskhed. Til alles store overraskelse var der Dampierre 1985! i glasset. Glimrede Champagne, der også gav anledning til slut kommentaren ”Jeg drikker fra nu af kun vin der er ældre end mig selv” – 91 point!
Fantastisk hyggelig, spændende og lærerig aften, hvor vi fik smagt mange af Champagnes sværvægtere, kun tilbage at spørge – hvor var Salon?